Indhold

Dette afsnit handler om beregning af bøde ved flere overtrædelser.

Afsnittet indeholder:

  • Beregning af bøde når der både er forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser
  • Fuld kumulation
  • Nettoprincippet.

Beregning af bøde når der både er forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser

Hvis der foreligger både et forsætligt forhold og et groft uagtsomt forhold ved unddragelse af skatte- og momslovgivningen, reduceres bøden for unddragelse på 60.000 kr. og derunder ved hver tilregnelsesform for sig. Bøderne lægges sammen, og nedrunding foretages af slutsummen.

Eksempel

I en sag er der forsætligt unddraget 100.000 kr. i skat og 12.000 kr. i arbejdsmarkedsbidrag samt groft uagtsomt er unddraget 145.000 kr. i moms.

Bødeberegningen bliver:

Forsætlig unddragelse af skat og arbejdsmarkedsbidrag

(60.000 x 1) + (52.000 x 2) =

164.000 kr.

Grov uagtsom momsunddragelse

(60.000 x ½) + (85.000 x 1) =

115.000 kr.

I alt

279.000 kr.

Nedrunding

 

9.000 kr.

Bøden bliver

270.000 kr.

Fuld kumulation

Den samlede unddragelse foretaget med samme tilregnelse (forsæt eller grov uagtsomhed) lægges til grund for bødeberegningen.

Nettoprincippet

Ved opgørelse af den samlede unddragelse gælder et nettoprincip. Hvis manglende indbetaling af afgifter har ført til et ændret overskud til beskatning i virksomheden, skal den skat, som virksomheden skal betale eller have tilbagebetalt, modregnes i de unddragne afgifter.

Eksempel

Et selskab har i skatteregnskabet groft uagtsomt unddraget gebyr på 389.520 kr. på udleverede dæk.

Unddragelse

389.520 kr.

Da gebyret er en driftsomkostning, vil der være en skattebesparelse på 25 % af 389.520 kr. - eller

       
-97.380 kr.

Nettounddragelse

292.140 kr.

 

 

Bødeberegning ved grov uagtsomhed:

 

(30.000 x ½) x ½

7.500 kr.

(262.140 x 1) x ½

131.070 kr.

I alt

138.570 kr.

Bøden afrundes til

130.000 kr.

Bemærk

Ved beregningen af bøde for overtrædelse af afgiftslovgivningen anvendes indtil videre en marginalgrænse på 30.000 kr. Se afsnit A.C.3.5.2.2 om beregning af normalbøde i punktafgiftslovgivningen.

Hvis der i sager om afgiftsunddragelse konstateres fejl til virksomhedens fordel, dvs. tilfælde, hvor der fremkommer negative beløb, der skal modregnes ved opgørelse af nettounddragelsen, skal der ved beregning af normalbøden tages hensyn hertil.

Bøden beregnes i tilfælde med alene groft uagtsomme forhold efter saldoprincippet, dvs. det samlede negative beløb modregnes i det samlede unddragne beløb, førend bøden beregnes.

Ved forsætlige forhold, eventuelt kombineret med groft uagtsomme forhold, beregnes bøden i forhold til den fulde unddragelse for hvert forhold for sig, og der foretages herefter på grundlag af forholdet mellem det negative beløb og det samlede unddragne beløb en forholdsmæssig reduktion af det samlede bødebeløb.

Simple uagtsomme unddragelser indgår ikke i beregningen.

Se også

Se afsnit A.C.3.5.1.3 om strafudmåling ved flere overtrædelser.