Parter

A
(advokat Olav Willadsen)

mod

Skatteministeriet

og

Landsskatteretten
(Kammeradvokaten v/ advokat Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af byretsdommer

Hans J. Christensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 16. juli 2007, drejer sig om, hvorvidt sagsøger, A har krav på omkostningsgodtgørelse til en sag om modregning i overskydende skat.

Sagsøger, A, har principalt påstået, at Skatteministeriet skal anerkende, at han er berettiget til omkostningsdækning i sagen SKM2005.20.ØLR, og at Landsskatteretten skal anerkende, at afgørelsen af 18. april 2007 i sagen 2-8-1710-0034 annulleres. Subsidiært har A overfor Skatteministeriet nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal give 50 % omkostningsgodtgørelse i sagen SKM2005.20.ØLR.

Sagsøgte 1, Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagsøgte 2, Landsskatteretten har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagens omstændigheder

Den 18. april 2007 afsagde Landsskatteretten kendelse vedrørende As anmodning om omkostningsgodtgørelse. I kendelsen hedder det blandt andet

Landsskatterettens afgørelse

"...

Landsskatteretten stadfæster ToldSkats afgørelse.

...

Sagens oplysninger

... Kommune foretog modregning med 3.751 kr. i klagerens overskydende skat for indkomståret 2001. Kommunen modregnede således 1.200 kr. vedrørende et udlæg for skatterestancer foretaget i klagerens ejendom, 977 kr. vedrørende en skatterestance for indkomståret 1996 og i denne forbindelse tillige et rykkergebyr på 250 kr. Endelig modregnede kommunen 1.324 kr. vedrørende bidragsrestance.

Klageren påklagede denne modregning til det tidligere ToldSkat, der traf afgørelse den 8. november 2002. Af afgørelsen fremgår det, at modregningen på 1.200 kr. blev ophævet på baggrund af en af Byretten afsagt kendelse. ToldSkat fastholdt modregningen på 977 kr. vedrørende en skatterestance for indkomståret 1996 samt rykkergebyret på 250 kr. Endelig meddelte ToldSkat klageren, at Det Sociale Ankenævn var rette klageinstans vedrørende klagerens bidragsrestance på 1.324 kr.

Klagerens advokat indbragte ToldSkats afgørelse for Østre Landsret. For landsretten nedlagdes der principalt påstand om, at modregning på 977 kr. vedrørende skatterestancen for indkomståret 1996 samt modregning af rykkergebyret på 250 kr. var uberettiget, og at det var uberettiget af ToldSkat at undlade at tage stilling til modregning på 1.324 kr. vedrørende bidragsrestancen. Endvidere nedlagdes der påstand om, at ToldSkat tilpligtedes at betale klagerens omkostninger i forbindelse med klagerne over de tre modregninger.

Subsidiært blev der nedlagt påstand om, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne. Endelige blev der nedlagt påstand om præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen om forståelsen af EU's charter om menneskerettigheder, såfremt der ikke blev givet medhold i realiteten.

ToldSkat nedlagde påstand om hjemvisning af sagen samt afvisning af klagerens påstand vedrørende formaliteten,

Ved dom SKM2005.20.ØLR tog Østre Landsret ToldSkats påstand om hjemvisning til følge, således at der i klagerens krav på overskydende skat på 3.751 kr. vedrørende indkomståret 2001 kunne foretages modregning for klagerens skatterestance inkl. rykkergebyr for indkomståret 1996 samt for de i sagen nævnte rykkergebyrer vedrørende inddrivelse af bidragsrestancen. Klagerens påstand om forelæggelse for EF-domstolen blev ikke taget til følge.

Klageren blev pålagt sagsomkostninger med 8.000 kr.

Klagerens advokat ansøgte herefter på vegne af klageren om omkostningsgodtgørelse med 100 % af i alt 51.412,50 kr. (inkl. moms) for klagerens udgifter til sagens førelse i landsretten.

Af det med ansøgningen medfølgende brev fremgår det, at beløbet på 51.412,50 består af retsafgift på 500 kr., udgift til advokat på 42.912,50 kr. samt af pålagte sagsomkostninger med 8.000 kr.

ToldSkats afgørelse af 26. september 2005

ToldSkat har afvist at yde klageren omkostningsgodtgørelse.

