Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.2.4.4.2 Installationer i bygninger" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om afskrivningsberettigede installationer i bygninger.

Afsnittet indeholder:

Definition af installationer
Regel
Installationer, der tjener fuldt afskrivningsberettigede bygninger
Eksempler på bygningsbestanddele, installationer og driftsmidler/inventar
Installationer, der tjener andre bygninger
Blandet benyttede installationer
Installationer i beboelseslejligheder med en eller to selvstændige lejligheder
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit

C.C.2.4.4.3 om afskrivningsgrundlag
C.C.2.4.4.4 om afskrivningsmetoder.

Definition af installationer

Ved installationer forstås aktiver, der har en fastere tilknytning til bygningen og tjener denne som sådan. Eksempler på sådanne installationer er

enhver indretning eller lignende, der har til formål at opvarme ejendommen
elevatorer
ventilationsanlæg
varmtvandsanlæg.

Anlæg, der er installeret af hensyn til selve produktionsprocessen, anses derimod normalt for at være driftsmidler.

Der skal derfor som hovedregel sondres mellem

installationer, der tjener selve bygningen
installationer, der tjener produktionen i bygningen.

Se eksempler på sondringen i afsnittet "Eksempler på bygningsbestanddele, installationer og driftsmidler/inventar" nedenfor.

Regel

Installationer er omfattet af AL § 15.

Der kan afskrives på installationer, der udelukkende tjener bygninger, som kan afskrives efter AL § 14. Afskrivning på installationer behandles på samme måde, som de(n) bygning(er), som de knytter sig til.

Dette gælder dog ikke installationer, som der kan afskrives på efter AL § 15, stk. 2 eller stk. 3.

Installationer, der tjener fuldt afskrivningsberettigede bygninger

Installationer, der udelukkende tjener bygninger, der er afskrivningsberettigede efter AL § 14, behandles som disse bygninger. Se AL § 15, stk. 1. Det vil sige, at afskrivningen finder sted efter AL § 17.

Dette indebærer, at installationer, der anskaffes sammen med den afskrivningsberettigede bygning, som installationerne tjener, skal afskrives som en bestanddel af bygningen. Dette gælder, selv om installationerne kunne afskrives med en højere sats, hvis de blev afskrevet særskilt.

Dette indebærer også, at installationer, der tjener fuldt afskrivningsberettigede bygninger, men som anskaffes senere end bygningerne, afskrives som forbedringsudgifter på bygningerne. Se AL § 18.

Udskiftning af en installation i en fuldt afskrivningsberettiget bygning skal behandles efter de almindelige regler om vedligeholdelse eller forbedring af fast ejendom. Se SKM2002.378.LSR om en udgift til nedtagning af et 50 år gammelt lavtryksanlæg og opsætning af nyt fjernvarmeanlæg, som blev anset for en vedligeholdelsesudgift.

Udgifter til ombygning eller forbedring af en installation afskrives som udgifter til ombygning eller forbedring af bygningen særskilt efter AL § 18, stk. 1, og berettiger til straksfradrag efter AL § 18, stk. 2.

Der kan ikke tages nedrivningsfradrag ved særskilt nedrivning af en installation, der tjener en afskrivningsberettiget bygning. Se afsnit C.C.2.4.4.5 om nedrivningsfradrag.

Ejendomsvurderingen afgørende

Den vurderingsmæssige behandling af ejendommen er afgørende for, om en anskaffelse skal anses for at være:

En bygningsbestanddel
En installation
Et driftsmiddel/inventar (løsøre).

Det kan have stor betydning, hvordan en anskaffelse kvalificeres. Hvis en anskaffelse vurderes til at være en bygningsbestanddel, og bygningen ikke er afskrivningsberettiget, kan anskaffelsen ikke afskrives med skattemæssig virkning.

Ejendomsværdien udgør værdien af den faste ejendom i sin helhed. Se VURDL § 9, stk. 1. Ved værdiansættelsen regnes sædvanligt tilbehør med. Se VURDL § 9, stk. 2.

Vurderingslovens begreb "sædvanligt tilbehør" svarer til afskrivningslovens begreb "installationer".

Ved ansættelsen af ejendomsværdien regnes, udover de egentlige bygninger og bygningsbestanddele, også sædvanligt tilbehør (installation) med til den faste ejendom. Derimod regnes fx besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel ikke med.

Mens bygningen og dens bestanddele (bygningsbestanddele) altid regnes med i ejendomsvurderingen, selv om ejendommens lejer måtte eje enkelte af dens bestanddele, skal sædvanligt tilbehør (installation) til den faste ejendom kun tages med, hvis det er ejendommens ejer, der ejer dette tilbehør.

Tinglyst pant i en fast ejendom omfatter tilbehør til bygningen, som er indlagt af ejeren til brug for bygningens anvendelse som erhvervsejendom. Pantesikkerheden omfatter ikke tilbehør, der er indlagt i ejendommen til brug for den erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen. Se TL § 38.

På denne baggrund vedtog Ligningsrådet med vurderingsmæssig virkning fra 18. alm. vurdering (1. januar 1986) følgende vurderingspraksis:

"Som sædvanligt tilbehør til en bygning anses installationer, som er indlagt i ejendommen til brug for dennes anvendelse til erhverv i almindelighed, hvorimod installationer til brug for en særlig erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen, ikke i vurderingsmæssig henseende fremtidig skal betragtes som sædvanligt tilbehør".

Sædvanligt tilbehør til den faste ejendom

Den nævnte vurderingspraksis berører ikke beboelsesejendomme, men kun ejendomme, i hvilke der drives erhverv. Som eksempler på effekter, der skal anses som sædvanligt tilbehør til den faste ejendom og derfor tages med ved ejendomsvurderingen, kan nævnes:

Enhver effekt, der har til formål at opvarme ejendommen, dvs. centralfyr (oliefyr, halmfyr, gasfyr og lignende), ovne, olietanke mv., herunder også løst ophængte el-panel-radiatorer. Se TfS 1986, 158 SD om elpaneler
Elevatorer
Køleanlæg, varmegenvindingsanlæg og ventilationsanlæg, medmindre disse specielt er anskaffet med henblik på et særligt erhverv, der drives i ejendommen
Diverse el-kabler, fx kabler til edb-anlæg
Grundvandspumper, vandpumpeanlæg samt vandrensningsanlæg
"Hårde hvidevarer" placeret i erhvervsejendomme, i det omfang de tjener bygningen. Dette vil fx være tilfældet for fryse- og køleskabe, som er placeret i en personalekantine, og også for ventilationsanlæg samme sted
Indbyggede lysarmaturer til lysstofrør og plader til forsænkning af loftet.

Aktiver, der indlægges af en lejer

Det er kun aktiver, der ejes af bygningens ejer, som regnes med som sædvanligt tilbehør ved vurderingen. Aktiver, der indlægges i en bygning af en lejer, og som ved vurderingen ville have været taget med som sædvanligt tilbehør, hvis de i stedet var blevet indlagt af bygningens ejer, kan afskrives som driftsmidler af lejeren.

Fysisk placering ikke afgørende

Det fremgår af formuleringen af AL § 15, stk. 1, jf. udtrykket "tjener", at der ikke stilles krav om, at installationerne fysisk befinder sig i den bygning, som de er knyttet til. Se dog AL § 15, stk. 4 og afsnittet nedenfor: "Installationer, der tjener andre bygninger".

