Afgrænsningen mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed sker ved en samlet, konkret vurdering efter en række kriterier, fx om rentabilitet.
Ikke-erhvervsmæssig virksomhed kaldes undertiden hobbyvirksomhed, fordi afgrænsningsproblemerne ofte vil opstå i forbindelse med visse former for virksomhed, der synes at have private formål som de primære. Disse private formål kan fx være boligformål, eller sportsinteresser, som fx ridning, hestevæddeløb og sejlads, eller det kan være dyrehold, som fx heste, kaniner, fjerkræ eller lignende.
Hobbyvirksomhed har på den ene side fælles træk med erhvervsvirksomhed, men er på den anden side karakteriseret ved, at systematisk indtægtserhvervelse ikke er det afgørende formål for skatteyderen.
I retspraksis og andre steder ses udtrykket hobbyvirksomhed dog også anvendt om virksomhed, der ikke har dette præg af fritidsinteresse, men som i øvrigt ikke opfylder kriterierne for at være erhvervsmæssig.
Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig (evt. har hobbykarakter) vil normalt ikke give anledning til tvivl, hvis virksomheden er rentabel. Det vil sige, at virksomheden over en lidt længere periode giver overskud på den primære drift, mulighed for forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital, samt en rimelig driftsherreløn.
I tvivlstilfælde må bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden. I denne vurdering skal alle relevante forhold inddrages.
Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være indrettet med systematisk indtægtserhvervelse for øje, dvs. det afgørende formål er, at der kan opnås et overskud.
De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis, har bl.a. været om
Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til grund i mange afgørelser.
Rentabilitetskriteriet udelukker ikke, at virksomheden kan være erhvervsmæssig, selvom den giver underskud i en periode. En virksomhed kan derfor anses for at være erhvervsmæssig, uanset at den fx i startfasen eller i en forbigående periode på grund af dårlige konjunkturer er underskudsgivende, herunder at der i disse perioder ikke er mulighed for forrentning af fremmed- og/eller egenkapital eller for en driftsherreløn, når blot der er udsigt til, at virksomheden kan blive rentabel over en lidt længere periode.
Ifølge retspraksis er det yderligere stillet som betingelse for, at en virksomhed kan anses for at være erhvervsmæssig, at omsætningen har en vis minimumsstørrelse, det såkaldte intensitetskrav.
Der er tale om et objektivt krav, og konkrete omstændigheder som fx sygdom hos den skattepligtige kan ifølge praksis ikke give grundlag for at se bort fra kravet om en vis omsætning.
I visse (specielle) tilfælde kan der være tale om erhvervsmæssig virksomhed, selvom virksomheden (endnu) ikke har opnået en vis afsætning af virksomhedens produkt(er).
Konkret kan der være grundlag for en sådan antagelse, selvom virksomheden i det eller de første år har beskeden eller ingen omsætning. Har virksomheden derimod beskeden eller ingen omsætning i en længere periode, vil dette i sig selv føre til, at virksomheden ikke længere kan anses som erhvervsmæssig.
Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål. Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby). En vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.
Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for at være en hobbyvirksomhed, medmindre den fremstår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr, driftsform og indehaverens uddannelse.
Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre, at virksomheden ikke anses for at være erhvervsmæssigt anlagt. Se afsnit C.C.1.3.2.4 om sommerhusudlejning og afsnit C.C.1.3.2.5 om bådudlejning, samt afgørelser nedenfor om fx racerbiler og lignende.
I sager vedrørende landbrug og lignende vil det ofte være af afgørende betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været, dvs. om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med at opnå et afkast af bedriften.
Der gælder en særlig praksis for deltidslandbrug vedrørende kravene til overskud. Se afsnit C.C.1.3.2.1 om deltidslandbrug.
Momsregistrering er uden betydning for den skattemæssige vurdering af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Se afsnit C.C.1.1.1 om begrebet selvstændig virksomhed.
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Højesteretsdomme
|
SKM2015.262.HR
|
Sygedagpenge indgår ikke i virksomhedsindkomsten.
Sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring for selvstændigt erhvervsdrivende, skulle ikke indgå i virksomhedens indtægter. Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden, jf. SKM2003.416.ØLR.
Dette gjaldt uanset, om virksomheden måtte anses for erhvervsmæssigt drevet eller ej.
|
Principiel dom.
Stadfæster
SKM2014.587.ØLR.
xOm flexydelse, se Skatteministerens svar til Skatteudvalget SAU 403 af 18. maj 2016 (Alm. del.). x
|
SKM2007.107.HR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Højesteret fandt, at en virksomhed, der beskæftigede sig med horoskoper og fremtidsforudsigelser, ikke var erhvervsmæssigt drevet i 2001.
Virksomheden havde i 2001 en omsætning på ca. 10.000 kr., og et virksomhedsresultat på ca. - 27.000 kr. Også de forudgående år havde virksomheden en meget beskeden omsætning og et negativt driftsresultat.
Højesteret fandt, på denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende, at det måtte lægges til grund, at der i 2001 heller ikke var udsigt til, at indehaveren fremover ville kunne drive virksomheden med en rimelig fortjeneste. Oplysninger om indehaverens sygdom kunne ikke føre til andet resultat.
Der kunne derfor ikke foretages fradrag for underskud efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Indehaveren havde heller ikke ret til befordringsfradrag efter LL § 9 C.
|
Dommene stadfæster SKM2005.314.ØLR.
|
TfS 1999, 863 HRD
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Spørgsmål om fradrag for underskud ved gallerivirksomhed i 1992.
Virksomheden blev i årene 1988-1991 drevet med et driftsunderskud, som samlet oversteg det underskud, som var angivet i 5-årsbudgettet. Budgettet omfattede ikke finansieringsudgifter eller vederlag for ejerens arbejdsindsats. Underskuddet blev finansieret af skatteyderens ægtefælle.
Højesteret fandt, at ved afgørelsen af, om en sådan virksomhed er erhvervsmæssig, må det indgå med betydelig vægt, om virksomheden kan anses for at være etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.
