Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

xSKM2016.232.ØLRx

x

Sagen handlede om, hvorvidt en eneanpartshaver og direktør i et selskab havde fået stillet en Bentley til rådighed af selskabet, og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Derudover handlede sagen om, hvorvidt SKAT ved sin afgørelse havde overholdt fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt.

Skatteyderen gjorde under landsretssagen gældende, at det påhvilede Skatteministeriet at godtgøre, at der var grundlag for beskatning af værdien af rådighed over fri bil, eftersom bilen ikke havde befundet sig på skatteyderens privatadresse, men derimod havde været i Spanien, hvor den havde været underlagt en kommissionsaftale.

Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at bilen ikke havde været til rådighed for hans private benyttelse i 2007 og 2008. Til støtte herfor henviste Landsretten bl.a. til, at der var tale om en endog særdeles kostbar luksusbil, og at sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i selskabet, som havde ejendomsinvestering som hovedaktivitet. Herudover bemærkede Landsretten, at den fremlagte forretningsplan om udlejning af luksusbiler angik et andet selskab, og at bilen ikke blev hverken solgt eller lejet ud i 2007 eller 2008. Derfor kunne skatteyderens forklaring om formålet med indkøbet af bilen ikke lægges til grund.

Herefter fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden, uanset, at der var adgang til andre biler i hans hustand, og uanset at den bolig, som hustruens selskab ejede i Spanien, på dette tidspunkt muligt ikke var beboelig.

For så vidt angik overholdelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, tiltrådte landsretten det af byretten anførte herom.

På baggrund heraf stadfæstede landsretten byrettens dom (SKM2015.345.BR), hvorefter Skatteministeriet blev frifundet.

Modparten har den 8. marts 2016 anmodet Procesbevillingsnævnet om 3-instansbevilling.

x

SKM2014.520.ØLR

A's selskab stillede tre biler, en Audi A6, en Audi A4 Cabriolet og en Audi S6, til rådighed for ham.

Byretten anførte, at det påhvilede A at bevise, at bilerne ikke var stillet til rådighed for ham og ikke blev anvendt til privat kørsel i de perioder, hvor de blev vinteropbevaret i selskabets garage. Han var hovedaktionær i selskabet og tillige direktør og medlem af bestyrelsen. I den situation påhvilede der ham en skærpet bevisbyrde for, at han effektivt havde været afskåret fra at råde over bilerne i de omstridte perioder.

Henset til bilernes karakter og værdi og til det alene var A, der benyttede bilerne, anførte byretten, at det måtte antages, at anskaffelsen af bilerne ikke eller kun i begrænset omfang var erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold. Videre anførte byretten, at der ikke forelå nogen skriftlig aftale mellem A og selskabet om, at bilerne ikke måtte benyttes til privat kørsel i de omstridte perioder.

Byretten henviste til A's forklaring om, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at nøglen til selskabets garage lå i en bankboks, som han dog havde uhindret adgang til. Nummerpladerne blev ikke afmonteret, og bilerne ikke afregistreret i den periode, hvor de blev vinteropbevaret. Byretten anførte, at A således på et hvilket som helst tidspunkt kunne anvende bilerne privat.

Den omstændighed, at bilerne var omfattet af stilstandsforsikring, der medførte, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at dække skader under kørsel, fandt byretten ikke kunne sidestilles med en effektiv rådighedsberøvelse, der afskar A fra at råde over bilerne.

På den baggrund gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2014.182.ØLR 

Han gjorde gældende, at han ikke skulle beskattes af den skattepligtige værdi af bilerne for de måneder, hvori disse var låst inde i selskabets garage og omfattet af stilstandsforsikring i F1-Forsikring.

Byretten bemærkede, at selskabet stillede bilerne til rådighed for As private benyttelse, og at anden anvendelse ikke var godtgjort. Han var ultimativ ejer af en væsentlig del af indskudskapitalen i arbejdsgiverselskabet, og den samlede indskudskapital i selskabet var ultimativt ejet af ham og hans to brødre. A var administrerende direktør i selskabet. Byretten anførte, at A og selskabet i den situation måtte anses for interesseforbundne, hvorfor der påhvilede ham en skærpet bevisbyrde for, at den private råden over bilerne havde været effektivt afskåret i nogle af månederne i de omhandlede indkomstår.

Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at bilernes nummerplader ikke på noget tidspunkt havde været afmonteret.

Efter As forklaring lagde byretten endvidere til grund, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at bilnøgler og garagenøgler blev opbevaret af personer, der var undergivet hans instruktionsbeføjelser. En sådan rådighedsberøvelse kunne ikke anses for effektiv. Byretten anførte videre, at rådighedsberøvelsen også havde bestået i, at bilerne i de måneder, hvor værdi af fri bil ikke var indberettet af selskabet, var omfattet af stilstandsforsikring. Det fremgik imidlertid, at der i perioden juni-august 2007 var indberettet værdi af fri bil, uanset at den pågældende bil i perioden var omfattet af selskabets stilstandsforsikring. Allerede derfor kunne stilstandsforsikring ikke anses for effektiv rådighedsberøvelse.