Bygnings overgang til anden anvendelse

Hvis en installation efter bestemmelsen i AL § 15, stk. 1, i en periode har været afskrevet sammen med en fuldt afskrivningsberettiget bygning som en del af denne, vil der, når bygningen overgår til en anden benyttelse, være behov for at udskille installationens anskaffelsessum og nedskrevne værdi fra bygningens anskaffelsessum og nedskrevne værdi.

Hvis bygningens benyttelse, eksempelvis for halvdelens vedkommende, overgår til kontorbrug, mens bygningen for den resterende halvdels vedkommende fortsat benyttes til afskrivningsberettiget formål, vil den del af den oprindelige anskaffelsessum, som vedrører installationen, fortsat kunne afskrives, indtil installationen er afskrevet fuldt ud. Den del af den oprindelige anskaffelsessum, som vedrører selve bygningen, kan kun afskrives for halvdelens vedkommende. Se afsnittet om delvis afskrivning på bygninger og installationer i afsnit C.C.2.4.4.4.

Hvis en installation har tjent en bygning, der ikke er afskrivningsberettiget eller kun er delvist afskrivningsberettiget, og installationen derfor er blevet særskilt afskrevet efter AL § 15, stk. 2, skal installationen fortsat afskrives efter denne bestemmelse, selv om bygningen overgår til at blive fuldt afskrivningsberettiget efter AL § 14, stk. 1. Dette fremgår af AL § 15, stk. 1.

Eksempler på bygningsbestanddele, installationer og driftsmidler/inventar

Som anført i foranstående afsnit kan det have stor skattemæssig betydning, om en anskaffelse anses for at være

en bygningsbestanddel
en installation
et driftsmiddel/inventar (løsøre).

Der er i nedenstående tre afsnit angivet en række eksempler fra praksis, der kan bruges i forbindelse med den nødvendige kvalifikation. Det drejer sig om:

Eksempler på installationer, som anses for at være driftsmidler/inventar (løsøre)
Eksempler på afgrænsningen mellem bygningsbestanddel og installation/løsøre
Eksempler på afgrænsningen mellem installation og driftsmidler/inventar (løsøre).

Eksempler på installationer, som anses for at være driftsmidler/inventar (løsøre)

Effekter, der tidligere har været regnet med ved vurderingen af den faste ejendom som sædvanligt tilbehør til denne, men som er omfattet af den i 1986 nævnte praksisændring, betragtes som løsøre (flytbare fysiske formuegenstande). Som eksempel på sådanne effekter inden for forskellige typer af erhvervsejendomme kan nævnes følgende:

Fabrikker og værksteder: Faste transport- og lageranlæg tages ikke med ved vurderingen, medmindre de er bygningsbestanddele eller tjener bygningens almindelige udnyttelse.
Landbrugsejendomme: Staldinventar, fx skillerum, farebøjler, bindsler, fodertrug og drikkekar med tilhørende vandrør, gyllepumper, gødningsriste, udmugningsanlæg mv. tages normalt ikke med ved vurderingen. Ventilationsanlæg, udsugningsanlæg og varmegenvindingsanlæg tages heller ikke med ved ejendomsvurderingen, da de anses for at være anskaffet direkte til speciel anvendelse i landbrugsvirksomheden. Derimod tages betongulv i stalde, gyllebeholdere, gyllekanaler og gødningskanaler fortsat med ved ejendomsvurderingen som bygningsbestanddele.
Siloer: Tages med ved vurderingen som bygninger, når det drejer sig om meget store siloer, oftest anbragt udendørs og opført med henblik på forbliven på stedet, så de ikke eller kun meget vanskeligt kan flyttes. Andre siloer betragtes som løsøre og tages ikke med ved ejendomsvurderingen. Efter TfS 1986, 571 SD anses en plansilo (betonsilo uden forankring eller nedstøbning) som løsøre.
Restauranter: Hårde hvidevarer, stålborde, bardiske eller lignende tages ikke med ved vurderingen.
Laboratorier: Laboratorieborde og vaske, stinkskabe, reoler, speciel elinstallation og varmegenvindingsanlæg i reproduktionsrum tages ikke med ved vurderingen.
Kontorer: Metalskinne til billedophæng, udvendige firmaskilte, indvendige navneskilte og informationsskilte tages ikke med ved vurderingen.
Detailforretninger: Hårde hvidevarer (af enhver art) tages ikke med ved vurderingen.
Drivhuse: De såkaldte skyggegardiner anses for at være løsøre og tages ikke med ved ejendomsvurderingen. Derimod er anlæg til opvarmning i drivhuse sædvanligt tilbehør (installationer). Se TfS 1985, 276 LR.
Vindmøller: Tages ikke med ved vurderingen.

Aktiver, der efter ovenstående ikke længere tages med ved ejendomsvurderingen, kan afskrives som driftsmidler efter afskrivningslovens kapitel 2 som driftsmiddel/inventar. Denne praksis har virkning for afskrivning på aktiver, der er anskaffet i indkomståret 1984 og senere.

Anskaffelser, der er foretaget før indkomståret 1984, behandles afskrivningsmæssigt efter den dagældende praksis.

Eksempler på afgrænsningen mellem bygningsbestanddel og installation/løsøre

Følgende afgørelser vedrører afgrænsningen mellem bygningsbestanddel og installation/løsøre:

Agerhønsevoliere anses for at være en bygningsbestanddel.
Autodæksystem, port og porthus anses for at være bygningsbestanddele, mens læsserampe og portsluse anses for at være installationer.
Gylletanke. Overdækning bestående af lerklinker i netpose (posen er ikke regntæt) og overdækning, bestående af flydelåg af kunststofdug, anses for at være driftsmidler, hvorimod overdækning bestående af udspændt teltdug og overdækning bestående af betonlåg anses for at være bygningsbestanddele. Se SKM2004.228.LR.
Kontorbarak indsat af lejer i lejet industribygning anses for at være en bygningsbestanddel.
Kølevandsforsyningsanlæg , hvor kanal, pumpestation og stålrør anses for at være bygningsbestanddele, mens filterarrangementer og el-udrustning anses som inventar.
Kørerampe til færge, inklusive fundament, anses for at være et driftsmiddel. Se SKM2007.163.LSR.
Minkburblokke anses for at være et driftsmiddel. Se SKM2006.154.VLR.
Rullegitter anses for at være en bygningsbestanddel. Se TfS 1989, 65 SD og TfS 1996, 454 HR.
Sikkerhedsglas anses for at være en bygningsbestanddel.
Skillevægge, lofter og gulve i systemer, som træder i stedet for sædvanlige vægge, lofter og gulve, skal i deres helhed regnes med ved ejendomsvurderingen som bygningsbestanddele. Hvis systemet ikke træder i stedet for sædvanlige vægge, lofter og gulve, betragtes det som inventar.
Skærmtag over benzinstander anses for at være en bygningsbestanddel. Se SKM2004.241.LSR.
Spabad med tilbehør, som er installeret i ejerens bolig, anses for at være løsøre, hvis spabadet udelukkende er installeret i erhvervsmæssigt øjemed. Se TfS 1990, 106 SD. Hvis et spabad indlægges i private boliger til private formål, anses det for at være en bygningsbestanddel. Spabad i luksussommerhus anses for at være en bygningsbestanddel/installation under hensyn til, at der ikke opkræves separat leje for spabadet, og at spabadet er installeret med henblik på udlejning af sommerhuset i sin helhed.
Tankanlæg til oliedistribution , hvor der i forbindelse med anlægget er nedgravet tanke med tilhørende rørforbindelse: Kloakker, vognport, lager, pumpeø, smøregrav og belægning anses som bygningsbestanddele, mens de nedgravede tanke med tilhørende rørforbindelser anses for at være inventar. Se TfS 1986, 50 SD.
Tyverisikring med tilhørende aluminiumsdørparti, jerngitter for kældervindue (eller tilmuring af dette) anses for at være bygningsbestanddele. Hvis en lejer etablerer tyverisikringen, bliver selve tyverialarmen anset for at være inventar. Se TfS 1986, 372 SD.
Udstillingsgulve (udskiftelig gulvbelægning) anses for at være inventar. Se SKM2003.347.LSR.
Vandrensningsanlæg bestående af pumpestationer, bassiner, veje, nedgravede kloak- og vandledningsanlæg anses som bygningsbestanddele, mens maskiner, pumper, filterarrangementer, elledninger og kontrolpaneler anses for at være inventar. Se TfS 1989, 338 SD.
Vandrutchebane anses for at være en bygningsbestanddel, bortset fra diverse løsdele, der anses for at være inventar.
Vildthegn anses for at være en bygningsbestanddel.
Vindmølle anses for at være et driftsmiddel. Se SKM2010.339.SR og SKM2010.340.SR

