Dette afsnit handler om SKATs adgang til at foretage skønsmæssige ændringer af indkomstansættelsen for en erhvervsdrivende fysisk eller juridisk person, hvis den skattepligtige ikke opfylder sin pligt til at sende regnskabsmateriale, efter SKAT har anmodet om det, og at oplyse om andre forhold af betydning for indkomstansættelsen.
Når det angår sammenhængen mellem den materielle oplysningspligt efter SKATs anmodning og SKATs adgang til at foretage skønsmæssige ændringer af indkomstansættelsen på et eller flere punkter, hvis oplysningspligten ikke bliver opfyldt helt eller delvist, er der regler og praksis, der angår omfanget af oplysningspligten. Se navnlig:
SKAT har adgang til at foretage skønsmæssige ændringer af den skattepligtiges indkomstansættelse.
Det kan fx ske, hvis en erhvervsdrivende, skattepligtig fysisk eller juridisk person
Hvis den skattepligtige ikke vil give SKAT adgang til elektronisk registrerede regnskabsoplysninger, og dette giver SKAT anledning til en skønsmæssig skatteansættelse, skal SKAT som grundlag for ansættelsen endvidere henvise til SKL § 6, stk. 6.
Omvendt finder SKAT ikke, at der foreligger fejl og mangler af sådant omfang og karakter, at regnskabsgrundlaget kan tilsidesættes i dets helhed.
En skattepligtig, der mener sig berettiget til et skattemæssigt fradrag, har bevisbyrden for, at udgiften er fradragsberettiget. Se fx SKM2004.162.HR.
Hvis en skattepligtig ikke kan fremlægge dokumentation for, at den skattepligtige har afholdt udgifter til køb af varer, tjenesteydelser eller aktiver, har den skattepligtige som hovedregel ikke ret til fradrag for de pågældende udgifter. Se fx SKM2008.4.HR.
Hvis SKAT finder det konkret sandsynliggjort, at en skattepligtig har afholdt fradragsberettigede udgifter, hvis størrelse den skattepligtige ikke kan dokumentere på regulær vis, kan SKAT foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældende udgift.
Højesteret har i en sag angivet, at det var berettiget, at SKAT alene havde anerkendt udgifter til sort løn, i det omfang den pågældende medarbejder havde kunnet identificeres. Se SKM2011.209.HR. Under iagttagelse af sædvanlige dokumentationskrav for en udgift påhviler det den skattepligtige at godtgøre eller i hvert fald sandsynliggøre, at det ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan ske fradrag for påståede udgifter. Manglende identifikation af modtagere af sort løn kan således medføre, at afholdte udgifter hertil ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen.
Hvis SKAT efter gældende ret finder, at udgifter slet ikke eller kun utilstrækkeligt er dokumenteret, har SKAT dog ikke pligt til at udøve et skøn over størrelsen af fradragsberettigede udgifter under hensyn til sandsynliggørelse. Se SKM2013.493.VLR, hvor skatteyderen ikke fik medhold i en påstand om, at SKATs skønsmæssige ændring af indkomstansættelsen og momstilsvaret var ugyldig, fordi SKAT ikke havde medtaget fradragsberettigede udgifter ved skønnet.
Det i forvejen begrænsede område for skønsmæssigt ansat fradrag under hensyn til sandsynliggørelse må anses for yderligere markant begrænset som følge af reglerne for digital betaling som betingelse for fradrag ved indkomstopgørelsen. Se afsnit A.B.4.1.3 om digital betaling og betingelser for fradrag efter LL § 8 Y.
|
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
|
Højesteretsdomme
|
|
SKM2011.209.HR
|
I præmisserne er det angivet, at det i sagen var berettiget, at SKAT alene havde anerkendt udgifter til sort løn, i det omfang den pågældende medarbejder havde kunnet identificeres.