For indkomståret 1992, hvor virksomheden på femte år gav underskud, måtte det derfor være en forudsætning for at anse driften for at være erhvervsmæssig, at der var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig sådan, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste.
Højesteret fandt ikke, at dette var tilfældet. Der var derfor ikke fradragsret for underskud efter SL § 6, stk. 1, litra a.
|
Dommen ændrer landsrettens dom i TFS 1998, 501 ØLD.
|
Landsretsdomme
|
SKM2013.745.ØLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
En rejsebureauvirksomhed blev ikke anset for erhvervsmæssig for indkomståret 2007. Da virksomheden ikke var erhvervsmæssig, kunne underskuddet ikke trækkes fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, og PSL § 3, stk. 2, nr. 1.
Det var ubestridt, at virksomheden i 2007 havde et sådant omfang, at den opfyldte kravet til intensitet (omfang).
Retten udtalte, at rejsebureauvirksomheden blev etableret i 1998 som en enkeltmandsvirksomhed, og bortset fra 2002 og 2003 havde virksomheden siden været drevet med årlige underskud, som løbende blev finansieret af skatteyderens ægtefælle. Virksomhedens samlede underskud udgjorde i perioden 1998-2006 godt 360.000 kr. og i hele perioden 1998-2012 godt 1,6 mio. kr. Der var i perioden 2002-2011 afholdt personaleomkostninger med i alt 1,5 mio. kr., som i det væsentligste havde været løn til skatteyderens søn.
Retten fandt derfor, at virksomheden ikke opfyldte rentabilitetskravet, idet den ikke blev drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste hverken i forhold til skatteyderens arbejdsindsats eller i forhold til den investerede kapital.
Under disse omstændigheder kunne det ikke føre til et andet resultat, at skatteyderen havde de fornødne faglige forudsætninger for at drive virksomheden og gjorde det på seriøs måde.
|
Dommen stadfæstede SKM2012.674.BR.
|
SKM2009.757.VLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
En personligt ejet virksomhed, der havde som formål at opføre og sælge bæredygtige beboelseshuse på forretningsmæssige vilkår, kunne ikke trække virksomhedens underskud fra.
I det relevante indkomstår udgjorde omsætningen 0 kr., og virksomheden havde et underskud før renter på 123.168 kr. Virksomheden var også underskudsgivende i de tre efterfølgende år indtil dens ophør, og omsætningen udgjorde også her 0 kr.
Landsretten fandt herefter, og efter bevisførelsen i øvrigt, at virksomheden ikke havde haft en sådan økonomisk og driftsmæssig intensitet, at den kunne anses som erhvervsmæssigt drevet. Betingelserne for fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, var derfor ikke opfyldt.
|
Dommen stadfæstede SKM2008.637.BR.
|
SKM2009.60.ØLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Underskud fra et bilværksted kunne ikke trækkes fra i anden indkomst.
Værkstedet havde i indkomstårene 1998 - 2000 haft en beskeden omsætning på mellem 38.000 kr. og 63.000 kr.
Landsretten fandt ikke, at virksomheden var etableret og drevet med udsigt til at opnå rimelig fortjeneste.
Landsretten bemærkede, at virksomheden i indkomstårene 1997, 1998, 2000 og 2001 havde et underskud før renter. Et beskedent overskud i indkomståret 1999 skyldtes udelukkende, at virksomheden havde fået et forholdsvist stort tilskud fra kommunen vedrørende aktivering af bistandsklienter.
Retten lagde også vægt på, at hvis rimelige lønudgifter havde været taget med i virksomhedens regnskaber, så ville virksomheden i alle årene 1998-2005 have haft betydeligt underskud.
På den baggrund fandt landsretten, at virksomheden ikke havde været erhvervsmæssig i indkomstårene 1998 og 2000, og stadfæstede allerede af den grund byrettens dom.
|
Dommen stadfæstede SKM2008.441.BR.
|
SKM2008.321.VLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Motorsportsvirksomhed.
Landsretten fandt ikke, at skatteyderens engagement i motorsporten i indkomstårene 2001 og 2002 kunne karakteriseres som erhvervsmæssigt.
Der var derfor ikke fradragsret for underskud efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Landsretten fandt, at skatteyderen havde de nødvendige faglige forudsætninger for at drive virksomheden.
Landsretten lagde imidlertid vægt på, at
- motorsportsteamet i hvert fald i 2001 ikke blev etableret og drevet på et erhvervsmæssigt forsvarligt grundlag, idet virksomhedens omsætning, trods ikke ubetydelige etableringsudgifter, var baseret på en mundtlig sponsoraftale
- der både i 2001 og 2002 var en så beskeden omsætning i forhold til de ikke ubetydelige driftsudgifter og den investerede kapital, at teamet ikke kunne anses for at være drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.
Senere års positive driftsresultater kunne ikke føre til en anden vurdering i relation til indkomstårene 2001 og 2002.
|
Se også SKM2012.669.BR. |
SKM2007.855.ØLR
|
En advokats virksomhed som spiller- og matchagent ikke erhvervsmæssig. To virksomheder.
Landsretten fandt, at der ikke var en sådan sammenhæng mellem advokatvirksomheden og spiller- og matchagentvirksomheden, at de i skattemæssig henseende skulle behandles som en samlet virksomhed.
Spiller- og matchagentvirksomheden havde i de omtvistede indkomstår, 2000 og 2001, haft indtægter på henholdsvis 4.600 kr. og 10.500 kr. og udgifter på henholdsvis 100.174 kr. og 64.391 kr.
I indkomståret 2002 havde virksomheden ingen indtægter men udgifter på 33.293 kr. Der var ingen aktivitet i virksomheden i 2003 og 2004. I 2005 havde virksomheden opnået et overskud ved at bistå en superligaklub.
Retten fandt ikke, at indtægterne i 2005 kunne tillægges betydning for vurderingen af, om spiller- og matchagentvirksomheden kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001 og 2002.
Landsretten fandt derfor ikke, at spiller- og matchagentvirksomheden, som der ikke var udarbejdet budgetter for, kunne anses for at være etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Der var heller ikke et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig sådan, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste.
