Indhold

Dette afsnit handler om 183-dages-reglens betydning for afgørelsen af, om beskatningsretten tilkommer bopælslandet eller kildelandet.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Opgørelse af de 183 dage
• Arbejdsgiveren må ikke være hjemmehørende i kildelandet
• Vederlaget må ikke vedrøre et fast driftssted i kildelandet
• Professorreglen
• Særregler om subsidiær beskatningsret
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. 

Regel

Hvis arbejdet er udført i et andet land end bopælslandet kan vederlaget, der optjenes i det andet land (kildelandet), beskattes der. Se modeloverenskomstens artikel 15, stk. 1.

Kildelandet kan ikke beskatte, hvis disse tre betingelser er opfyldt:

1. Modtageren af vederlaget opholder sig i kildelandet i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i en periode på 12 måneder, der begynder eller slutter i det pågældende indkomstår, og
2. vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i kildelandet, og
3. vederlaget ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i kildelandet.

Se modeloverenskomstens artikel 15, stk. 2.

Bemærk

Arbejdet anses for udført det sted, hvor den ansatte fysisk er til stede på det tidspunkt, hvor den pågældende udfører det arbejde, som han modtager vederlag for.

Hvis opholdet i kildelandet overstiger 183 dage, tillægges kildelandet beskatningsretten fra opholdets begyndelse, og altså ikke først efter at grænsen på de 183 dage eventuelt overskrides.

Tilsvarende tillægges kildelandet beskatningsretten, hvis vederlaget til arbejdstageren betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i kildelandet eller vederlaget udredes af et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i kildelandet.

Betingelserne under b) og c) har OECD medtaget for at undgå, at kildelandet beskatter kortvarige ophold, hvor vederlaget ikke er fradragsberettiget i kildelandet, fordi arbejdsgiveren ikke er skattepligtig til kildelandet. Se punkt 6.2 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15.

Bemærk

Forudsætningen for, at Danmark kan udnytte en beskatningsret, som tilfalder Danmark efter en DBO, er, at Danmark har en intern hjemmel til at beskatte. For begrænset skattepligtige personer i tjenesteforhold forudsætter skattepligten, at arbejdet er udført for en dansk arbejdsgiver eller en udenlandsk arbejdsgiver, der har hjemting eller fast driftssted i Danmark. Se KSL § 2, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9.

Se også afsnit C.F.3.1.2 om lønindtægt for begrænset skattepligtige.

Arbejde i flere lande

Det er afgørende, hvor arbejdstageren faktisk opholder sig, når han arbejder. Hvis den pågældende både udfører arbejde i kildelandet og bopælslandet skal der ske en opdeling af, hvor indkomsten skal beskattes. Se punkt 5 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15. 

Se også

• C.F.8.1.1 om fordeling af beskatningsretten
• C.F.8.2.2.4.1.1 (artikel 4) om begrebet hjemmehørende (skattemæssigt hjemsted) for fysiske personer.

Opgørelse af de 183 dage

Arbejds- og opholdsdage

I de 183 dage medregnes de dage, hvor personen er fysisk til stede i kildelandet. Det er ligegyldigt, om personen arbejder den pågældende dag eller ej. Rejsedage, hvor personen er på vej ind i eller ud af kildelandet, tælles med. Se punkt 5 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15.

Eksempel

Ved opgørelse af opholdsdage i Tyskland efter DBO'ens artikel 15, stk. 2, skulle medregnes både arbejdsdage og fridage. Opholdene i Tyskland oversteg hermed 183 dage, og Tyskland havde derfor beskatningsretten til arbejdsindkomst optjent i Tyskland. Se SKM2001.26.LSR.

Hele og brudte døgn

Både hele og brudte døgn i opholdslandet (kildelandet) regnes med. Ved brudte døgn forstås, udover til- og afrejsedage, også løbende arbejdsdage uden overnatning i arbejdslandet. Ferier, weekendophold eller andre ophold uden for opholdslandet skal ikke medregnes. Fridage, afspadsering og lignende arbejdsfrie dage, der tilbringes i opholdslandet, skal derimod medregnes til de 183 dage.

Eksempel

Hvis en person, der er hjemmehørende i Danmark, arbejder (opholder sig) i fx Norge fra søndag til fredag eftermiddag fragår kun den efter fredagen følgende lørdag ved opgørelsen af opholdets længde i Norge. Se skd.1983.65.34.

