Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.4.1.4 Levering af varer" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Afsnittet beskriver, hvornår levering mod vederlag kan anses for levering af varer.

Afsnittet indeholder:

Formål
Definition: Levering af varer
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Formål

EU-domstolen har udtalt, at begrebet "levering af en vare" ikke vedrører overdragelsen af en ejendomsret i de efter national ret fastsatte former, men omfatter enhver form for overdragelse af et materielt gode foretaget af en person, som bemyndiger en anden person til som ejer at råde over godet.

Momsdirektiverne skal blandt andet sikre, at det fælles momssystem hviler på en ensartet definition af momspligtige transaktioner. Dette formål vil imidlertid ikke kunne opfyldes, hvis begrebet "levering af varer", bliver undergivet betingelser, som er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket er tilfældet for de civilretlige bestemmelser om overdragelse af ejendomsretten. Se EF-domstolens dom i sag C-320/88, Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV, præmisserne 7 og 8.

Definition: Levering af varer

Ved levering af en vare forstås overdragelsen af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Se hjemlen i momssystemdirektivet, artikel 14, stk. 1 og ML § 4, stk. 1, 2. pkt.

Overdragelse af ejendomsretten til en vare mod betaling af en erstatningsydelse efter pålæg fra det offentlige eller ifølge loven anses for en levering af en vare. Se momssystemdirektivet, artikel 14, stk. 2, litra a).

Elektricitet, gas, varme, kulde og lignende anses som varer. Se momssystemdirektivet, artikel 15, stk. 1, og ML § 4, stk. 2.

Vand anses for en vare. Se ML § 4, stk. 2.

Der er nogle særlige typer af leverancer af varer, som er beskrevet i andre afsnit:

Overdragelse af varer i henhold til en kommissionsaftale (D.A.4.2.1)
Lejekontrakter og kontrakter om salg på kredit, hvor ejendomsretten til en vare overgår til lejer/køber ved betaling af det sidste lejebeløb/afdrag (D.A.4.2.2)