Eksempler på afgrænsningen mellem installation og driftsmidler/inventar (løsøre)

Nedenfor afgrænses installation over for løsøre på baggrund af en række afgørelser. Der er medtaget eksempler på afgørelser fra tiden før den oven for nævnte ændring af TL § 38, da afgørelserne fortsat anses for at være dækkende. Vær opmærksom på, at følgende eksempler ikke er opstillet i en prioriteret rækkefølge:

Alarmsystem i bank , hvor banken selv ejer bygningen, anses som inventar, fordi anlægget er indlagt til brug for den særlige erhvervsvirksomhed. Se TfS 1990, 244 LSR.
Anlæg til komprimering af affald anses for at være inventar.
Antenneanlæg anses for at være en installation.
Autovaskeanlæg, hvor de stationært anbragte bestanddele som vandtank, raffineringsanlæg, shampootank, centrifugal pumpe, betjeningskabinet og køreskinne samt bevægeligt grundelement med påmonteret tilbehør anses for at være inventar. Derimod skal rørsystemer til vandforsyning og vandafledning, som er tilsluttet en ejendoms rørsystem, afskrives sammen med bygningen, hvis denne er afskrivningsberettiget.
Badekabiner anses for at være en installation. Se LSRM 1973, 130.
Baldakin af letmetal anses for at være en installation.
Benzinstandere på benzinstationer anses for at være inventar.
Brandhaner anses for at være en installation.
Burfjerkræanlæg, bestående af bure, foderanlæg, vandanlæg og gødningstransportanlæg, anses for at være inventar. Se TfS 1988, 186 LR.
Campinghytte anses for at være inventar, hvis den er placeret for en kortere periode, men kan også anses for at være en bygning, hvis den er beregnet til varig forbliven på stedet.
Centralkuldeanlæg anses for at være en installation.
Centralvarmeanlæg anses for at være en installation.
Combimetre (energimåler) anses for at være en installation.
Damprensningsanlæg anses for at være inventar.
Edb-kabel anses for at være en installation.
Ekspansionsbeholder anses for at være en installation.
Elevator anses for at være en installation.
Ellåse, opsat i yderdøre i udlejningsejendom blev anset for at være en installation. Se TfS 1988, 336 SD.
Escalator anses for at være en installation, men bliver anset som en bygningsbestanddel, hvis der ikke er trapper i ejendommen.
Fiskedamme anses som en bygningsbestanddel.
Flagstang anses for at være en installation.
Flishugger, fritstående, anses for at være inventar.
Forsatsvinduer anses som bygningsbestanddele.
Frysehusbygning: Frysereoler, indfrysningstunneller, kølefordampere, afrimnings- og spildevandssystemer, rørsystemer og ventiler anses for at være inventar.
Fundamenter og bærende stålkonstruktioner til maskiner og kedler mv., der er opbygget på en sådan måde, at det ved fjernelse eller udskiftning af driftsmidlet (maskinen, kedlen mv.) er nødvendigt at fjerne eller ombygge fundamentet eller stålkonstruktionen, anses for at være inventar.
Fyringsanlæg i drivhuse anses for at være en installation.
Fællesantenneanlæg anses for at være en installation (anses dog som inventar, hvis anlægget er opført på lejet grund).
Gartneres dyrkningsborde anses i sin helhed for at være inventar. Se TfS 1988, 551 SD.
Gasbrændere hos forbrugere af naturgas anses for at være en installation.
Gasmåler anses for at være en installation.
Gas- og elkomfur anses for at være en installation.
Gas- og elvandvarmere, der indgår i rørsystemet anses som installationer. Se LSRM 1965, 121.
Gas- og elvandvarmere, der ikke indgår i rørsystemet, og som let kan fjernes, anses for at være inventar.
Gylleseparator anses for at være inventar. Se TfS 1988, 539 SD.
Halmfyringsanlæg anses for at være en installation.
Hårde hvidevarer i restauration anses for at være inventar.
Indendørs tanke til varmeanlæg anses for at være en installation.
Jordvarmeanlæg anses for at være en installation.
Kakkelovne og kaminer anses for at være installationer. Se LSRM 1962, 125.
Klimaanlæg i frisørsalon, som er let at tage ned, anses for at være inventar. Se LSRM 1980, 12.
Klima-, køle- og fryseanlæg i centrallager for kolonial- og slagtervarer anses for at være inventar. Se TfS 1988, 35 SD.
Kornopbevaring i fritstående moduler anses for at være inventar. Se TfS 1986, 100 SD.
Kraft-varmeanlæg, naturgasfyret anses for at være en installation. Se TfS 1988, 650 LR.
Køledisk anses for at være inventar.
Kølereol anses for at være inventar.
Kølerum anses for at være en installation.
Køle- og fryserum, installeret i en slagters udhus, anses for at være inventar. Se LSRM 1981, 8.
Køleskabe og frysere i udlejningsejendomme anses for at være installationer. SeSKM2006.672.VLR.
Lynaflederanlæg anses for at være en installation.
Lysstofarmaturer, der er løst ophængt, anses for at være inventar. Se LSRM 1969, 133 og LSRM 1975, 61.
Lysstofrør anses for at være inventar.
Løbegårde i et dyrehospital anses for at være en installation, hvorimod hunde- og katterum anses som bygningsbestanddele. Se LSRM 1976, 47.
Mikroovn i restaurant anses for at være inventar.
Minkbure anses for at være inventar.
Modulfrostrum, flytbart, anses for at være inventar. Se LSRM 1982, 7.
Natsænkningsanlæg anses for at være en installation.
Neonreklame. Rørene anses for at være inventar, mens jernkonstruktionen anses for at være en installation.
Nødstrømsanlæg, både transportable og stationære, anses for at være inventar. Men hvis større anlæg indføjes i bygningen, fx i forbindelse med dennes opførelse og dermed er bestemt til forbliven på stedet, anses disse for at være installationer. Se 2005.260.LSR om et nødstrømsanlæg, der blev indlagt i ejendommen for at tjene produktionen i ejendommen, og som derfor blev anset for at være et driftsmiddel.
Oliefyr anses for at være en installation.
Oliekaminer anses for at være en installation.
Olietanke anses for at være en installation. Se LSRM 1979, 111.
Pladefryser til minkfoder anses for at være inventar.
Portsluser anses for at være en installation.
Pumpeanlæg ved brønd anses for at være en installation.
Rørledninger, der er lagt ned uden for en virksomheds område til afledning af spildevand, anses for at være driftsmidler, hvis de tilhører virksomheden.
Rørsystem og kedelanlæg til gasfyret boligopvarmning anses for at være en installation.
Seddelautomat, skruet fast på benzinstander, anses for at være inventar. Se LSRM 1976, 144.
Solafskærmning, der er monteret udvendig på en bygning, anses for at være en installation.
Solarium i et udlejningssommerhus anses for at være inventar.
Solcelleanlæg, der er monteret på landjorden anses for at være et driftsmiddel. Se SKM2008.926.SR.
Solcelleanlæg, der er monteret på stativer på en bygning anses for at være et driftsmiddel. Se SKM2008.926.SR.
Solcelleanlæg, der er integreret i en bygnings bestanddele i forbindelse med nybyggeri, og hvor den producerede elektricitet anvendes som strømforsyning for bygningen, anses for at være en installation. Se SKM2008.926.SR.
Solfilm på vinduer anses for at være en installation.
Sprinkleranlæg anses for at være en installation.
Solvarmeanlæg anses for at være en installation.
Sprøjtekabine, der var fastboltet til vinkeljernskinner nedstøbt i gulvet, blev anset for at være inventar. Se LSRM 1976, 51.
Spånfyringsanlæg anses for at være en installation. Se LSRM 1980, 124.
Staldvarmeanlæg, som kun var indlagt for at forsyne stuehuset med varme, blev anset for at være en installation. Se TfS 1988, 538 SD.
Tagventiler anses for at være en installation.
Tank til oliefyringsanlæg anses for at være en installation.
Tankanlæg og lignende, der udelukkende anvendes i selve fabrikationsprocessen, anses for at være inventar.
Transformatorer, på el-værker, anses for at være inventar. Se TfS 1988, 440 SD.
Tunnelovne og -tørreanlæg i teglværker anses for at være inventar.
Tyverialarm anses for at være en installation. Se dog TfS 1993, 525 LSR, hvor en tyverialarm, der kunne tilsluttes el-nettet ved almindelig stikkontakt, blev anset for at være inventar.
Tørrestyringsanlæg anses for at være inventar.
Udmugningsanlæg til pelsdyrfarm, fortank og lagertank anses som en bygningsbestanddel. Øvrige dele anses for at være inventar. Se TfS 1988, 74 SD.
Universalløfter (donkraft) anses for at være inventar.
Varmekabler anses for at være en installation.
Varmepumpe anses for at være en installation.
Varmeruller anses for at være inventar.
Varmluftstæppe ved stormagasins hovedindgang anses for at være en installation.
Varmtvandsbeholder og varmtvandsledninger anses for at være installationer. Se LSRM 1965, 121.
Vaskemaskiner anses for at være installationer. Se LSRM 1980, 11 og SKM2006.672.VLR.
Ventilations- og vandbehandlingsanlæg i svømmehal anses for at være inventar. Se TfS 1988, 187 SD.
Ventilationsanlæg i banklokale med edb-terminaler anses for at være en installation. Se TfS 1988, 596 LR.

