Disse 4 eksempler handler om at finde armslængdeprisen ved finansielle transaktioner efter LL § 2, stk. 1. Dette kan fx være rentesatsen på et lån mellem en hovedaktionær og hans selskab, moderselskab og dets datterselskab eller mellem søsterselskaber. Eksemplerne er ikke udtømmende.

Eksempel 1

Dette eksempel vedrører et lån fra en hovedaktionær til hovedaktionærens selskab. Selskabet har udover lånet fra hovedaktionæren også optaget et lån hos en uafhængig bank. De to lån optages på samme tidspunkt.

Lånet hos banken er på samme vilkår som lånet fra hovedaktionæren, og de to lån kan generelt anses for at være sammenlignelige bortset fra, at der er forskel på den valuta, lånene er optaget i. I denne situation er det muligt, at fastsætte renten på lånet fra hovedaktionæren ud fra rentesatsen på banklånet. Dog skal der justeres for forskellen i valutakursen.

Som udgangspunkt kan dette ske ved at justere basisrenten på banklånet, således at der er overensstemmelse mellem valutaen, som de to lån er optaget i. Dette kan fx gøres på følgende måde:

Ved variabelt forrentede lån

Banklånet består af en basisrente, fx EURIBOR (European Interbank Offer Rate), samt en rentemarginal, fx 1,25 procentpoint (125 basispunkter).

Såfremt lånet fra hovedaktionæren er i danske kroner vil det være muligt at benytte CIBOR (Copenhagen Interbank Offer Rate) som basisrente, og rentemarginalen fra banklånet vil kunne benyttes som rentemarginal på det kontrollerede lån. Derved vil det være muligt at fastsætte renten på lånet fra hovedaktionæren til CIBOR + 1,25 procentpoint.

Ved fastforrentede lån

Det antages, at banklånet har en løbetid på 10 år, er optaget i Euro og til en samlet rente på 4 procent. Samtidig antages det, at hovedaktionærlånet er optaget i danske kroner, og ligeledes har en løbetid på 10 år.

Det antages, at den effektive rente på en 10-årig tysk statsobligation denomineret i Euro, på tidspunktet for låneoptagelsen, var 2,9 procent. Derved udgør rentemarginalen på banklånet 1,1 procentpoint (110 basispunkter).

Samtidig antages det, at den effektive rente på en 10-årig dansk statsobligation denomineret i danske kroner, på tidspunktet for låneoptagelsen, var 3,2 procent. Derved vil det være muligt at fastlægge renten på lånet fra hovedaktionæren til 4,3 procent (en basisrente på 3,2 procent + en rentemarginal på 1,1 procent).

Eksempel 2

Dette eksempel vedrører et lån fra moderselskab til datterselskab. Datterselskabet fungerer som mellemholdingselskab i koncernen. Koncernen har ingen lån med uafhængige parter, der kan benyttes til fastsættelsen af renten på lånet fra moderselskabet.

Moderselskabet har for nylig fået lavet en vurdering af kreditværdigheden hos et uafhængigt kreditvurderingsbureau. Denne rating dækker moderselskabet og derved også koncernen som helhed. Mellemholdingselskabet har derimod ikke fået fastsat nogen vurdering af selskabets kreditværdighed.

Kreditvurderingen af moderselskabet kan som udgangspunkt ikke benyttes til fastlæggelsen af rentesatsen på det koncerninterne lån. Det skyldes, at rentesatsen fastlægges ud fra de risici der er forbundet med det pågældende lån. Disse risici vedrører forholdene hos låntager og ikke långiver. Det er således kun i de situationer, hvor risiciene er de samme for forskellige koncernselskaber, at der kan bruges en kreditvurdering af én af parterne som udtryk for risiciene i et andet koncernselskab. Risiciene er påvirket af de karakteristika, der er ved de forskellige selskaber, og de vilkår der er i forbindelse med lånet.

Mellemholdingselskabet har i dette eksempel ikke nogen driftsaktivitet, men fungerer udelukkende som regionalt holdingselskab for en del af koncernens selskaber. Holdingselskabet har optaget gæld for at erhverve aktierne i de underliggende driftsselskaber.

For at kunne fastlægge rentesatsen på det koncerninterne lån, er det nødvendigt at vurdere risiciene i det låntagende selskab, i dette eksempel mellemholdingselskabet. Mellemholdingselskabets væsentligste aktivitet er at eje aktierne i de underliggende driftsselskaber, hvilket gør det nødvendigt at foretage vurderingen af mellemholdingselskabets kreditværdighed på et konsolideret niveau, dvs. mellemholdingselskabet og de underliggende driftsselskaber. Dette skyldes, at driften, der skal bruges til at servicere lånet i mellemholdingselskabet, kommer fra de underliggende driftsselskaber.

Da mellemholdingselskabet ikke har fået fastlagt en kreditværdighed, og moderselskabets vurdering ikke kan benyttes, benytter mellemholdingselskabet i stedet en kreditvurderingsmodel. Ud fra vurderingen af kreditværdigheden, som mellemholdingselskabet har fået udarbejdet, har selskabet en given kreditværdighed. Antag at lånet er fastforrentet, har en løbetid på 3 år og er denomineret i US dollars.

På tidspunktet for optagelsen af lånet er den effektive rente på en amerikansk statsobligation, denomineret i US dollars med en løbetid på 3 år, på 2,5 procent. Ved brug af finansielle databaser er selskabet i stand til at fastlægge rentemarginalen på tidspunktet for optagelsen af lånet til 1,6 procent ud fra den givne kreditværdighed.

Således kan basisrenten fastlægges til 2,5 procent, men rentemarginalen kan fastsættes til 1,6 procent. Den samlede rente på lånet fra moderselskabet kan derved fastsættes til 4,1 procent.

Eksempel 3

Dette eksempel vedrører lån mellem søsterselskaber. Det ene søsterselskab, fungerer som intern bank for koncernens selskaber. Den interne bank videreformidler kapital til og fra søsterselskaberne og påtager sig i forbindelse med lånene kreditrisikoen. I dette eksempel er den interne banks solvens og kapitalberedskab af en sådan karakter, at de koncernselskaber, der har indlån i den interne bank, reelt har kreditrisikoen på indlånene.

Rentesatsen på lån til den interne bank skal herefter fastlægges ud fra de risici, som långiver påtager sig ved at yde lånet. Da det er de øvrige koncernselskaber, der benytter cash pool'en, er det som udgangspunkt muligt at estimere risiciene på baggrund af de øvrige koncernselskaber.

Eksempel 4

Dette eksempel vedrører lån mellem søsterselskaber. Koncernen har etableret en cash pool, og det ene søsterselskab fungerer som intern bank for koncernens selskaber og administrator i cash pool-arrangementet.

Det ene søsterselskab har optaget et lån med forholdsvis lang løbetid fra et af de andre selskaber i koncernen. Formålet med lånet er, at provenuet skal bruges til at foretage opkøb inden for selskabets aktivitetsområde. Dette er en del af en langsigtet vækststrategi for koncernen. Selskabet har over en længere periode ikke kunnet finde attraktive investeringsmuligheder, hvorfor låneprovenuet har været placeret som indestående i cash pool'en.

Det er som udgangspunkt relevant at vurdere, i hvilket omfang et uafhængigt selskab ville blive ved med, at optage et langsigtet lån, og lade det stå i en bank på anfordringsvilkår. Eller om et uafhængigt selskab i stedet ville søge at få en højere forrentning.