12 måneders-perioden

De 183 dage må ikke være overtrådt i nogen 12 måneders-periode, der begynder eller slutter i det pågældende indkomstår. Se punkt 4 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15. Der tælles for det indkomstår, hvor DBO'en skal anvendes. Det vil sige, at en optælling godt kan omfatte dage, der ligger forud for DBO'ens ikrafttræden.

Ved "det pågældende indkomstår" (eller skatteår) forstås indkomståret i det land, hvor en person har udført sit arbejde. Dette kan have betydning, hvor fx. bopælslandets indkomstår går fra 1. januar til 31. december og kildelandets indkomstår går fra 1. august til 31. juli. Se nærmere punkt 4.1  i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15.     

Kun ophold i kildelandet tæller med

Dage, hvor personen var skattemæssigt hjemmehørende til det land, der senere er blevet kildeland, må ikke medregnes. Se punkt 5.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15.

Eksempel

En person P er skattemæssigt hjemmehørende i land A, men flytter i løbet af et indkomstår til land B og bliver skattemæssigt hjemmehørende der. Efter flytningen fra land A til land B opholder personen sig fortsat i land A og udfører arbejde der - eller ind- og udrejser af land A - i et antal dage. I perioden frem til fraflytning kan land A selvfølgelig beskatte P's arbejdsvederlag, da P er skattemæssigt hjemmehørende i land A. Om land A også kan beskatte P's arbejdsvederlag efter fraflytningen, afhænger efter artikel 15, stk. 1, litra a, af, om P inden for nogen 12 måneders periode har opholdt sig 183 dage eller mere i land A. Når der skal optælles dage for at konstatere dette, må land A ikke medregne de dage i begyndelsen af året, hvor A var skattemæssigt hjemmehørende i land A. Den første 12 måneders periode der skal optælles, er altså den, der starter den dag, hvor P flyttede fra land A til land B.

Variationer i de indgåede overenskomster

De indgåede overenskomster kan have lidt forskellige bestemmelser om opgørelsen af de 183 dage, fx.

1. 183 dage inden for et skatteår
2. 183 dage inden for et indkomstår
3. 183 dage inden for en 12 måneders periode
4. 183 dage inden for en 12 måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende indkomstår
5. 183 dage inden for et kalenderår.

Hvis bopælslandets og kildelandets skatteår eller indkomstår afviger fra hinanden lægges kildelandets skatteår/indkomstår til grund for opgørelsen af de 183 dage.

En 12 måneders periode skal altid kunne opgøres for den enkelte periode, uanset om DBO'en har medtaget formuleringen "der begynder eller slutter i det pågældende indkomstår". Der er altså ingen forskel på situation c) og d).

Ældre DBO'er

Reglen om, at der skal tælles dage for hver eneste 12 måneders periode, der begynder eller slutter i indkomståret, er indført i modeloverenskomsten i 1992. Indtil 1992 skulle der kun tælles dage inden for et indkomstår. Se punkt 4 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15 om baggrunden for ændringen.

Visse ældre DBO'er indeholder stadig en 183-dages-regel, der er baseret på, at der kun optælles dage én gang pr. indkomstår. Hvis der er forskel på indkomst-/skatteår i de to lande, er det kildelandets indkomst-/skatteår der optælles efter.

Der findes også enkelte DBO'er, der

• har en afvigende generel optællingsregel eller
• har en afvigende regel for særlige situationer, fx
  • regler om, at kildelandet kan beskatte vederlag for arbejde, der udføres på kildelandets kontinentalsokkel for arbejdsgivere, der driver virksomhed med forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af kulbrinteforekomster, hvis blot arbejdet strækker sig over mere end 30 dage inden for en 12 måneders periode
  • en regel om, at en professor eller lærer, der er hjemmehørende i det ene land, og som modtager vederlag for undervisning ved et universitet, skole el.lign. i det andet land, er fritaget for beskatning i det land, hvor arbejdet udføres (kildelandet), hvis opholdet ikke strækker sig ud over fx to år. Se punkt 11 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15 og SKM2008.435.SR om professorreglen i den dansk-japanske DBO.    

Der er eksempler på DBO'er, der ikke følger modeloverenskomstens artikel 15, stk. 2. Fx DBO'erne med Irland, Malaysia og Grønland.

