Indhold

Dette afsnit handler om omvendt betalingspligt, når aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der er videreforhandler af gas eller elektricitet, og som modtager denne gas eller elektricitet fra en virksomhed her i landet, bortset fra når leveringen sker til videreforhandlerens aftagenummer eller målernummer, som er defineret i henholdsvis lov om elforsyning og reglerne for gasforsyning. Se ML § 46, stk. 1, nr. 11, indført i momsloven ved lov nr. 578 af 4. maj 2015.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Undtagelse fra reglen om omvendt betalingspligt
  • Tilladelse til efter anmodning ikke at anvende reglerne om omvendt betalingspligt
  • Administrative regler
  • Reglernes ikrafttrædelse og virkning.
  • xOversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.x

Se også

Om omvendt betalingspligt i tilfælde, hvor gas og elektricitet leveres af en leverandør etableret i udlandet (ML § 46, stk. 1, nr. 5), se afsnit D.A.13.2.2.5.

Regel

Der er omvendt betalingspligt for moms, når aftageren er en afgiftspligtig videreforhandler her i landet af gas eller elektricitet, der modtager gas eller elektricitet, fra en virksomhed her i landet.

Se ML § 46, stk. 1, nr. 11, indført i momsloven ved lov nr. 578 af 4. maj 2015.

Ved en afgiftspligtig videreforhandler forstås i denne forbindelse en momspligtig person, hvis hovedbeskæftigelse i forbindelse med køb af gas og elektricitet er at videresælge disse produkter, og hvis eget forbrug af disse produkter er ubetydeligt. Se ML § 14, stk. 2, indført i momsloven ved lov nr. 578 af 4. maj 2015, og Momssystemdirektivets artikel 38, stk. 2. Se evt. også afsnit D.A.6.1.8 om reglerne for fastlæggelsen af leveringsstedet ved handel med gas, elektricitet mv.

Undtagelse fra reglen om omvendt betalingspligt

Hvis leveringen sker til videreforhandlerens aftagenummer eller målersted, som er defineret i henholdsvis lov om elforsyning og reglerne for gasforsyning, er leveringen dog ikke omfattet af omvendt betalingspligt. Se ML § 46, stk. 1, nr. 11, indført i momsloven ved lov nr. 578 af 4. maj 2015.

Aftagenummer bliver et vigtigt begreb i lov om elforsyning, når den såkaldte engrosmodel træder i kraft den 1. april 2016. Ved et aftagenummer forstås et nummer, som entydigt identificerer et målepunkt, som er omfattet af en netvirksomheds pligt til at måle levering og aftag af el. Begrebet dækker udelukkende over de såkaldte hovedmålere, som anvendes til afregningsformål. De såkaldte bimålere, der anvendes til individuel forbrugsmåling i visse boligforeninger eller lignende, hvor boligforeningens forbrug afregnes samlet, vil ikke være omfattet af definitionen af aftagenummer. I sådanne boligforeninger eller lignende vil hovedmåleren, som måler elektriciteten til samlet afregning, være omfattet af begrebet aftagenummer. Se forarbejderne til § 1, nr. 1, i lov nr. 578 af 4. maj 2015.

Om målersteder som defineret i reglerne for gasforsyning, se evt. afsnit E.A.4.4 Naturgas og bygas mv. 

Tilladelse til ikke at anvende reglerne om omvendt betalingspligt

Virksomheder her i landet, der producerer gas eller elektricitet, kan efter anmodning til SKAT få tilladelse til ikke at anvende reglerne om omvendt betalingspligt ved leverancer af gas eller elektricitet til egne delregistreringer, jf. ML § 47, stk. 3, 2. pkt., der er videreforhandlere af gas eller elektricitet. Se ML § 46, stk. 3, 1. og 2. pkt., som indsat ved lov nr. 578 af 4. maj 2015.

