Indhold
Dette afsnit beskriver reglen om, at hvis en udenlandsk afgiftspligtig person har pligt til at blive momsregistreret i Danmark ved en fiskal repræsentant i Danmark, så hæfter den udenlandske afgiftspligtige person og repræsentanten solidarisk for betaling af dansk moms. Se ML § 46, stk. 8 (tidl. stk. 7, der ved lov nr. 578 af 4. maj 2015 blev stk. 8).
Afsnittet indeholder:
- Registreringsforhold i sammenhæng med betalingspligten
- Retningslinjer
- Godkendte lande og områder uden for EU.
Registreringsforhold i sammenhæng med betalingspligten
Hvis en afgiftspligtig person har forretningssted i et land uden for EU, og der ikke mellem dette land og Danmark er indgået en aftale om gensidig administrativ bistand på området for skatter og afgifter, der svarer til reglerne i EU, og den udenlandske afgiftspligtige person leverer varer eller ydelser i Danmark eller erhverver varer i Danmark fra andre EU-lande, skal den udenlandske afgiftspligtige person registreres for dansk moms ved en repræsentant i Danmark.
Se ML § 47, stk. 2, 1.-2. pkt., og afsnit D.A.14.1.5.
Hvis en virksomhed er registreret ved en herboende repræsentant efter ML § 47, stk. 2, hæfter både virksomheden og repræsentanten solidarisk for momsen. Se ML § 46, stk. 8.
Bemærk
En udenlandsk afgiftspligtig person skal alligevel ikke registreres for dansk moms efter ML § 47, stk. 2, 1.-2. pkt., i det omfang, at den, der aftager den udenlandske afgiftspligtige persons leverancer af varer eller ydelser med leveringssted i Danmark, er betalingspligtig for dansk moms af de leverede varer eller ydelser. Se ML § 47, stk. 2, 3. pkt.
Retningslinjer
Når det søges fastslået, om en udenlandsk afgiftspligtig person er undtaget fra registreringspligt efter ML § 47, stk. 2, 1.-2. pkt., som følge af reglen om betalingspligt efter ML § 47, stk. 2, 3. pkt., skal det undersøges og vurderes, om aftageren er betalingspligtig for dansk moms af de leverede varer eller ydelser efter et eller flere af tilfældene i ML § 46, stk. 1, nr. 1-9 eller 10, eller stk. 3-5 eller 6.
Hvis det er relevant, må det konkrete forhold også sammenholdes med kriterierne for udenlandske afgiftspligtige personers betalingspligt for dansk moms efter ML § 46 a. Se afsnit D.A.13.11.
Godkendte lande og områder uden for EU
En udenlandsk afgiftspligtig person skal ikke registreres for moms ved en repræsentant i Danmark efter ML § 47, stk. 2, hvis den afgiftspligtige person har forretningssted i et land eller et område uden for EU, og det pågældende land eller område har indgået en aftale med Danmark om gensidig administrativ bistand til at inddrive skatter og afgifter, der med hensyn til karakteren og omfanget af gensidige forpligtelser svarer til reglerne i EU.
Følgende lande og områder uden for EU anses for at opfylde betingelserne i ML § 47, stk. 2:
- Ålandsøerne
- (udgør en del af EU-landet Finlands territorium og er omfattet af EUs fælles toldområde, men er uden for momssystemdirektivets geografiske anvendelsesområde efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra d).
Den udenlandske afgiftspligtige person og dennes repræsentant i Danmark er dermed ikke solidarisk hæftende for betaling af dansk moms efter ML § 46, stk. 8, i disse situationer.