Når en ældre DBO med optælling pr. indkomstår afløses af en ny DBO med optælling for alle 12 måneders perioder, kan optællingen omfatte dage, hvor den nye DBO endnu ikke var trådt i kraft.

Arbejdsgiveren må ikke være hjemmehørende i kildelandet

Bopælslandet kan ikke beskatte, hvis arbejdsgiveren er hjemmehørende i kildelandet.

Det er normalt enkelt at konstatere, om arbejdsgiveren er hjemmehørende i det land, hvor arbejdstageren udfører arbejdet (kildelandet). I særlige tilfælde kan der dog være tvivl om, hvem den egentlige arbejdsgiver er. Se SKM2006.547.HR og nedenfor om arbejdsudleje.

Kravet om, at arbejdsgiveren ikke må være hjemmehørende i kildelandet, betyder, at arbejdsgiveren enten skal være hjemmehørende i arbejdstagerens bopælsland eller i et tredjeland.

Det forekommer i nogle DBO'er, at der er et krav om, at arbejdsgiveren skal være hjemmehørende i samme land som arbejdstageren. Se punkt 6 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15.

Eksempler på denne alternative formulering findes i DBO'erne med Cypern, Italien, Polen og Storbritannien.

Arbejdsgiver

Begrebet arbejdsgiver er ikke nærmere defineret i modeloverenskomstens artikel 15. I punkt 8.13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15, beskrives arbejdsgiveren i relation til arbejdsudleje som en person, der af en fysisk person får udført tjenesteydelser, som er en integrerende del af virksomheden i det foretagende, hvori tjenesteydelserne leveres. Se nedenfor om arbejdsudleje og afsnit C.F.3.1.4.

Se også

Se også punkt 8.1-8.28 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15 om andre eksempler på, hvornår der kan foreligge en arbejdsgiver i skattemæssig henseende.

Se også

• C.F.8.1.1 om fordeling af beskatningsretten
• C.F.8.2.2.4.1.1 (artikel 4) om begrebet hjemmehørende (skattemæssigt hjemsted) for fysiske personer.

Særligt om arbejdsudleje

I det land, hvor arbejdet udføres (kildelandet), er arbejdsudleje det forhold, at en arbejdstager, der er hjemmehørende i et andet land, bliver stillet til rådighed af sin arbejdsgiver, der også er hjemmehørende i det andet land, for at udføre arbejdet i kildelandet for en anden arbejdsgiver (hvervgiveren), der er hjemmehørende i kildelandet.

Hvis hvervgiveren er den egentlige arbejdsgiver i forhold til 183-dages-reglen, er betingelsen om, at arbejdsgiveren ikke må være hjemmehørende i kildelandet, ikke opfyldt. I så fald gælder 183-dages-reglen ikke. Kildelandet kan beskatte arbejdstageren af vederlaget fra første dag ifølge hovedreglen i modeloverenskomstens artikel 15, stk. 1.

Eksempel

En dansk gartnerivirksomhed aftaler med en polsk virksomhed, at den polske virksomhed stiller 5 ansatte til rådighed for arbejde i 3 måneder i det danske gartneri. I denne periode anses det danske gartneri for den virkelige arbejdsgiver i forhold til modeloverenskomsten. Danmark har derfor beskatningsretten til de ansattes vederlag. Gartneriet skal herefter indeholde 8 pct. AM-bidrag og 30 pct. arbejdsudlejeskat. Se KSL § 2, stk. 1, nr. 3, og stk. 4, og KSL § 48 B. og afsnit C.F.3.1.4 om arbejdsudleje.   

Arbejdsudleje er ikke omtalt i modeloverenskomstens artikel 15, men kun i punkt 8 ff. i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15.

Arbejdsudleje skal afgrænses over for entrepriseforhold, se

• Punkt 8-8.28 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 15
• C.F.3.1.4 om de danske arbejdsudlejeregler, der følger principperne i modeloverenskomstens kommentarer. Der omtales også en række afgørelser.

Bemærk

Enkelte DBO'er indeholder særlige bestemmelser om arbejdsudleje, der afviger fra de generelle bestemmelser i modeloverenskomstens artikel 15, stk. 2. Se DBO med Storbritannien, artikel 15, stk. 3, og DBO med Tyskland, artikel 15, stk. 4. 

