Indhold

Dette afsnit handler om den skattemæssige behandling af værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Næringsaktier
  • Datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier
  • Porteføljeaktier
  • Investeringsforeningsbeviser
  • Aktier i et investeringsselskab.

Næringsaktier

Foreningers gevinst eller tab på næringsaktier beskattes efter lagerprincippet. Se ABL §§ 17 og 23, stk. 5.

Datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier

Foreningers gevinst og tab ved afståelse af disse aktier er ikke skattepligtige. Se ABL § 8.

Porteføljeaktier

Foreningers gevinst og tab på disse aktier er skattepligtig som anden indkomst.

Gevinsten/tabet opgøres efter lagerprincippet, hvilket betyder, at årets værdistigning eller -tab skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se ABL §§ 9 og 23, stk. 6.

Der er dog mulighed for at anvende realisationsprincippet på porteføljeaktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Se afsnit C.B.2.3 om selskabers afståelse af aktier.

De særlige regler om at kunne benytte realisationsprincippet, der gælder for fonde, kan ikke benyttes af foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven.

Se også

Se også afsnit

  • C.B.2.3.7 om skift af skattemæssig status
  • C.B.2.3.8 om overgang for porteføljeaktier, som foreningen ejede ved begyndelsen af indkomståret 2010.

Investeringsforeningsbeviser

Foreningers gevinst eller tab på investeringsforeningsbeviser skal medregnes som skattepligtig anden indkomst.

Gevinst eller tab skal opgøres efter lagerprincippet, som betyder, at årets værdistigninger eller -tab er skattepligtig.

Foreninger kan ikke vælge beskatning efter realisationsprincippet på omsættelige beviser i investeringsforeninger, da alle investeringsbeviser anses for at være noterede. Se ABL § 3.

Aktier i et investeringsselskab

Aktier eller investeringsforeningsbeviser i investeringsselskaber omfattet af ABL § 19 skal medregnes i den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet. Der er ingen mulighed for valg af realisationsprincip. Se ABL § 23, stk. 7.

Se også

Se også afsnit C.B.4.3 om gevinst og tab på aktier og investeringsforeningsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab.