Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►SKM2015.659.HR◄

►Et produktionsselskab H ønskede fradrag for et "termination fee".

Selskabet havde ekstraordinært opsagt en 10 år lang licens- og distributionsaftale, som var indgået med et interesseforbundet distributionsselskab G1. Opsigelsen skete et år før aftalens oprindelige udløb.

Distributionsforpligtelserne blev overdraget til et andet interesseforbundet selskab G2, der efter det oplyste overtog det opsagte selskabs underdistributører og dermed benyttede det samme distributionsnetværk.

Det nye distributionsselskab G2 påtog sig som "successor in interest" at betale et "termination fee" til det opsagte distributionsselskab. Beløbet blev betalt af H.

Selskabet gjorde gældende, at det var en transfer pricing-sag, og at Skatteministeriet derfor alene kunne tilsidesætte de aftalte priser og vilkår i ophævelsesaftalen, hvis betingelserne for en korrektion i LL § 2 var opfyldte.

Højesteret udtalte, at de almindelige skatteretlige principper i SL §§ 4-6 også finder anvendelse ved interesseforbundne selskaber.

Spørgsmålet i sagen var herefter, hvorvidt dette "termination fee" blev afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, hvorefter produktionsselskabet H ville have fradrag jf. SL § 6 a, stk. 1.

H havde ikke fremlagt oplysninger, der godtgjorde, at det nye distributionsnetværk var et andet, eller fremlagt oplysninger til belysning af, om den modtagne distributionsydelse var den samme før og efter opsigelsesaftalen, ligesom selskabet ikke havde fremlagt oplysninger til belysning af, om prisen for distributionsaftalen var den samme før og efter opsigelsesaftalen.

Højesteret fandt herefter, at H ikke havde godtgjort, at betalingen havde en sådan tilknytning til Hs egen indkomsterhvervelse, som må kræves, for at anse udgiften for fradragsberettiget som driftsomkostning for H, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet havde derfor ikke fradragsret for afskrivninger på "termination fee'et".◄

►Dommen stadfæster SKM2015.137.ØLR.◄

SKM2012.238.HR

Etablering. Udvidelse. Forgæves.

Et selskab manglede kapacitet til drift af kundernes it-systemer. Selskabet afholdt derfor udgifter til ingeniør- og arkitektbistand i forbindelse med planlægningen af et byggeri af et nyt driftscenter.

Da selskabet skiftede ejere, blev kapacitetsbehovet løst, og det planlagte byggeri opgivet.

Selskabet trak udgifterne fra som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Højesteret fandt, at udgifterne til ingeniør- og arkitektbistand ikke havde en sådan forbindelse til virksomhedens eksisterende drift, at de kunne trækkes fra som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Fordi driftscentret ikke blev etableret og taget i brug, kunne udgifterne ikke afskrives, heller ikke efter SL § 6 a, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2010.511.ØLR og SKM2008.615.LSR.

Principiel.

SKM2012.13.HR

"Indkomsten" i § 6, stk. 1, litra a, er den skattepligtig indkomst.

Et ventureselskab investerede i meget tidlige virksomheder. Ventureselskabet havde betalt et managementselskab management fee for at administrere ventureselskabet og dets investeringer. Spørgsmålet var, om ventureselskabet kunne trække udgiften til management fee fra.

Højesteret fastslog, at der ved ordet "indkomsten" i SL § 6, stk. 1, litra a, forstås den skattepligtige indkomst. Udgifter kan derfor trækkes fra i den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, hvis de er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Højesteret fandt, at ventureselskabet kunne trække udgiften fra, fordi selskabet havde til formål at drive og rent faktisk havde drevet virksomhed, der havde givet selskabet indtægter i form af dels løbende afkast ved renter og udbytter i porteføljeinvesteringerne, dels avance ved afståelse af aktier i porteføljeselskaberne. Indtægterne havde været skattepligtige både for så vidt angår det løbende afkast og avance med afståelsen inden for 3 år og skattefri for så vidt angår avance ved afståelse efter 3 år.