Vederlaget må ikke vedrøre et fast driftssted i kildelandet

Denne betingelse er kun relevant, hvis arbejdsgiveren ikke er hjemmehørende i kildelandet. I så fald er der en ekstra betingelse, der skal være opfyldt: Vederlaget må ikke blive båret af et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i kildelandet.

Arbejdsgiveren kan opfylde denne betingelse på to måder:

• Arbejdsgiveren har ikke noget fast driftssted i kildelandet, eller

• Arbejdsgiveren har ganske vist et fast driftssted i kildelandet, men det er ikke det faste driftssted, der bærer udgiften til aflønning af arbejdstageren.   

Vederlaget er en omkostning for arbejdsgiveren. Når arbejdsgiveren har et fast driftssted i kildelandet, gælder modeloverenskomstens artikel 7 om fordelingen af omkostninger mellem det faste driftssted og resten af foretagendet. Se afsnit C.F.8.2.2.7.

Udtrykket fast driftssted er defineret i modeloverenskomstens artikel 5, stk. 1, men specielt hvor det drejer sig om bygge- og anlægsvirksomhed kan der være forskelle i definitionen i de enkelte DBO'er om, hvornår der foreligger et fast driftssted.

Se også

• afsnit C.F.8.2.2.5 om begrebet fast driftssted.
• SKM2014.39.SR om fast driftssted i forbindelse med monteringsarbejde.

Bemærk

Kildelandets og bopælslandets indbyrdes DBO afgør, om arbejdsgiveren har fast driftssted i kildelandet eller ej. Når arbejdsgiveren og arbejdstageren er hjemmehørende i hvert sit land, opstår spørgsmålet, hvilken DBO kildelandet skal bruge. Fastlæggelsen af driftsstedet afgøres på grundlag af definitionen af fast driftssted i de enkelte arbejdstageres hjemlande. Se SKM2007.27.ØLR.  

Eksempel

Et schweizisk selskab udførte aktiviteter uden for dansk territorium, men på den danske kontinentalsokkel. De ansatte var hjemmehørende i en række andre lande. Da de øvrige betingelser for dansk beskatning var opfyldt, beroede afgørelsen på, om arbejdsvederlaget blev udredet af et dansk fast driftssted efter definitionen i DBO'en med de enkelte arbejdstageres hjemlande. Da aktiviteten kun havde været af kortvarig karakter, forelå der ikke dansk driftssted, og Danmark havde dermed ikke beskatningsretten.

Se også

• C.F.8.1.1 om fordeling af beskatningsretten
• C.F.8.2.2.4.1.1 (artikel 4) om begrebet hjemmehørende (skattemæssigt hjemsted) for fysiske personer
• C.F.8.2.2.5 (artikel 5) om begrebet fast driftssted.

Professorreglen

Modeloverenskomsten indeholder ikke en særlig regel for gæsteprofessorer, men en række DBO'er indeholder en særlig bestemmelse herom.

Den såkaldte "professorregel", går i de fleste tilfælde ud på, at en professor eller lærer, der er hjemmehørende i den ene stat og som - under et midlertidigt ophold af ikke over 2 års varighed - modtager vederlag for undervisning ved et universitet, kollegium, skole eller anden undervisningsinstitution i den anden stat, skal være fritaget for at skulle betale skat i det andet land af vederlaget.

Det skal dokumenteres, at der fortsat foreligger fuld skattepligt til hjemlandet.

Det midlertidige ophold må i DBO'en med Ghana ikke overstige 12 måneder. Se afsnit C.F.9.2.7.3.2. 

I en sag var DBO'ens krav om bopæl i USA og midlertidigt ophold i Danmark ikke opfyldt. Se TfS 1994, 184 HRD.

Har en DBO ikke en særlig regel for gæsteprofessorer, finder modeloverenskomstens artikel 15 eller 19 anvendelse.

De enkelte DBO'er kan afvige fra hinanden for så vidt angår spørgsmålet om, hvornår 2 års fristen regnes fra.

Anden indkomst til gæsteprofessorer er skattepligtig efter almindelige regler.   

Særregler om subsidiær beskatningsret

Modeloverenskomsten indeholder ingen bestemmelser om subsidiær beskatningsret, men kildelandets (arbejdslandets) beskatningsafkald i relation til 183-dages-reglen er i nogle aftaler gjort betinget af, at lønnen beskattes i bopælslandet. Se DBO'er med Norden, Storbritannien, Australien og Malaysia.

