Indhold

Dette afsnit beskriver, at momspligten ved indførsel af varer fra steder uden for EU indtræder på det tidspunkt, hvor varer indføres. Se ML § 26.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Varer som beslaglægges
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Lovgrundlag

ML § 26 har følgende ordlyd:

"Afgiftspligten indtræder på tidspunktet for varens indførsel. Såfremt varen befinder sig under en af de i § 12, stk. 2, nævnte ordninger m.v., indtræder afgiftspligten dog først, når varen ikke længere er omfattet af ordningen."

Momssystemdirektivets artikel 70 har følgende ordlyd:

"Afgiftspligten indtræder og afgiften forfalder på det tidspunkt, hvor varer indføres."

Momssystemdirektivets artikel 71 har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Henføres varer straks ved ankomsten til Fællesskabet under en af de i artikel 156, 276 og 277 omhandlede ordninger eller procedurer eller under en ordning vedrørende fuldstændig fritagelse for importafgifter ved midlertidig indførsel eller vedrørende ekstern forsendelse, vil afgiftspligten først indtræde og afgiften først forfalde på det tidspunkt, hvor varerne ophører med at være dækket af disse ordninger eller procedurer.

Skal der for de indførte varer svares told, landbrugsimportafgifter eller afgifter med tilsvarende virkning, der er fastsat som led i en fælles politik, vil afgiftspligten imidlertid indtræde og afgiften forfalde på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder for de pågældende afgifter, og hvor disse forfalder.

Stk. 2. Skal der for de indførte varer ikke svares nogen af de afgifter, der er omhandlet i stk. 1, andet afsnit, anvender medlemsstaterne de gældende toldbestemmelser ved fastlæggelse af afgiftspligtens indtræden og afgiftens forfald."

Momssystemdirektivets artikel 156, stk. 1, litra a-c har følgende ordlyd:

"1. Medlemsstaterne kan fritage følgende transaktioner:

  1. levering af varer, der er bestemt til at skulle toldbehandles og i givet fald opbevares midlertidigt
  2. levering af varer, der er bestemt til at skulle anbringes i en frizone eller på et frilager
  3. levering af varer, der er bestemt til at skulle henføres under en toldoplagsprocedure eller en procedure for aktiv forædling"

Momssystemdirektivets artikler 256 og 257 har følgende ordlyd:

"Artikel 276

Når ankomststedet for forsendelsen eller transporten af de i artikel 274 omhandlede varer ligger uden for den medlemsstat, hvor de indføres til Fællesskabet, forsendes de inden for Fællesskabet under den ordning for intern fællesskabsforsendelse, som er fastsat i Fællesskabets gældende toldbestemmelser, i det omfang de straks ved indførslen til Fællesskabet er blevet angivet som henhørende under denne ordning.

Artikel 277

Når de i artikel 274 omhandlede varer ved indførslen til Fællesskabet befinder sig i en af de situationer, der, hvis varerne var indført i medfør af artikel 30, stk. 1, ville have betydet, at de var omfattet af en af de ordninger eller procedurer, der er omhandlet i artikel 156, eller en toldordning med midlertidig indførsel med fuldstændig fritagelse for importafgifter, træffer medlemsstaterne foranstaltninger til at sikre, at disse varer kan forblive inden for Fællesskabet på samme betingelser som dem, der gælder for anvendelsen af disse ordninger eller procedurer."

Regel

Ved indførsel af varer fra steder uden for EU indtræder momspligten på tidspunktet for varens indførsel.

Hvis varen befinder sig under en af de ordninger m.v., der er nævnt i ML § 12, stk. 2, så indtræder momspligten først, når varen ophører med at være omfattet af en af disse ordninger. Momspligten indtræder altså først, når fortoldningen finder sted. Se bemærkningerne til lov nr. 375 af 18. maj 1994 og afsnit D.A.4.9.3 Varer, som er omfattet af toldordninger.

