åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.8.1.5.2 Værdifastsættelse af nye køretøjer, herunder standardpris" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold 

Dette afsnit beskriver reglerne for værdifastsættelse af nye køretøjer, herunder anmeldelse og anvendelse af standardpriser.

Afsnittet indeholder: 

  • Definition af nye køretøjer
  • Definition af standardpris mv.
  • Salgspris højere end standardpris
  • Salgspris lavere end standardpris
  • Demobiler
  • Forhandler, der udtager bil til eget brug
  • Interesseforbundne parter og nærtstående
  • Parallelimport
  • Manglende standardpris
  • Offentliggørelse.

Definition af nye køretøjer

 Et køretøj, der er mindre end 4 år gammelt, bliver anset som nyt indtil det har kørt 2.000 kilometer, medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker at det kan sælges som fabriksnyt. Se bekendtgørelse nr. 879 af 1. juli 2013 § 27 om nye contra brugte køretøjer.

Definition af standardpris mv.

Ved standardpris for et motorkøretøj forstås en vejledende pris ved salg til bruger, der er anmeldt over for SKAT i forbindelse med køretøjets oprettelse i Motorregistret. Den anmeldte pris skal indeholde en positiv avance. Importøravancen må ikke være negativ, og den anmeldte pris skal som minimum indeholde en samlet avance på 9 pct. for importør og forhandler Det gælder også for anmeldte priser på ekstraudstyr.

Se REGAL § 9 om anmeldelse af standardpris.

Standardpriserne gælder for køretøjer af det pågældende mærke i original skikkelse (fabriksudførelse). Hvis køretøjet bliver leveret med afgiftspligtigt ekstraudstyr, som ikke er omfattet af den anmeldte pris, skal der betales afgift efter standardprisen med tillæg af betalingen for ekstraudstyret.

Bemærk

Alle omkostninger skal regnes med til den afgiftspligtige værdi, dvs. både prisen for selve køretøjet, standardudstyr og ekstraudstyr, som er monteret/udført på køretøjet, arbejdsydelser og garantiordninger, fragt/forsendelsesomkostninger mv.

Vær opmærksom på, at der ved lov nr 411 af 11. maj 2012 er sket en lovændring, der betyder, at registreringsafgiften af et fabriksnyt køretøj skal beregnes på grundlag af køretøjets almindelige pris ved salg til bruger her i landet. Afgiftsberigtigelse på grundlag af mindstebeskatningsprisen for fabriksnye køretøjer er således principielt afskaffet. Tilsvarende gælder for afgiftsberigtigelse af fabriksnye køretøjer købt i udlandet (parallelimport), hvor det ikke længere er muligt at afgiftsberigtige et køretøj på grundlag af den udenlandske købsfaktura

Salgspris højere end standardpris

Hvis køretøjet bliver solgt til en pris, der er højere end den anmeldte standardpris, skal denne højere pris anvendes som køretøjets afgiftspligtige værdi. Det hænger sammen med, at registreringsafgiften af et fabriksnyt køretøj beregnes på grundlag af køretøjets faktiske salgspris ved salg til bruger her i landet.

Salgspris lavere end standardpris

Hvis et køretøj bliver solgt til en pris, der er lavere end den anmeldte, kan denne pris anvendes som køretøjets afgiftspligtige værdi på betingelse af, at den nedsatte pris indeholder en samlet avance på mindst 9 pct., og at prisen kan anses for at være den almindelige pris ved salg til bruger her i landet.

Der kan naturligvis forekomme tilfælde, hvor et konkret køretøj kun kan sælges med reduceret fortjeneste eller med tab. I disse tilfælde vil afgiftsberigtigelsen kunne ske efter reglerne i REGAL § 9, stk. 4, hvor værdien fastsættes skønsmæssigt.

Demobiler

Køretøjer som importør-, forhandler- og leasingvirksomheder udtager til eget brug (demobiler), herunder til udlejning eller leasing, skal afgiftsberigtiges på samme grundlag, altså på grundlag af køretøjets almindelige pris ved salg til bruger her i landet.

Forhandlere, der udtager et køretøj til eget brug, og en leasingvirksomhed der erhverver et køretøj med henblik på leasing, anses som bruger på lige fod med alle andre. Se REGAL § 8, stk. 9.