Af den grund og på grund af virksomhedens økonomiske omfang i indkomstårene 2000 og 2001 kunne virksomheden i skattemæssig henseende ikke anses for erhvervsmæssig, og virksomhedens underskud kunne ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.
|
|
SKM2006.527.ØLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
En skatteyder, der i årevis havde drevet frimærkehandel, fik ikke medhold i, at virksomheden var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2000 og 2001.
Landsretten fandt, at der ikke var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig sådan, at den ville kunne give rimelig fortjeneste.
Frimærkehandlen, som havde eksisteret fra 1982, havde i ni ud af ti år (1992-2001) givet underskud, selv uden at der var afsat beløb til forrentning af kapital og til driftsherreløn.
Skatteyderen havde aldrig udarbejdet budgetter eller andet til belysning af virksomhedens økonomiske situation og rentabilitet.
Skatteyderen havde selv oplyst, at han brugte ca. 6-10 timer ugentligt på virksomheden, og at han havde fuldtidsbeskæftigelse som bademester ved siden af.
En skønsmand forklarede i overensstemmelse med afgivet skønserklæring, at konjunkturerne for almindelig frimærkehandel med kilovarer var faldende og havde været faldende i nogle år.
Endelig havde Landsskatteretten ved en kendelse fra 2002 fundet, at virksomheden i indkomstårene 1997-1999 var ikke-erhvervsmæssigt drevet.
|
|
SKM2006.428.ØLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Underskud fra en marskandiserbutik kunne ikke trækkes fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.
Skatteyderen åbnede butikken den 1. juli 2001 sammen med en kompagnon og drev butikken sideløbende med sit lønmodtagerarbejde.
Virksomhedens omsætning udgjorde i perioden 1. juli - 31. december 2001 10.893 kr. og i perioden 1. januar - 30. juni 2002 16.887 kr. Landsretten fandt derfor, at butikken var af så underordnet omfang, at den ikke opfyldte kravene til økonomisk og driftsmæssig intensitet.
Virksomheden kunne derfor ikke kunne anses som erhvervsmæssigt drevet.
Det forhold, at skatteyderen og hans kompagnon efter 2 måneders drift blev ramt af sygdom, kunne ikke føre til et andet resultat.
Det er ikke en forudsætning for at kunne underkende virksomhedens erhvervsmæssige karakter, at der er gået en vis periode.
|
|
SKM2006.21.VLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Underordnet omfang.
Underskud fra en virksomhed, som bestod i udlejning af festlokaler kunne ikke trækkes fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.
Skatteyderen begyndte virksomheden i 1998. Virksomheden blev drevet fra hans ejendom, der var en nedlagt skole. Skatteyderen havde i det omhandlede indkomstår, 2001, haft en omsætning på 7.000 kr. og et underskud på 36.211 kr.
Landsretten fastslog, at virksomheden i alle årene havde haft et så underordnet omfang, at virksomheden allerede af den grund ikke kunne anses for at være erhvervsmæssig i skatteretlig forstand.
Landsretten anførte videre, at omsætningens beskedne størrelse i forhold til investeringen i ejendommen også førte til, at virksomheden ikke kunne anses for at være etableret med henblik på rentabel drift.
|
|
SKM2003.366.ØLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Underskud fra en genanvendelsesvirksomhed med køb og salg af brugte ting kunne ikke trækkes fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.
Retten anså ikke virksomheden for at være erhvervsmæssigt drevet.
Virksomheden havde på sjette år givet underskud.
Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig sådan, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste.
Retten henviste bl.a. til, at det af økonomiske grunde havde været nødvendigt for skatteyderen kun at holde åbent i 6 timer 3 dage om ugen og at tage supplerende arbejde for at få økonomien til at hænge sammen.
|
|
SKM2003.6.VLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Spørgsmålet var, om skatteyderen i 1997-1998 havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med produktion og salg af kaffemaskiner.
Skatteyderen havde tidligere drevet samme type virksomhed og havde i 1993 indgået en frivillig akkord med kreditorerne.
Landsretten, fandt, at virksomheden ikke opfyldte de skatteretlige kriterier for at kunne anses for at være erhvervsmæssig.
Retten lagde vægt på, at
- der i de to år var en beskeden omsætning og et negativt resultat
- skatteyderen ikke i forbindelse med driften havde haft sagkyndig bistand
- der var ikke udarbejdet budgetter
- produkterne ikke var markedsført
- skatteyderen ikke havde været beskæftiget med driften i videre omfang.
Virksomheden var derfor i skattemæssig forstand ophørt pr. den 31. december 1996. Fra denne dato skulle driftsmidler og varelager overføres til klageren privat, og der kunne ikke afskrives i 1996, som var ophørsåret efter AL § 9.
|
|
SKM2002.9.VLR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Skatteyderen drev tre virksomheder som selvstændige virksomheder med forskellige aktiviteter. Virksomhederne skulle derfor bedømmes uafhængigt af hinanden.
To af virksomhederne, der solgte henholdsvis flybilletter og madvarer, havde haft et for lille omfang, til at blive anset for at være erhvervsmæssige.
Det var ikke bevist, at skatteyderens sygdom efter et overfald havde haft afgørende betydning for resultatet i virksomhederne.
Landsretten fandt ikke, at virksomhederne ville kunne drives rentabelt og give skatteyder en rimelig honorering af hans arbejdsindsats. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til at trække virksomhedernes underskud fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Landsretten fandt desuden, at skatteyderen ikke kunne trække driftsudgifter fra eller afskrive på driftsmidler i den tredje virksomhed, fordi denne virksomhed ikke havde været igangværende i det pågældende år.
|
|
TfS 2000, 16 VLD
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Hobby. Opfinder. Manglende intensitet og rentabilitet.
En invalidepensionist, drev momsregistreret virksomhed med idé- og produktudvikling.