Det fremgår af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 3, at der ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af sager, der er godtgørelsesberettigede efter den tidligere skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 1, nr. 1 - 3, og stk. 2.

Sagen i Østre Landsret drejede sig om modregning af overskydende skat i skatterestancer, rykkergebyrer og bidragsrestancer.

Afgørelse i sager om inddrivelse af personlige skatter træffes på baggrund af kildeskattelovens § 72, stk. 1, der tillægger skatteministeren kompetence til at fastsætte nærmere regler for opkrævningen. Kildeskattelovens § 72, stk. 1, indeholder derimod ikke en bemyndigelse til skatteministeren til at træffe afgørelse i sager om inddrivelse, hvorfor en klage i en sag om inddrivelse ikke er omfattet af adgangen til omkostningsgodtgørelse efter den tidligere skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 1, nr. 2. Domstolsprøvelse af samme type sager er derfor heller ikke omfattet af adgangen til omkostningsgodtgørelse, jf. den tidligere skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 3, jf. stk. 1.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens advokat har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af i alt 51.412,50 kr.

ToldSkats afgørelse af 8. november 2002, som landsretssagen vedrører, må formodes at være truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren, hvorfor klageren allerede af den grund er berettiget til omkostningsgodtgørelse efter den tidligere skattestyrelseslovs § 33 D, stk. l, nr.2.

Når myndigheden ikke har angivet at handle uden ministerens bemyndigelse, har man givet klageren en berettiget forventning om at få omkostningsgodtgørelse i forbindelse med en retssag. Havde man angivet at handle uden ministerens bemyndigelse, så havde vejen ikke været en retssag men en klage til ministeren.

ToldSkat henviser til, at afgørelsen er truffet uden bemyndigelse fra ministeren, men henviser alligevel til kildeskattelovens § 72, stk. 1, efter hvilken ministeren kan fastsætte regler for området, herunder afgive bemyndigelse til en underordnet myndighed om at træffe en afgørelse. ... Kommunes dispositioner må derfor være truffet efter bemyndigelse fra ministeren, jf. kildeskattelovens § 72.

Den tidligere skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 2, angav de tilfælde, hvor der ikke var mulighed for omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klager til Told- og Skattestyrelsen, nemlig klager over told og afgifter og arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager.

Endvidere fremgik det af lov nr. 464 af 31. maj 2000, at også klager over afslag på omgørelse var omfattet af de godtgørelsesberettigede sager, hvilket der også er tale om her.

Endelig var der i landsretssagen anmodet om en præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen, hvilket også taler for, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter den tidligere skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 1, nr. 2, ydes der omkostningsgodtgørelse ved klager til Told- og Skattestyrelsen over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren.

Af forarbejderne til lov nr. 434 af 31. maj 2000, hvorved denne bestemmelse blev indsat i skattestyrelsesloven (Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, sp. 7469 ff) fremgår, at de klagesager, der herefter ville være omfattet af omkostningsdækningsordningen, var

1)	klage over afslag på omgørelse, som skatteministeren i skattestyrelseslovens § 37 var tillagt kompetence til at tage stilling til,
2)	klage over afslag på genoptagelse i de tilfælde, hvor skatteministeren var tillagt kompetence til at træffe afgørelse, og
3)	klage over afslag på bevilling eller dispensation.

Herom hedder det

"Som eksempler på bevillings- og dispensationssager, hvor sagkyndig bistand typisk optræder, kan nævnes tilladelse til påbegyndelse af afskrivning på afskrivningsberettigede aktiver til brug for en forsøgs- eller forskningsvirksomhed før igangsættelsen af erhvervsvirksomheden. Endvidere kan nævnes sager om anmodning om helt eller delvis eftergivelse af betydelige skattebeløb f.eks. som led i en generel akkord. Som eksempler på bevillings- eller dispensationssager, hvor sagkyndig bistand ofte ikke optræder, kan nævnes bestemmelsen om forlængelse af fristen for udligning af negativ saldo i afskrivningslovens § 8 samt bestemmelsen om henstand med selvangivelsesfristen i skattekontrollovens § 4, stk. 4."