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
EU-domme
C-494/12, Dixons Retail	Misbrug af bankkort som betalingsmiddel i forbindelse med de i sagen aktuelle transaktioner var uden betydning for den omstændighed, at disse kunne kvalificeres som leveringer af goder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette direktiv og direktiv 2006/112. For så vidt som de i sagen omhandlede salg i øvrigt opfyldte de objektive kriterier, som ligger til grund for begrebet levering af goder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette direktiv og direktiv 2006/112, kan den omstændighed, at det efterfølgende viste sig, at disse salg var blevet betalt ved hjælp af kort, som var blevet misbrugt, ikke medføre, at betalingen af prisen for de pågældende salg ikke udgjorde en modværdi.
C-63/04, Centralan Proberty Ltd	Udlejning af fast ejendom for en periode på 999 år til en person og derefter (3 dage senere) overdragelse af den resterende ejendomsret til anden person. EF-domstolen fandt, at de forskellige definitioner af begrebet ejendomsfællesskab i medlemsstaternes retsordener talte for, at det er muligt, at retten til som ejer at råde over et gode kan være tillagt flere end én person. Begge transaktioner kunne derfor udgøre leveringer af varer. Det tilkom dog den nationale ret i det konkrete tilfælde og under hensyn til sagens faktiske omstændigheder at afgøre, om den første, den anden eller begge transaktioner kan anses for levering af en vare.	Domstolen undlod på baggrund af sin besvarelse af de stillede præjudicielle spørgsmål at tage stilling til, om der i sagen var tale om misbrug af rettigheder. Se evt. D.A.3.4 om misbrug. Om dommen, se evt. også D.A.11.7.4 om regulering af fradragsret for investeringsgoder.
C-185/01, Auto Lease Holland BV	Leasinggivers brændstofadministration. Det var aftalt mellem leasinggiver, et kreditkortselskab, og leasingtagerne, at leasingtagerne ved hjælp af kreditkortene købte brændstof i leasinggivers navn, når leasingtagerne påfyldte det leasede køretøj brændstof. EF-domstolen fandt, at tankstationerne leverede brændstoffet direkte til leasingtagerne, og at leasinggiver i stedet leverede en finansiel ydelse i forbindelse med påfyldningen. Domstolen lagde vægt på, at leasingtageren modtog brændstoffet direkte fra tankstationerne, og at leasinggiveren ikke havde ret til at bestemme, på hvilken måde og med hvilket formål brændstoffet skulle anvendes. Leasingtagerne valgte frit kvalitet, mængde samt tidspunkt for køb af brændstof. Leasingtagernes betaling af månedlige rater til leasinggiver var blot månedlige forskud. Det faktiske forbrug blev opgjort ved årets udgang. Leasingtagerne bar derfor udgifterne ved brændstofleveringen i sin helhed. Ikke levering af varer.	Told- og Skattestyrelsen udsendte SKM2003.58.TSS på baggrund af denne sag. Højesteret kom i en konkret sag i SKM2009.25.HR til samme resultat. Se nedenfor. Østre Landsret kom i en anden konkret sag til samme resultat. Se SKM2014.755.ØLR nedenfor. Københavns Byret kom i en tredje konkret sag til samme resultat. Se SKM2014.734.BR nedenfor. Landsskatteretten kom i en fjerde konkret sag til samme resultat i SKM2007.195.LSR.
C-320/88, Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV	Retten til som ejer at råde over et materielt gode må anses for levering af en vare, selvom der ikke foreligger overdragelse af den retlige ejendomsret til godet.
C-10/87, Tattersals Ltd.	Dyr er varer i momssystemdirektivets forstand.	Domstolen fastslog det samme i sag C-320/02, Stenholmen. Om sidstnævnte dom se også D.A.18.3.2 om brugte varer.
Højesteretsdomme
SKM2013.219.HR	Højestret stadfæstede landsrettens dom, hvorefter sagsøgeren ikke fik medhold i, at et påtænkt "dobbeltsalgskoncept"/"momsfusions-koncept" indebar to særskilte salg af varer fra henholdsvis danske detailforretninger til sagsøgeren og videre fra sagsøgeren til kunder (privat personer bosiddende uden for EU). Der var således ikke tale om henholdsvis ét momspligtigt salg i henhold til momslovens § 4, stk. 1, og et momsfritaget (videre)salg i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 5. Landsretten fandt, at kundens købsaftale under de i sagen foreliggende omstændigheder måtte anses for indgået med forretningen og ikke med sagsøgeren, som reelt alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled (jf. tilsvarende retsanvendelse i SKM2010.396.HR om et grænsehandels-koncept).
SKM2010.621.HR	EU-handel. Mobiltelefoner. Kædehandel. Højesteret fandt af de af landsretten anførte grunde, at det måtte lægges til grund, at de enkelte led i handelskæden - henset til de foreliggende oplysninger om parternes dispositioner - faktisk havde rådet over telefonerne ved som ejer at videresælge dem.
SKM2010.396.HR	Et selskab, som drev detailforretning i Danmark med salg af bl.a. jetbåde, markedsførte et grænsehandelsarrangement, hvorefter firmaets varer kunne købes med tysk moms i stedet for med dansk moms, hvis kunden købte båden hos en samarbejdspartner i Tyskland og afhentede båden der. Højesteret fandt, at de danske kunders købsaftale under omstændighederne i sagen reelt måtte anses for indgået med selskabet og ikke med samarbejdspartneren, som alene måtte anses for at have fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med bådens udlevering og købesummens betaling. Selskabets levering var således sket til den danske kunde og ikke til samarbejdspartneren. Da båden befandt sig i Danmark på det tidspunkt, hvor transporten til den danske kunde (aftageren) begyndte, var leveringsstedet her i landet, og der skulle derfor betales moms i Danmark.
SKM2009.25.HR	Højesteret kom i sagen til samme resultat som EF-domstolen i sag C-185/01, Auto Lease. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at virksomheden havde pådraget sig en økonomisk risiko for udviklingen i prisen for de omhandlede brændstofleverancer.
Landsretsdomme