På dette grundlag gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.

Landsretten tilføjede, at begge biler efter deres karakter var velegnede til privat kørsel og ikke fandtes at være anskaffet primært i arbejdsgiverselskabets interesse, ligesom landsretten fremhævede, at det var ubestridt, at der ikke var ført kørselsregnskab eller fortegnelse over de datoer, hvor bilerne faktisk blev benyttet privat.

Under disse omstændigheder måtte det påhvile A at godtgøre, at bilerne ikke var til hans rådighed til privat benyttelse i vinterhalvåret.

For landsretten var det også uafklaret, om og i givet fald i hvilket omfang bilernes nummerplader havde været afmonterede i de perioder, hvor der alene var tegnet stilstandsforsikring for bilerne, og de nærmere vilkår for stilstandsforsikringerne og bilerne og iagttagelserne heraf var heller ikke oplyst for landsretten, uanset Skatteministeriets opfordringer herom.

Landsretten fandt derfor, at der også efter bevisførelsen for landsretten måtte lægges til grund, at den rådighedsberøvelse, der for A var iværksat i forhold til hans benyttelse af bilerne, var afhængig af at han administrerede sin instruktionsbeføjelse i overensstemmelse hermed og ikke foranledigede de øvrige - primært familierelaterede - medlemmer af direktionen i arbejdsgiverselskabet til at ændre eller bortse fra den vedtagne men ikke skriftligt udfærdigede beslutning om bilernes brug.

Endelig bemærkede landsretten, at direktionens beslutning om stilstandsforsikring og kørsel med bilerne alene i sommerhalvåret fremstod begrundet i As individuelle ønsker og ikke i hensyn til arbejdsgiverselskabets drift.

Herefter, i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2013.539.ØLR

Byretsdomme

xSKM2015.575.BRx

Under sagens forberedelse fremkom nye oplysninger, hvoraf fremgik, at Land Roveren havde været afmeldt i motorkøretøjsregistret og således afregistreret i perioden fra 1. juni til 30. november 2010. Skatteministeriet anerkendte på den baggrund, at sagsøgeren havde dokumenteret, at Landrover i denne periode ikke havde stået til rådighed, og at sagsøgeren derfor ikke skulle beskattes af rådighed over fri bil for den periode, hvor bilen havde været afregistreret. Sagsøgeren frafaldt herefter sine øvrige påstande i sagen, og fastholdt udelukkende - i overensstemmelse med Skatteministeriet - at der ikke skulle ske beskatning af rådighed over fri bil for den periode, hvor bilen havde været afregistreret.

Der blev således afsagt dom i overensstemmelse med sagsøgerens reviderede påstand.

SKM2015.339.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en firmabil, der var ejet af den skattepligtiges udenlandske arbejdsgiver, havde været til rådighed for privat benyttelse i 2009, 2010 og 2011. Det var ubestridt, at den skattepligtige i et enkelt tilfælde i 2011 havde anvendt firmabilen til privat kørsel. Retten fandt, at det under disse omstændigheder påhvilede den skattepligtige at afkræfte en formodning for, at bilen ikke havde været til rådighed for privat benyttelse siden ansættelsesforholdets påbegyndelse i 2009. Den skattepligtige havde ikke fremlagt et konkret bevis, herunder f.eks. et korrekt og løbende ført kørselsregnskab, der kunne afkræfte formodningen, og der var ikke grundlag for at antage, at rådigheden havde været anderledes i 2009 og 2010 end i 2011. Den skattepligtiges oplysninger om, at bilen i en periode kun havde været til rådighed for kørsel i udlandet og om, at den skattepligtiges kørsel var omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B, var udokumenterede og udelukkede derudover ikke, at den skattepligtige havde haft bilen til rådighed for anden privat kørsel i eller til og fra udlandet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. Beskatning.

SKM2014.685.BR

Sagerne vedrørte beskatning af værdien af to biler, en Aston Martin 2 og en Aston Martin 1, som et selskab havde stillet til rådighed for privat benyttelse for henholdsvis selskabets direktør og selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær.

Skatteyderne gjorde gældende, at deres rådighed over bilerne havde været afskåret i flere nærmere angivne vinterperioder, idet bilerne i disse perioder havde været stilstandsforsikret, opbevaret i en garage på et selskabet tilhørende gods og havde afmonteret nummerpladerne, som selskabets revisor opbevarede.

Byretten (tre dommere) fandt ikke, at de nævnte tiltag - hverken hver for sig eller samlet - opfyldte kravet til effektiv rådighedsberøvelse i ligningslovens § 16, stk. 4.

