Dato for udgivelse
29 apr 2015 14:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29 apr 2015 14:56
SKM-nummer
SKM2015.287.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
15-0653481
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
Særlige procedurer
Emneord
Midlertidig indførsel, transportmiddel, ansat
Resumé

Arbejdstagere bosiddende i EU, som får et transportmiddel, der er registreret uden for EU's toldområde, stillet til rådighed af en arbejdsgiver, der er bosiddende uden for EU, kan fra den 1. maj 2015 kun i begrænset omfang benytte dette transportmiddel til privat kørsel i EU.

Hjemmel

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks

Reference(r)

Forordning nr. 2454/93, artikel 561, stk. 2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit F.A.19.2.2.

Sammenfatning:

Arbejdstagere bosiddende i EU, som får et transportmiddel, der er registreret uden for EU's toldområde, stillet til rådighed af en arbejdsgiver, der er bosiddende uden for EU, kan fra den 1. maj 2015 kun i begrænset omfang benytte dette transportmiddel til privat kørsel i EU.

Regelgrundlaget:

Kommissionen har den 13. februar 2015 vedtaget gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/234 om ændring af artikel 561, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2454/93 for så vidt angår midlertidig indførsel af transportmidler, der er beregnet til at blive anvendt af en person med bopæl i EU's toldområde.

SKATs opfattelse:

Ændringen medfører, at der fortsat kan bevilges fuldstændig toldfritagelse, når et transportmiddel indføres i EU's toldområde og her bruges af en fysisk person, der har bopæl i EU, hvis følgende betingelser er opfyldt: 

  • brugeren af transportmidlet skal være ansat af den, der ejer, lejer eller leaser transportmidlet

  • ejer, lejer eller leasingtager skal være etableret uden for EU's toldområde

  • transportmidlet skal være registreret uden for EU's toldområde i en uden for dette område etableret persons navn. 

Anses betingelserne for opfyldt, kan den ansatte benytte transportmidlet i EU's toldområde til både erhvervsmæssig og privat brug.

Privat brug af transportmidlet er dog begrænset til at omfatte transport mellem den ansattes arbejdssted og bopæl, og transport i forbindelse med at den ansatte udfører en arbejdsopgave, der er anført i ansættelseskontrakten.

Brugeren af transportmidlet skal på SKATs forlangende kunne fremvise en kopi af ansættelseskontrakten.

Transportmidlet kan, når det anvendes til privat brug, forblive under ordningen i op til 6 måneder (for skibe, både mv. dog 18 måneder).

Begrænsningerne i anvendelse af transportmidler til ansattes private brug finder anvendelse fra den 1. maj 2015, uanset om transportmidlet er indført midlertidigt toldfrit inden denne dato.

Gyldighed:

Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit F.A.19.2.2. Herefter er styresignalet ophævet.