El - og gaskomfurer, køleskabe, vaskemaskiner, hjemmefrysere, opvaskemaskiner, tørretumblere og tørreskabe i beboelsesejendomme skal efter praksis anses for at være sædvanligt tilbehør ved vurderingen af den faste ejendom.

Disse aktiver afskrives som installationer efter afskrivningslovens kapitel 3, forudsat at de almindelige betingelser er opfyldte. Denne praksis har virkning for afskrivning på aktiver, der er anskaffet efter den 12. februar 1987. Anskaffelser, der er foretaget før dette tidspunkt, behandles afskrivningsmæssigt efter hidtidig praksis som driftsmidler.

Installationer, der tjener andre bygninger

Udelukkende erhvervsmæssigt benyttede installationer, der ikke er omfattet af AL § 15, stk. 1, afskrives særskilt for hver enkelt installation efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 3. Se AL § 15, stk. 2. Hvis flere installationer vedrørende en bygning er anskaffet i samme indkomstår, kan installationerne dog afskrives under ét.

Både installationer, der tjener ikke-afskrivningsberettigede erhvervsbygninger og installationer, der tjener erhvervsbygninger, der kun delvist er afskrivningsberettigede, er omfattet af AL § 15, stk. 2. Også installationer, der udelukkende tjener den afskrivningsberettigede del af en delvis afskrivningsberettiget bygning, afskrives særskilt efter AL § 15, stk. 2.

I SKM2010.692.SR kunne hverken andelsboligforeningen eller andelshaverne afskrive skattemæssigt på et solcelleanlæg, da foreningen ikke havde erhvervsmæssige indtægter og derfor ikke var skattepligtig, og andelshaverne ikke var ejere af anlægget.

Installationer, der tjener en blandet benyttet bygning, omfattet af AL § 19, kan afskrives fuldt ud, når den ikke afskrivningsberettigede del af bygningen anvendes erhvervsmæssigt. Se AL § 15, stk. 2.

Ejendomme med tre lejligheder eller flere, hvor ejeren bebor den ene lejlighed og beskattes af den almindelige udlejningsværdi, anses for at være fuldt erhvervsmæssigt benyttet.

Blandet benyttede installationer

Installationer, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, skal forsat følge det hidtidige individuelle afskrivningsforløb. Se AL § 15, stk. 3. Denne bestemmelse er nærmere beskrevet i afsnittet om afskrivning m.m. på blandet benyttede bygninger og installationer i afsnit C.C.2.4.4.4.

En blandet benyttet installation, der tjener en fuldt afskrivningsberettiget bygning, skal fortsat afskrives særskilt, selv om installationen overgår til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse. Se AL § 15, stk. 1.

Installationer i beboelseslejligheder med en eller to selvstændige lejligheder

AL § 15, stk. 4, indeholder en undtagelse fra reglen i § AL 15, stk. 1-3, om, at der kan afskrives på erhvervsmæssigt benyttede installationer i ikke-afskrivningsberettigede bygninger. Bestemmelsen afskærer afskrivning på installationer i beboelsesejendomme med én eller to selvstændige lejligheder, herunder en- eller tofamilieshuse. Bestemmelsen afskærer også afskrivning på sommerhuse, jf. SKM2013.239.LSR.

Dette medfører, at der i modsætning til bestemmelserne i AL § 15, stk. 1-3, lægges vægt på, hvor installationen rent fysisk befinder sig. Der kan eksempelvis ikke afskrives på en installation i et stuehus, selv om installationen udelukkende tjener en driftsbygning.