Grundlaget for afgiftsberigtigelsen kan aldrig være lavere end den pris, som den, der afgiftsberigtiger køretøjet, har betalt for det.  Den virksomhed, som afgiftsberigtiger køretøjet, skal kunne redegøre for, at der er handlet til en pris, der afspejler køretøjets almindelige pris ved salg til bruger.

For det samme køretøj (mærke, art, model og type) kan der være forskellige almindelige priser, idet prisen ved salg til storkunder, hvor der sælges mange køretøjer på én gang, typisk vil være lavere, idet der opnås en rabat, som ikke gives ved enkeltsalg af køretøjet.

Forhandler, der udtager bil til eget brug

Det fremgår af REGAL § 8, stk. 9, at REGAL § 8, stk. 1, hvorefter den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er den almindelige pris ved salg til bruger her i landet, også finder anvendelse ved afgiftsberigtigelse af køretøjer, der udtages til brug i forhandlervirksomheden (demobiler).

Demobiler skal således afgiftsberigtiges på grundlag af den almindelige pris ved salg til bruger.

Idet forhandleren ved udtagelse af demobilen er at betragte som en bruger på lige fod med alle andre, kan forhandleren som udgangspunkt afgiftsberigtige bilen på grundlag af sin egen indkøbspris.

Det er en forudsætning for, at forhandleren kan anvende sin egen indkøbspris ved afgiftsberigtigelse af en demobil, at indkøbsprisen indeholder minimum 9 % i samlet avance i de forudgående salgsled, jf. REGAL § 8, stk. 1, 3. pkt.

Interesseforbundne parter og nærtstående

Der stilles særlige krav til dokumentation af afgiftsgrundlaget for et køretøj, der er handlet mellem interesseforbundne virksomheder eller nærtstående. Disse skal kunne godtgøre, at der er handlet til en pris, der afspejler køretøjers almindelige pris ved salg til bruger her i landet, inkl. moms. Se REGAL § 8, stk. 10.

Afgrænsningen af interesseforbundne virksomheder og nærtstående sker på tilsvarende måde som1 efter ligningslovens § 2, stk. 1-4.

Herefter er interesseforbundne virksomheder fysiske eller juridiske personer,

1) hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,

2) der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer,

3) der er koncernforbundet med en juridisk person,

4) der har et fast driftssted beliggende i udlandet,

5) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark, eller

6) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4.

Med juridiske personer som nævnt ovenfor sidestilles selskaber og foreninger m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt.

Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt slægtskabsforhold.

Parallelimport

Ved afgiftsberigtigelse af fabriksnye køretøjer købt i udlandet (parallelimport), er det ikke længere muligt at afgiftsberigtige et køretøj på grundlag af den udenlandske købsfaktura. Afgiftsberigtigelsen sker efter de almindelige regler, jf. ovenfor.

Manglende standardpris

Hvis der ikke findes en anmeldt standardpris for et nyt køretøj, eller hvis betingelserne for afgiftsberigtigelse på grundlag af en lavere pris end den anmeldte (dvs. med mindst 9 pct. i avance) ikke er opfyldt, er den afgiftspligtige værdi køretøjets almindelige pris ved salg til bruger her i landet, jf. REGAL § 8.

Der kan tages udgangspunkt i listeprisen for det pågældende køretøj ved værdifastsættelsen. Hvis der ikke foreligger en listepris, bliver værdifastsættelsen foretaget med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende eller sammenligneligt køretøj. Til brug herfor kan SKAT bede en importør om at kalkulere køretøjets almindelige pris på landsbasis.

Offentliggørelse

SKAT offentliggør alle værdifastsættelser for nye køretøjer fastsat af forhandlere eller leasingselskaber. Værdifastsættelserne kan fremsøges i Motorregistret ved hjælp af drop-down menuer. Søgningen kan vise alle værdifastsættelser for mærke/model/variant/ect. som er fastsat af forhandlere eller leasingselskaber inden for de seneste 6 måneder.

Der vises ikke oplysninger, som kan identificere det enkelte køretøj (f.eks. stelnummer). Og der vises ikke værdifastsættelser, hvis søgningen kun returnerer et enkelt køretøj.

Resultatet af søgningen vises på lister i Motorregistret og søgeresultatet kan eksporteres til Excel.

Se REGAL § 10a.