Virksomheden er forpligtet til at udarbejde en databaseundersøgelse, hvis SKAT beder om det i forbindelse med en skattekontrol. Se SKL § 3 B, stk. 5, 3. pkt. og BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 10, stk. 1.

Databaseundersøgelsen skal indeholde følgende fire elementer, se BEK § 10, stk. 3, punkt 1-4:

  1. Identifikation af transaktioner(er), der testes, og anvendt prisfastsættelsesmetode.
  2. Beskrivelse af udsøgningsprocessen, herunder begrundelse for kvantitative og kvalitative udsøgningskriterier.
  3. Forklaring for brug af justeringer og interval.
  4. Dokumentationsmateriale fra database og anvendte data i øvrigt.

Bemærk

Præsentationen af det endelige dokumentationsmateriale skal ikke nødvendigvis følge opstillingen i BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 10, stk. 3. Hvis virksomheden anvender en anden præsentationsform, skal den referere til bekendtgørelsens punkter, så der ikke opstår tvivl om, hvor oplysningerne kan findes.

Virksomheden skal som minimum have en frist på 60 dage til at udarbejde en databaseundersøgelse, men SKAT kan dog forlænge fristen til i alt 90 dage. Se BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 10, stk. 4.