Indhold
Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de stoffer, som er omfattet af reglerne om afgift på antibiotika og vækstfremmere, der anvendes som tilsætning i foderstoffer.
Afsnittet indeholder:
- Vækstfremmende stoffer
- Lægemidler.
Vækstfremmende stoffer
Antibiotika og vækstfremmende stoffer, der anvendes som tilsætningsstoffer til foderstoffer er omfattet af loven. Følgende vækstfremmende stoffer er nævnt i VÆKSTAL § 1,stk. 1:
- Zinkbacitracin - forbudt nr.1
- Spiramycin - forbudt nr. 2
- Virginiamycin - forbudt nr. 3
- Flavofosfolipol - anvendes ikke nr. 4
- Tylosinfosfat - forbudt nr. 5
- Monensin natrium - anvendes ikke nr. 6
- Salinomycin natrium - anvendes ikke nr. 7
- Avilamycin - anvendes ikke nr. 8
- Carbadox - forbudt nr. 9
- Olaquindox - forbudt nr. 10
Andre vækstfremmere er også omfattet af reglerne. Afgiften for disse vækstfremmere fastsættes efter den sats, som gælder for den af de ovenover nævnte vækstfremmere, der ligner mest (den tilsvarende vækstfremmer). Se VÆKSTAL § 1, stk. 2.
Hvis der senere bliver godkendt nye vækstfremmere, vil de være omfattet af reglerne på samme måde, som de i loven udtrykkelig nævnte vækstfremmere.
Lægemidler
De opremsede stoffer bliver i visse tilfælde også brugt i lægemidler. Når stofferne bruges i lægemidler, er de ikke omfattet af loven, og i disse tilfælde skal der ikke betales afgift efter vækstfremmerafgiftsloven.
De enkelte tilsætningsstoffer skal mærkes efter anvendelse. Se Plantedirektoratets bekendtgørelse om foder og foderstofvirksomheder nr. 775 af 28/6 2011.
For eksempel er tilsætningsstofferne Monensin natrium og Salinomycin natrium afgiftsfrie, når stofferne er anvendt i et lægemiddel, som er korrekt mærket som lægemiddel.