Indhold

Dette afsnit handler om brugen af justeringer og intervaller.

Afsnitte indeholder:

  • Baggrund for brug af justeringer og intervaller
  • Brugen af justeringer
  • Brugen af intervaller
  • Brug af flerårige data.

Baggrund for brug af justeringer og intervaller

Sammenligningsgrundlaget er en population af transaktioner eller virksomheder. Armslængdevurderingen foretages på baggrund af data om avancer eller afregningspriser for dette sammenligningsgrundlag. Hvilke data, der skal anvendes, afhænger af den valgte prisfastsættelsesmetode.

Dokumentationen skal indeholde en forklaring for brug af justeringer og intervaller. Se BEK nr. 42 af 24. januar 2006, § 10, stk. 3, nr. 3.

Forklaring for brug af justeringer og intervaller skal gøre det muligt for SKAT, at vurdere

  • hvorfor justeringer og intervaller anvendes
  • hvordan justeringer og intervaller er beregnet/fremkommer.

Se også

Se også

  • OECD's anbefalinger for anvendelse af justeringer er omtalt i OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) i 1.33, 3.47-3.54 og Annex to Chapter III.
  • OECDs anbefalinger for anvendelse af intervaller er omtalt i OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) i pkt. 3.55 - 3.62.
  • Afsnit C.D.11.2.2.1.3 om sammenlignelighedsanalysen, herunder  sammenlignelighedsjusteringer.

Brugen af justeringer

Formålet med justeringer er at gøre virksomheder og transaktioner i sammenlignelighedsanalysen mere sammenlignelige. Når der anvendes justeringer, skal det sikres, at det øger sammenligneligheden og at det kan udføres på en tilstrækkelig nøjagtig og ensartet måde.

Justeringer skal laves på en konsistent måde for så vidt angår data der anvendes, i relation til de indkomstår justeringerne vedrører, og de virksomheder der indgår i undersøgelsen.

Store justeringer kan indikere, at der er (for) store problemer med sammenligneligheden, og at det derfor er nødvendigt med yderligere analyser, herunder eventuelt overveje en alternativ tilgang - fx en anden sammenlignelighedsanalyse, andre søgekriterier, en anden metode eller en anden Profit Level Indicator (PLI).

Se også

Se også OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 3.49.

Kapitaljusteringer (justeringer for bindinger i nettoarbejdskapital) er i praksis blandt de mest anvendte justeringer.

Baggrunden for kapitaljusteringer er, at det, ud fra en driftsøkonomisk betragtning, må forventes, at virksomheder vil forlange kompensation for afledte ekstraomkostninger ved pengebindinger, og at virksomheder, der opnår likviditetsfordele, ligeledes skal betale for disse fordele.

Fx må det forventes, at en virksomhed tager sig betalt for at give en længere kredittid. Samtidig vil den virksomhed, der opnår en længere kredittid, være villig til at betale for denne kredit. Kredittiden koster sælgeren i form af øget finansieringsbehov, mens køberen får "gratis" finansiering". Men denne finansiering er ikke gratis. Længere kredittid vil ofte være forbundet med højere priser, lige som kontant betaling ofte medfører kontantrabatter.

Forskelle i kredittider mv. kan således medvirke, at finansielle indtægter og udgifter reelt bliver konteret under vareforbrug og varesalg, hvilket kan medføre en reduktion i sammenligneligheden af fx resultatet af den ordinære drift (EBIT).

Hvis der skal foretages justeringer for bindinger i arbejdskapital, skal der foretages justeringer for virksomhedernes nettobindinger - og ikke blot for enkeltstående forhold som fx kredittider eller lagre. Ved kapitaljusteringer skal der derfor typisk foretages justeringer for betydningen af:

  • Tilgodehavender hos debitorer
  • Lagre
  • Udeståender til kreditorer.

Tilgangen til en kapitaljustering vil typisk indebære følgende trin - som skal forklares og underbygges:

  • Relative forskelle i nettoarbejdskapital skal identificeres. Alt efter metode- og PLI-valg kan bindingerne i nettoarbejskapital sættes i forhold til forskellige relevante nøgletal (omsætning, omkostninger, aktiver mv.).
  • Beregningen af betydningen (værdien) af forskellene ved brug af en passende rente.
  • Justering af de relevante nøgletal for de sammenlignelige virksomheder og/eller for den testede part, så nøgletallene bliver mere sammenlignelige.

I OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven), Annex to Chapter III:Example of working Capital Adjustment, gives et praktisk eksempel på kapitaljustering.

Brugen af intervaller

Data fra sammenligningsgrundlaget (med eventuelle justeringer) danner et interval af avancer og/eller priser. I det omfang kravene til sammenlignelighed er opfyldt, er alle resultaterne i intervallet principielt på armslængdevilkår. Imidlertid vil sammenligneligheden som udgangspunkt ikke være belyst fuldt ud ved databaseundersøgelser, fordi der vil være begrænsede informationer om de transaktioner eller virksomheder, der indgår i sammenligningsgrundlaget. Som følge heraf anvendes statistiske metoder til at minimere usikkerheden om sammenligneligheden.