Det forhold, at nogle af afståelsesavancerne var skattefrie, hindrede ikke, at der var tale om fradragsberettigede driftsomkostninger efter § 6, stk. 1, litra a.

Dommen ændrer SKM2010.76.ØLR.

Principiel.

Om ventureselskabers fradrag se nu afsnit C.C.2.2.1.5 Formueforvaltning om begrænsning i fradraget efter den nugældende bestemmelse i LL § 8 J om ventureselskaber mv.

Se også SKM2015.341.ØLR.

SKM2009.563.HR

Der nægtedes fradrag for en del af et kontingent, som vedrørte tiden efter en advokatvirksomheds ophør. Retten fandt ikke, at der var dokumentation for, at advokaten ikke havde mulighed for at få refunderet en del af kontingentet. 

Dommen stadfæster SKM2007.752.ØLR.

SKM2008.4.HR

Et revisionsfirma kunne ikke få fradrag for nogle beløb, som var udbetalt til en ekstern kontormedhjælper. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at de beløb, der lå ud over de løbende fakturaer, var afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde sagsøgerens indkomst. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2006.57.ØLR.

SKM2005.198.HR

Et selskab fik fradrag for en udgift til ekstern vurdering af en udlejningsejendom efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Vurderingen var foretaget til brug for selskabets årsregnskab. Højesteret henviste til, at udgifter til udarbejdelse af årsregnskab er driftsomkostninger, og fastslog, at dette som udgangspunkt også gælder udgifter til rådgivning i forbindelse med udarbejdelsen af regnskabet.

Hverken det, at vurderingen vedrørte et anlægsaktiv, eller at det foreslåede regnskabsprincip ikke var nødvendigt, kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om fradragsret.

Dommen ændrer SKM2003.28.ØLR.

TfS 1985, 747 HRD

Forgæves udgifter.

Højesteret nægtede et selskab fradrag for kloakbidrag og betalinger for tilslutning til et fjernvarmeværk for en ubebygget industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og udflytning af den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den førstnævnte grund.

Fordi selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund, kunne udgifterne, der blev afholdt i ejertiden, ikke trækkes fra - hverken efter LL § 8 C om tilslutningsafgifter (reglerne er overført til AL § 43) eller efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Udgifter til erstatning og sagsomkostninger, der var afholdt i forbindelse med en sag, der var anlagt mod selskabet for uretmæssig anvendelse af et varemærke, blev anset som fradragsberettigede driftsudgifter.

(J. C. Hempel´s Skibsfarvefabrik A/S.)

TfS 1984, 2 HRD

Udgift vedrørende løbende drift. Et selskab kunne fratrække udgiften til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand. Selskabets to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om, at gælden blev betalt, som betingelse for, at det nyligt indledte samarbejde kunne fortsætte. Betalingen af gælden blev anset for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.

(Segaltmøllens Brødfabrik A/S)

Principiel.

UfR 1942, 335 HRD

Sikring af tidligere fortjeneste og fremtidig fortjeneste. Forgæves udgifter.

Et selskab fik fradrag for sagsomkostninger, som det havde afholdt som følge af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt.

Begrundelsen var, at udgifterne havde til formål at sikre både tidligere opnået fortjeneste og muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det var uden afgørende betydning for fradraget, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at udgifterne var afholdt forgæves.

(Skandinavisk Grammofon)

Principiel.

Landsretsdomme

xSKM2015.341.ØLRx

x"Indkomsten" i § 6, stk. 1, litra a, er den skattepligtige indkomst.

Management fee.

Et holdingselskab kunne ikke fradrage sine udgifter ifølge en managementaftale som en driftsomkostning.

Selskabet havde ikke godtgjort, at udgiften var anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige del af selskabets indkomst.