Virksomheden havde underskud i de første syv år, og der var ikke udarbejdet budgetter. Landsretten fandt, efter en samlet vurdering af virksomhedens omfang og driftsform, driftsresultaterne og den ringe udsigt til rentabel drift, at virksomheden ikke kunne anses for at være erhvervsmæssig. Skatteyderen kunne derfor ikke trække virksomhedens underskud fra i anden indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.
|
|
TfS 1998, 216 ØLD
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Hobby.
En skatteyder havde ikke fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for sin andel af underskuddet i en virksomhed med drift af en racerbil/dragster.
Der var ikke udarbejdet egentlige budgetter eller markedsanalyser, før virksomheden blev etableret og virksomheden gav et betydeligt underskud i indkomståret.
Der var ikke udsigt til, at virksomheden kunne drives på en rentabel måde og give skatteyderen en rimelig honorering af hans arbejdsindsats.
|
|
TfS 1997, 293 VLD
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Hobby.
Skatteyderen, der havde fuldtidsarbejde som landbrugsvikar, begyndte som fritidsarbejde virksomhed med produktion af fotoplatter og foto- og videoproduktion.
Virksomheden blev ikke anset for at være erhvervsmæssigt drevet.
Landsretten bemærkede, at
- skatteyderen ikke havde foretaget nærmere regnskabsmæssige undersøgelser eller analyser, før han som en fortsættelse af fritidsvirksomhed etablerede foto- og videovirksomheden, som han ikke havde uddannelsesmæssige forudsætninger for at drive
- betydelige underskud i en længere årrække skyldtes ikke upåregnelige forhold
- produktionen heller ikke kunne anses for at være tilrettelagt på en sådan måde, at virksomheden i skattemæssig forstand kunne anses for at være erhvervsmæssig.
|
|
TfS 1994, 752 ØLD
|
Hobbyvirksomhed. Road racing (motorcykelløb).
En road racingkører havde oprindeligt drevet road racing som hobby. Hans aktiviteter havde ikke ændret karakter til at være erhvervsmæssig virksomhed. Underskuddet kunne derfor ikke trækkes fra.
|
|
TfS 1992, 556 ØLD
TOLD SKAT nyt 1993.3.96
|
Hobby. Handel med dele til gokarts, reparation.
En gokartkørers underskud ved handel med dele til gokarts kunne ikke trækkes fra som driftsudgifter.
Retten anså ikke virksomheden for at være etableret med indtægtserhvervelse for øje.
Retten lagde vægt på, at
- virksomheden hele tiden havde været drevet med underskud, uden at der var udsigt til et fremtidigt overskud
- skatteyderen hverken foretog budgetlægning eller nærmere undersøgelser af markedet, inden virksomhedens etablering
- han tidligere selv havde betalt udgifterne til licens til gokartkørsel, men nu afholdt dem over virksomhedens regnskab
- han ikke blev honoreret selvstændigt for sin arbejdsindsats, som efter hans forklaring havde været meget betydelig.
|
|
TfS 1991, 525 ØLD
|
Erhvervsmæssig virksomhed. Ikke hobby.
En dykkervirksomhed blev anset for at være erhvervsmæssigt drevet med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere sigt at opnå reelt overskud, og skatteyderen havde været fagligt velkvalificeret.
Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed, men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde. Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings- og bjærgningsopgaver, når de var der.
Skatteyderens materiel var professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssige formål.
På grund af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere sigt at opnå reelt overskud.
|
|
TfS 1991, 57 ØLD
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Skatteyderen havde i en lang årrække drevet en elektronikvirksomhed uden fremmed hjælp. Siden 1980-81 havde virksomheden kun beskæftiget sig med konstruktion af en forstærker med ekstrem høj lydkvalitet. Virksomheden havde derfor ikke haft nogen indtjening i årene 1982-1987.
Desuden havde der ikke været foretaget nogen undersøgelse af lønsomheden ved fremstilling og salg af forstærkeren, der endnu ikke havde kunnet sættes i produktion.
Retten lagde til grund, at virksomheden i 1985 havde et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for at være erhvervsmæssigt drevet i dette indkomstår.
Skatteyderen kunne derfor ikke trække virksomhedens underskud fra i sin øvrige indkomst efter SL § 6 a. Han kunne heller ikke anvende LL § 8 B, fordi der ikke var tale om udgifter afholdt i forbindelse med forsøg og forskning.
|
|
Byretsdomme
|
xSKM2016.40.BRx
|
xIkke erhvervsmæssig virksomhed.
Skatteyderen drev aktiviteter i form af skoventreprenørvirksomhed og brændekløvning.
Kort tid efter aktiviteternes opstart i 2005 var sagsøgeren ude for en ulykke i virksomheden, der medførte en delvis amputering af armen. Sagsøgeren havde herefter været igennem et længere udredningsforløb med kommunen, inden han blev tilkendt førtidspension i 2010. Virksomheden ophørte i 2012, og aktiviteterne havde i alle årene 2005-2011 givet underskud. Sagen omhandlede årene 2009-2011, og der var i sagen enighed om, at sagsøgeren i de omhandlede år alene havde arbejdet i begrænset omfang.
Retten udtalte, at det følger af de sædvanlige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed, at virksomheden skal opfylde et intensitetskriterium og et rentabilitetskriterium. Retten fandt, at disse kriterier ikke var opfyldte, og at virksomheden derfor ikke kunne anses erhvervsmæssig.
Retten henviste i den forbindelse til virksomheden økonomiske resultater, oplysninger om, at en del af virksomheden var blevet lukket ned allerede i 2008, samt sagsøgerens konkrete udtalelser til kommunen. Retten udtalte også, at det forhold, at A´s skade i 2005 var den primære årsag til, at virksomheden ikke havde den forventede aktivitet, ikke kunne føre til andet resultat.x
|
xDommen er anket til landsrettenx. |
SKM2015.440.BR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed
Solcenter
Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde drevet sit solcenter erhvervsmæssigt i indkomstårene 2009-2011 (begge inkl.).
Retten henviste til, at solcentret for hvert af årene 2005-2012 havde givet underskud.
