Indhold
Dette afsnit handler om refusionsordning for sandsugere.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Ansøgning om refusion
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Danske rederier, som udøver virksomhed med
- stenfiskerfartøjer
- herunder sandsugere, som er registreret med hjemsted
- her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, eller
- i en anden EU/EØS medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er overtaget til drift af et dansk rederi,
kan efter ansøgning få refusion for sømænd, som udfører arbejde om bord, og som ikke er omfattet af SØBL § 8.
Det samme gælder for rederier, som er skattepligtige efter SEL § 2, stk. 1, litra a, eller efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat. Se SØBL § 10, stk. 1.
Betingelse
Det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj
- har egne fremdrivningsmidler
- har eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, og
- udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift.
Se SØBL § 10, stk. 2.
Skibet skal være særligt indrettet til optagning af materialer fra havbunden, og dette skal være en permanent integreret del af skibet. Det er uden betydning om indvindingen foretages ved sugning eller opgravning. Se SKM2006.602.DEP.
Skibe, som ikke anvendes til optagning af materialer fra havbunden som anført ovenfor, men som anvendes til entreprenørmæssig virksomhed, kan ikke omfattes af refusionsordningen. Dette gælder uanset skibets indretning. Ved entreprenørmæssig virksomhed forstås bygning og reparation af havne, moler, broer, olieinstallationer, vindmølleparker eller andre havneanlæg, nedlægning af rørledninger på havbunden eller lignende virksomhed. Se TON § 8.
Beregning af refusion
Refusion ydes måned for måned eller på årsbasis til rederiet med et beløb, der for hver enkelt lønmodtager beregnes som 40 pct. af den del af bidragsgrundlaget opgjort efter § 2 i lov om arbejdsmarkedsbidrag, der kan henføres til arbejde udført om bord på fartøj, som opfylder betingelserne i stk. 1 og 2. Se SØBL § 10, stk. 3.
Refusion for partredere eller interessenter
Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse for personer som nævnt i lovens § 1, stk. 3.
Refusionen ydes som 40 pct. af det gennemsnitlige grundlag for refusion efter stk. 3 for lønmodtagere.
Se SØBL § 10, stk. 4.
Regnskab for søtransporten
Rederier, der ønsker refusion skal føre særskilt regnskab for søtransportens omfang. Se SØBL § 10, stk. 5
Regulering af refusionsbeløb
For lidt udbetalte refusionsbeløb udbetales til virksomheden efter BEK nr. 361 af 5. juli 2009 § 15. For meget udbetalte refusionsbeløb afkræves virksomheden til betaling senest 14 dage efter påkrav.
Ved regulering af for meget udbetalte refusionsbeløb finder opkrævningslovens § 7 tilsvarende anvendelse. Se SØBL § 10, stk. 6.
Se også
Se også
Eksempel
Landsskatteretten har afgjort at et selskab ikke kan få refusion for søfolk om bord på et skib, der optager materiale fra havbunden og som er beskæftiget i havne i Limfjorden. Transporten fra opgave til opgave inde i Limfjorden er omfattet af "begrænset fart" i SØBL § 2, stk. 1, nr. 3 (skibe der sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde). Da skibets sejlads i Limfjorden ikke blev anset for søtransport, opfyldte skibet ikke betingelserne for, at skibet kunne få refusion efter SØBL § 10, stk. 2. Se SKM2009.730.LSR.
Ansøgning om refusion
Ved ansøgning om refusion skal der indsendes en sejladsopgørelse og refusionsopgørelse til SKAT.
Rederiet kan for det enkelte skib vælge at indsende opgørelse
- på årsbasis, mod sikkerhedsstillelse, hvorved søtransportaktiviteter på årsbasis skal udgøre mindst 50 pct. af den tid, fartøjet har været i drift
- på månedsbasis, hvor søtransportaktiviteterne for den enkelte måned skal udgøre mindst 50 pct. af den tid, fartøjet har været i drift.
Til brug for især de månedlige sejladsopgørelser er der udfærdiget særlige blanketter, der findes på www.skat.dk under blanketter, blanketnummer 01.013a (timer:minutter) og 01.013b (i decimaltal).
Sejladsopgørelsens side 2 indeholder vejledning (kort fortolkning) om udfyldelsen af blanketten.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
|
Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
|
Højesteretsdomme
|
|
xHR-dom af 27. maj 2016, Sag nr. 148/2015x
|
xSagen handlede om, hvorvidt nogle aktiviteter, som appellanten udførte for et rådgivende ingeniørfirma, udgjorde "søtransportaktiviteter" i SØBL § 10, stk. 2's forstand.
Aktiviteterne blev udført i forbindelse med ingeniørfirmaets havbundsundersøgelser forud for mulig etablering af en havvindmøllepark. Aktiviteterne bestod af sejlads med ingeniørfirmaets personale og udstyr til bestemte positioner på havet, hvor undersøgelserne fandt sted. Ingeniørfirmaet gennemførte undersøgelserne ved anvendelse af eget udstyr, men placeringen af udstyret på havbunden skete ved hjælp af skibets kran, der blev betjent af appellantens besætning.