Ved indkomsten i SL § 6, stk. 1, litra a, forstås den skattepligtige indkomst, således at udgifter kan fradrages i den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, hvis de er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Selskabet var således berettiget til fradrag i det omfang, de afholdte udgifter til management fee var anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets skattepligtige indtægter.

Selskabet havde indrettet sin virksomhed således, at udbytter fra datterselskaberne var skattefrie, og selskabet havde såvel i det indkomstår, som sagen omhandlede, som i de foregående og det efterfølgende indkomstår haft såvel betydelige skattefrie indtægter i form af udbytter, som betydelige skattepligtige indtægter i form af renter på udlån til datterselskaberne.

Den fremlagte managementaftale indeholdt en liste over de opgaver, der skulle varetages af G1 A/S, og for hvilke der blev betalt det management fee, som selskabet ønskede fradrag for. Af de opregnede opgaver var det kun punktet "overvågning og administration af selskabets låneporteføljer", der efter beskrivelsen kunne relatere sig til de udlån, der har givet de skattepligtige renteindtægter.

Også aftalens bestemmelse om, at management fee skulle fastsættes som en procentdel af investeringsejendommens værdi, tydede på, at arbejdet i det væsentlige havde relateret sig til disse ejendomme og ikke til udlånene.

Det måtte herefter påhvile selskabet af godtgøre, at den del af udgifterne til management fee, der var anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde den skattepligtige indtægt i form af renter på udlån, oversteg det beløb på 50.000 kr., som var skønsmæssigt fastsat af Skatteministeriet.

Denne bevisbyrde selskabet ikke løftet.

Selskabet havde endvidere ikke løftet bevisbyrden for, at SKAT's afgørelse udgjorde en skærpelse af hidtidig praksis.x

SKM2015.32.VLR

Ikke fradrag for sort løn. Bevis.

Skatteyderen blev udlodningsbeskattet uden hensyn til, at han angav at have haft udgift til udbetaling af sort løn.

Bl.a. fordi der ikke eksisterede regnskabsbilag, og der ikke var oplysninger om identiteten af dem, der havde modtaget de sorte betalinger, fandt retten det hverken godtgjort eller i fornøden grad sandsynliggjort, at der havde været afholdt fradragsberettigede lønudgifter. Dette selvom det under en straffesag var lagt til grund, at der var afholdt sorte lønninger.

I skattesagen påhvilede det skatteyderen under iagttagelse af sædvanlige skattemæssige dokumentationskrav for en udgift at godtgøre eller i hvert fald sandsynliggøre, at der kunne ske fradrag for de påståede udgifter.

Landsretten henviste også til SKM2011.209.HR, hvor det i præmisserne er angivet, at det i sagen var berettiget, at skattemyndighederne alene havde anerkendt udgifter til sort løn i det omfang den pågældende medarbejder kunne identificeres.

Dommen stadfæster SKM2013.652.BR.

SKM2013.557.ØLR 

Et selskab blev nægtet fradrag for udgifter til bonus til visse medarbejdere samt omkostninger til et antal rådgivere efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Begrundelsen var, at udgifterne havde til formål at opnå den bedst mulige pris for aktierne i selskabet, herunder at overholde selskabets børsretlige forpligtelser. Udgifterne var afholdt som konsekvens af et udefra kommende tilbud om at overtage aktierne i selskabet og vedrørte derfor selskabets aktionærer (formuen) og ikke selskabets drift.

Dommen omtales også i afsnit C.C.2.2.1.4 om afgrænsning over for anlægs- og etableringsudgifter.

SKM2012.11.VLR

Udgiften ikke driftsmæssigt begrundet.

En virksomheds udgifter til flybilletter til to litaueres hjemrejse kunne ikke henføres til en pligtmæssig handling for virksomheden, og udgifterne kunne derfor ikke trækkes fra som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2010.498.BR.