For så vidt angik indkomståret 2009, hvor solcentret på femte år var underskudsgivende, måtte det ifølge retten være en forudsætning for at anse driften for erhvervsmæssig i skatteretlig henseende, at der var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste, jf. UfR 2000.313 H (TfS 1989, 863 HRD, se ovenfor).
Retten fandt ikke, at skatteyderen havde tilvejebragt et sådant grundlag. At solcentret i 2013 gav et mindre overskud før driftsherrevederlag og forrentning af investeringen kunne ikke føre til et andet resultat.
Heller ikke det forhold, at solcentret ikke havde hobbykarakter, kunne - henset til de betydelige underskud - føre til et andet resultat.
|
Skatteyderen har anket dommen til Vestre Landsret.
xLandsretten har ved dom af 11. april 2016 stadfæstet byrettens dom. Dommen vil blive offentliggjort snarest.x
|
SKM2015.210.BR |
Internetdomæner
Sagen angik, om skatteyderens virksomhed i 2009 og 2010 kunne betegnes som erhvervsmæssig i skatteretlig forstand. Skatteyderen havde i perioden fra 1999-2001 registreret ca. 8.000 internetdomæner med henblik på at starte en virksomhed med internetdomæner.
I 2003 registrerede skatteyderen virksomheden som en enkeltmandsvirksomhed og blev samtidig momsregistreret. I perioden fra 1999 til 2010 betalte skatteyderen ca. 3,8 mio. kr. til genregistreringer af de ca. 8.000 internetdomæner.
I perioden fra 1999 til 2009 havde virksomheden ingen omsætning, mens der i 2010 var en nettoomsætning på ca. 102.000 kr. og et resultat på ca. -290.000 kr. Nettoomsætningen for 2010 var fordelt med ca. 27.000 kr. på "klikindtægter" (indtægter fra klik på annoncer på virksomhedens internetdomæner) og med ca. 75.000 kr. på salg af de allerede registrerede internetdomæner. Klikindtægterne i 2010 var skabt gennem en aftale med et tysk firma om administration af domæneporteføljen.
Ifølge de foreliggende regnskabsoplysninger om nettoomsætningen for de efterfølgende indkomstår havde virksomheden i 2011 klikindtægter på ca. 62.000 kr. og domænesalgsindtægter på ca. 638.000,- kr. De tilsvarende tal for 2012 var ca. 69.000 kr. samt ca. 282.000 kr. og for 2013 ca. 68.000 kr. samt ca. 546.000 kr. Virksomhedens resultat var på ca. 295.000 kr. i 2011, ca. 21.000 kr. i 2012 og ca. 163.000 kr. i 2013.
Ifølge skatteyderen havde han anvendt 5-20 timer om ugen på virksomheden.
Retten fandt, at virksomheden allerede som følge af manglende omfang og intensitet ikke kunne betegnes som erhvervsmæssig i indkomståret 2009.
For så vidt angår indkomståret 2010 fandt retten, at virksomheden var af erhvervsmæssig karakter. Retten fandt således, at der var en realistisk udsigt til en rentabel drift og indkomst ved den nye aftale om administration af domæneporteføljen og lagde i den forbindelse også vægt på regnskabstallene for de efterfølgende indkomstår.
|
|
SKM2012.669.BR |
Ikke erhvervsmæssig virksomhed. To virksomheder.
Motorsportsaktiviteter blev anset for at være fritidsinteresse og hobby for skatteyderen og hans børn.
Underskuddet kunne ikke trækkes fra i skatteyderens øvrige personligt drevne virksomhed, fordi de to aktiviteter ikke havde forretningsmæssig sammenhæng.
|
Dommen er indbragt for landsretten af skatteyderen, som dog efterfølgende har hævet anken. |
SKM2012.51.BR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
En civilingeniørs IT-rådgivningsvirksomhed blev ikke anset for at være drevet erhvervsmæssigt.
Skatteyderen havde haft lønnet arbejde ved siden af.
Fra virksomhedens start i 1998 frem til 2009 havde der været et samlet overskud på 9.269 kr., som svarede til et gennemsnitligt overskud på 773 kr. I perioden 2004-2006 havde virksomheden haft et underskud på 86.369 kr.
Retten lagde vægt på, at virksomheden ikke blev drevet med udsigt til at opnå rimelig fortjeneste.
Det forhold, at der fra 2005 og fremover var opnået positive resultater, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten lagde i den forbindelse vægt på resultaternes beskedne størrelse, og på at virksomheden siden starten ikke havde givet skatteyderen en rimelig honorering af hans arbejdsindsats.
Da virksomheden ikke opfyldte betingelsen om at være rentabel for at blive anerkendt som erhvervsmæssig, fandt retten det ikke nødvendigt at tage stilling til, om virksomhedens omfang levede op til kriterierne for at blive anset for at være erhvervsmæssig.
|
Dommen er indbragt for landsretten af skatteyderen, som dog efterfølgende har hævet anken.
|
SKM2011.637.BR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
En virksomhed med hudpleje- og skønhedsklinik, som var drevet i personligt regi, blev ikke anset for at være erhvervsmæssig, og der kunne derfor ikke gives fradrag for underskud for indkomståret 2002.
Det var ikke godtgjort, at
- der før opstart af virksomheden var udarbejdet et realistisk budget
- budgettet løbende var blevet revideret i overensstemmelse med de faktiske økonomiske forhold
- virksomhedens forretningsplan havde dannet grundlag for virksomhedens drift.
Da virksomheden desuden havde haft negativt resultat i 2000-2003, og da der ikke i perioden var betalt løn til ejeren og virksomhedens daglige administrator, lagde retten til grund, at virksomheden ikke var etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.
|
|
SKM2010.777.BR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed. En virksomhed med akupunkturbehandling og salg af urter blev ikke anset for at være erhvervsmæssig.
Der blev derfor nægtet fradrag for underskud i årene 2003 - 2005 med henholdsvis 79.790 kr., 46.037 kr. og 42.287 kr. Der havde ikke været realiseret overskud i virksomheden siden dens start i 1995, og i de tre nævnte år havde omsætningen været henholdsvis 8.100 kr., 0 kr. og 0 kr.