I afskrivningslovens § 8, stk. 2, og skattekontrollovens § 4, stk. 4, var skatteministeren tillagt kompetencen til at træffe afgørelse om henholdsvis forlængelse og henstand.

Skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 1, nr. 2, omfatter derfor kun klagesager, hvor ministeren f.eks. i sagsudlægningsbekendtgørelsen, har delegeret sin kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans til en anden myndighed.

Det fremgår ikke af den dagældende kildeskattelov, at skatteministeren kunne træffe afgørelse vedrørende kildeskattelovens § 72, stk. 1, og kildeskattelovens § 62, stk. 3, som ... Kommunes afgørelse omhandlede.

Klagen til ToldSkat var således ikke en klage over en afgørelse, der var truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren, jf. skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 1, nr. 2. En efterfølgende domstolsprøvelse af ToldSkats afgørelse kan derfor ikke berettige til omkostningsgodtgørelse, jf. således skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 3.

En anmodning om præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen kan ikke medføre, at der ydes omkostningsgodtgørelse i en ikke godtgørelsesberettiget sag.

Det er derfor med rette, at ToldSkat har afvist at yde klageren omkostningsgodtgørelse, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

...

Udgifter til sagkyndig bistand

Landsskatteretten skal i henhold til skatteforvaltningslovens § 56, jf. § 52, afgive en udtalelse om, hvorvidt der er givet "fuldt medhold eller medhold i overvejende grad" til brug ved myndighedernes afgørelse af, om der kan gives fuld omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand. Udtalelsen afgives af en kontorchef. Medholdsvurderingen er vejledende. Endelig afgørelse træffes af de regionale skattecentre, hvortil ansøgning skal indsendes.

Der afgives følgende udtalelse:

Der er ikke givet medhold i det påklagede forhold.

..."

Forklaringer

Sagsøger, A har forklaret, at han ikke aktuelt er i restance med skat eller børnebidrag, og han har heller ikke været det tidligere. Det var med urette, at kommunen på et tidspunkt udpantede i hans ejendom. Selvom det er fastslået, at han ikke skylder penge til det offentlige, fortsætter inddrivelsesmyndigheden med at udpante og forfølge ham. Det startede, da han sad i kommunalbestyrelsen, hvor han opdagede uregelmæssigheder i kommunen, som han påtalte. Siden har SKAT og kommunen forfulgt ham. Skat er nu igen begyndt at inddrive beløb, han ikke skylder. De oversigter, han modtager fra SKAT, er ikke korrekte, og hans indbetalinger holdes ude af opgørelserne, selvom han kan dokumentere, at han har betalt sin gæld.

Parternes synspunkter

As advokat har vedrørende den principale påstand overfor Skatteministeriet gjort gældende, at han har krav på omkostningsgodtgørelse efter bestemmelserne i den dagældende skattestyrelseslovs § 33d, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, og stk. 3. De udgifter, han har afholdt som følge af tvisten om modregning i hans overskydende skat for 2001, er godtgørelsesberettigede efter de nævnte bestemmelser og den dagældende skattestyrelseslovs § 33c.

I den dagældende kildeskattelovs § 89c var det bestemt, at skatteministeren kunne træffe bestemmelse om, hvilke myndigheder, der skulle varetage opgaver i forbindelse med blandt andet opkrævning og inddrivelse af skatter og afgifter. I lov nr. 169 af 15. marts 2003, § 3, stk. 2, havde skatteministeren en tilsvarende bemyndigelse. Den afgørelse, som retssagen, der blev afgjort ved Højesterets dom af 13. november 2006, vedrørte, var således truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren. Afgørelsen kunne endvidere påklages til en Told- og Skatteregion, hvorfor der er adgang til omkostningsdækning efter den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33d, stk. 1, nr. 2. Sagen er endvidere ikke omfattet af undtagelserne i den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33d, stk. 2.

A fik medhold ved landsrettens dom, da landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i skattemyndigheden. A måtte forinden igennem en længere administrativ klagesagsbehandling, før han fik medhold ved domstolene, hvorfor det er nødvendigt at kompensere ham for de udgifter, sagen medførte.

