Økonomiske forhold skal beskrives

Dokumentationen skal indeholde en beskrivelse af de markedsmæssige forhold i relation til de kontrollerede transaktioner, fordi prisen på ellers sammenlignelige produkter eller ydelser er påvirket af de markedsmæssige betingelser.

Det er de markedsmæssige betingelser for virksomhedens primære forretningsområde, der skal beskrives. Hvis en virksomhed fx primært fungerer som salgsdatterselskab, men også har kontrollerede transaktioner i form af management fee, skal beskrivelsen af de markedsmæssige betingelser koncentreres om salgsfunktionen.

I virksomheder med flere forretningsområder beskrives de markedsmæssige betingelser for hvert enkelt forretningsområde.

Eksempler

Eksempler på forhold, der kan være relevante i forhold til beskrivelsen på tidspunktet for transaktionerne, er:

  • Den geografiske placering af markedet
  • Størrelsen på markedet
  • Intensiteten af konkurrencen på markedet
  • Forhandlingsposition mellem køber og sælger
  • Risiko forbundet med substituerende produkter eller serviceydelser
  • Offentlig regulering på markedet
  • Den generelle købekraft og omkostningsniveau på markedet
  • Det markedsmæssige niveau (fx en gros- eller detailhandel).

Samfundsøkonomiske (konjunkturer), reguleringsmekanismer og lignende forhold skal beskrives i det omfang, de har betydning for armslængdevurderingen af de kontrollerede transaktioner.

Se også

Se også OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 1.55-1.58.