Indhold

Afsnittet beskriver reglerne for momsfritagelse af levering af varer fra told- og afgiftsfri butikker i særlige godkendte lufthavne (toldlufthavne), i fly og på skibe.

 Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel.

Lovgrundlag

ML § 34, stk. 5, har følgende ordlyd:

"§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

Stk. 5. Skatteministeren kan i overensstemmelse med EU's regler bestemme, at levering fra told- og afgiftsfri butikker i toldlufthavne, i fly og på skibe er fritaget for afgift.

(...)."

Bestemmelsen blev stk. 5 i stedet for stk. 6 ved lov nr. 1532 af 27. december 2014, § 19, nr. 6.

Bestemmelsen har baggrund i Momssystemdirektivets artikel 156, stk. 1, litra c), og artikel 160, stk. 1, litra a), der har følgende ordlyd:

"Artikel 156

1. Medlemsstaterne kan fritage følgende transaktioner:

(...)

c) levering af varer, der er bestemt til at skulle henføres under en toldoplagsprocedure eller en procedure for aktiv forædling

Artikel 160

 1. Medlemsstaterne kan fritage følgende transaktioner:

a) levering af varer og ydelser, der foretages på de i artikel 156, stk. 1, omhandlede steder, og som fortsat på deres område er undergivet en af de i samme stykke omhandlede ordninger"

Se også

Se også:

Regel

Der er momsfritagelse for levering fra told- og afgiftsfri butikker i særlige godkendte lufthavne (toldlufthavne), i fly og på skibe ved afrejse til destinationer uden for EU.

Det er en betingelse for momsfritagelsen, at passageren kan vise gyldig rejsehjemmel til fly mv., der afgår til en lufthavn/havn i et land uden for EU (tredjeland). Det er endvidere en betingelse, at den rejsende medbringer de told- og afgiftspligtige varer i den rejsendes personlige bagage. 

Det er kun varer, der er fritaget efter toldlovens regler, som er omfattet af bestemmelsen. Se D.A.10.1.3.3.

Se også

Se dog også afsnit D.A.10.1.4.2 om levering af ydelser, brændstof og forsyninger til luftfartøjer, som anvendes af flyselskaber, som mod betaling hovedsagelig flyver i udenrigstrafik.

Toldlovens regler gør det muligt for andre flyselskaber momsfrit at proviantere fly på afgange til tredjelande. Se F.A.27.3 Proviantering af fly i udenrigsfart.