Andre virksomheder her i landet, herunder videreforhandlere af gas eller elektricitet, der har udskilt eksportdelen i en særskilt delregistrering, jf. ML § 47, stk. 3, 2. pkt., kan efter anmodning til SKAT få tilladelse til ikke at anvende reglerne om omvendt betalingspligt ved leverancer af gas eller elektricitet til egne delregistreringer, der er videreforhandlere af gas eller elektricitet, når delregistreringen har været i kraft i mindst 1 år. Se ML § 46, stk. 3, 1. og 2. pkt., som indsat ved lov nr. 578 af 4. maj 2015.

SKAT kan nægte at give tilladelse, hvis SKAT er i besiddelse af oplysninger, som indikerer, at tilladelsen vil blive benyttet til momsunddragelse. Se ML § 46, stk. 3, 3. pkt., som indsat ved lov nr. 578 af 4. maj 2015.

Har en virksomhed tilladelse til ikke at anvende reglerne om omvendt betalingspligt ved salg til egne delregistreringer, der er videreforhandlere af gas eller elektricitet, skal der opkræves moms af leverancen, og delregistreringerne er fortsat omfattet af adgangen til forskudsvis udbetaling af overskydende moms. Se afsnit A.B.4.2.1.5 og D.A.14.1.6.

Administrative regler

Nedenfor følger henvisninger til administrative regler i tilknytning til omvendt betalingspligt for moms ved levering af gas eller elektricitet:

Dansk afgiftspligtig person, der leverer gas eller elektricitet med leveringssted i Danmark

Danske afgiftspligtige personer, der leverer gas eller elektricitet med leveringssted i Danmark, er underlagt særlige oplysningskrav til faktura. Se momsbekendtgørelsens § 60.

Leverandøren har bogføringspligt. Se momsbekendtgørelsens § 74, stk. 10, nr. 3.

Leverandøren skal i momsangivelsens rubrik C angive indenlandske leverancer af gas eller elektricitet, der er omfattet af omvendt betalingspligt for moms efter ML § 46, stk. 1, nr. 11. Se momsbekendtgørelsens § 77, stk. 7, der henviser til momsbekendtgørelsens § 74, stk. 10, nr. 3.

Den betalingspligtige person

Den betalingspligtige person har en særskilt registreringspligt, hvis vedkommende i forvejen ikke er momsregistreret på et andet grundlag. Se ML § 50 b, ændret ved lov nr. 578 af 4. maj 2015.

Se også

Se også om krav til fakturering, bogføring og regnskab, der generelt ligger til grund for omvendt betalingspligt for moms efter ML § 46, stk. 1, nr. 1-11:

  • Afsnit A.B.3.3.1.5 Leverancer til andre EU-lande og omvendt betalingspligt.

Reglernes ikrafttrædelse og virkning

Indførelsen af reglerne om omvendt betalingspligt i tilfælde, hvor aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der er videreforhandler af gas eller elektricitet, og som modtager denne gas eller elektricitet fra en virksomhed her i landet, træder i kraft og har virkning fra og med den 1. juli 2015.

Se § 5, stk. 1, i lov nr. 578 af 4. maj 2015.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Dette skema viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2015.626.SR

xSkatterådet kunne ikke bekræfte, at elektricitet produceret i juni 2015 og faktureret 20-25 dage efter udløbet af produktionsmåneden momsmæssigt kunne anses for leveret før 1. juli 2015. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne anvende de nye regler om omvendt betalingspligt for visse leveringer af elektricitet i forbindelse med alle korrektioner af tidligere afregninger, som vil blive foretaget efter 30. juni 2015, når den tidligere afregning og dermed korrektionen vedrører elektricitet leveret før 1. juli 2015. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at en række negative priselementer (balanceomkostninger, netomkostninger, producentgebyr og administrationsomkostning) ved spørgers køb af elektricitet er omfattet af den omvendte betalingspligt som negative priselementer ved opgørelsen af vederlaget for elektricitet leveret af vindmølleejere til spørger.x

Se evt. afsnit D.A.4.1.2 om levering, D.A.7.2.4 om periodisering, og D.A.8.1.1.1.3 om opgørelsen af momsgrundlaget.