SKM2009.398.ØLR

Ikke fradrag for udgift, som ikke var afholdt.

Ved værdiansættelsen af et varelager, kunne der ikke tages fradrag i den skattepligtige indkomst for et sælgersalær, der normalt afholdes, men som ikke var afholdt i den konkrete sag.

SKM2009.325.ØLR

Bevis.

En skatteyder kunne ikke fratrække udgift til indkøb af fremmed arbejdskraft, fordi hun ikke havde løftet bevisbyrden for, at fakturaerne kunne danne grundlag for fradrag. I sagen var der en række faktorer, der rejste tvivl om fakturaernes realitet.

SKM2006.672.VLR

Udgiften vedrørte ikke skattepligtig indkomst.

Skatteyderen udlejede to lejligheder i en ejendom. Sagen angik en række spørgsmål om fradrag for forskellige udgifter i udlejningsejendommen. Landsretten udtalte om en udgift på 719 kr. til anskaffelse af en skattelovsamling, at denne udgift ikke kunne anses for at være medgået til sagsøgerens erhvervelse af skattepligtige indtægter, men at skattelovsamlingen måtte anses erhvervet til førelse af hendes skattesager. Udgiften kunne derfor ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2004.219.ØLR

Dokumentation.

Skatteyderen havde selvangivet fradrag for fremmed kørselshjælp. Da skatteyderen ikke kunne dokumentere driftsomkostningerne, lagde landsretten til grund, at fakturaerne var falske. Fradrag blev derfor ikke godkendt.

SKM2001.449.ØLR

Ikke igangværende virksomhed.

Fradrag blev afvist, fordi skatteyderen ikke havde godtgjort, at han havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i de relevante indkomstår.

TfS 1987, 559 ØLD

Afskrivning på forgæves udgifter.

Et selskab havde afholdt udgifter til anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak.

Projektet måtte imidlertid opgives bl.a. som følge af miljømæssige protester.

Landsretten lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i fuldført stand ville have været afskrivningsberettiget.

Selskabet havde desuden afholdt udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de nødvendige tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse, og, at det kun var kommunens ændrede holdning til projektet, der havde hindret, at det blev gennemført

Landsretten fandt derfor, at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Afgørelsen omtales også i afsnit C.C.2.4.5.9 om afskrivninger efter statsskatteloven.

Byretsdomme

Skærpet bevisbyrde. Interessefællesskab.

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt selskabet H ApS havde fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for udgifter til et schweizisk selskab, som ifølge H ApS havde udført konsulentarbejde.

Konsulenten B, som ifølge selskabet havde udført arbejdet, havde en indirekte ejerandel i selskabet og var medlem af direktionen.

Byretten fandt, at selskabet grundet det indirekte ejerforhold til konsulenten havde et skærpet bevisbyrde for, at der var udført arbejde. Denne bevisbyrde var ikke løftet.

På trods af, at betalingerne udgjorde ca. 1,8 mio. kr. over en periode på 3 år, var der ikke fremlagt nogen skriftlig specifikation af konsulentydelsernes art eller omfang.

Der var heller ikke anden dokumentation for det udførte arbejde.

De afgivne parts- og vidneforklaringer kunne ikke føre til et andet resultat.

Dommen er anket til Østre Landsret.

Skatteyderen ønskede fradrag for 6 fakturaer, som skulle dække over opførelsesomkostninger til forskellige ejendomme for indkomståret 2007.

Retten bemærkede, at beviskravene skærpes, når der er omstændigheder, der taler mod, at udgiften er afholdt i det pågældende indkomstår.

Ægtefællen til sagsøgeren forklarede bl.a., at udgifterne var afholdt før 2007.

5 af fakturaerne var udaterede, og der var ikke dokumenteret betaling for nogen af fakturaerne.

Sagsøgeren havde herefter ikke ført et sikkert bevis for, at udgifterne var afholdt i indkomståret 2007, eller at udgifterne havde en karakter, som medførte, at udgifterne i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a, var fradragsberettigede ved opgørelsen af indkomsten i 2007.

