Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan standardrenten fastsættes.
Afsnittet indeholder:
- Fastsættelse af standardrenten
- Oversigt over standardrenten.
Fastsættelse af standardrenten
Til og med indkomståret 2013
Standardrenten fastsættes, så den svarer til den gennemsnitlige kassekreditrente for erhvervsdrivende selskaber.
Standardrenten beregnes på grundlag af et gennemsnit af den effektive obligationsrente i en nærmere angivet periode. Det sker således:
Standardrenten for et år beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af en effektiv obligationsrente, der bliver udregnet dagligt af Københavns Fondsbørs A/S. Gennemsnittet af den effektive obligationsrente udregnes på baggrund af de seneste 20 børsdage forud for den 15. december i det foregående kalenderår (gennemsnitsrenten).
Den effektive obligationsrente opgøres med to decimaler for fastforrentede kroneobligationer i åbne serier, der noteres på Københavns Fondsbørs A/S, bortset fra konverterbare obligationer noteret over pari og indeksregulerede obligationer.
Standardrenten udgør 2,5 procentpoint plus den beregnede gennemsnitsrente, der er beskrevet ovenfor, nedrundet til nærmeste hele eller halve point. Standardrenten fastsættes for indkomståret. Standardrenten offentliggøres senest femte sidste børsdag forud for det kalenderår, der svarer til indkomståret. Se SEL § 11 B, stk. 2.
Fra og med indkomståret 2014
Standardrenten for et år beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af den kassekreditrente for ikke-finansielle selskaber, der er opgjort af Danmarks Nationalbank for månederne juli, august og september forud for det kalenderår, som svarer til indkomståret.
Den månedlige kassekreditrente, som Nationalbanken har opgjort for ikke-finansielle selskaber, opgøres efter Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 63/2002 af 20. december 2001 vedrørende statistik over de monetære finansielle institutioners rentesatser på indlån fra og udlån til husholdninger og ikke-finansielle selskaber (ECB/2001/18).
Den månedlige kassekreditrente for ikke-finansielle selskaber opgjort af Nationalbanken, opgøres som et vægtet gennemsnit af den effektive rentesats for den udestående lånemasse opgjort med to decimaler. Det simple gennemsnit, som standardrenten beregnes på grundlag af, opgøres med én decimal.
Standardrenten offentliggøres senest den 15. december forud for det kalenderår, der svarer til indkomståret.
Se SEL § 11 B, stk. 2.
For 2016 udgør standardrenten 3,4,pct. Se SKM2015.761.SKAT.
Oversigt over standardrenten
Standardrenten har udgjort følgende satser:
År
|
Standardrente
|
2007
|
6,5 pct.
|
2008
|
7,0 pct.
|
2009
|
6,5 pct.
|
2010
|
5,0 pct.
|
2011
|
4,5 pct.
|
2012
|
3,5 pct.
|
2013
|
3,0 pct.
|
2014
|
4,2 pct.
|
2015
|
4,1 pct.
|
2016
|
3,4 pct.
|