Indhold

Der er indført nye regler for fraflytterskat i forbindelse med ejerens fraflytning den 1. marts 2015 eller senere. Se lov nr. 202 af 27. februar 2015 (L 98, fremsat den 17. december 2014).

For personer, der allerede havde henstand den 28. februar 2015 efter den dagældende KSL § 73. E, stk. 1, vedrørende betalingen af en skat efter EBL § 6 B, jf. lovbekendtgørelse nr. 1200 af 30. september 2013, finder DBSL §§ 51 og 65 og EBL § 6 B, stk. 3 og 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 1200 af 30. september 2013 anvendelse på henstanden, jf. KSL § 73 E, stk. 8.

Det betyder, at personer, der den 28. februar 2015 havde henstand efter KSL § 73 E, stk. 1, fortsat kan anvende reglerne i dette afsnit på henstanden opnået inden den 1. marts 2015.

Afsnittet indeholder:

  • Henstand
  • Hvilke genanbragte fortjenester
  • Sikkerhedsstillelse
  • Betingelse for henstand
  • Ændring af bopælsland efter fraflytning 
  • Succession i henstandsordning
  • Ægtefæller, genanbringelse og henstand 
  • Beregning af henstandsbeløb 
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser og SKAT-meddelelser med videre.

Henstand

Ved fraflytning i forbindelse med ophør af den fulde skattepligt til Danmark efter KSL § 1 eller ved flytning af skattemæssigt hjemsted kan en fysisk person, der ejer en udenlandsk ejendom, hvori der er genanbragt en fortjeneste, under visse betingelser få henstand med skatten af den genanbragte fortjeneste (fraflytterskatten). Henstand med fraflytterskatten gives, indtil den udenlandske ejendom afstås, eller indtil ejeren dør. Det sker efter reglerne i KSL § 73 E. Se EBL § 6 B, stk. 2.

Hvilke genanbragte fortjenester?

Reglerne om henstand gælder for fysiske personer i forbindelse med fraflytterbeskatning af fortjenester, der efter reglerne i EBL §§ 6 A og 6 C er genanbragt i udenlandske ejendomme, uanset på hvilket tidspunkt genanbringelsen er sket.

I perioden 1. januar 2002 til og med den 21. april 2009 kunne genanbringelsesreglerne anvendes på alle erhvervsejendomme, uanset om de var beliggende i Danmark eller i udlandet, når ejeren var fuldt skattepligtig og havde hjemsted i Danmark. Fra og med den 22. april 2009 blev anvendelsesområdet for genanbringelsesreglerne indskrænket. Herefter kan der kun ske genanbringelse i ejendomme, der er beliggende i lande, der omfattet af overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager eller Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om inddrivelse. Det vil i praksis sige alle EU og EØS-lande, bortset fra Liechtenstein.

En ejer har krav på at få henstand med betalingen af fraflytterskatten, hvis betingelserne i KSL § 73 E er opfyldte. Det gælder uanset, om ejeren flytter til det land, hvori ejendommen med den genanbragte fortjeneste er beliggende, eller til et tredje land.

Sikkerhedsstillelse

I visse tilfælde skal der stilles sikkerhed for det skattebeløb, der gives henstand med. Reglerne om sikkerhedsstillelse afhænger af, hvilket land ejeren først flytter til (bopælsland). Reglerne gælder uafhængigt af, om ejeren har genanbragt en fortjeneste i en ejendom i det pågældende land eller ej. Se nærmere herom neden for i dette afsnit.

Betingelser for henstand

Hvis en ejer skal have henstand med fraflytterskatten, skal følgende betingelser som nævnt i KSL § 73 E være opfyldte:

  • Henstand er betinget af, at ejeren ved fraflytning indgiver selvangivelse rettidigt til SKAT. Den selvangivelse, som skal indsendes for fraflytningsåret, skal indsendes til SKAT inden for de normale selvangivelsesfrister, dvs. enten senest den 1. maj eller 1. juli i året efter, at skattepligten til Danmark er ophørt. Se SKL § 4 og KSL § 73 E, stk. 2 og 6. Hvis der gives udsættelse med selvangivelsen efter SKL § 4, stk. 4, skal selvangivelsen indsendes til SKAT inden for den fastsatte frist. Se KSL § 73 E, stk. 2.
  • Når fraflytning mv. sker til et land, der ikke er omfattet af overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager eller Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om inddrivelse, er henstand endvidere betinget af, at der stilles betryggende sikkerhed for henstandsbeløbet. Se KSL § 73, stk. 3. Sikkerheden skal stå i passende forhold til henstandsbeløbet og kan stilles i form af aktier, obligationer optaget til handel på et reguleret marked, bankgaranti eller anden betryggende sikkerhed efter skatteministerens bestemmelse. Se KSL § 73, stk. 3.