|
Se omtalen af dommen i afsnit A.B.5.3.4
|
|
SKM2008.4.HR
|
Et selskab havde udbetalt et større beløb til en regnskabsassistent end de beløb, som assistenten løbende havde faktureret til selskabet. Ikke godtgjort, at de overskydende beløb kunne fratrækkes ved opgørelsen af skattepligtig indkomst og momstilsvar.
|
Afgørelsen må anses at lægge afgørende vægt på eksterne bilag i form af fakturaer, som er udstedt til virksomheden, frem for vægt på virksomhedens ensidige oplysninger om den nærmere sammenhæng i de regnskabsmæssige posteringer.
|
| SKM2004.162.HR |
Selvangivet fradrag for befordring mellem bopæl og to arbejdssteder oversteg det sædvanlige, og det påhvilede skatteyderen at dokumentere, eller i hvert fald sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk havde fundet sted. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene med fremlagte lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgivere. Trods SKATs opfordring var det heller ikke sandsynliggjort, at der var kørt mellem arbejdsstederne i det selvangivne omfang.
|
|
|
Landsretsdomme
|
| ►SKM2015.32.VLR◄ |
►Et selskab drev virksomhed med udlejning af håndværkere. Selskabet indlejede håndværkere fra tredjemand. Selskabet betalte tredjemanden sort, ligesom selskabets håndværkere delvist blev aflønnet sort. Der forelå ikke oplysninger om identiteten af dem, der havde modtaget sorte betalinger, hvorfor det ikke var godtgjort at der var afholdt fradragsberettigede udgifter.◄
|
►VLR stadfæstede byrettens dom (SKM2013.652.BR)◄
|
| SKM2014.260.ØLR |
Skatteyderen havde drevet virksomhed i selskabsform. Selskabet gik konkurs, og umiddelbart herefter blev oprettet to britiske selskaber og danske filialer af disse selskaber. På filialernes bankkonti indgik midler fra virksomhed, som blev udført efter konkursen. De danske filialer var for kortere perioder inden for fire år registreret for moms, selskabsskat eller A-skat og AM-bidrag, mens skatteyderen ikke selv var momsregistreret for perioden, ligesom der hverken var indgivet regnskaber eller selvangivelser for selvstændig virksomhed for indkomstårene 2005-2008.
Skatteyderen blev anset for at have deltage i drift af uregistreret virksomhed som interessent med en andel på 50 pct., og momstilsvar og indkomst blev efter et skøn ansat på baggrund af de faktiske indsætninger på virksomhedens bankkonti.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
|
Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2013.396.BR.
Det fremgår af LSRs behandling af sagen, at SKAT havde godkendt et skønnet fradrag for driftsudgifter, herunder lønudgifter, hvorved der fremkom en bruttoavance for indkomstårene 2005 - 2007 på hver især 65,6, 57,6 og 48,2 pct. Uanset den gennemsnitlige bruttoavance i den pågældende branche (murervirksomhed) i årene 2005-2006 ifølge Danmarks Statistik havde udgjort 52,2 pct., fandt LSR ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag for driftsudgifter.
Endvidere bemærkede LSR både med hensyn til ansættelsen af indkomst og momstilsvar, at indholdskravene til faktura efter momsbekendtgørelsen (dagældende, nr. 663 af 16. juni 2006, KAP 11, § 40) ikke var opfyldt.
|
| SKM2014.232.ØLR |
I et større sagskompleks om en sambeskattet selskabskoncern indgik et spørgsmål om fradrag for udgifter til køb af svinekroppe for 3,42 mio. d.kr. under hensyn til sandsynliggørelse. Landsretten bemærkede, at selskabet havde erkendt, at der ikke forelå fakturabilag for udgiften. Endvidere var der tvivl, om det var det ene eller andet selskab i koncernen, der havde afholdt udgiften, og om der allerede var foretaget fradrag for udgiften for et andet indkomstår. Landsretten fandt herefter, at der ikke var tilvejebragt et grundlag for fradrag efter et skøn.