Ejere af ejerlejligheder, der benyttes til beboelse, kan ikke afskrive på installationer i den bygning, hvor ejerlejligheden findes. Se AL § 15, stk. 4.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
TfS 1996, 454 HR	Et selskab drev virksomhed med undervisning i edb samt køb og salg af edb-udstyr. Virksomheden blev drevet dels fra lejede lokaler i den bygning, hvori hovedaktionærerne havde bolig, dels fra bygninger, som var opført på lejet grund, som tilhørte hovedaktionærerne. De opførte bygninger var sammenbyggede med hovedaktionærernes bolig. Højesteret fandt ligesom tidligere landsretten, at betingelserne for afskrivning på bygning på lejet grund ikke var opfyldt, fordi udlejer og lejer var interesseforbundne parter, så der ikke var reel risiko for opsigelse. Rullegitre, der var monteret ved og tilpasset bygningens vinduer og døre, var ikke afskrivningsberettigede som inventar, men måtte anses som bygningsbestanddele. Højesteret fandt også, modsat landsretten og de lokale skattemyndigheder, at bygningen, hvorfra der blev solgt edb-udstyr, var afskrivningsberettiget efter AL § 18, stk. 1, litra a, fordi udstyret blev solgt til slutbrugere. Virksomheden havde således karakter af detailhandel. Demonstrations- og mødelokaler i samme bygning kunne afskrives efter reglen om afskrivning på accessoriske bygninger. Det blev godkendt, at der i bygningen var afholdt udgifter, som kunne afskrives efter reglen om afskrivning på særlige installationer. Sagen hjemvistes til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden. Bygningsbestanddel.
Landsretsdomme
SKM2006.672.VLR	Sagen drejede sig om fradrag for forskellige udgifter vedrørende en udlejningsejendom med tre lejemål, hvor ejeren selv beboede det ene og udlejede de andre. Landsretten tiltrådte skattemyndighedernes ansættelse for så vidt angik udgifter til vaskemaskine og køleskab. Installation.
SKM2006.154.VLR	Sagsøgerne, som drev minkfarm, havde anskaffet minkbure, redekasser og hvalpenet, som hovedsageligt var anvendt til udskiftning af tilsvarende tidligere erhvervede aktiver. Tilsammen udgjorde burene og redekasserne en minkburblok. Landsretten lagde til grund, at det kun teoretisk var muligt at drive minkhold med kun en minkburblok, og at der, hvis pelsdyrholdet skulle være rentabelt, skulle anvendes flere minkburblokke. Burene var endvidere opstillet i rækker ved siden af hinanden og havde samme anvendelse samt et fælles vandingssystem. Landsretten fandt derfor, at en minkburblok måtte anses for at være bestemt til at blive anvendt sammen med flere andre tilsvarende blokke, fordi flere blokke funktionsmæssigt hørte naturligt sammen. Udgifterne kunne derfor ikke straksafskrives, jf. AL § 6, stk. 1, nr. 2. Landsretten fandt derimod, at udgifterne kunne trækkes fra som vedligeholdelse efter SL § 6. Landsretten lagde herved vægt på, at en bursektion og en redekasse kun kunne fungere samlet i en minkburblok og ikke hver for sig de gennemførte udskiftninger af enkeltdelene ikke havde været så omfattende, at der ikke længere var tale om det samme aktiv. Udgifter til indkøb af minkburblokke, som var en nyanskaffelse, kunne ikke trækkes fra som vedligeholdelse efter SL § 6, men skulle afskrives som driftsmiddel/inventar. Vedligeholdelse.
Landsskatteretskendelser
SKM.2013.239.LSR	En udgift til anskaffelse af en varmepumpe til et sommerhus, der blev erhvervsmæssigt udlejet, kunne ikke afskrives efter AL § 15, stk. 4, da sommerhuset blev anset for et enfamilieshus, hvorfor afskrivning på installationer er udelukket. Udgiften kunne heller ikke fradrages som en vedligeholdelsesudgift efter AL § 6, stk. 1, litra a.
SKM2007.163.LSR	Klagen vedrørte spørgsmålet, om en kørerampe, inklusiv fundament, til færge skal afskrives som en bygning eller som et driftsmiddel. Selskabet havde afskrevet en kørerampe som et driftsmiddel. SKAT havde godkendt kørerampen afskrevet som en bygning. Landsskatteretten godkendte, at kørerampen, inklusiv fundament, kunne afskrives som et driftsmiddel efter AL § 5. Driftsmiddel.
SKM2005.260.LSR	Der blev ved afgørelsen lagt særligt vægt på bygningens særlige formål, samt at nødstrømsanlægget udelukkende blev anvendt til at opretholde driften af telekommunikation til og fra Grønland og ikke til belysning mv. af bygningen som sådan. Der blev herudover lagt vægt på, at nødstrømsanlægget ud fra det oplyste ikke var en bestanddel af bygningen, og at det uden ombygning og med minimale omkostninger kunne fjernes, hvis bygningen skulle anvendes til andet formål. Driftsmiddel.
SKM2004.241.LSR	En brugsforening klagede over, at et skærmtag over benzinstandere i afskrivningsmæssig henseende blev anset for at være en særskilt bygning efter AL § 14. Skærmtaget var ikke opbygget i materialer, der kunne begrunde, at taget skulle have mistet sin værdi senest 25 år efter opførelsen og således afvige fra afskrivningslovens almindelige regler. Skærmtaget var placeret på betonfundament (armeret). Konstruktionen var i varmeforzinket stål, men tagpladerne var i alustål, hvor alle synlige flader var colorcoat behandlede, mens skjulte flader var aluzink behandlede. Sternplader og søjleinddækninger var i stål med colorcoat behandling. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Særskilt bygning.
SKM2003.347.LSR	Klagen skyldtes, at et selskab ikke var anset for at være berettiget til at betragte udstillingsgulve i diverse materialer som inventar/driftsmidler i afskrivningsmæssig forstand. Derimod var udgifterne anset for at være udgifter til indretning af lejede lokaler efter AL § 39. Landsskatteretten tiltrådte, at udgifterne til udstillingsgulve skal anses som inventar/driftsmidler. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at gulvene var lagt til brug for den særlige virksomhed, der blev drevet fra de lejede lokaler, og at gulvene (efter virksomhedens art som udstilling) ikke kunne anses for at være lagt med henblik på varig forbliven i lokalerne i lejeperioden. Gulvene kunne derfor ikke anses for at træde i stedet for sædvanlige gulve. Driftsmidler.