Subsidiær beskatningsret blev også anvendt af bopælslandet i et tilfælde, hvor kildelandet ikke udnyttede den beskatningsret, som der efter bopælslandets opfattelse tilkom kildelandet.

Eksempel

En læge, der var fuldt skattepligtig til Danmark, havde arbejdet på offentlige sygehuse i Norge og modtaget vederlag herfor. Norge havde beskatningsretten til vederlaget ifølge artikel 19 i den nordiske DBO (offentligt hverv), men da hovedparten af lægens indkomst i 2002-2006 ikke var beskattet i Norge, beskattedes lægen i Danmark af denne indkomst i overensstemmelse med modeloverenskomstens artikel 26, stk. 2, om subsidiær beskatningsret for det land, hvor en person er hjemmehørende. Se SKM2012.7.VLR og SKM2015.24.HR.

Se også

• C.F.1.3 om fuld skattepligt (6 måneders reglen)
• C.F.3.1.2 om begrænset skattepligt af lønindtægt
• C.F.8.1.1 om fordeling af beskatningsretten (kilde- og bopælsland).

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2015.24.HR	En læge, der havde bopæl i Danmark, arbejdede i 2007-2009 periodevis som læge for Rikstrygdeverket i Norge. Lægen havde hverken betalt skat af indkomsten i Norge eller i Danmark, da de danske skattemyndigheder mente, at beskatningsretten tilkom Norge, mens de norske myndigheder mente at beskatningsretten tilkom Danmark. Det var herefter spørgsmålet om den nordiske DBO afskar Danmark fra at beskatte indkomsten. Højesteret fastslog, at de norske skattemyndigheder efter norsk intern ret havde anset indkomsten for næringsindkomst, og at beskatningsretten derfor tilkom Danmark. Som følge heraf afskar DBO'en ikke Danmark fra at beskatte indkomsten efter artikel 26, stk. 2, hvorefter Danmark har en subsidiær beskatningsret i tilfælde, hvor Norge på grund af sin lovgivning ikke medtager indkomsten i sin helhed til beskatning.
SKM2006.547.HR	En dansker, der var bosiddende i England, blev anset for skattepligtig af beløb udbetalt af et engelsk selskab I forbindelse med, at han havde udført arbejde i Danmark for et dansk søsterselskab. Det danske søsterselskab var hans reelle arbejdsgiver, og der forelå ikke en skriftlig ansættelsesaftale mellem danskeren og det engelske selskab. Det engelske selskab havde alene udbetalt løn til danskeren i den periode, som han havde udført arbejde for det danske selskab, og det danske selskab havde fuldt ud godtgjort det engelske selskab den udbetalte løn. Betingelsen i den dansk-britiske DBO artikel 15 for at lade beskatningsretten tilkomme England var ikke opfyldt. En del af det samlede vederlag blev anset for at vedrøre et tysk forbundet selskab og skulle ikke beskattes I Danmark.
TfS 1994, 184 HRD	En amerikansk statsborger flyttede 1/9 1983 til Danmark, og i februar 1984 flyttede ægtefælle og børn ligeledes til Danmark. I årene forinden havde den pågældende opholdt sig i Paris og Stockholm. Han fik ansættelse som timelønnet lærer i mime og fik vederlaget udbetalt fra Københavns Universitet. Han blev for indkomståret 1984 skatteansat af vederlaget under henvisning til, at professorreglen i DBO'en ikke kunne anvendes. Denne ville bl.a. forudsætte, at han var bosat i USA og midlertidigt opholdt sig i Danmark i ikke over 2 år. Den pågældende blev ikke anset for at have bopæl i USA og opfyldte ikke kravet om midlertidigt ophold.
Landsretsdomme
SKM2012.7.VLR	En læge, der var fuldt skattepligtig til Danmark, havde arbejdet på offentlige sygehuse i Norge og modtaget vederlag herfor. Norge havde beskatningsretten til vederlaget ifølge artikel 19 i den nordiske DBO (offentligt hverv), men da hovedparten af lægens indkomst i 2002-2006 ikke var beskattet i Norge, beskattedes lægen i Danmark af denne indkomst i overensstemmelse med DBO'ens artikel 26, stk. 2, om subsidiær beskatningsret for den stat, hvor en person er hjemmehørende.