Dommen er anket til Østre Landsret.

SKM2010.63.BR

Ikke udgift for at opnå skattepligtig indkomst.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne fradrage udgifterne til en køkkenleverance, som var videreoverdraget til skatteyderens forretningsnabo. Skatteyderen havde aldrig modtaget betaling for leverancen.

Retten lagde til grund, at aftalen om køkkenleverancen kun blev indgået, fordi skatteyderen kunne opnå en større rabat hos køkkenleverandøren end naboen kunne, og at skatteyderen ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at der i forbindelse med viderefaktureringen skulle tillægges ham en avance.

Retten fandt derfor, at indkøbet og viderefaktureringen af køkkenleverancen kun var sket for at skaffe forretningsnaboen en rabat og dermed ikke for at erhverve indkomst. Udgiften kunne derfor ikke fradrages i medfør af SL § 6 a som en driftsomkostning eller et driftstab.

Landsskatteretskendelser

SKM2002.72.LSR

Fradrag nægtet. Ikke drift.

Tilbagebetaling af et formidlingshonorar, der var modtaget fra de øvrige interessenter som betaling for formidling af deltagelse i et leasingarrangement (10-mandsprojekt), var ikke fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten fandt, at skatteyderens tilbagebetaling af interessenternes indbetalinger til interessentskabet ikke kunne anses for at være udslag af en almindelig driftsrisiko, og at afholdelsen af udgiften derfor ikke havde en naturlig, driftsmæssig begrundelse.

Landsskatteretten lagde særlig vægt på, at leasingarrangementet var et typisk 10-mandsprojekt, der ifølge praksis ikke godkendes i skattemæssig henseende.

Det var videre Landsskatterettens opfattelse, at skatteyderen ikke havde en aktuel, driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften i 1998, fordi der på dette tidspunkt ikke forelå nogen drift af en erhvervsmæssig virksomhed, som udgiften kunne relateres til.

LSRM 1980, 28 LSR

En tandlæge kunne ikke fratrække udgiften til leje af malerier til ophængning i konsultationen. Lejeudgiften havde ikke en sådan kvalificeret tilknytning til indkomsterhvervelsen, at den kunne anses som en fradragsberettiget driftsudgift.

SKAT

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt bl.a., at spildevandsforsyningsselskabet var rette omkostningsbærer i relation til betalinger af kommunens udgifter til klimatilpasningsprojekter.

Der blev bl.a. henvist til ordlyden af reglerne for medfinansiering og til ordningens formål.

Udgifterne var således afholdt i selskabets interesse, idet selskabet på den måde sparede udgifter til udbygning af det almindelige kloaknet og fremtidssikrede dette.

Selskabet var følgelig også rette indkomstmodtager af de tilsvarende betalinger fra forbrugerne.

Selskabet var derfor skattepligtigt af indtægterne og kunne fratrække udgifterne.

Rådet kunne ikke bekræfte, at selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække betalinger til kommunen, der dækkede kommunens anlægsudgifter. 

Disse udgifter, der vedrørte anlæg, som selskabet ikke kunne være ejer af, men som ejedes af projektejer, ville kunne aktiveres og afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Rådet tog desuden stilling til nogle spørgsmål om fastsættelse af afskrivningsperioden.

Betalinger til kommunen, der dækkede dennes udgifter til finansiering af anlæg (renteudgifter), kunne fratrækkes løbende som driftsomkostninger i betalingsårene, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Disse udgifter var ikke renteudgifter for spildevandsselskabet og derfor ikke omfattet af fradragsretten for renter jf. SL § 6, stk. 1, litra e.

Skatterådet bekræftede, at selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække betalinger til projektejer, der dækkede drifts- og vedligeholdelsesudgifter.