|
Et andet aspekt af sagen var, at en del af selskabets originale bilagsmateriale var bortkommet hos SKAT. Ved sagens behandling for domstolene var der bevismæssig uenighed, om materialet bortkom før eller efter SKATs afgørelse. Landsretten fandt, at tvivlen om indholdet af de bortkomne bilag og om tidspunktet for bortkomsten heraf måtte komme Skatteministeriet bevismæssigt til skade.
|
| SKM2013.670.ØLR |
Taxavognmand. I virksomhedens kasseregnskab, der blev udarbejdet hver 7. dag ved vognmandens afregning med chaufførerne, anførtes alene kontante ind- og udbetalinger. Ikke ind- og udbetalinger over bankkonto. Samtidig var der store uafstemmelige kontante beholdninger både primo og ultimo indkomståret. Regnskabsgrundlag tilsidesat, og indkomst forhøjet efter et skøn på baggrund af det stedlige taxinævns gennemsnitsberegning efter gennemgang og sammenligning af trafikbøger og taxameterattester.
|
Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.552.BR.
Det var under sagens behandling hos de forskellige instanser spørgsmålet, om der skulle tages hensyn til fradrag for "sort løn" til taxachaufførerne. Byretten fandt, at det måtte "tilsidesættes som helt udokumenteret", at der var betalt løn mv. til chaufførerne af de udeholdte indtægter. ØLR stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.
|
|
SKM2013.613.ØLR
|
Skønsmæssig indkomstansættelse og fastsættelse af momstilsvar på baggrund af indsættelser på skatteyderens bankkonto, og idet der ikke var selvangivet resultat af virksomhed eller udarbejdet regnskab for virksomheden. Skatteyderen gjorde gældende, at han ikke havde drevet virksomheden, men alene havde udlånt sin bankkonto til en bekendt, der havde drevet virksomheden, fordi den bekendte ikke selv havde adgang til at oprette en bankkonto. Skatteyderen ansås for at have erhvervet ret til indsættelserne på bankkontoen som rette indkomstmodtager.
|
Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.458.BR.
Ved indkomstansættelsen var indrømmet et skønsmæssigt fradrag for driftsomkostninger på 25 pct. Da der ikke var fremlagt dokumentation, der kunne bestyrke forklaring om, at driftsomkostningerne havde været højere, fandt byretten ikke, at der var løftet bevisbyrden for, at skattemyn-
dighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.
|
|
SKM2013.530.VLR
|
Virksomhed med ydelser inden for grønt vedligehold, murerarbejde, snerydning mv. Revisorforbehold i regnskab om, at der ikke forelå et egentligt bogholderi for ét ud af tre indkomstår, og at revisor ikke havde været i stand til at udtale sig om fuldstændigheden af regnskabet og værdiansættelsen af igangværende arbejder og debitorer. Endvidere konstaterede SKAT huller i rækkefølgen af nummererede fakturaer med 40 manglende fakturaer i ét år og 63 manglende fakturaer i et andet år. Regnskabsgrundlag tilsidesat og indkomstansættelse og momstilsvar fastsat efter et skøn, baseret på modtagne fakturaer og indbetalinger på den skattepligtiges bankkonti. Byretten fandt, at SKAT havde beregnet omsætningen for et enkelt indkomstår på et forkert grundlag, og skønnet for dette indkomstår blev hjemvist til fornyet behandling hos SKAT. VLR stadfæstede byrettens dom, idet VLR dog nedsatte forhøjelsen for et andet indkomstår på baggrund af fremlagt dokumentation for skattefri indtægt ved salg af en privatbil.
|
Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.173.BR.
Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugs-
opgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se de mere klassiske afgørelser herom i SKM2007.130.VLR og SKM2006.219.ØLR.