          Se om sikkerhedsstillelse i SKM2007.640.SR.

  • Henstandsbeløbet forfalder til betaling, når aktiverne afstås, eller den skattepligtige dør. Se KSL § 73, stk. 4. Der er ikke i lovgivningen fastsat en betalingsfrist for henstandsbeløbet, og det er heller ikke i retspraksis fastslået, at der skulle gælde en særlig betalingsfrist i forbindelse med henstandsbeløb. Henstandsbeløbet skal derfor betales, når kravet forfalder til betaling, dvs. uden yderligere betalingsfrist ("løbedage"). Forfaldstidspunktet for henstandsbeløbet er herefter det tidspunkt, hvor der indgås endelig aftale om afståelse af den faste ejendom eller ved dødsfald, dødsdagen. Henstandsbeløbet fragår i den slutskat, der indgår ved opgørelsen af restskat og overskydende skat efter KSL §§ 60-62, jf. § 62 A. Se KSL § 73 E, stk. 4. Formålet med denne regel er at undgå, at henstandsbeløbet indgår i beregningen af evt. restskat og procenttillæg mv.
  • Hvis henstandsbeløbet ikke betales rettidigt, forrentes det forfaldne beløb med renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Se KSL § 73, stk. 5.

          Se oven for under forfaldstidspunktet.

  • Henstanden bortfalder, hvis ejeren ved fraflytning mv. ikke indgiver selvangivelsen rettidigt. I dette tilfælde anses fraflytterskatten for forfalden på det tidspunkt, hvor skatten ville være forfalden, hvis der ikke var givet henstand. Skatten forrentes med renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra dette tidspunkt. Se KSL § 73, stk. 6.

Ændring af bopælsland efter fraflytning

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal stilles sikkerhed eller ej, afhang indtil den 31. marts 2011 af, hvilket land ejeren først flyttede til. Denne regel er ændret ved lov nr. 254 af 30. marts 2011 og har virkning for ejere, der fraflytter mv. Danmark den 1. april 2011 og senere.

Hvis en ejer, der oprindeligt var flyttet til et land, der er omfattet af den nævnte overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager eller Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om inddrivelse, den 1. april 2011 eller senere flytter videre til et land, der ikke er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, er henstanden betinget af, at ejeren stiller betryggende sikkerhed for henstandsbeløbet. Se KSL § 73 E, stk. 3.

Er ejerens fraflytning først sket til et land, der ikke er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, og flytter personen efterfølgende videre til et land, der er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, frigives den stillede sikkerhed efter anmodning. Se KSL § 73 E, stk. 3.

Succession i henstandsordning

Når en afdød ejer ved fraflytning fra Danmark har fået henstand med betaling af fraflytterskat af genanbragt fortjeneste i udenlandsk ejendom efter KSL § 73 E, kan den længstlevende ægtefælle indtræde i afdødes henstand med betaling af skatten på de vilkår, der gjaldt for afdøde. Se DBSL § 51.

Der kræves ikke særlig tilladelse fra SKAT.

Det er SKATs opfattelse, at den længstlevende ægtefælle kan indtræde i afdødes henstand med betaling af skatterne uanset, om dødsboet skiftes i Danmark eller i udlandet.

Se Den juridiske vejledning, afsnit C.E.3.5.3 om henstandsordninger.

Ægtefæller, genanbringelse og henstand

Efter reglerne om genanbringelse kan en ejer genanbringe sin fortjeneste i en ejendom, som vedkommende selv ejer, men fortjenesten kan også genanbringes i en ejendom, som ægtefællen ejer. Genanbringelse kan også ske i en ejendom, som ægtefællerne ejer i sameje.

