Indhold

Dette afsnit handler om momsgodtgørelse ved leverancer af varer eller ydelser til fremmede staters honorære konsuler i Danmark.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formålet med den særlige momsgodtgørelsesordning
  • ►Hvilke køb, kan der modtages godtgørelse for?◄.

Regel

Moms ved leverancer af varer eller ydelser til fremmede staters honorære konsuler i Danmark kan godtgøres i det omfang, de indkøbte varer og ydelser anvendes fuldt ud ved den konsulære tjeneste. Se ML § 45, stk. 2, 4. pkt., ►som affattet ved § 1 i lov nr. 1888 af 29. december 2015◄.

►Ordningen administreres af SKAT. Se ML § 45, stk. 7., som indsat ved § 1 i lov nr. 1888 af 29. december 2015.◄

Formålet med den særlige momsgodtgørelsesordning

Formålet med momsgodtgørelse for honorære konsulers indkøb i Danmark er at opnå en vis ligestilling af de momsmæssige forhold mellem fremmede staters egentlige diplomatiske repræsentationer og honorære konsuler i Danmark.

Det anvendte udtryk "en vis ligestilling" hænger sammen med, at momsgodtgørelsen for honorære konsuler skal begrænses til momsen af varer og ydelser, der anvendes fuldt ud ved den konsulære tjeneste. Dvs. udgifter, som hverken helt eller delvist anvendes til privat eller andet brug.

Det vil bero på en konkret bedømmelse, hvilke varer og ydelser der kan antages at være anvendt i den konsulære tjeneste, ligesom det vil bero på en konkret vurdering, om varerne og ydelserne er anvendt fuldt ud.

Kerneområdet for momsgodtgørelse ved leverancer til honorære konsuler er indkøb i form af husleje, translatørydelser, udgifter til almindeligt kontorhold og lignende, når indkøbene er anvendt fuldt ud ved den konsulære tjeneste.

Hvilke køb, kan der modtages godtgørelse for?

Der ydes godtgørelse af moms, betalt ved indkøb af varer og ydelser her i landet. Se ML § 45, stk. 2, ►som affattet ved § 1 i lov nr. 1888 af 29. december 2015◄. Som nævnt kan momsen alene godtgøres i det omfang, de indkøbte varer og ydelser anvendes fuldt ud ved den konsulære tjeneste. Se ML § 45, stk. 2, 4. pkt., ►som affattet ved § 1 i lov nr. 1888 af 29. december 2015◄.

►Der ydes under alle omstændigheder ikke godtgørelse af moms ved køb af antikviteter, løsøre købt på auktion, brugt løsøre, gavekort og gavemærker, broafgifter, entrébilletter til underholdning, medlemskaber af klubber og foreninger, medicin, ammunition og våben. Se ML § 45, stk. 3, som indsat ved § 1 i lov nr. 1888 af 29. december 2015.◄

►For at opnå godtgørelse af moms skal det enkelte køb mindst udgøre et grundbeløb på 1.432 kr. inklusive moms (2010-niveau) og fremgå af én regning eller faktura og være betalt i én transaktion. Godtgørelsen opgøres pr. kvartal, og anmodning skal være indgivet senest den 20. i måneden efter kvartalets udløb. Anmodningen skal underskrives af chefen for det pågældende konsulat eller en person, som er bemyndiget af denne til at underskrive anmodninger om momsgodtgørelse. Se ML § 45, stk. 9, som indsat ved § 1 i lov nr. 1888 af 29. december 2015.◄

►Beløbsgrænsen nævnt i ML § 45, stk. 9, gælder ikke for leverancer af elektricitet, bygas, naturgas, vand, fyringsolie, fjernvarme, renovation og kloakydelser. Beløbsgrænsen reguleres efter personskattelovens § 20. Se ML § 45, stk. 10-11, som indsat ved § 1 i lov nr. 1888 af 29. december 2015.◄