Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan forskudsafskrivningsgrundlaget opgøres, og det resterende forskudsafskrivningsgrundlag beregnes, i de tilfælde hvor der løbende sker anskaffelse af aktiver i den periode, hvor der kan forskudsafskrives.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Regulering af forskudsafskrivningsgrundlaget
  • Afskrivningsberettiget anskaffelsessum for anskaffede aktiver.

Regel

Reglerne i AL § 32 regulerer forskudsafskrivningsgrundlaget - og dermed også det videre forløb med forskudsafskrivningerne - i de tilfælde hvor der løbende sker anskaffelse af aktiver i den periode, hvor der kan forskudsafskrives.

Regulering af forskudsafskrivningsgrundlaget

Når et aktiv, der er forskudsafskrevet på, bliver afskrivningsberettiget efter AL § 5 i løbet af den periode, hvori der kan forskudsafskrives, skal der ske en regulering af forskudsafskrivningsgrundlaget for aktiver med samme bestillings - eller planlægningsår, da aktivet skal udgå af forskudsafskrivningsgrundlaget efter AL § 32.

Reguleringen sker ved, at den faktiske anskaffelsessum for aktiverne trækkes fra i den samlede beregnede eller aftalte anskaffelsessum for aktiver med samme bestillings - eller planlægningsår.

Beregning af det resterende forskudsafskrivningsgrundlag

Anskaffelsessummen for det anskaffede aktiv trækkes først fra i grundbeløbet, der for indkomståret 2016 udgør 1.473.000 kr. efter AL § 29, stk. 1, nr. 3. Dette beløb, der reguleres efter PSL § 20, var for indkomståret 2015 1.453.200 kr. På denne måde bliver det på et tidligt tidspunkt opgjort, hvilken del af den samlede, aftalte eller beregnede anskaffelsessum, der ikke er forskudsafskrivningsberettiget, fordi den ikke er større end grundbeløbet. Hvis den faktiske anskaffelsessum for aktivet ikke er større end grundbeløbet, kan der fortsat forskudsafskrives på hele det oprindelige forskudsafskrivningsgrundlag. Den del af grundbeløbet, der er tilbage, videreføres derefter i regnskabet.

I det indkomstår, hvori den faktiske anskaffelsessum for aktiverne er større end grundbeløbet, skal resten af anskaffelsessummen trækkes fra i forskudsafskrivningsgrundlaget. Det er således først på dette tidspunkt, at forskudsafskrivningsgrundlaget reduceres.

I det enkelte indkomstår kan der udelukkende forskudsafskrives på den del af forskudsafskrivningsgrundlaget, der er til rest ved udløbet af indkomståret. Det vil sige den del af forskudsafskrivningsgrundlaget, der er til rest, efter at der er sket reduktion med de faktiske anskaffelsessummer for aktiver, der i løbet af indkomståret er blevet afskrivningsberettigede efter AL § 5.

Grundbeløb og forskudsafskrivningsgrundlag føres dermed på hver sin saldo, hvori de faktiske anskaffelsessummer trækkes fra, efterhånden som aktiverne anskaffes. De faktiske anskaffelsessummer trækkes altså først fra i grundbeløbet og derefter i forskudsafskrivningsgrundlaget.

Hvis der for et aktiv er en overskydende anskaffelsessum i forhold til den aftalte eller beregnede anskaffelsessum for aktivet, skal det overskydende beløb modregnes i en anskaffelsessum for et andet aktiv, der er for lav.

Eksempel

Følgende eksempel viser hvordan forskudsafskrivningsgrundlaget reguleres, og det resterende forskudsafskrivningsgrundlag beregnes, når der løbende bliver anskaffet aktiver i den periode, hvori der kan forskudsafskrives, og eksemplet viser desuden når et aktiv, der har været forskudsafskrevet på, overgår til ordinære afskrivninger:

Forudsætning: kontrakt indgået i år 1

Skib

Forventet leveringsår

Kontraktsum kr.

Skib 1 

År 2

873.000

Skib 2

År 3

1.000.000

Skib 3

År 3

300.000

Skib 4

År 4

500.000

Kontraktsum i alt

2.653.200

Heraf grundbeløb

1.473.000

Forskudsafskrivningsgrundlag 2.632.200 ÷ 1.432.200

1.200.000 

      

År 1

Kr.

Grundbeløb

1.473.000

Forskudsafskrivningsgrundlag

1.200.000

Forskudsafskrivning 12 pct. af 1.200.000 kr. Samlet forskudsafskrivningsprocent = 12

144.000

  

År 2

Kr.

Grundbeløb overført fra År 1

1.473.000

÷ Anskaffelser År 2:

 

Skib 1, faktisk anskaffelsessum

786.800

Resterende grundbeløb

686.200

Forskudsafskrivningsgrundlag overført fra År 1

1.200.000

Den faktiske anskaffelsessum for skib 1 kan indeholdes i grundbeløbet, og reducerer derfor kun grundbeløbet. Forskudsafskrivningsgrundlaget påvirkes ikke.

Den faktiske anskaffelsessum for skib 1 er mindre end kontraktsummen. Alligevel indgår forskellen mellem den oprindeligt aftalte anskaffelsessum og den faktiske anskaffelsessum fortsat i den samlede kontraktsum

Forskudsafskrivning

15 pct. af 1.200.000 kr.

180.000

Samlet forskudsafskrivningsprocent (12+15) = 27

 

  

År 3

Kr.

Kr.

