Indhold

Dette afsnit beskriver definitionerne af almene vandforsyningsanlæg, ejendomme og lokale boringer/brønde.

Afsnittet indeholder:

  • Almene vandforsyningsanlæg
  • Ejendomme
  • Boligenhed
  • Lokale boringer/brønde
  • Slutafregning.

Almene vandforsyningsanlæg

Ved almene vandforsyningsanlæg (herefter benævnt vandværk) forstås anlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme med ledningsført vand. Som vandværk betragtes også indvindingsanlæg, som leverer vand til et andet vandværk, og som har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme.

Ved vurderingen af, hvor mange ejendomme et vandværk har til formål at forsyne, kan anlæggets dimensionering og antallet af ejendomme, der er lagt vandledning ud til, indgå. Det er uden betydning for vurderingen, om vandværket leverer vandet ledningsført helt frem til en ejendom eller til en tappehane i nærheden af en ejendom fx i et kolonihaveområde.

Ejendomme

Ved ejendomme forstås selvstændigt matrikulerede enheder. Dette gælder fx også et boligkompleks uanset antallet af lejligheder. Sommerhuse og kolonihaveejendomme mv. betragtes dog som selvstændige ejendomme uanset matrikelopdelingen.

Boligenhed

Som boligenhed anses kun lokaler, der kan registres som sådan i BBR-registeret.

Ethvert ejerforhold/lejemål med eget køkken betragtes som en afgiftspligtig enhed. En ejendom kan derfor omfatte flere boligenheder jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand mv. Værelser med tekøkken eller adgang til køkken betragtes dog ikke som selvstændige boligenheder.

Lokale boringer/brønde

Vandforsyningsanlæg med færre end 10 modtagere betragtes som en lokal boring/brønd.

Slutafregning

Slutafregning er vandværkets årlige opgørelse af kundens forbrug i forhold til kundens acontoindbetalinger.