Dog indgår der i denne konkrete sag et større element af skøn over den reelle omsætning i forhold til en "ren" difference.
|
|
SKM2013.493.VLR
|
En skatteyder, der havde udeholdt indtægter fra salg af metalskrot, fik på baggrund af kontante indsættelser på bankkonto forhøjet indkomst med indtægterne uden fradrag for driftsudgifter og fik forhøjet momstilsvaret med 25 pct. af disse indtægter. Skatteyderen fik ikke medhold i, at ansættelsen var ugyldig, fordi SKAT ikke havde medtaget fradragsberettigede udgifter ved skønnet, og/eller fordi ansættelsesfristen var overskredet efter SFL § 26, stk. 1, 2. pkt. Skatteyderen fik heller ikke medhold i, at han var berettiget til fradrag for driftsudgifter, idet han hverken under SKATs eller domstolenes behandling af sagen havde oplyst om sine indtægter eller udgifter i virksomheden.
|
Stadfæstelse af byrettens domme SKM2012.742.BR (indkomstansættelsen) og SKM2012.743.BR (momstilsvaret).
|
|
SKM2013.125.VLR
|
Selvangivet underskud af bierhverv som hjemmeslagter. Indkomst og momstilsvar forhøjet under hensyn til, at 50 pct. af omsætning ansås for udeholdt. VLR fandt, at det havde formodningen mod sig, at skatteyderen kun arbejdede som hjemmeslagter af lyst og ikke for at opnå en fortjeneste. Og det forhold, at der ikke var foretaget en selvstændig opgørelse af skatteyderens privatforbrug udelukkede ikke, at der var udeholdt indtægter.
|
I sagen i tidl. instans SKM2011.804.BR var forhøjelsen blevet nedsat til det selvangivne på baggrund af skatteyderens partsforklaring om arbejdsformen ved hjemmeslagtning. VLRs dom indebærer således en omgørelse af byrettens dom.
|
|
SKM2010.669.ØLR
|
Som dokumentation for fradrag for vareindkøb hos en købmand fremlagde en restauratør månedsafregninger fra købmanden samt følgesedler og kvitteringer, der dækkede en del af købene. Bevisbyrde for fradraget ikke løftet pga. betydelige uregelmæssigheder i restauratørens bogførings- og regnskabsmateriale.
|
Afgørelsen kan ses som et udtryk for, at selv hvis enkeltstående bilag kan være i orden i sig selv, kan SKAT alligevel nægte fradrag ifølge disse bilag, hvis SKAT samlet set kan konstatere "betydelige uregelmæssigheder i bogførings- og regnskabsmaterialet."
Stadfæstelse af byrettens dom SKM2009.376.BR.
|
|
SKM2007.130.VLR
|
Tømrer. Regnskabsgrundlaget tilsidesat, men i stedet for skønsmæssige ansættelser blev ansættelserne ændret på baggrund af en konkret gennemgang og kontrol af bilagsmaterialet. Ikke grundlag for at tilsidesætte de konkret ændrede skatteansættelser som åbenbart urimelige eller som hvilende på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.
|
Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se lignende afgørelse i SKM2006.219.ØLR.
|
| SKM2006.309.VLR |
Kørsels- og telefonudgifter ved escortservice. Der var foretaget kørsel i betydeligt omfang i forhold til indtjening pr. kundebesøg, og der var derfor et skærpet krav til bevis for, at kørslerne havde fundet sted. Da der ikke var ført kørebog eller tilvejebragt andet grundlag for et skøn over kørslens omfang, kunne der ikke opnås fradrag for kørselsudgifterne. Endvidere var der anvendt flere telefoner både ved drift af virksomhed og privat, og det påhvilede skatteyderen at bevise, hvilken del af samtalerne, der angik virksomheden, og hvilken del, der var privat. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn som foretaget på et forkert grundlag eller som åbenbart urimeligt.
|
Afgørelsen viser, at der formentlig alt andet lige kræves mindre for at sandsynliggøre fradragsberettigede, ikke dokumenterede udgifter til køb af de samme varer, som virksomheden sælger, hvilket var tilfældet i SKM2013.230.BR. I forhold til at sandsynliggøre udgifter til køb af varer eller generelle tjenesteydelser, der ikke har en umiddelbar nær tilknytning til forretningsområdet for den pågældende virksomhed.