Skatterådet bekræftede endvidere, at selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække egne forgæves afholdte omkostninger til dokumentation, budgettering og vurdering af klimatilpasningsprojekter.

Om afskrivning, jf. SL § 6, se afsnit C.C.2.4.5.9. 

Om pligtpådragelsesprincippet, se afsnit C.C.2.5.3.3.1.

SKM2014.784.SR

Fradrag for donation til foreninger efter kundens valg.

Et selskab ville lancere et nyt markedsføringstiltag, hvorefter kunder ved køb af produkter kunne bestemme, at en vis procent af betalingen skulle tilfalde et almenvelgørende formål, idet kunden kunne vælge mellem flere forudbestemte foreninger.

Skatterådet udtalte, at selskabet var rette indkomstmodtager af hele indtægten inklusive den del, som kunden bestemte skulle gå til en bestemt forening.

Hele indtægten blev således tilvejebragt gennem en aftale indgået mellem selskabet og kunden, og selskabet kunne ikke antages forud for dette tidspunkt at have givet blankt afkald på nogen del af indtægten.

Rådet bemærkede, at et afkald ikke kan anses for at være blankt (indispositivt), hvis afkaldsgiver foretager en afgrænsning af kundens valgmuligheder med hensyn til, hvem pengene skal tilfalde.

Under hensyn til formålet med markedsføringstiltaget kunne selskabet imidlertid fratrække betalingerne til foreningerne som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Se afgørelsens spørgsmål 1.

SKM2014.429.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det nystiftede selskab ikke vil være skattepligtigt af modtagne gavekort fra spørger eller bidrag/gaver fra andre.

De beløb, der blev anvendt til støtte til de sociale formål, ville ikke være udgifter anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten.

Skatterådet kunne derfor heller ikke bekræfte, at det nystiftede selskab ville have fradrag for disse udgifter som driftsudgifter, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

 SKM2014.226.SR

Bitcoins.
Skatterådet besvarede en række spørgsmål om Bitcoins. Rådet forudsatte, at virksomheden, en rådgivningsvirksomhed, ikke drev næring eller spekulation med Bitcoins.

Rådet fandt bl.a., at Bitcoins ikke kan anses for en officiel valuta. Alene den værdi, der fremgår af købs- eller salgsfakturaen for den pågældende handel, herunder eventuelt i fremmed valuta, kan indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Værdien for en vare eller ydelse for den enkelte virksomhed må ikke være påvirket af kursregulering på Bitcoins i en betalingstransaktion.

Rådet fandt, at anvendelsen af Bitcoins fremfor danske kroner eller officiel fremmed valuta til almindelig samhandel var udtryk for spørgers personlige interesse i Bitcoins, og at der derfor ikke var tale om vederlagsnæring for virksomhedens vedkommende.

Anvendelsen af Bitcoins i virksomheden var ikke erhvervsmæssigt begrundet, men et udslag af spørgers personlige interesse. Anvendelsen vedrørte således spørgers privatsfære.

Virksomhedens udgifter til vederlaget til Bitcoins-exchangeren kunne ikke fratrækkes som en driftsomkostning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Beholdninger af Bitcoins er omfattet af begrebet formuegenstande, der som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, jf. SL § 5.

Hvis der efter en konkret bedømmelse er tale om afståelse af formuegenstande som led i næring eller spekulation, hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil der dog kunne ske beskatning af afståelsen efter de regelsæt, der gælder for disse områder.

Afgørelsen er påklaget til Skatteankestyrelsen.

Et kloakselskab medfinansierede nogle kommunale projekter i henhold til den særlige bekendtgørelse herom.

Skatterådet fandt, at kloakselskabet skattemæssigt kunne aktivere og afskrive investeringsomkostningerne efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se herom i afsnit C.C.2.4.5.9, om afskrivninger uden for afskrivningsloven.