Skatteyderen havde i realiteten ikke drevet virksomheden, siden november 1995, hvor dens eneforhandlingsret var bortfaldet.
|
Dommen er indbragt for landsretten af skatteyderen men efterfølgende afvist af retten.
|
SKM2009.244.BR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Hobby.
Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen i indkomståret 2003 drev erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand ved filmproduktion og dermed havde ret til fradrag for virksomhedens underskud i indtægt ved anden virksomhed. Virksomheden med produktion af dokumentarfilm startede i 2001, og de første film var færdige i 2003.
Der var i perioden afholdt udgifter på omkring 90.-100.000 kr. om året. Der havde ikke været nogen indtægter i virksomheden.
Skatteyderen havde etableret virksomheden ved frigivelse af etableringskontomidler.
Retten fandt, at der ikke i skatteyderens virksomhed med filmproduktion havde været den rentabilitet, som kendetegner en virksomhed, der er drevet med indkomsterhvervelse for øje.
|
|
SKM2009.183.BR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Skatteyderen ønskede fradrag i indkomstårene 1999-2001 for kørselsudgifter og ønskede i samme periode at afskrive på et kamera og en bærbar computer.
Skattemyndighederne havde givet delvis fradrag/afskrivning på baggrund af et skøn, men for byretten gjorde ministeriet gældende, at skatteyderens virksomhed slet ikke blev drevet erhvervsmæssigt i de pågældende indkomstår.
Retten nægtede fradrag, fordi virksomheden havde haft så beskeden en omsætning, og i øvrigt havde været underskudsgivende, at den ikke var erhvervsmæssig i de pågældende indkomstår.
|
|
SKM2009.4.BR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed.
Et selskab blev stiftet i 2001 med det formål at importere og videresælge fiskerbåde. Selskabet blev stiftet bl.a. ved indskud af en båd.
Sagen vedrørte indkomstårene 2004 og 2005, men i ingen af selskabets leveår havde der været indtægter fra salg af både. Derimod havde der i 2005 været indtægter fra salg af en barkmaskine og en anhænger.
Retten fandt efter en samlet vurdering, at virksomhedens drift havde haft en så ringe intensitet, og at selskabets rentabilitet havde været så dårlig, at selskabet ikke kunne anses for at have været drevet erhvervsmæssigt i skatteretlig forstand i de to år.
Retten fandt ikke, at selskabets problemer kunne karakteriseres som begyndervanskeligheder i opbygningsfasen eller forbigående vanskeligheder.
|
|
SKM2008.641.BR
|
Erhvervsmæssig virksomhed. Udvikling af lampe.
En skatteyder havde ved siden af sin ansættelse som revisor drevet virksomhed med opfindelse og udvikling af forskellige produkter inden for belysning.
I 2003 indleverede han patentansøgning på en lampe. Samme år havde han en omsætning på 80 kr. fra salg af brugt it-udstyr og et underskud på 157.272 kr.
Retten lagde bl.a. til grund, at skatteyderen i et forløb forud for og i løbet af 2003 udfoldede intense bestræbelser på, at opnå patent, og på at skaffe samarbejdspartnere til markedsføring af lampen.
Under disse omstændigheder fandt retten, at den traditionelle rentabilitetsbetragtning måtte tillægges mindre betydning, og at skatteyderens udviklingsaktiviteter havde haft en erhvervsmæssig motivation, selvom der ikke blev opnået overskud i virksomheden.
Retten fandt, at udgifterne til udvikling og patentering var afholdt i en igangværende erhvervsmæssig virksomhed. Udgifterne var derfor fradragsberettigede.
|
Dommen er kommenteret i SKM2008.854.DEP.
|
Landsskatteretskendelser
|
xSKM2016.30.LSRx
|
xIkke erhvervsmæssig virksomhed - udlejning af andelsbolig. Udlejning af en andelsbolig til søn blev ikke anset for erhvervsmæssig.
Landsskatteretten udtalte bl.a., at ved bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, indgår det med en betydelig vægt, om den kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Det fremgår af højesteretsdommene TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR.
I SKM2007.107.HR havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.
I øvrigt gælder, at lejere, der fremlejer en del af værelserne i egen lejlighed til beboelse, ved indkomstopgørelsen kan foretage fradrag for udgifter mv. Det samlede fradragsbeløb kan dog ikke overstige bruttolejeindtægten. Andelshavere i private andelsboligforeninger anses i denne forbindelse som lejere. Det fremgår af ligningsloven § 15P, stk. 1 og stk. 3.
Klageren i den forelagte sag havde i alle indkomstårene 2006 - 2011 haft et underskud ved udlejningen af andelsboligen, og udlejningen havde derfor i disse indkomstår ikke været rentabel. Landsskatteretten fandt ikke, at der i indkomstårene 2009 - 2011 var en udsigt til, at udlejningen til klagerens søn fremover ville blive overskudsgivende.
Klageren havde ikke godtgjort, at den manglende rentabilitet er irrelevant. Klageren havde således ikke godtgjort, at der foreligger en fast administrativ praksis om, at SKAT ved forældres udlejning af ejendomme til deres børn accepterer udlejningen som erhvervsmæssig virksomhed, selvom udlejningen giver underskud, og der ikke er udsigt til overskud.
Det fremgår tillige af Skatterådets afgørelse af 20. november 2012, SKM2012.701.SR, at en udlejning af en andelsbolig skal sidestilles med fremleje af en lejelejlighed. Skatterådet lagde vægt på, at det er andelsboligforeningen, der ejer ejendommen, mens ejere af andelsbeviser kun har en brugsret til en lejlighed. Dette kan sidestilles med lejere, der heller ikke er ejere af en ejendom. Fremlejes en lejelejlighed, er der ifølge Skatterådet ikke tale om erhvervsmæssig virksomhed. Et eventuelt overskud vil være skattepligtigt, mens et eventuelt underskud ikke kan fradrages.
Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009 - 2011. Et underskud af virksomhed kunne derfor ikke fradrages i anden indkomst. Desuden kunne virksomhedsskatteordningen ikke anvendes.