SKM2002.378.LSR	Et selskab klagede for indkomståret 1999 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for en nettoudgift afholdt i forbindelse med installering af fjernvarmeanlæg. Udgiften omfattede nedtagning af det eksisterende lavtryksdampanlæg samt opsætning af nyt fjernvarmeanlæg. Det var til sagen oplyst, at ovennævnte selskab i 1950 erhvervede den omhandlede ejendom, samt at lavtryksdampanlægget har fungeret, siden ejendommen blev anskaffet. Der har således været tale om en udskiftning af et lavtryksdampanlæg, som efter det oplyste var slidt ned og derfor blev fjernet helt. Den nye installation har haft til formål at opvarme ejendommen, som anvendes til industri særligt med henblik på fremstilling af møbler. Installationen indgår ikke i produktionsprocessen. Efter de foreliggende oplysninger, herunder at lavtryksdampanlægget har fungeret siden anskaffelsen af ejendommen i 1950, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte selskabets oplysninger om, at anlægget i 1999 var teknisk forældet og nedslidt, samt at en istandsættelse af anlægget formentlig ville give problemer rent teknisk og medføre højere udgifter end udgiften til udskiftning af lavtryksdampanlægget med et fjernvarmeanlæg. Der var efter Landsskatterettens opfattelse heller ikke grundlag for at antage, at der ved installeringen af fjernvarmeanlægget var nogen forbedring i forhold til tilstanden i 1950. Den skete udskiftning blev derfor af retten anset for at være en nutidig løsning. Landsskatteretten fandt med tiltrædelse af Told- og Skattestyrelsen, at udgiften afholdt i forbindelse med installering af fjernvarmeanlæg kunne godkendes som en fradragsberettiget udgift efter SL § 6, stk. 1, litra a og e. Vedligeholdelse.
TfS 1993, 525 LSR	Ejeren af et udlejningssommerhus havde efter krav fra forsikringsselskabet fået installeret tyverialarm i sommerhuset. Tyverialarmer, som installeres i ejerboliger til permanent forbliven på stedet til brug for anvendelsen af bygningen til erhverv i almindelighed, betragtes som installationer, som der ikke kan afskrives på. I den foreliggende sag kunne alarmen imidlertid tilsluttes elnettet ved almindelig stikkontakt, hvorfor ejeren ved et eventuelt salg af ejendommen kunne tage den med sig. Tyverialarmen måtte herefter anses for at være inventar. Driftsmiddel.
TfS 1990, 244 LSR	Tyverialarmen i en bank blev anset for at være en installation, der var udformet efter de særlige forhold i en bank og ikke til brug for bygningens anvendelse til erhverv i almindelighed. Landsskatteretten fandt, at alarmsystemet var inventar, indlagt til brug for bankvirksomheden, og at det kunne afskrives som inventar. Driftsmiddel.
LSRM 1982, 7	Et modulfrostrum med tilhørende fryseanlæg, omfattende blandt andet kompressor- og kondensatoranlæg og fordamperudstyr, blev opstillet i et nyopført frostlager og afskrevet som maskiner og inventar. Modulfrostrummet var samlet af højisolerede gulv-, væg- og loftspaneler og anbragt direkte på fryserummets betongulv, så der hele vejen rundt var en halv meter mellem panelerne og frostbygningens vægge. Kompressor og motor til køleanlægget var anbragt i et mindre rum ved siden af fryserummet og var forbundet med køleanlægget med rør. Skatterådet havde lagt til grund, at modulfrostrummet var en bygningsbestanddel og køleanlægget en særlig installation. Skatteyderen gjorde gældende, at modulfrostrummet samt køleanlæg måtte anses for at være inventar, fordi anlægget på ganske kort tid kunne tages ned og udskiftes med anden maskinpark eller lignende inventar. Statsskattedirektoratet fandt, at modulfryserum samt køleanlæg med rette ikke var taget med ved vurderingen af den faste ejendom, og i overensstemmelse med dette fandt Landsskatteretten, at anlægget kunne afskrives som maskiner og inventar. Driftsmidler.
LSRM 1981, 8	En slagter havde installeret et køle- og fryserum i et af ejendommens udhuse. Landsskatteretten fandt, at køle- og fryserummet i sin helhed måtte betragtes som løsøre. Driftsmiddel.
LSRM 1980, 124	En tømrermester havde anskaffet et spånfyringsanlæg og havde anset kedlen til anlægget for at være en installation, mens han havde betragtet den øvrige del af anlægget som et driftsmiddel. Ifølge en udtalelse fra Statsskattedirektoratets afdeling for vurdering af fast ejendom skal et spånfyringsanlæg ved ejendomsværdiansættelsen tages med som sædvanligt tilbehør til ejendommen. Landsskatteretten fandt herefter, at spånfyringsanlægget i sin helhed måtte anses for at være en installation. Installation.
LSRM 1980, 12	En damefrisørsalon blev drevet i et værelse i et parcelhus. I 1976 blev der installeret et klimaanlæg i salonen. Klimaanlægget bestod dels af en luftkøledel, der var ophængt på skinner i loftet i frisørsalonen, så den let kunne tages ned, og dels af en kompressor, som stod løst på gulvet i ejendommens garage, fordi de to dele var forbundet med en gummiledning, som var ført gennem et hul i muren. Landsskatteretten fandt, at klimaanlægget ikke kunne anses som en installation vedrørende ejendommen, men som inventar. Driftsmiddel.
LSRM 1980, 11	En restauratør boede ovenpå restauranten. En vaskemaskine i lejlighedens køkken, der også blev brugt til vask i restauranten, kunne afskrives som en installation i blandet benyttet bygning. Installation.
LSRM 1979, 111	En gartner havde købt en olietank med det formål at øge lagerkapaciteten. Tanken stod på jorden ca. 40 m fra varmeinstallationen og havde ikke nogen rørforbindelse eller lignende med denne. Landsskatteretten fandt, at olietanken ikke kunne anses for at være inventar, men derimod måtte høre til den faste ejendom som en installation. Installation.
LSRM 1976, 144	Seddelautomater ved en tankstation var skruet fast på benzinstandere, så det indre kunne tages ud, når automaterne skulle tømmes eller repareres. Mekanismen var i øvrigt indrettet således, at pengene blev lagt i maskinen, hvorefter den med en fotocelle gav besked om, hvor meget benzin kunden kunne få leveret. Over for Landsskatteretten nedlagde klageren påstand om, at automaterne skulle betragtes som inventar, da de tjente samme formål som et kasseapparat. Landsskatteretten fandt, at seddelautomaterne måtte anses for at være inventar. Driftsmiddel.
LSRM 1976, 47	En dyrlæge havde i bygningerne til en tidligere landbrugsejendom indrettet et dyrehospital. Han havde dels ladet de eksisterende bygninger ombygge til dette formål, herunder omdannet stuehuset til funktionærbolig, og dels opført en række tilbygninger, der tjente som løbegårde, hunderum mv. Dyrlægen påstod principalt de foretagne afskrivninger, der svarede til 6 pct. p.a. af de afholdte udgifter til ombygning, godkendt. Subsidiært anså skatteyderen sig for berettiget til at afskrive på løbegårde og bokse i hunde- og katterum samt varmeinstallationer i bygningerne. Landsskatteretten fandt ikke, at der var hjemmel til at afskrive på de til dyrehospitalet benyttede bygninger, hvorimod der kunne afskrives på løbegårdene og disses varmeinstallationer samt på varme- og varmtvandsinstallationer i selve bygningerne. For så vidt angik bokse i hunde- og katterum var der ikke tale om flytbare skillerum, men derimod bygningsbestanddele i et dyrehospital, som efter den dagældende afskrivningslov ikke var afskrivningsberettiget. Installation. Bygningsbestanddele.	Dyrehospitaler kan fra og med indkomståret 1999 afskrives efter AL § 14, stk. 1, hvorfor afgørelsen er forældet vedrørende afskrivningsretten. Spørgsmålet om kvalifikationen af bokse i hunde- og katterum som bygningsbestanddele er dog ikke forældet.
