Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse for elektricitet.

Afsnittet indeholder:

  • Elektricitet, der leveres til diplomatiske repræsentationer mv.
  • Elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet
  • Afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen)
  • Elektricitet, der anvendes til jernbanedrift
  • Godtgørelse af energiafgifter (momsregistrerede virksomheder)
  • ►Elektricitet, der leveres fra land til skibe.◄

Elektricitet, der leveres til diplomatiske repræsentationer mv.

Leverancer af elektricitet

Elektricitet, som netvirksomheder leverer til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner med videre, der er omtalt i TDL § 4, samt personer, der er knyttet til disse, er fritaget for afgift. Se ELAL § 11 b, stk. 1.

Af praktiske hensyn administreres ordningen med fritagelse for afgift af elektricitet som en godtgørelsesordning. Dette indebærer, at bestemmelsen ikke direkte berører netvirksomhedernes opkrævning af afgift.

Repræsentationer med videre kan efter ansøgning til SKAT få godtgjort elafgiften.

Fjernvarme

Fritagelsen for afgift gælder også for fjernvarme direkte fremstillet af elektricitet. Diplomatiske repræsentationer, konsulater og her repræsenterede internationale organisationers kontorer kan få godtgjort afgiftsbelastningen på den leverede fjernvarme.

Repræsentationer med videre kan efter ansøgning til SKAT få godtgjort afgiften på varme.

Se også

Se også blanket (23.006), der anvendes ved anmodning om godtgørelse af afgiften på elektricitet og afgiften på varme. Blanketten findes på SKATs hjemmeside www.skat.dk.

Elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet

Der er fuld afgiftsfrihed for elektricitet, der anvendes direkte til produktion af elektricitet samt til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. Se ELAL § 11, stk. 1 og 15 og ELAL § 11 c, stk. 2.

Se også

Se også afsnit E.A.4.4.10.4 om afgiftsregler ved produktion af elektricitet og kraftvarme (eget forbrug af elektricitet i kraftvarmeværker).

Afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen)

Momsregistrerede varmeproducenter har på visse betingelser ret til afgiftslempelse for fjernvarme, der produceres af elektricitet eller af afgiftspligtige brændsler. Se blandt andet ELAL § 11, stk. 17 og 18.

Ordningen, der også kaldes "el-patronordningen", findes også i gasafgiftsloven, kulafgiftsloven, mineralolieafgiftsloven og CO2-afgiftsloven.

Se også

Se også afsnit E.A.4.3.9 om afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen).

Elektricitet, der anvendes til jernbanedrift

Elafgift godtgøres af elektricitet indtil 0,4 øre pr. kWh, der anvendes som kørestrøm til el-tog til personbefordring.

►Efter ikrafttræden af engrosmodellen den 1. april 2016 er godtgørelsen betinget af:◄

1)►at det fremgår af købsaftalen mellem togoperatøren og elhandelsvirksomheden, at forbrugeren er en virksomhed, som forbruger kørestrøm, der anvendes af eltog til personbefordring, med angivelse af forbrugerens CVR- eller SE- nummer, og◄

2)►at fakturaer vedrørende de aftalte leverancer af elektricitet indeholder oplysning om forbrugerens aktuelle CVR- eller SE-nummer.◄

Se ELAL § 11 b, stk. 2 og § 11 c, stk. 1.

Efter administrativ praksis godtgøres momsen af elafgiften også.

Elektricitet til fx belysning af baneområder, drift af signaler og sporskifter er ikke omfattet af ELAL § 11 b, stk. 2.

Elektricitet, der anvendes som kørestrøm til el-tog til godstransport, er omfattet af godtgørelsesreglerne for momsregistrerede virksomheder. Se ELAL § 11 og § 11 c.

Se også

Se også

  • ►Afsnit E.A.4.3.7.10 om elhandelsvirksomheders fakturering af elafgift fra 1. april 2016◄

  • Afsnit E.A.4.6 om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift til momsregistrerede virksomheder.

 

Godtgørelse af energiafgifter (momsregistrerede virksomheder)

Momsregistrerede virksomheder har på visse betingelser ret til hel eller delvis godtgørelse af energiafgifter på energiprodukter, herunder elektricitet, der anvendes til procesformål. Se blandt andet ELAL § 11 og § 11 c.

Eksempler på godtgørelsesberettiget forbrug er elektricitet til drift af maskiner, kontormateriel, belysning med videre. Det gælder fx også forbrug af elektricitet til opladning af el-drevne trucks.

Momsregistrerede virksomheder har derimod ikke ret til godtgørelse af elafgift af elektricitet, der anvendes til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling. Virksomhederne har dog ret til delvis godtgørelse af elforbrug til nævnte formål.

Virksomheder omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven (advokater, arkitekter forlystelser mv.) har ikke ret til afgiftsgodtgørelse. Disse virksomheder har dog ret til delvis godtgørelse af elafgift af forbrug af elektricitet til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling.

Se også

  • Se også afsnit
  • E.A.4.6 om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift til momsregistrerede virksomheder, hvor reglerne for godtgørelse af elafgift, elvarme mv. og virksomheder omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven er nærmere beskrevet.

►Elektricitet, der leveres fra land til skibe◄

►Skibe, der ligger til kaj i havn, har på visse betingelser ret til at få leveret elektricitet direkte fra land med en reduceret elafgift på 0,4 øre pr. kWh. Se ELAL §  6a, som indsat ved lov nr. 555 af 2. juni 2014. For at opnå den reducerede afgift skal en række betingelser være opfyldt:◄

  • Skibet skal have en bruttotonnage på mindst 400 t.
  • Elektricitetens spænding skal være på mindst 380 V.
  • Elektriciteten skal forbruges om bord på skibet.
  • Elektriciteten forbruges til erhvervsmæssige formål.
  • Skibet må ikke være oplagt eller på anden måde ikke anvendes til søfart.◄

►Skibene har mulighed for at anvende den reducerede afgiftssats fra og med den 1. september 2015 og frem til og med den 31. marts 2016. Se bekendtgørelse nr. 984 af 28. august 2015.

►Bemærk◄

►Med lov nr. 578 af 4. maj 2015 og lov nr. 1893 af 29. december 2015 er retten til at få leveret elektricitet direkte fra land med en reduceret afgift på 0,4 øre pr. kWh ændret til en ordning med godtgørelse af afgift, bortset fra 0,4 øre pr. kWh. Ordningen med godtgørelse af afgift træder i kraft den 1. april 2016. Samtidig hermed ophører retten til at få leveret elektricitet direkte fra land med en reduceret afgift på 0,4 øre pr. kWh den 31. marts 2016. Betingelser for at få godtgjort afgiften er de samme som betingelserne for at få leveret med en reduceret afgift. Se ELAN § 11 b, stk. 3 og 4.◄