Da klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed med udgangen af indkomståret 2008, skulle der derfor ske beskatning af hele beløbet fra konto for opsparet overskud i indkomståret 2009 med tillæg af virksomhedsskat, jf. VSL § 1, stk. 1, samt § 15, stk. 1, og § 10, stk. 3.x
|
xLandsskatteretten fandt det ikke godtgjort af klageren, at der forud for Skatterådets afgørelse af 20. november 2012, offentliggjort i SKM2012.701.SR, forelå en fast og bindende administrativ praksis om, at udlejning af andelsboliger til beboelse kunne godkendes som erhvervsmæssig virksomheden.
Se også afsnit C.C.1.1.1. om fremleje af lejelejlighed og udlejning af andelsbolig.x
|
SKM2004.244.LSR
|
Erhvervsmæssig virksomhed.
En virksomhed, som omfattede virksomhedsrådgivning kunne anses for at være etableret og drevet erhvervsmæssigt.
Virksomheden blev startet i juli 1999 og opnåede en omsætning i 1999 og 2000 på henholdsvis 24.492 kr. og 32.216 kr. Virksomheden havde underskud i begge år, og ophørte med udgangen af 2000.
Fradrag for underskud blev godkendt, ligesom der blev godkendt fradrag for udgifter til juridisk assistance mv. efter SL § 6, stk. 1, litra a.
|
|
SKM2002.437.LSR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed
To virksomheder, en hudplejeklinik og en virksomhed med internethandel var så forskellige, at de i skattemæssig forstand blev anset for at være to virksomheder.
Ingen af virksomhederne blev anset for at være erhvervsmæssigt drevet.
|
Indbragt for domstolene, men efterfølgende hævet af skatteyderen
|
TfS 1999, 250 LSR
|
Erhvervsmæssig virksomhed. Skatteyderen havde i 1994 og 1995 købt og solgt ni biler, som havde været indregistreret i skatteyderens og ægtefællens navn og yderligere købt og solgt fire uindregistrerede biler. Bilerne var videresolgt med fortjeneste. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af brugte biler, selvom han var ufaglært og levede af bistandshjælp.
|
|
TfS 1996, 845 LSR
|
Ikke erhvervsmæssig - hobby.
En vejformand, der havde eksperimenteret med det formål at fremstille isolerings- og byggematerialer af halm, havde haft udgifter før renter og afskrivninger på 55.753 kr.
Fradrag for udgifterne blev afvist, fordi Landsskatteretten ikke anså det for godtgjort, at virksomheden på længere sigt ville give overskud. Der kunne heller ikke gives fradrag efter LL § 8 B eller den dagældende LL § 8 L, fordi det er en betingelse, at forsøgs- og forskningsvirksomhed sker i tilknytning til skatteyderens erhverv.
|
|
TfS 1995, 44 LSR
|
Erhvervsmæssig virksomhed. Professionelt anlagt.
Et virksomhed (I/S), der skulle indkøbe og levere dagligvarer mv. til benzinforhandleres kiosksalg, var startet i 1985 og havde givet underskud i 1987-1989.
Landsskatteretten fandt, at
- uanset underskuddene og uanset den lave omsætning i forholdt til den indskudte kapital, havde virksomheden været professionelt anlagt med indkøbsforeningen som virksomhedsområde
- skattefordelen i projektet var anvendt som incitament for mulige investorer
- arrangementet ikke skulle tilsidesættes ud fra en betragtning om, at virksomheden reelt tilhørte et ApS
- omkostningerne ikke var forgæves afholdte etableringsomkostninger, men driftsomkostninger.
Da virksomheden var erhvervsmæssig, kunne interessenten trække driftsomkostninger og tab ved salg af driftsmidler fra.
|
|
TfS 1991, 506 LSR
|
Erhvervsmæssig virksomhed.
En skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget ved fiskeri, begyndte at drive erhvervsfiskeri som bierhvervsfisker.
Landsskatteretten fandt, at han havde tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og at virksomhedens underskud vedrørte en periode, hvor virksomheden havde været under opbygning.
Landsskatteretten godkendte derfor, at underskuddene kunne trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a.
|
|
SKAT
|
SKM2015.501.SR |
Erhvervsmæssig virksomhed vindmølle
Skatterådet bekræftede, at der kunne afskrives skattemæssigt på en vindmølle. Møllen tilkobledes en måler, der kun vedrørte virksomhedens erhvervsmæssigt anvendte ridehal.
Møllen forventedes at kunne producere ca. 18.000 kWh, hvoraf kun 1.000 kWh forventedes brugt i virksomheden.
Budgettet viste, at driften ville give overskud, og at det forventede afkast stod i rimeligt forhold til møllens anskaffelsessum.
Skatterådet fandt, at vindmøllen i sig selv ville udgøre en erhvervsmæssig virksomhed og være afskrivningsberettiget som et driftsmiddel i denne virksomhed, jf. AL § 5. Møllen kunne derimod ikke anses for en del af skatteyderens øvrige virksomhed.
Det samme gjaldt, hvis ridehallen blev anvendt privat.
Da vindmøllen i sig selv udgjorde en selvstændig erhvervsvirksomhed, var det uden betydning, at møllen i mindre omfang leverede el til virksomheden eller privatboligen, idet hovedparten af strømmen ville blive solgt til elnettet.
|
Se afsnit C.C.4.5 om beskatningen af indkomst fra anlæg med produktion af vedvarende energi.
|
SKM2015.297.SR |
Streamingindtægter
Skatteyderen havde indgået kontrakt med en spiludbyder om at modtage andel af reklameindtægter og abonnementer. Indtægterne blev genereret ved hendes onlinespil på internettet.
Skatterådet fandt, at der var tale om indkomst ved hobbyvirksomhed og ikke - som foreslået af skatteyderen - honorarindkomst.