SKM2010.626.VLR	Med henvisning til SKM2003.62HR blev det lagt til grund, at den dansk/hollandske DBO skulle fortolkes i overensstemmelse med danske interne regler om arbejdsudleje. Selv om Danmark indtil 2007 havde fulgt en praksis om ikke at anvende arbejdsudlejebegrebet i forhold til Holland, var det ikke godtgjort, at denne praksis beroede på en aftale med Holland. De danske skattemyndigheder kunne derfor egenhændigt ændre praksis med fremadrettet virkning. Arbejdsudleje.
SKM2007.27.ØLR	Fastlæggelse af beskatningsretten til lønindkomst i et fast driftssted skal afgøres på grundlag af definitionen af et fast driftssted i overenskomsten med de enkelte arbejdstagere. Et schweizisk selskab udførte aktiviteter uden for dansk territorium, men på den danske kontinentalsokkel. De ansatte var hjemmehørende i en række andre lande. Da de øvrige betingelser for dansk beskatning var opfyldt, beroede afgørelsen på, om arbejdsvederlaget blev udredet af et dansk fast driftssted efter modeloverenskomstens artikel 15, stk. 1, jf. stk. 2, litra c. Da aktiviteten kun havde været af kortvarig karakter, forelå der ikke dansk driftssted, og Danmark havde dermed ikke beskatningsretten. Fast driftssted.	Se også departementets udtalelse i TfS 1998, 439
Landsskatteretskendelser
SKM2001.26.LSR	Ved opgørelse af opholdsdage i Tyskland efter DBO'ens artikel 15, stk. 2, skulle medregnes både arbejdsdage og fridage. Opholdene i Tyskland oversteg hermed i alle årene 183 dage, og Tyskland havde derfor beskatningsretten til arbejdsindkomst optjent i Tyskland. Optælling af dage.
TfS 1996, 472 LSR	Beskatningsretten til indtægt optjent som "visiting professor" ved et universitet i USA ansås for at være tillagt Danmark efter DBO'en. Der godkendtes derfor kun halv lempelse ved skatteberegningen efter LL § 33A, stk. 4. Professorreglen
SKAT
SKM2014.39.SR	A AB (spørger) havde fast driftssted i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a og DBO Norden, artikel 5. Spørger havde rådighed over kontorlokaler. Som følge af kontorlokalernes anvendelse, skulle disse anses for at udgøre et fast forretningssted gennem hvilket, spørger kunne anses for at udøve sin forretningsvirksomhed. Skatterådet fandt også, at det svenske monteringspersonale, som arbejdede på danske byggeprojekter for spørger var begrænset skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.1 og stk. 9, nr. 2, da spørger havde fast driftssted i Danmark. Danmark havde ret til at beskatte det svenske monteringspersonales lønindkomst for arbejde udført i Danmark for det faste driftssted, jf. artikel 15.
SKM2008.435.SR	Skatterådet bekræftede, at spørgeren, der var forskudsregistreret som skattefritaget efter professorreglen i artikel 20 i den dansk-japanske DBO, ikke ville blive efterbeskattet, hvis han efter 2 ansættelser af hver 1 års varighed som post doktor ved et dansk universitet på ny søgte og fik stillingen efter genopslag. Han kunne således anvende professorreglen de første 2 år efter tilflytning til Danmark og derefter blive genansat på almindelig indkomstbeskatning. Skatterådet bemærkede, at professorreglen kun finder anvendelse ved midlertidige ophold, og det blev lagt til grund, at det ikke allerede ved begyndelsen af spørgerens ophold her i landet kunne påregnes, at opholdet ville strække sig ud over 2 år.
TfS 1994, 655 TSS	Arbejdsgiveren A Ltd. fik i 1990 fast driftssted i Danmark. Dette medførte dansk beskatningsret efter artikel 15, stk. 2. Repræsentanterne for A Ltd. meddelte imidlertid, at der med virkning fra 1. januar 1991 var indgået serviceaftale om arbejdsudleje med det 100 pct. ejede datterselskab B Ltd., som derfor skulle anses som arbejdsgiver. B Ltd. havde ikke fast driftssted i Danmark. Med de kompetente myndigheder i Storbritannien blev der herefter indgået gensidig aftale om beskatningsretten. Under hensyn til serviceaftalens indhold og de faktiske forhold var der enighed om, at A Ltd. fortsat måtte anses for arbejdsgiver i 1991. Herefter bestod den danske beskatningsret fortsat. Reelle arbejdsgiver.