|
|
SKM2006.219.ØLR
|
Indkomstansættelsen forhøjet under hensyn til konkrete indtægtsdifferencer, idet der var udeholdt omsætning ved blomsterhandel i form af salg gennem en forbrugsforening. Indkomstansættelsen også forhøjet under hensyn til konkrete udgiftsdifferencer i form af ikke godkendt fradrag for varekøb, idet der på bilag hverken var angivet, hvem der var sælger, eller hvad og hvor meget, der var købt. Bilagene opfyldte ikke kravene til grundbilag.
|
Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se lignende afgørelse i SKM2007.130.VLR.
|
|
SKM2004.119.ØLR
|
Bogførings- og regnskabsmateriale, der dokumenterede et selskabs selvangivne fradrag for 2 indkomstår, var bortkommet ved byfornyelsesarbejder i selskabets lokaler. Selskabet gjorde gældende, at bortkomsten var uden betydning, idet selskabets revisor som offentlighedens repræsentant havde revideret årsregnskaberne for de 2 indkomstår og erklæret, at regnskaberne efter revisorens opfattelse var retvisende. ØLR fandt, at det påhvilede selskabet at dokumentere driftsudgifter, og at selskabet bar risikoen for regnskabsmaterialets bortkomst. Revisionen kunne ikke føre til andet resultat.
|
Se lignende afgørelse:
SKM2001.389.ØLR
|
|
SKM2004.6.ØLR
|
Ikke godtgjort, at en købmand i en periode på godt 1 år kunne foretage fradrag for udbetalt løn til sin søster. Kasseregnskabet var ikke ført og afstemt, og uanset at en ny revisor havde omarbejdet bogføringen og havde redegjort for forskellige uoverensstemmelser, var det ikke godtgjort, at en debitering af kontoen for varesalg ikke modsvarede udeholdt omsætning. Ej heller godtgjort, at indskud på købmandens bankkonti hidrørte fra bogførte indtægter, som købmanden tidligere havde erhvervet, uanset at købmandsforretningen i tidligere måneder havde givet større overskud end de beløb, der i disse måneder var indsat på købmandens bankkonti.
|
Afgørelsen bekræfter, at der gælder et skærpet krav til dokumentation og bevisbyrde ved aftaler mellem familiemedlemmer og andre nærtstående om udveksling af varer eller ydelser mod vederlag.
Afgørelsen kan formentlig også ses som et udtryk for, at hvis SKAT i første omfang har konstateret, at det foreliggende bogførings- og regnskabsmateriale er mangelfuldt, skal SKAT ikke nødvendigvis lægge et efterfølgende tilrettet og udarbejdet nyt bogførings- og regnskabsmateriale til grund som et retvisende grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Herunder uanset om en revisor medvirker ved tilretningen af bogførings- og regnskabsmaterialet.
|
|
SKM2001.429.VLR
|
Efter kammeradvokatens anmodning skulle en direktør undervejs i en domstolsbehandling af en skattesag oplyse, hvem der havde deltaget i en udlandsrejse. Direktørens oplysningspligt var ikke i strid med eller en omgåelse af skattekontrollovens regler for oplysningspligt efter opfordring.
|
Afgørelsen angår forholdet mellem den skattepligtiges oplysningspligt efter skattekontrolloven og retsplejelovens regler for parts- og vidneforklaring i civile retssager.
|
|
SKM2001.389.ØLR
|
Takseret overskud af virksomhed, der efter revisors henvendelse blev ændret til 0 kr. Den skattepligtiges ansøgning om genoptagelse af ansættelsen med et underskud af virksomhed kunne ikke imødekommes, idet det underliggende bogførings- og regnskabsmateriale var bortkommet, og den skattepligtige måtte selv bære risikoen herfor.
|
Se lignende afgørelse:
SKM2004.119.ØLR
|
|
Byretsdomme
|
|
SKM2013.796.BR
|
Sagen angik fradrag for indkomståret 2007 for udgifter til opførelse af ejendomme ifølge 6 fakturaer. 5 af fakturaerne var udateret, og der var ikke dokumenteret betaling for nogen af faktuaerne. Skatteyderen fandtes ikke at have ført sikkert bevis for, at udgifterne var afholdt i indkomståret 2007, eller at der var fradrag for udgifterne efter SL § 6, stk. 1, litra a, ved indkomstopgørelsen for 2007.
|
De 5 udaterede fakturaer angav momssatsen til 33 pct.
