Indhold
Dette afsnit beskriver afdødes henstandsordninger, som den længstlevende ægtefælle kan indtræde i.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse: Afdødes henstand ved fraflytterbeskatning
- Undtagelse: Afdødes lån til betaling af ejendomsskatter.
Personer omfattet af reglen
Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, når dødsboet er et selvstændigt skattesubjekt omfattet af DBSL § 3. Den længstlevende ægtefælle og afdøde må ikke være separeret ved dødsfaldet.
Se afsnit C.E.3.5.1 om reglerne, når afdøde og den længstlevende ægtefælle var separeret ved dødsfaldet.
Hovedregel
Som hovedregel bortfalder henstandsaftaler om skatter og afgifter, som SKAT har truffet med afdøde, ved dødsfaldet.
Undtagelse: Afdødes henstand ved fraflytterbeskatning
Når afdøde i forbindelse med fraflytterbeskatning har fået henstand med skattebetaling efter
- ABL § 39 af skatter beregnet efter ABL § 38
- KSL § 73 E af skatter beregnet efter EBL § 6 B og efter KGL § 37
kan den længstlevende ægtefælle indtræde i afdødes henstand med betaling af skatterne på de vilkår, der gjaldt for afdøde. Der kræves ikke særlig tilladelse fra SKAT. Se DBSL § 51.
Det er SKATs opfattelse, at den længstlevende ægtefælle kan indtræde i afdødes henstand med betaling af skatterne uanset, om dødsboet skiftes i Danmark eller i udlandet.
Se også
Se afsnit
- C.B.2.14.2.8 om henstand med skattebetaling efter ABL §§ 38 og 39
- C.B.1.8.2.6 om beskatning ved fraflytning og KGL § 37.
Undtagelse: Afdødes lån til betaling af ejendomsskatter
En ægtefælle, som overtager afdødes ejendom, har krav på, at allerede ydede lån til at betale ejendomsskatter med tilskrevne renter bliver stående i ejendommen. Kommunalbestyrelsen kan desuden tillade, at der fortsat ydes lån til at betale kommende ejendomsskatter.
Se lov om lån til betaling af ejendomsskatter § 5, stk. 1.