Skatterådet bekræftede desuden, at kloakselskabet kunne fratrække årlige omkostninger til drift og vedligeholdelse som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2012.60.SR

Udgift til forsikring mod tab på datterselskabs debitorer.

Et moderselskab med datterselskaber i 21 lande spurgte Skatterådet, om udgiften til en forsikring mod tab på aktier som følge af tab på datterselskabernes debitorer var fradragsberettiget for moderselskabet.

Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering ikke, at udgiften til forsikringspræmien havde en aktuel driftsmæssig begrundelse, der faldt inden for de naturlige rammer af den hidtidige virksomhed. Der var reelt ikke tale om en forsikring af selve aktierne i datterselskaberne men om en forsikring mod tab på datterselskabernes debitorer, som kunne betegnes som en driftstabsforsikring. Rådet fandt, at det ikke var en sædvanlig driftsmæssig disposition ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, at et moderselskab på vegne af datterselskaber forsikrer datterselskabernes aktiviteter, drift mv.

Moderselskabet kunne derfor ikke trække udgiften fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Skatterådet fandt desuden, at det ikke var moderselskabet men datterselskaberne, der var rette omkostningsbærer af forsikringspræmien, og at der derfor ved betaling af præmien blev ydet tilskud til datterselskaber efter SEL § 31 D.

Evt. forsikringsudbetalinger ville efter rådets opfattelse ikke dække tab på aktier i datterselskaberne, men datterselskabernes tab på debitorer. Rette indkomstmodtager var derfor datterselskaberne, og udbetalingerne ville blive anset for udbytte til moderselskabet. Udbyttet kunne dog være skattefrit efter SEL § 13, stk. 1, nr. 1.

Se tilsvarende SKM2012.44.SR. (Ikke refereret).

SKM2011.228.SR

Et tilskudsberettiget naturgenopretningsprojekt blev anset for et naturligt led i modtagerens landbrugsvirksomhed. Udgifter, som var afholdt i forbindelse med projektet, kunne derfor trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2009.356.SR

Skatterådet bekræftede, at et selskab, som rette udgiftsholder kunne fratrække en omsætningsbestemt ydelse til velgørende organisationer, der blev udbetalt efter en samarbejdsaftale. Da udgifterne måtte anses for afholdt for at afsætte virksomhedens produkter, var de fradragsberettigede efter SL § 6.

Et selskab, som solgte medicinsk udstyr til hospitaler på baggrund af offentlige udbud, havde fradrag for udgifter til modydelser i form af træning af læger, sygeplejersker og andre, efteruddannelse - evt. konverteret til varekøb - samt for tilskud til løn i forbindelse med forskningsprojekter. Selskabet var kontraktligt forpligtet til at afholde udgifterne. 

SKM2008.154.SR

Skatterådet fandt, at udgifterne til en nærmere beskrevet effektbetaling til en samarbejdspartner for leveret varme var en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a, som kunne trækkes fra i takt med de løbende nettoudbetalinger.

SKM2007.415.SR

Selskabet A kunne fratrække udgifter til kompensation, som var betalt i 2006 til nogle selskaber B og C, som var koncernforbundne med A. Kompensationen blev betalt for ophævelse af en leveringsaftale, som var baseret på en aftale, der var indgået mellem parterne ultimo 2006.

Skatterådet fandt, at udgiften til kompensation havde den fornødne kvalificerede relation til indkomsten, og udgiften kunne derfor trækkes fra efter SL § 6, litra a. Kompensationen var skattepligtig for B og C i 2006 og fradragsberettiget for A samme år.

TfS 1993, 552 TSS

Udgifter til kvalitetsstyringscertifikat.

En erhvervsvirksomheds udgifter til et kvalitetsstyringscertifikat, fx ISO 9000-serien, var fradragsberettigede driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi udgifterne lå inden for virksomhedens hidtidige rammer og i vidt omfang blev afholdt for at sikre virksomhedens konkurrencedygtighed.