Se om de momsretlige krav til udformning af fakturaer og om konsekvenser ved uretmæssig opkrævning af moms i afsnit A.B.3.3.1.2 Faktureringspligten og afsnit D.A.13.6 Fakturering med moms ML § 46, stk. 6.
|
|
SKM2013.230.BR
|
Ægtefællers ikke selvangivne indkomst ved salg af paller var skønsmæssigt ansat. LSR skønnede, at parret havde haft udgifter til køb af paller svarende til 25 pct. af indtægterne. Ved sagens behandling for byretten blev der afgivet fire skønserklæringer om priser ved køb af paller. Byretten fandt det ikke godtgjort, at LSRs skøn var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.
|
Afgørende præmis for, at der skulle gives fradrag for varekøb efter et skøn: Der var ubestridt indtægter ved salg af de pågældende varer.
|
|
SKM2011.726.BR
|
Revisor, der beskattes efter virksomhedsskattelovens afsnit I. Ikke godkendt fradrag for udgifter, der ikke var dokumenteret ved bilag, udgifter, der var fratrukket 2 gange, og udgifter, der var af privat karakter.
|
Afgørelsen viser klassiske tilfælde på konkrete udgiftsdifferencer.
|
|
SKM2009.591.BR
|
Et selskab havde pga. fejl i bogføringen foretaget et dobbelt fradrag for et varekøb. Ikke bevist, at fejlen var rettet ved en kreditpostering eller modregning. På selskabets varekøbskonto var bogført 2 andre varekøb, idet det blev påstået, at disse 2 varekøb var modregnet på en anden konto, og at der ikke var foretaget fradrag for varekøbene. Dette ansås ikke for dokumenteret.
|
Afgørelsen kan ses som et udtryk, at oplysninger om overordnede regnskabstal, overført til selvangivelsen, ikke kan anses for dokumenteret, medmindre regnskabstallene i kraft af bogføringsprincipperne om transaktionsspor og kontrolspor kan følges til de underliggende bilag.
|
|
Landsskatteretskendelser
|
|
SKM2003.441.LSR
|
Uanset ændringerne af bogføringsloven ved lov nr.
1006 af 23. december 1998 ansås et selskabs udgiftsbilag i form af dags dato-kvitteringer ikke for at opfylde kravene til grundbilag, og det var med rette, at der var nægtet fradrag for udgifterne.
|
Afgørelsen kan evt. sammenholdes med SKM2006.219.ØLR, hvori indgik spørgsmålet, om udgiftsbilag opfyldte kravene til grundbilag ifølge bogføringsreglerne, der var gældende før lov nr.
1006 af 23. december
1998.
|
|
SKAT
|
|
SKM2007.277.SKAT
|
Erhvervsdrivende har pligt til efter anmodning fra SKAT at indsende regnskabsmateriale og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen.
|
SKATs meddelelse præciserer gældende ret
|
|
SKM2007.42.DEP
|
Skatteministeriets departement udtaler, at oplysninger i et skatteregnskab, som SKAT kan anmode en virksomhed om at indgive, normalt ikke kan give anledning til ændring af skatteansættelsen for en mindre virksomhed efter "ligningsfristens" udløb. "Ligningsfristen" må forstås som den ordinære ansættelsesfrist efter SFL § 26, stk. 1.
|
Udtalelsen har sammenhæng med, at en virksomhed, der er omfattet af mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12. juni 2006 om mindre virksomheder, kun skal indgive et skattemæssigt årsregnskab efter SKATs anmodning.
|