SKM2014.755.ØLR	Et i Tyskland hjemmehørende selskab etableret af en dansk koncern af busselskaber fandtes efter en samlet bedømmelse af det i sagen foreliggende dansk-tyske busleasingarrangement etableret af koncernen ikke at have fradragsret for den danske moms af brændstof indkøbt fra et dansk benzinselskab. Brændstoffet var tanket af det danske rutebusselskab i koncernen på danske tankanlæg og påfyldt koncernens rutebusser. Rutebusserne blev anvendt her i landet til busselskabets opfyldelse af trafikaftaler indgået med amter/regioner. Det tyske selskab fandtes ikke at have rådet som en ejer over brændstoffet og at have foretaget køb og videresalg heraf. Betalingerne fra det tyske selskab til det koncernforbundne danske serviceselskab, der havde indkøbt brændstoffet fra et dansk benzinselskab, og fra det koncernforbundne danske rutebusselskab til det tyske selskab, var således ikke for køb og videresalg af brændstof, men måtte derimod anses for betalinger som led i finansielle transaktioner, der ikke medførte fradragsret for det tyske selskab for momsen af den del af betalingerne, der kunne henføres til "brændstofdelen".
Byretsdomme
SKM2015.122.BR	Grænsehandelskoncept tilsidesat. Aftale om salg af båd var reelt indgået med den danske forhandler og ikke med det tyske mellemled, der alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled. Der skulle derfor betales dansk moms. Forhandleren havde ikke udvist den krævede omhu og påpasselighed ved det anvendte grænsehandelskoncept og havde derfor handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 32 var således opfyldt.
SKM2014.734.BR	Hovedspørgsmålet i sagen var, om et tysk selskab i forbindelse med et arrangement om dansk-tysk cross border-leasing af danske rutebusser havde fradrag for dansk købsmoms af brændstof tanket til busserne i Danmark af danske selskaber, der ejede busserne og drev rutekørselsvirksomheden for offentlige trafikselskaber, eller om det tyske selskabs aftaler med de to koncernforbundne danske selskaber havde karakter af finansiering af brændstof, hvorfor der ikke var fradrag. Byretten gav Skatteministeriet medhold i, at der ikke var tale om køb af brændstof, men om aftaler om finansiering af køb af brændstof, der ikke gav det tyske selskab ret til momsfradrag i medfør af momslovens § 37, stk. 1, eftersom finansieringsvirksomhed er momsfritaget.
SKM2014.90.BR	Efter en samlet vurdering af de udførte transaktioner fandt byretten, at sagsøger ikke havde godtgjort, at de dispositioner, som ifølge de fremlagte fakturaer skulle være gennemført, havde indebåret, at virksomheden reelt erhvervede ret til som ejer at råde over de omhandlede ædelmetaller. Det blev således ikke fundet godtgjort, at sagsøger havde fungeret som andet end et uselvstændigt mellemled, der havde sørget for, at betaling for ædelmetallerne skete i kontant form til to andre virksomheder.
Landsskatteretskendelser
SKM2012.223.LSR	En dansk forhandlers salg af både til danske kunder gennem en tysk samarbejdspartner blev anset for at være sket til de danske kunder og ikke til den tyske samarbejdspartner, jf. ML § 4, stk. 1. Forhandleren skulle derfor svare moms af salget, jf. momslovens § 14, nr. 2. Grænsehandelskoncept, hvor der skal betales dansk moms.
SKM2009.664.LSR	Landsskatteretten fandt, at den danske sælgers tyske registering ikke reelt havde rådet over de pågældende hårde hvidevarer. De hårde hvidevarer kunne derfor ikke anses for solgt til den tyske registrering, og det danske selskab var derfor ikke en mellemmand i forbindelse med aftaleindgåelsen, men den reelle sælger. Varerne havde derfor leveringssted i Danmark, da varerne befandt sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen til aftageren blev pågyndt. Der forelå ikke et fjernsalg omfattet af momslovens § 14, nr. 2, 2. pkt. De forudsætninger, der er opregnet i bestemmelsen, synedes kunstigt skabt, da der ikke var nogen reel forretningsmæssig begrundelse for, at leveringsstedet blev flyttet fra Danmark til Tyskland. Den eneste begrundelse for flytningen af leveringsstedet synedes udelukkende at være af opnå en afgiftsfordel.
SKM2009.732.LSR	Salg af en tidsubegrænset brugsret til en parkeringsplads i en parkeringskælder blev anset for sidestillet med overdragelse af ejendomsret. Der var således tale om levering af fast ejendom.	Se evt. afsnit D.A.5.9.3.
SKAT
SKM2011.683.SR	Skatterådet bekræftede, at ekspropriation af et delareal af en ubebygget erhvervsgrund mod betaling af ekspropriationserstatning er omfattet af momslovens leveringsbegreb.	Da ekspropria- tionen medførte afståelse af et areal, som var en byggegrund i momslovens forstand, og den hidtidige ejer var en afgiftspligtig person, der handlede i den egenskab, skulle der betales moms af ekspropriations- erstatningen.
SKM2011.281.SR	Skatterådet bekræftede, at ekspropriation af en erhvervsejendom er omfattet af momslovens § 4, stk. 1, om levering af varer mod vederlag, jf. Momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra a).	Da ekspropriation af ejendommen skete med henblik på, at de bygninger, som var opført på ejendommen, skulle nedrives for at give plads til et motorvejsbyggeri, fandt Skatterådet, at der var tale om levering af en byggegrund. Se evt. afsnit D.A.5.9.5.
SKM2010.734.SKAT	Styresignalet redegør på baggrund SKM2010.396.HR og SKM2010.727.SKAT for de konkrete forhold, der er afgørende for fastlæggelsen af det momsmæssige beskatningssted for transaktionerne i grænsehandelskoncepter. Endvidere omtales konsekvenserne af dommen for momstilsvaret for andre danske virksomheder, som har indgået eller indgår i tilsvarende grænsehandelskoncepter uden at have momsberigtiget varesalgene i Danmark.	Se også D.A.6.1.3.
SKM2010.727.SKAT	Skatteministeriet kommenterer SKM2010.396.HR, hvor SKAT fik medhold i, at der skal betales dansk moms ved salg af både mv. i et grænsehandelskoncept, hvor den tyske samarbejdspartner alene fungerede som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med bådenes udlevering til de danske kunder og købesummens betaling.
SKM2007.234.SR	OPP-projekt. Efter en samlet konkret vurdering var der ikke tilstrækkeligt grundlag for momsmæssigt at tilsidesætte parternes aftale, hvorefter OPP-selskabet er ejer af bygningen. Bygningen kunne derfor ikke anses for overdraget til brugeren af bygningen. Ikke levering af varer.	Vedrører også D.A.4.2.2 om tidsbegrænsede kontrakter.