Grundbeløb overført fra År 2

686.200

÷ Anskaffelser År 3

 

Skib 2, faktisk anskaffelsessum

1.066.800

 

Skib 3, faktisk anskaffelsessum

340.000

1.473.000

Grundbeløb, til rest

0

  

Den del af de faktiske anskaffelsessummer, der ikke kan indeholdes i grundbeløbet, skal herefter trækkes fra i forskudsafskrivningsgrundlaget.

Forskudsafskrivningsgrundlag, overført fra År 2

1.200.000

÷ Overskydende beløb vedrørende anskaffelser, År 3 1.473.000 kr. ÷ 686.200 kr.

786.800

Forskudsafskrivningsgrundlag, til rest

413.200

   

Selvom de faktiske anskaffelsessummer overstiger kontraktsummerne, er det de faktiske anskaffelsessummer, der skal trækkes fra i den samlede kontraktsum.

Forskudsafskrivning

3 pct. af 413.200 kr.

12.396

Samlet forskudsafskrivningsprocent (27 + 3) = 30.

Der kan derefter ikke forskudsafskrives mere.

Afskrivningsberettiget anskaffelsessum for anskaffede aktiver

Den afskrivningsberettigede anskaffelsessum for driftsmidler og skibe, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt udgør: Den faktiske anskaffelsessum ÷ de forskudsafskrivninger, der er foretaget på aktivet. Se AL § 33.

I det omfang aktivets faktiske anskaffelsessum fragår i grundbeløbet, bliver der ikke forskudsafskrevet, fordi der ikke kan forskudsafskrives på grundbeløbet. Det vil sige, at der kun skal opgøres forskudsafskrivninger for dette aktiv svarende til det beløb, som anskaffelsessummen for aktivet trækkes fra med i forskudsafskrivningsgrundlaget. Se AL § 32. Se mere om dette i afsnittet ovenfor om regulering af forskudsafskrivningsgrundlaget.

Opgørelse af de foretagne forskudsafskrivninger

De forskudsafskrivninger, der er foretaget på aktivet, opgøres således:

Den del af anskaffelsessummen der går fra i afskrivningsgrundlaget x de sammentalte procenter, som forskudsafskrivningerne er foretaget med.

Flere aktiver anskaffet i samme indkomstår

Hvis der anskaffes flere aktiver i samme indkomstår, skal forskudsafskrivningerne fordeles forholdsmæssigt på aktiverne. Fordelingen skal ske efter forholdet mellem de faktiske anskaffelsessummer for de enkelte aktiver og den samlede, faktiske anskaffelsessum for de aktiver, der er anskaffet i det samme indkomstår.

Det vil sige efter denne brøk:

Forskudsafskrivningerne x faktisk anskaffelsessum for det enkelte aktiv/

Samlet faktisk anskaffelsessum for aktiver anskaffet i indkomståret.

Med forskudsafskrivningerne i brøken menes de sammentalte forskudsafskrivningsprocenter gange den del af den samlede anskaffelsessum for aktiver, der er erhvervet i det aktuelle indkomstår, og som er fragået i forskudsafskrivningsgrundlaget.

Afskrivningsberettiget anskaffelsessum efter AL § 5

Når de aktiver, der er forskudsafskrevet på, anskaffes, skal den afskrivningsberettigede anskaffelsessum efter AL § 5 formindskes med forskudsafskrivningerne i det indkomstår, hvori aktiverne bliver afskrivningsberettigede, fordi der ellers kunne afskrives to gange på det samme beløb, først som forskudsafskrivning og derefter som ordinær afskrivning. Da forskudsafskrivningerne allerede er trukket fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan den efterfølgende, tilsvarende formindskelse af aktivets anskaffelsessum ikke trækkes fra ved indkomstopgørelsen.

Eksempel

Eksemplet bygger videre på eksemplet ovenfor om AL § 32.

Anskaffelser År 2

Kr.

Skib 1

786.800

÷ Beløb fragået i forskudsafskrivningsgrundlaget med

0

Afskrivningsberettiget anskaffelsessum for Skib 1

786.800

Anskaffelser År 2

Kr.

Skib 2

1.066.800

Skib 3

340.000

I alt

1.406.800

Heraf er der fragået i forskudsafskrivningsgrundlaget

786.800

Forskudsafskrevet i år 1 og år 2 på samlet anskaffelsessum

(12 + 15 = 27 pct. af 786.800 kr.)

212.436

Forholdsmæssig fordeling af forskudsafskrivning:

Anskaffelsessum for Skib 2

1.066.800

÷ Forskudsafskrevet

212.436 x 1.066.800 kr./

 1.406.800 kr.

= 161.094

Anskaffelsessum for Skib 2 nedskrevet til

 905.706

Anskaffelsessum for Skib 3

340.000

÷ Forskudsafskrevet

212.436 x 340.000 kr./

1.406.800 kr.

= 51.342

Anskaffelsessum for Skib 3

 288.658

Behandling af den nedskrevne værdi

Den nedskrevne værdi indgår på virksomhedens saldo for driftsmidler og skibe, se AL § 33, stk. 2, 2. pkt., der henviser til AL § 5, stk. 1-3. Der skal derfor ikke ske begrænsning af afskrivningsretten efter AL § 5, stk. 4, for driftsmidler og skibe, der ikke har kunnet forskudsafskrives på i bestillings - eller planlægningsåret efter reglerne i AL § 30, stk. 1, 2. pkt. om visse selskabers og foreningers udlejningsaktiver. Se mere om dette i afsnit C.C.2.4.3.3 "Begyndelse med og afslutning af forskudsafskrivninger".

Den afskrivningsberettigede anskaffelsessum skal desuden formindskes med etableringskontomidler, der er brugt til forlods afskrivning på aktiverne.