As synspunkt om, at han er berettiget til omkostningsdækning støttes endvidere af skattekontrolloven [skatteforvaltningsloven.red.SKAT] § 52, stk. 4, der blev indføjet i forbindelse med vedtagelsen af skattekontrolloven [skatteforvaltningsloven.red.SKAT], hvor skatteministeriet i § 52, stk. 4, fandt det nødvendigt at præcisere, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i inddrivelsessager. Hvis dette havde været gældende ret siden 2002, som skatteministeriet gør gældende, havde det ikke været nødvendigt at præcisere dette i skattekontrolloven. Det fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til skattekontrollovens [skatteforvaltningsloven.red.SKAT] § 52, stk. 4, at inddrivelsessagerne foreslås undtaget fra reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager, hvilket bekræfter, at A har krav på omkostningsgodtgørelse for sagen, der blev behandlet før lovændringen.

A har krav på fuld omkostningsgodtgørelse i denne sag, da det fremgår af landsrettens og højesterets domme, at skattemyndighederne var enige i hjemvisningspåstanden. A har derfor fået fuldt medhold i sagen.

Hvis det lægges til grund, at afgørelsen om modregning er truffet uden bemyndigelse fra skatteministeren, har A alligevel krav på omkostningsgodtgørelse, da skattemyndigheden på intet tidspunkt vejledte ham om, at han ikke havde mulighed for omkostningsgodtgørelse. Skattemyndighederne anførte heller ikke i afgørelsen, at afgørelsen var truffet uden bemyndigelse fra skatteministeren. Den manglende vejledning er i givet fald ansvarspådragende og har skabt en berettiget forventning hos A om, at han var omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. Skattemyndighederne er erstatningsansvarlige på objektivt grundlag, herunder da de har skabt en forventning hos A, og skattemyndighederne skal derfor afholde omkostningerne ved sagen.

Det fremgår endvidere af Landsskatterettens seneste afgørelse af 12. december 2008, at A ikke var i restance, da skattemyndigheden foretog modregning i 2002. Dette understøtter rimeligheden i, at A kompenseres for omkostningerne ved sagen. As krav støttes endvidere på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 47.

Vedrørende den subsidiære påstand overfor Skatteministeriet har As advokat gjort gældende, at hvis retten ikke finder ham berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse, har han krav på 50 % omkostningsgodtgørelse, da han fik medhold i hjemvisningspåstanden.

Vedrørende den principale påstand overfor Landsskatteretten har As advokat gjort gældende, at Landsskatterettens afgørelse skal annulleres. Afgørelsen er truffet af inhabile personer. Hans advokat har ikke haft rimelig mulighed for at varetage As interesser, herunder da Landsskatteretten nægtede at imødekomme en rimelig anmodning om udsættelse. Landsskatteretten har afvist As retmæssige krav om at deltage i et retsmøde med rettens ordinære medlemmer, ligesom afgørelsen er truffet uden deltagelse af ordinære retsmedlemmer. Samlet set er afgørelsen behæftet med væsentlige formelle og materielle sagsbehandlingsfejl, der medfører afgørelsens ugyldighed.

Landsskatterettens advokat har vedrørende afvisningspåstanden gjort gældende ikke at være er rette sagsøgte. Det er Skatteministeriet, der er procespart vedrørende Landsskatterettens afgørelser, jf. den nu ophævede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 50. As påstand overfor Landsskatteretten skal derfor afvises.

Skatteministeriets advokat har overfor As principale og subsidiære påstande gjort gældende, at der ikke er grundlag for at yde A omkostningsgodtgørelse. Sagen om modregning i hans overskydende skat er og har ikke været omfattet af bestemmelsen om omkostningsgodtgørelse i den dagældende skattestyrelseslov § 33 d, stk. 1, nr. 2, der var gældende på det tidspunkt, hvor afgørelsen om modregning blev truffet, og da den efterfølgende klagesag blev behandlet, samt da domstolsprøvelsen fandt sted.

Den dagældende skattestyrelseslov § 33d, stk. 1, nr. 2 bestemte, at der kunne ydes godtgørelse ved klage til en told- og skatteregion, Told - og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som var truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren. Hermed mentes typisk sager om skatteansættelse. Forarbejderne til bestemmelsen opremsede en række sagstyper, der ville være omfattet af bestemmelsen, og denne sag falder ikke ind under de nævnte sagstyper.

