I dette afsnit beskrives reglerne om tilbagekaldelse af tilladelser/bevilling i henhold til spilleloven og pokerloven.
Indhold
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Tilladelser
- Bevilling til offentligt hasardspil
- Forfalden gæld til det offentlige
Regel
Spillemyndigheden kan tilbagekalde en tilladelse til spil under visse betingelser; se hertil SPILL § 44 og POKL § 10.
Tilladelser
En tilladelse til udbud af spil kan tilbagekaldes hvis tilladelsesindehaver, eller dennes repræsentant:
- groft eller gentagne gange har overtrådt spilleloven, de dertil hørende bekendtgørelser eller vilkår fastsat i tilladelsen,
- dømmes for et strafbart forhold eller idømmes foranstaltninger efter kriminalloven (Grønland), der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil,
- ikke længere kan sandsynliggøre, at virksomhed med spil vil blive drevet på økonomisk og faglig forsvarlig måde,
- groft eller gentagne gange ikke har betalt forfaldne afgifter eller ikke har stillet den fornødne sikkerhed, jf. lov om afgifter af spil og lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.
- ikke har betalt forfaldne gebyrer efter regler fastsat i § 42 i spilleloven,
- har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.,
- ikke har anmeldt selskabet til registrering hos told- og skatteforvaltningen senest fire uger efter at have fået tilladelse, eller
- udbyder eller arrangerer spil, som udgør en væsentlig forstyrrelse af den offentlige orden.
Se SPILL § 44.
Bevilling til offentligt hasardspil
Spillemyndigheden kan tilbagekalde en bevilling til at afvikle pokerturneringer, hvis indehaveren af bevillingen:
- har betydelig forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover,
- opnår en alkoholbevilling, der gælder for det sted, som bevillingen til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform gælder for,
- er blevet dømt for strafbart forhold (bestyrer i Danmark) eller bliver idømt bøde eller foranstaltninger efter kriminallov for Grønland (bestyrer i Grønland), der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at afvikle offentligt hasardspil, eller
- har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage at der er risiko for at den pågældende ikke vil afvikle offentligt hasardspil på fuldt betryggende måde.
Som det fremgår af det ovenfor nævnte, gælder der en særlig kriminallov for Grønland. Dette er årsagen til de forskellige formuleringer i henholdsvis spilleloven og lov for Grønland om visse spil i relation bestyreres strafbare forhold mv.
En bevilling kan yderligere tilbagekaldes, hvis en ansat i et selskab eller en forening eller et medlem af en forening, der har den pågældende bevilling, opnår en alkoholbevilling, der gælder for det sted, som bevillingen til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform gælder for.
Se POKL § 10.
Forfalden gæld til det offentlige
Der er ikke tale om forfalden gæld til det offentlige, hvis:
- der er stillet sikkerhed for gælden,
- der er indgået afbetalingsordning,
- fordringen ikke er oversendt til restanceinddrivelsesmyndigheden, eller
- fordringen bestrides og restanceinddrivelsesmyndigheden har tillagt denne bestridelse opsættende virkning.