For så vidt angik selskabets direktør bemærkede retten, at det forhold, at det fremgik af hans direktørkontrakt, at han havde krav på at få stillet fri bil til rådighed skabte en formodning for, at bilen var stillet til rådighed i hele perioden. Direktøren havde ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var tilfældet, herunder at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne kræve, at selskabet foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og herefter kunne hente bilen i garagen og benytte den privat.

For så vidt angik selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær anførte retten, at det påhvilede ham, at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at han og selskabet var interesseforbundne parter, at bilen var anskaffet i hans - og ikke selskabets - interesse, ligesom tiltagene til rådighedsberøvelse ikke var begrundet i selskabets forhold. Heroverfor havde hovedaktionæren ikke godtgjort, at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og derefter benytte bilen privat.

Endelig fandt byretten, at det forhold, at selskabet stillede fri bil til rådighed for selskabets hovedaktionær, var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

På dette grundlag frifandt byretten Skatteministeriet for de af skatteyderne nedlagte påstande. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2013.614.BR

En eneanpartshaver havde rådighed over en gulpladebil, som var indregistret til erhvervsmæssig og privat brug, og som var egnet til privat brug. Vedkommende var blevet standset under kørsel, hvor det var tvivlsomt, om der var tale om erhvervsmæssig brug. Retten fandt, at uanset at bilen ikke var parkeret på privatadressen, og at husstanden rådede over andre biler, så påhvilede det under de omstændigheder eneanpartshaveren at dokumentere, at han hverken havde privat rådighed over bilen, eller faktisk havde anvendt den privat. Der var ikke løbende ført kørselsregnskab, og der forelå ikke skriftlig aftale med selskabet om, at bilen ikke måtte bruges privat, og at der ikke kunne lægges vægt på en mundtlig aftale herom. På denne baggrund havde eneanpartshaveren ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Beskatning. 

Hovedaktionæren ansås for at have rådighed over selskabets bil til privat anvendelse, og skulle derfor beskattes af fri bil. Der blev ikke lagt vægt på påstande om, at det var en fejl, at det var selskabet og ikke hovedaktionæren, der havde anskaffet og afholdt udgiftene på bilen. Beskatning.

Direktør og eneanpartshaver, ansås for at have rådighed over luksusbil hele året uanset at den i store perioder var opbevaret hos en bilforhandler, som havde fra koblet batteriet. Der blev kun dokumenteret erhvervsmæssig kørsel til Tyskland to gange i 2007 og en gang i 2008. Direktøren kunne til enhver tid hente bilen, og han var dermed ikke afskåret fra at råde over bilen. Der blev ikke lagt afgørende vægt på, at der var udfærdiget et dokument om at direktøren ikke måtte anvende bilen i vinterperioden.  I oktober til december blev bilen opbevaret i direktørens egen garage. Beskatning.

Anket til Østre Landsret

Tidligere SKM.2011.771.LSR

Landsskatteretskendelser

SKM2014.789.LSR

Klageren, der var hovedaktionær såvel som direktør i et selskab, havde for så vidt angår 2 biler stillet til rådighed af selskabet, i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilerne ikke havde været stillet til rådighed for privat kørsel. For så vidt angår en tredje bil, fandtes det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilen ikke havde været til rådighed eller havde været anvendt privat af klageren. Afkræftet formodning vedrørende to biler, men ikke vedrørende en tredje - beskatning

SKM2002.369.LSR

En hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bil for hele året og ikke kun for de måneder, hvor den blev benyttet privat. Hovedanpartshaveren var den eneste ansatte i selskabet, og bilen holdt på selskabets adresse, som også var hovedanpartshaveren bopæl. Hovedanpartshaveren blev anset for at have bilen til rådighed, uanset at han ville føre opgørelse over antal kørte kilometer. Beskatning.

SKAT

SKM2007.447.SR

Der er ikke i bestemmelsen i ligningsloven hjemmel til at opgøre beskatningen forholdsmæssigt på grundlag af det antal dage, bilen har været til rådighed. En ansat, der får stillet en bil til rådighed i løbet af en kalendermåned, skal derfor beskattes af værdi af fri bil for hele året reduceret med det antal hele måneder, hvor bilen ikke har været til rådighed. Beskatning.

SKM2002.255.LR

En direktør i et pengeinstitut skulle kun beskattes af den dyreste bil, som han havde til rådighed i en kalendermåned. Når direktørens almindelige firmabil var udlånt til brug for pengeinstituttets erhvervsmæssige formål, kunne direktøren vælge en anden bil fra pengeinstituttets bilpark. Det var ved svaret forudsat, at direktøren kun havde adgang til at bruge én bil ad gangen. Beskatning.