Skattestyrelseslovens § 33d, stk. 1, nr. 2 byggede på Omkostningsdækningsudvalgets anbefalinger i betænkning nr. 1382/2000, hvor muligheden for omkostningsdækning blev udvidet for så vidt angår sager, der kunne påklages til skatteregionen og Ligningsrådet, forudsat at afgørelsen var truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren ved delegation i sagsudlægningsbekendtgørelsen. Dette fremgår af forarbejderne til bestemmelsen og Omkostningsudvalgets betænkning. De i skattestyrelseslovens § 33d, stk. i, nr. 2 omtalte typer af afgørelser, er herefter afgørelser, hvor skatteministeren efter loven er bemyndiget til at træffe afgørelse i første instans, hvor skatteministeren har delegeret kompetencen til andre myndigheder ved bestemmelse herom i sagsudlægningsbekendtgørelsen, og hvor afgørelsen kan indbringes for de i skattestyrelseslovens § 33d, stk. 1, nr. 2 nævnte myndigheder.

Den første betingelse for at være omfattet af reglerne om omkostningsdækning er, at skatteministeren er bemyndiget til at træffe afgørelse i sagen, og bemyndigelsen skal fremgå af af en konkret skatte- eller afgiftslov. Denne betingelse er ikke opfyldt i denne sag, og betingelsen er videreført i den nugældende skatteforvaltningslovs § 55, stk. I, der er en videreførelse af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33d.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 4 er alene en konsekvensændring som følge af centraliseringen af inddrivelsen af offentligretlige krav, og bestemmelsen medfører ikke, at der var eller blev adgang til omkostningsgodtgørelse i en sag som denne.

Den afgørelse som denne sag oprindeligt vedrørte var en inddrivelsessag, hvor modregning blev gennemført i medfør af kildeskattelovens § 62, stk. 3. På dette område var skatteministeren ikke bemyndiget til at træffe afgørelser, hvorfor betingelsen om ministerbemyndigelse ikke er opfyldt.

Skatteministeriet har ikke handlet ansvarspådragende og er heller ikke på andet grundlag pligtige til at dække eller erstatte As omkostninger ved den omhandlede sag.

Såfremt retten måtte finde, at A har krav på omkostningsgodtgørelse, er der ikke grundlag for at yde ham 100 % godtgørelse. A blev ved Højesterets dom pålagt at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet, hvorfor retten har taget stilling til, hvem der var den vindende part i sagen, og det var ikke A. A har derfor i givet fald alene krav på 50 % godtgørelse.

Landsskatterettens advokat har vedrørende As principale påstand ad realiteten gjort gældende, at der ikke er begået sagsbehandlingsfejl. Hvis retten finder, at der er begået fejl, har disse ikke været konkret væsentlige. Der er ikke grundlag for at annullere Landsskatterettens afgørelse. Det bestrides som udokumenteret og grundløst, at de medarbejdere hos Landsskatteretten, der har behandlet sagen, har været inhabile. A og dennes advokat har haft lejlighed til at udtale sig under sagen for Landsskatteretten. Der er ikke krav om, at der i en sag som den foreliggende skal medvirke ordinære retsmedlemmer under Landsskatterettens behandling.

Rettens begrundelse og afgørelse

Af de grunde, der er anført af Landsskatteretten, tiltræder retten, at Landsskatteretten ikke er rette sagsøgte, hvorfor As påstand overfor Landsskatteretten afvises.

... Kommunes afgørelse om at modregne restancer i As overskydende skat for 2001 blev truffet med hjemmel i den dagældende kildeskattelovs § 62, stk. 3, og § 72, stk. 1, der ikke indeholder bestemmelser om bemyndigelse til skatteministeren. Retten tiltræder herefter, og af de af Landsskatteretten anførte grunde, at A ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse som påstået. Skatteministeriet frifindes herefter for As principale og subsidiære påstande.

Der er ikke noget grundlag for at pålægge Skatteministeriet erstatningsansvar, eller at Skatteministeriet på andet grundlag skal yde A omkostningsgodtgørelse som påstået.

A skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet og Landsskatteretten med 25.000 kr. Retten har lagt vægt på sagens udfald og sagens art og karakter.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t  

As påstand overfor Landsskatteretten afvises.

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet og Landsskatteretten med 25.000 kr.