Udtrykket "tidspunktet for varens indførsel (fortoldningstidspunktet)" i ML § 26, blev ved lov nr. 1532 af 27. december 2014, § 19, nr. 2, ændret til "tidspunktet for varens indførsel". Dvs. at "(fortoldningstidspunktet)" udgik. Baggrunden for ændringen var, at der efter momssystemdirektivet ikke er sammenfald mellem tidpunktet for varens indførsel og fortoldningstidspunktet. Det er i stedets varens passage af EU's ydre grænse, der er afgørende. Den gældende retstilstand blev imidlertid opretholdt ved, at toldordningerne i § 12, stk. 2, blev udvidet med midlertidig opbevaring. Der skal således fortsat ikke betales importmoms af varer, der henføres til midlertidig opbevaring i stedet for at blive fortoldet. Se bemærkningerne til lov nr. 1532 af 27. december 2014, § 19, nr. 2.

xSelv om der opstår en toldskyld i medfør af toldkodeksens artikel 204, medfører dette forhold ikke automatisk, at der også opstår momspligt. Se EU-domstolens dom i de forenede sager C-226/14, Eurogate og C-228/14, DHL. Det fremgår af dommen, at varerne ikke anses for at have været genstand for "indførsel" i momssystemdirektivets forstand, jf. artikel 2, stk.1, litra d). Da varerne endnu ikke har forladt de pågældende toldordninger på datoen for deres genudførsel, kan de ikke anses for at have været genstand for indførsel, og varerne er dermed ikke momspligtige. Der kan derimod opkræves moms, hvis det på baggrund af den ulovlige adfærd, som førte til, at toldskylden opstod, kan antages, at varen er optaget i Unionens økonomiske kredsløb og dermed har kunnet være genstand for forbrug, hvilket udløser den begivenhed, der pålægges moms.x

Se også

Se også:

  • Afsnit D.A.4.9 om momspligten ved indførsel 
  • Afsnit D.A.10.3.3 om varer, der på tidspunktet for en udvidelse af EU befinder sig under en af de særlige ordninger.

Varer som beslaglægges

Varer, som beslaglægges af SKAT ved indførsel til EU, og samtidig eller senere destrueres af myndighederne, uden at de har været ude af myndighedernes besiddelse, skal ikke anses for at være blevet indført til EU. Momspligten er derfor ikke indtrådt for disse varers vedkommende.

Dog gælder det, at for varer, som beslaglægges af myndighederne efter deres ikke-forskriftsmæssige indførsel (dvs. efter at varerne har forladt den zone, hvor det første toldsted inden for EU's toldområde er beliggende, og som samtidig eller senere destrueres af de nævnte myndigheder, uden at de har været ude af myndighedernes besiddelse), så er momspligten indtrådt, selv om varerne senere henføres til en toldoplagsprocedure.

Se sag C-230/08, Dansk Transport og Logistik.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

xC-226/14, Eurogate og C-228/14, DHLx

xSelv om der opstår en toldskyld i medfør af toldkodeksens artikel 204, medfører dette forhold ikke automatisk, at der også opstår momspligt. Det fremgår af dommen, at varerne ikke anses for at have været genstand for "indførsel" i momssystemdirektivets forstand, jf. artikel 2, stk.1, litra d). Da varerne endnu ikke har forladt de pågældende toldordninger på datoen for deres genudførsel, kan de ikke anses for at have været genstand for indførsel, og varerne er dermed ikke momspligtige. Der kan derimod opkræves moms, hvis det på baggrund af den ulovlige adfærd, som førte til, at toldskylden opstod, kan antages, at varen er optaget i Unionens økonomiske kredsløb og dermed har kunnet være genstand for forbrug, hvilket udløser den begivenhed, der pålægges moms.x

C-230/08, Dansk Transport og Logistik Varer, som beslaglægges af de lokale told- og skattemyndigheder ved indførsel til EU, og som samtidig eller senere destrueres af myndighederne, uden at de har været ude af myndighedernes besiddelse, skal ikke anses for at være blevet indført til EU. Momspligten er derfor ikke indtrådt for disse varers vedkommende.

Hvad angår varer, som beslaglægges af myndighederne efter deres ikke-forskriftsmæssige indførsel (dvs. efter at varerne har forladt den zone, hvor det første toldsted inden for EU's toldområde er beliggende, og som samtidig eller senere destrueres af de nævnte myndigheder, uden at de har været ude af myndighedernes besiddelse), er momspligten dog indtrådt, selv om varerne senere henføres til en toldoplagsprocedure.