Der blev lagt vægt på aktivitetens præg af fritidsinteresse, virksomhedens omfang og indtjening sammenholdt med den ringe økonomiske risiko. Der blev desuden lagt på den udstrakte mulighed for at anvende virksomhedens aktiver privat.
|
|
SKM2014.782.SR |
Vindmølle
En skatteyder, der drev et deltidslandbrug, påtænkte at anskaffe en husstandsvindmølle på 10 kW eller derunder. Størstedelen af møllens produktion skulle sælges til elnettet.
Skatterådet bekræftede på grundlag af et fremlagt budget, at husstandsvindmøllen kunne betragtes om en erhvervsmæssig virksomhed.
Skatteyderen skulle indtægtsføre et beløb, der opgøres som 2,22 kr. pr. kWh (2014) som eget forbrug af strøm i stuehuset, jf. LL § 8 P, stk. 9.
Der skulle derimod ikke foretages intern afregning af den strøm, der produceredes af vindmøllen til brug i landbrugsvirksomheden, idet det ville være uden skattemæssig betydning for skatteyderens samlede skatteopgørelse, om der blev fastsat en intern afregningspris mellem virksomhederne, og hvilken sats der eventuelt anvendtes.
Skatterådet lagde i denne forbindelse til grund, at vindmøllen og landbruget var to særskilte virksomheder, og forudsatte, at landbruget var en erhvervsmæssig virksomhed.
|
Se afsnit C.C.4.5 om beskatningen af indkomst fra anlæg med produktion af vedvarende energi.
|
SKM2014.226.SR |
Bitcoins Skatterådet besvarede en række spørgsmål om Bitcoins. Rådet forudsatte, at virksomheden, en rådgivningsvirksomhed, ikke drev næring eller spekulation med Bitcoins.
Rådet fandt bl.a., at Bitcoins ikke kan anses for en officiel valuta. Alene den værdi, der fremgår af købs- eller salgsfakturaen for den pågældende handel, herunder eventuelt i fremmed valuta, kan indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Værdien for en vare eller ydelse for den enkelte virksomhed må ikke være påvirket af kursregulering på Bitcoins i en betalingstransaktion.
Rådgivningsvirksomheden kunne ikke anses for at drive handelsnæring med bitcoins. Derimod ville der fx være tale om handelsnæring for virksomheder som fx Mt. GOX.
Rådet fandt, at anvendelsen af Bitcoins fremfor danske kroner eller officiel fremmed valuta til almindelig samhandel var udtryk for spørgers personlige interesse i Bitcoins, og at der derfor ikke var tale om vederlagsnæring for virksomhedens vedkommende.
Anvendelsen af Bitcoins i virksomheden var ikke erhvervsmæssigt begrundet, men et udslag af spørgers personlige interesse. Anvendelsen vedrørte således spørgers privatsfære.
Virksomhedens udgifter til vederlaget til Bitcoins-exchangeren kunne ikke fratrækkes som en driftsomkostning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.
Beholdninger af Bitcoins er omfattet af begrebet formuegenstande, der som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, jf. SL § 5.
Hvis der efter en konkret bedømmelse er tale om afståelse af formuegenstande som led i næring eller spekulation, hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil der dog kunne ske beskatning af afståelsen efter de regelsæt, der gælder for disse områder.
Hvis virksomheden anses for en hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, er indkomstårets realiserede nettogevinster ved anvendelse af Bitcoins skattepligtig indkomst for spørger personligt, jf. efter SL § 4.
|
Afgørelsen er påklaget til Skatteankestyrelsen.
|
SKM2013.654.SR |
Erhvervsmæssig virksomhed. Vindmølle.
Skatterådet kunne bekræfte, at to husstandsvindmøller, som en skattepligtige overvejede at erhverve, kunne anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, der kunne indgå i virksomhedsordningen.
Den ene vindmølle skulle for størstedelens vedkommende producere el til el-nettet, mens en mindre del af produktionen skulle forsyne stuehuset. Der blev fremlagt et budget, der viste, at vindmøllens drift ville være rentabel.
Den anden vindmølle skulle forsyne driftsbygningerne, således at overskudsproduktionen skulle sælges til el-nettet.
|
Om vedvarende energianlæg se nærmere afsnit C.C.4.5.2 og afsnit C.C.4.5.4. |
SKM2010.585.SR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed, hobby.
En virksomhed, der beskæftigede sig med salg af softwareprogrammer via iTunes blev ikke anset for at være erhvervsmæssig.
Skatterådet fandt derimod, at der var tale om ikke erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed). Udgifter til at anskaffe digitalcentraler til modeljernbane med det formål at udvide produktets anvendelsesområde samt udgifter til indkøb af software kunne derfor fratrækkes skattemæssigt efter nettoprincippet.
|
|
SKM2009.644.SR
|
Ikke erhvervsmæssig udstykning og salg af grunde.
En tømrers udstykning og efterfølgende salg af grunde fandtes ikke at være sket som led i næringsvirksomhed, og udgjorde derfor ikke en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, der kunne indgå i virksomhedsordningen eller omdannes efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse.
|
|
SKM2008.943.SR
|
Udlejning af jord.
Ikke erhvervsmæssig.
Udlejning af 2,04 ha frijord, med et forventet årligt overskud på 520 kr. blev ikke anset for at være erhvervsmæssig i relation til anvendelsen af virksomhedsordningen og genanbringelse efter ejendomsavancebeskatningsloven.
Afgørelsen er begrundet med, at det forventede overskud var af beskeden størrelse.
|
|
SKM2006.142.SR
|
Ikke erhvervsmæssig virksomhed - hobby.
Skatteyderen drev et karosseriværksted og en dragracing-virksomhed.
Dragracing-virksomheden havde tidligere været drevet erhvervsmæssigt, men på grund af nedgang i omsætningen opfyldte virksomheden ikke længere rentabilitetskravet, og racerbilen blev anset for overgået til privat anvendelse.
Skatterådet fandt, bl.a. på baggrund af de regnskabs- og budgetmæssige oplysninger, at virksomheden ikke var blevet erhvervsmæssig igen. Dette skyldtes, at resultatet ikke gav plads til afskrivninger og en rimelig driftsherreløn.
|
|