LSRM 1975, 61	Nogle lysstofarmaturer, der var installeret i loftet i en damefrisørsalon, blev anset for at være inventar. Driftsmiddel.
LSRM 1976, 51	Klageren drev sin virksomhed fra et gammelt smedeværksted, hvor der var så meget plads, at han i forbindelse med sit malerværksted havde opstillet en sprøjtekabine med dertil hørende filtre, varmluftblæser mv. Kabinen var boltet fast til vinkeljernskinner nedstøbt i gulvet og indkøbt som en inventargenstand, der blev opstillet af leverandøren på en enkelt dag. Sprøjtekabinen med tilbehør blev anset for at være inventar. Driftsmiddel.
LSRM 1973, 130	Installation af badekabiner i to udlejningsejendomme. Kabinerne bestod af et spinkelt stativ med indsatte glasvægge. En elektromotor med pumpe var anbragt i bunden til afledning af badevandet. Bortset fra tilslutning til gas, vand og elektricitet var kabinerne uden forbindelse med selve bygningen. De pågældende badekabiner kunne afskrives som installationer i ejendommene. Installation.
LSRM 1969, 133	22 lysstofarmaturer kunne trækkes fra som småaktiver. Det fremgik af sagen, at armaturerne var skruet fast til et træloft, som var opsat i ejendommen af klageren, og at armaturerne var tilsluttet nogle eksisterende stikkontakter. Landsskatteretten fandt, at armaturerne i afskrivningsmæssig forstand måtte betragtes som inventargenstande, og da anskaffelsesprisen for hvert enkelt armatur var under grænsen for småaktiver, var klageren berettiget til fuldt fradrag for anskaffelsessummen. Driftsmiddel.
LSRM 1965, 121	En ejendom med ti lejligheder blev moderniseret og forbedret med bl.a. gasvandvarmere og varmtvandsrørnet. Landsskatteretten fandt, at der kunne afskrives. Installation.
LSRM 1962, 125	En kamin, et komfur og en gruekedel blev udskiftet. Det var oplyst, at de udskiftede genstande havde været murfaste, og efter Landsskatterettens opfattelse skulle de anses som sædvanligt tilbehør til ejendommen og derfor afskrives som installationer. Installation.
SKAT
SKM2010.692.SR	Skatterådet besvarede en række spørgsmål om beskatning og fradrag for henholdsvis en andelsboligforening og dens andelshavere i forbindelse med foreningens anskaffelse og installation af solcelleanlæg på tagene af boligerne i foreningen. Skatterådet bekræftede herunder, at hverken foreningen eller andelshaverne i forbindelse med nettoordningen ville være skattepligtige af solcelleproduceret el, der lagres på elnettet, og at hverken foreningen, der ikke havde erhvervsmæssige indtægter og derfor ikke var skattepligtig, eller andelshaverne, der ikke var ejere af anlægget, ville kunne foretage skattemæssige afskrivninger. Ingen afskrivningsadgang.
SKM2010.340.SR	Skatterådet finder ikke, at vindmøller er fast ejendom og svarede derfor nej til, at ejendomsavance kan genanbringes i vindmøller efter EBL § 6A. Afgrænsningen af begrebet "fast ejendom" følger vurderingsloven, og ved de offentlige ejendomsvurderinger indgår vindmøller ikke i ejendomsværdien, da de betragtes som driftsmidler. Driftsmiddel.	Se tilsvarende i SKM2010.339.SR.
SKM2008.926.SR	Skatterådet bekræftede, at et solcelleanlæg, der er monteret på landjorden kan afskrives som et driftsmiddel monteret på stativer på en bygning, og hvis produktion afsættes til el-nettet, kan afskrives som et driftsmiddel integreret i en bygnings bestanddele, og hvor den producerede elektricitet anvendes som strømforsyning for bygningen, må anses for at være en installation i afskrivningslovens forstand. Installation. Driftsmiddel.	Andre afgørelser om solcelleanlæg: SKM2011.565.SR SKM2011.619.SR SKM2011.708.SR SKM2011.710.SR SKM2011.855.SR SKM2011.856.SR SKM2011.857.SR
SKM2004.228.LR.	Ligningsrådet har i spørgsmålet om afskrivning på overdækning til gyllebeholdere udtalt, at flydelåg af kunststofdug og netpose med lerklinker, der flyder løst oven på gyllen uden på nogen måde at være fastgjort til gyllebeholderen, kan betragtes som et driftsmiddel, og at teltoverdækning og betonlåg, der er fastmonteret på gyllebeholderen og fungerer som egentlig regntæt tagdækning, kan betragtes som bygningsbestanddele. Driftsmiddel. Bygningsbestanddel.
TfS 1990, 106 SD	Et spabad med tilbehør, der er installeret i erhvervsmæssigt øjemed, skal ikke tages med ved vurderingen og kan afskrives som løsøre. Spabad til privat brug anses for at være en bygningsbestanddel. Bygningsbestanddel. Driftsmiddel.
TfS 1989, 338 SD	En revisor spurgte om den vurderingsmæssige behandling af et vandrensningsanlæg, der påtænktes opført og udlejet til en kommune. Statsskattedirektoratet udtalte, at som bygninger anses alle murede og støbte konstruktioner på eller i jorden, herunder egentlige bygninger, pumpestationer, bassiner, veje samt nedgravede kloak- og vandledningsanlæg. En eventuel administrationsbygning til anlægget kan afskrives som en industribygning. Tilbehør til bygningen, som er indlagt af ejeren til brug for bygningens anvendelse som erhvervsejendom i almindelighed, herunder effekter, der tjener til belysning i og omkring renseanlægget, samt enhver effekt, der har til formål at opvarme ejendommen, eksempelvis varmeinstallationer i mandskabsrum og andre personalefaciliteter anses for at være installationer. Alle elektriske og mekaniske anlæg, herunder maskiner, pumper og andre bevægelige dele samt filterarrangementer, el-ledninger, kontrolpaneler mv. anses for at være driftsmidler. Bygningsbestanddel. Installation. Driftsmiddel.
TfS 1989, 65 SD	Rullegitre til tyverisikring af døre og vinduer i forretninger skal tages med ved vurderingen som bygningsbestanddele, uanset om de tilhører ejer eller lejer. Bygningsbestanddel.
TfS 1988, 650 LR	Små naturgasfyrede kraftvarmeanlæg, der kobles til og tjener som supplement til et allerede eksisterende varme- og elforsyningsanlæg, skal tages med ved vurderingen af den faste ejendom som sædvanligt tilbehør til denne og skal behandles som en installation. Installation.
TfS 1988, 596 LR	Et ventilationsanlæg installeret i en banks ekspeditionslokale, specielt af hensyn til den øgede varmeudvikling fra edb-terminaler, anses som indlagt i ejendommen til brug for erhvervsvirksomhed i almindelighed og skal derfor afskrives som en installation. Installation.