Ved anvendelse af databaseundersøgelser udgør sammenlignelighedsgrundlaget, efter den kvantitative og kvalitative frasortering, en population af transaktioner eller virksomheder. Hvis kravene til sammenlignelighed ikke er fuldt belyst, hvilket er udgangspunktet for databaseundersøgelser, anvendes statistisk metode til minimering af betydningen.

Se også

Se også OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 3.57.

Ved databaseundersøgelser anvendes derfor kun informationer fra virksomheder eller transaktioner i det midterste interval (interquartile range - IQR).

Første kvartil i et interval udgør det punkt i intervallet, hvor 25 pct. af de samlede observationer er mindre end første kvartil, mens 75 pct. af observationerne er større end første kvartil.

Anden kvartil (der er identisk med medianen) udgør det punkt i intervallet, hvor 50 pct. af de samlede observationer er mindre end anden kvartil, mens 50 pct. af observationerne er større end første kvartil.

Tredje kvartil udgør det punkt i intervallet, hvor 75 pct. af de samlede observationer er mindre end tredje kvartil, mens 25 pct. af observationerne er større end tredje kvartil.

Intervallet mellem første og tredje kvartil udgør et interval, der ofte refereres til som værende "interquartile range" (IQR).

Ved anvendelse af interquartile range ses der således bort fra de 25 pct. laveste og 25 pct. største observationer, hvorved intervallet udgøres af de midterste 50 pct. af observationerne. Medianen er den midterste observation i intervallet. Medianen er identisk med anden kvartil. Kvartiler kan beregnes efter forskellige statistiske metoder.

Det bemærkes dog, at statistiske metoder ikke kan erstatte den kvalitative sammenlignelighedsanalyse. Således skal databaseundersøgelser indeholde en begrundelse for såvel kvantitative som kvalitative udsøgningskriterier. Se BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 10, stk. 3, nr. 2. Den endelige afgrænsning af det mest passende armslængdeinterval skal derfor altid baseres på en konkret vurdering af sammenlignelighed.

Hvis den koncerninterne afregning er uden for intervallet foretages der en regulering. Generelt foretages reguleringen af armslængdeprisen, således at afregningsprisen svarer til det resultat indenfor intervallet, der bedst reflekterer de faktiske omstændigheder i relation til den konkrete transaktion, der skal værdiansættes. Når der ikke foreligger oplysninger til at vurdere, hvilket resultat der bedst er i overensstemmelse med armslængdeprincippet, og kravene til sammenlignelighed ikke er fuldt belyst, reguleres til medianen.

Se også

Se også afsnit C.D.11.4.5.2 om hvordan efterfølgende justeringer (year end adjustments) skal beskrives.

Brug af flerårige data

Ved beregning af intervaller skal der, i forbindelse med udarbejdelse af dokumentation for databaseundersøgelsen, tages stilling til en relevant periode.

Principielt set kan median og interquartile range (IQR) udregnes for både enkelte år eller gennemsnit af perioder. Perioderne kan også have forskellig længde, fx en periode på fra tre til fem år, opdelte perioder eller glidende gennemsnit. De forskellige tilgange indebærer forskellige fordele og ulemper.

Længere perioder har bl.a. den fordel, at de neutraliserer tilfældige udsving for de enkelte virksomheder. Tilfældige udsving kan eksempelvis skyldes, at nogle investeringer omkostningsføres, stor betydning af indregningstidspunkt af enkelte ordrer, forskellig behandling af ekstraordinære poster. Men tilgangen har samtidig den ulempe, at længere perioder også kan neutralisere generelle tendenser - fx konkjunkturudsving eller ændret konkurrencesituation.

Anvendelse af enkelte år eller kortere perioder kan i højere grad tage hensyn til generelle tendenser og forskelle mellem årene. En række praktiske forhold medfører dog, at samme generelle tendenser ikke nødvendigvis påvirker ellers sammenlignelige virksomheder i samme regnskabsår. For det første kan selv mindre realøkonomiske forskelle - fx forskellig tilpasningshastighed - medføre, at samme generelle tendenser får betydning i forskellige regnskabsår i forskellige virksomheder. For det andet kan forskellige regnskabsprincipper, forskellige regnskabsperioder mv. ligeledes medføre, at samme forhold får betydning i forskellige regnskabsår. For det tredje kan generelle udviklinger og konjunkturforløb være tidsmæssigt forskudt mellem forskellige geografiske områder.

Generelle udsving taler således isoleret set for at anvende enkelte år eller korte perioder. Mens tilfældige udsving taler for længere perioder. Anvendelse af kortere perioder og især anvendelse af enkelte år stiller dog strengere krav til sammenlignelighed. Anvendelse af opdelte perioder eller glidende gennemsnit kan i visse tilfælde være en måde at tage højde for de forskellige fordele og ulemper.

Det afgørende for valget skal altid være, at den valgte tilgang sikrer den bedst mulige sammenlignelighed i det konkrete tilfælde. Desuden skal beregningerne ikke kompliceres unødvendigt, hvis det ikke medfører bedre sammenlignelighed.