Højesteret udtalte, at søtransportbegrebet i lovens § 10 må fortolkes i overensstemmelse med det EU-retlige søtransportbegreb. Der er derfor tale om "søtransport" i lovens forstand, når skibet faktisk anvendes til transport af passagerer eller gods. Dette gælder også, når der er tale om et sandsugningsfartøj, der udfører andre opgaver end sandsugningsaktiviteter, idet Højesteret fandt, at det i Kommissionens retningslinjer anførte særligt om sandsugningsfartøjer alene gælder, hvor fartøjerne udfører sandsugningsaktiviteter.
Højesteret fandt herefter, at den del af appellantens aktiviteter, som bestod af sejlads mellem havnen og de enkelte destinationer på havet, hvor havbundsundersøgelserne fandt sted, samt sejladsen mellem de enkelte destinationer på havet, måtte anses for transport af passagerer og gods og derfor havde karakter af "søtransportaktiviteter" som nævnt i lovens § 10, stk. 2.
Derimod fandt Højesteret ikke, at den del af aktiviteterne, som fandt sted på de destinationer på havet, hvor havbundsundersøgelserne blev foretaget, kunne anses som en integreret del af søtransporten. Højesteret lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at disse aktiviteter havde sammenhæng med skibets specialindretning.
Højesteret udtalte i den forbindelse, at refusionsordningen i sømandsbeskatningsloven forud-sætter, at der foretages en opdeling af en sandsugers aktiviteter mellem ikke refusionsberettigede sandsugningsaktiviteter på den ene side og søtransport på den anden, og at der således ikke skal foretages en helhedsbedømmelse af aktiviteterne.x
|
Tidligere instans se SKM2015.504.VLR
|
|
Landsretsdomme
|
|
SKM2015.504.VLR
|
Sagen handlede om, hvorvidt nærmere bestemte aktiviteter, som sagsøgerens virksomhed udførte i perioden marts-juni 2009, var refusionsberettigede i henhold til SØBL § 10.
En del af sagsøgerens aktiviteter foregik i Limfjorden, og bestod i oprensning af indsejlingen til Havn-1 og sejlrenden i ...1. Det oprensede materiale blev efterfølgende losset et andet sted i Limfjorden.
En anden del af sagsøgerens aktiviteter bestod i transport samt lastning og losning for et rådgivende ingeniørfirma, der udførte indledende undersøgelser forud for anlæggelsen af en havvindmøllepark ved ...2.
I relation til aktiviteterne i Limfjorden var spørgsmålet, om den præcisering af refusionsordningen for sandsugere, der fremgår af § 13, stk. 2, i henholdsvis BEK nr. 658 af 28. juni 2005 og BEK nr. 361 af 7. maj 2009, hvorefter refusionsordningen ikke omfatter aktiviteter inden for området for "begrænset fart", havde fornøden hjemmel i SØBL § 10, stk. 2.
Vestre Landsret fandt, at præciseringen i de to bekendtgørelser havde fornøden lovhjemmel i sømandsbeskatningsloven.
Landsretten udtalte i den forbindelse, at begrænsningen af refusionsordningen til ikke at omfatte "begrænset fart" skal ses i lyset af lovens forarbejder, og at det bl.a. fremgår af forarbejderne til sømandsbeskatningsloven, at refusionsordningen i relation til opmudrings- og sandsugningsfartøjer - i overensstemmelse med Europa-Kommissionens retningslinjer - alene var tiltænkt et begrænset anvendelsesområde, bl.a. således, at det kun er aktivitet i form af søtransport, der falder inden for ordningens anvendelsesområde.
Vestre Landsret fandt, at aktiviteter inden for området for "begrænset fart" som defineret i SØBL § 2, stk. 1, falder naturligt uden for dette område, og at sagsøgerens aktiviteter i Limfjorden derfor faldt uden for refusionsordningen.
I relation til aktiviteterne udført for ingeniørfirmaet var spørgsmålet, om sagsøgerens aktiviteter udgjorde entreprenørmæssig virksomhed og derfor faldt uden for refusionsordningen.
Om dette spørgsmål udtalte Vestre Landsret, at da ingeniørfirmaets entreprenørarbejde foregik fra sagsøgerens skib, hvis tilstedeværelse var nødvendig for arbejdets udførelse, var sagsøgerens aktiviteter for ingeniørfirmaet i sin helhed at anse for entreprenørmæssig virksomhed. Også sagsøgernes aktiviteter for ingeniørfirmaet faldt derfor uden for refusionsordningen i SØBL § 10.
|
Dommen er anket til Højesteret. |
|
Landsskatteretskendelser
|
|
SKM2009.730.LSR
|
Afgørelsen vedrører refusion efter SØBL § 10, stk. 2, herunder afgrænsning af definitionen "begrænset fart".
Landsskatteretten har afgjort at et selskab ikke kan få refusion for søfolk om bord på et skib, der optager materiale fra havbunden, og som er beskæftiget i havne i Limfjorden.
Transporten fra opgave til opgave inde i Limfjorden er omfattet af "begrænset fart" i SØBL § 2, stk. 1, nr. 3 (skibe der sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde).
Da skibets sejlads i Limfjorden ikke blev anset for søtransport, opfyldte skibet ikke betingelserne for at rederiet kunne få refusion efter SØBL § 10, stk. 2.
|
|