TfS 1988, 551 SD	Gartneres dyrkningsborde, herunder nedstøbte bæresøjler, skal ikke tages med ved ejendomsvurderingen og anses derfor som løsøre. Driftsmiddel.
TfS 1988, 539 SD	En gylleseparator, der er et system til udskillelse af tørstoffet i gylle, skal ikke regnes med ved ejendomsvurderingen, men anses for at være et driftsmiddel. Driftsmiddel.
TfS 1988, 538 SD	Et staldvarmeanlæg var placeret i ejendommens stald udelukkende med det formål at forsyne stuehuset med billig varme. Der var ikke tale om opvarmning af stalden, da der tværtimod blev opsuget varme derfra. Statsskattedirektoratet udtalte, at det nævnte anlæg i sin helhed skulle tages med ved vurderingen af den faste ejendom som sædvanligt tilbehør til denne. Installation.
TfS 1988, 440 SD	Et elværk, hvis fem murede transformatorbygninger var taget med ved ejendomsvurderingen, spurgte om transformerenheder i metalkasser skulle tages med ved vurderingen eller anses som løsøre. Transformerenhederne var placeret på fremmed grund og bestod af metalkasser med betonbund, nedgravet i jorden. Statsskattedirektoratet udtalte, at hverken transformatorerne i murede bygninger ståltransformatorenhederne ledningsnettet skulle tages med ved ejendomsvurderingen, men derimod anses for at være løsøre. Driftsmiddel.
TfS 1988, 336 SD	Ellåsesystemet i en udlejningsejendom med udelukkende erhvervslejemål blev betragtet som sædvanligt tilbehør til ejendommen og skulle skattemæssigt behandles som en installation. Installation.
TfS 1988, 187 SD	Et ventilationsanlæg i en svømmehal og et ventilationsanlæg i svømmehallens omklædningsrum samt et vandbehandlingsanlæg skulle ikke tages med ved ejendomsvurderingen, men var løsøre. Om vandbehandlingsanlægget var oplyst, at det blev anvendt til at rense vandet i svømmebassinet. Driftsmiddel.
TfS 1988, 186 LR	Et buranlæg var mærket "Big Dutchman", og bestod af bure til både opdræt og til æglæggende høns. Burene var opbygget i blokke, hvor antallet af bure i den enkelte blok bl.a. afhang af højden i stalden. Burene var dog højst i tre etager. De enkelte bure i blokken havde fælles sider, og den enkelte blok hvilede på fællesbæringer, men var i øvrigt uafhængige af det resterende anlæg. Ud over burene bestod anlægget af foderanlæg, vandanlæg, gødningstransportanlæg, samt når det blev anvendt til æglæggende høns også et ægtransportanlæg. Disse anlæg til transport af foder, vand, gødning og æg fungerer kun, hvis der er tale om en ubrudt kæde. Ligningsrådet vedtog, at buranlægget i sin helhed kunne anses som løsøre, og det skulle derfor ikke tages med ved ejendomsvurderingen. Driftsmiddel.
TfS 1988, 74 SD	En landboforening spurgte, hvordan et udmugningsanlæg (Finelco) til pelsdyr skulle behandles vurderings- og afskrivningsmæssigt. Efter brochurer fra fabrikanten findes tre forskellige udmugningssystemer af det nævnte mærke: Halvautomatisk jordrendesystem med afløb gennem hovedkanal via fortanke til lagertank Halvautomatisk system med ophængte render, uden hovedkanaler Fuldautomatisk bagskyllesystem med afløb gennem hovedkanal via fortank til lagertank. Statsskattedirektoratet udtalte, at fortanken og lagertanken skulle tages med ved ejendomsvurderingen som egentlige bygningsbestanddele, mens anlæggets øvrige dele, som jordrender, ophængte render, hovedkanaler og bagskyllerør ikke skulle tages med ved ejendomsvurderingen og dermed kunne behandles afskrivningsmæssigt som løsøre. Bygningsbestanddel. Driftsmiddel.
TfS 1988, 35 SD	En ejer af flere supermarkeder havde opført en erhvervsejendom, der både indeholdt et centrallager for kolonialvarer og en slagterafdeling. Slagterafdelingen bestod af kølerum for indpakning og modtagelse, produktion uden køl, kølerum og fryserum. Om det tilhørende klima-, køle- og fryseanlæg udtalte Statsskattedirektoratet, at ingen del af anlæggets forskellige bestanddele skulle tages med ved ejendomsvurderingen, men skulle anses for at være løsøre. Driftsmiddel.
TfS 1986, 571 SD	En landboforening spurgte, hvordan en plansilo skulle behandles vurderings- og afskrivningsmæssigt. Det var oplyst, at plansiloen, der bl.a. kan anvendes til opbevaring af korn, kunstgødning, ensilage og kartofler, var af beton, og at elementerne kunne fås i højden fra 150 cm til 600 cm. Siloen kunne placeres både udendørs og indendørs, og placeringen kunne ske uden ekstra forankring eller nedstøbning. Statsskattedirektoratet udtalte, at siloen ikke skulle tages med ved ejendomsvurderingen, men anses for at være løsøre. Driftsmiddel.
TfS 1986, 372 SD	En tyverisikring bestod af: Tyverialarm Aluminiumsdørparti med panserglas Tilmuret eller jerngitter i vindue. Statsskattedirektoratet udtalte, at selve tyverialarmen i denne konkrete situation, hvor spørgerens klient var lejer i ejendommen, kunne behandles som inventar. Aluminiumsdørparti med panserglas, jerngitter i vindue eller tilmuring heraf anses som egentlige bygningsbestanddele, der skal tages med ved ejendomsvurderingen. Bygningsbestanddel. Driftsmiddel.
TfS 1986, 158 SD	Et revisionsfirma spurgte om elpanelradiatorer skal tages med ved ejendomsvurderingen eller kan anses som løsøre. Det var oplyst, at de nævnte radiatorer var hængt løst op på værelsernes paneler og tilsluttet lysnettet med almindelig stikkontakt. Statsskattedirektoratet udtalte, at radiatorerne skulle tages med ved vurderingen af den faste ejendom som sædvanligt tilbehør til denne. De skulle derfor behandles som installationer. Installation.
TfS 1986, 100 SD	Flytbare moduler til kornopbevaring var ikke fastgjort til bygningens gulv, men kun forsynet med en løs anordning, der skulle forhindre modulerne i at skride. Modulerne skulle ikke tages med i ejendomsvurderingen, men afskrives som inventar. Driftsmiddel.
TfS 1986, 50 SD	En virksomhed beskæftigede sig udelukkende med oliedistribution. De nedgravede tanke med tilhørende rørforbindelser skulle ikke tages med ved ejendomsvurderingen, men behandles som driftsmidler. Anlæggets øvrige bestanddele: Kloakker, vognport, lager, pumpeø, smøregrav mv. skulle anses som bygningsbestanddele. Bygningsbestanddel. Driftsmiddel.
TfS 1985, 276 LR	Anlæg til opvarmning af drivhuse(væksthuse) skal fortsat tages med ved vurderingen af den faste ejendom som sædvanligt tilbehør (installationer) til denne, da sådanne anlæg må anses for at være indlagt til brug for bygningens anvendelse til den erhvervsvirksomhed, som i almindelighed kan komme på tale for drivhuse. Indretning til brug for en særlig erhvervsmæssig udnyttelse af en bygning betragtes ikke som bygningstilbehør, men kan afskrives som løsøre. Driftsmiddel.