Når en ejer genanbringer sin fortjeneste i sin ægtefælles ejendom, skal anskaffelsessummen for ægtefællens ejendom efter genanbringelsesreglerne nedsættes med den genanbragte fortjeneste. Når ægtefællens ejendom sælges, beskattes den genanbragte fortjeneste sammen med ægtefællens fortjeneste på ejendommen. Hvis genanbringelse af fortjeneste sker i en ejendom, som ægtefællerne ejer i sameje, beskattes begge ægtefæller ved afståelse af ejendommen af hver deres andel af den genanbragte fortjeneste.

Beskatning af den genvundne fortjeneste sker således hos ejeren/ejerne af den ejendom, hvori fortjenesten er genanbragt, og ikke hos ejeren/ejerne af den ejendom, der blev afstået og hvor fortjenesten blev konstateret.

Når ejeren/ejerne af den udenlandske ejendom, hvori fortjenesten er genanbragt, fraflytter, kan ejeren/ejerne anmode om henstand med fraflytterskatten.

Beregning af henstandsbeløb

Ved fysiske personers fraflytning skal der ske beskatning af den genanbragte fortjeneste hos ejeren/ejerne af den udenlandske ejendom, hvori fortjenesten er genanbragt. Se EBL § 6 B, stk. 1.

Den genanbragte fortjeneste medregnes ved indkomstopgørelsen for fraflytteråret. Fortjenesten beskattes som kapitalindkomst. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 14.

Det er SKATs opfattelse, at fraflytterskatten, dvs. skatten af den genanbragte fortjeneste, skal beregnes på toppen af ejerens/ejernes øvrige skattepligtige indkomster for fraflytningsåret.

Henstandsbeløbet svarer til fraflytterskatten, dvs. til den beregnede skat af den genanbragte fortjeneste.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2015.645.SR Skatterådet besvarede en række spørgsmål om den beregnede skat, henstand  efter kildeskattelovens § 73 E, indgangsværdi for ejendommen og opgørelse af en eventuel fortjeneste ved skatteyderens tilbageflytning til Danmark. x
SKM2012.490.SR Ægtefæller, der ejer en ejendom i udlandet i sameje, kan ved fraflytning få henstand med skat af fortjeneste, der er genanbragt i ejendommen, når betingelserne herfor er opfyldte. 

SKM2011.65.SR

Genanbringelse, fraflytterbeskatning, salg af ideel halvdel til ægtefælle. Spørger kunne ikke overdrage en ideel halvdel af to ejendomme til sin hustru til en pris svarende til hans købspris for halvdelen, uden at det fik betydning for henstandsbeløbet. Dog kunne Skatterådet bekræfte, at kun halvdelen af henstandsbeløbet forfalder i tilfælde af overdragelse af den ideelle halvdel. Skatterådet kunne også bekræfte, at spørger kunne anmode om at få nedsat den forfaldne halvdel af fraflytterskatten, der svarede til andelen af værdifaldet i tilfælde af, at en overdragelsespris (dagspris) til ægtefællen var lavere end den oprindelige købesum.

 

SKM2009.744.SRx

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers beregnede fraflytningsskat og dermed spørgers henstand med skattebetalingen efter kildeskattelovens § 73 E, som han opnåede ved fraflytning fra Danmark, falder bort ved tilbageflytning til Danmark, såfremt han bliver fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark.

SKM2008.385.SR

Genanbringelse, Holland. Fortjenesten kunne genanbringes i ejendomme i Holland. Ved efterfølgende fraflytning var det muligt at få henstand med skattebetalingen. Tilladelse.

 

SKM2007.747.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning. Der blev taget stilling til flere spørgsmål om genanbringelse af fortjeneste i udenlandsk erhvervsejendom og genanbringelse i omkostninger til nybygning af erhvervsejendom. Der blev også taget stilling til spørgsmål om henstand med betaling af skat efter KSL § 73 E. Delvis tilladelse.

 

SKM2007.640.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, henstand. Fortjeneste fra salg af en ideel andel af en landbrugsejendom kunne genanbringes i en ideel andel af en hollandsk landbrugsejendom, forudsat at ejeren var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen blev nedsat. Der kunne gives henstand med fraflytterskatten efter KSL § 73 E. Tilladelse.

 

SKM2007.622.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, henstand. Fortjeneste fra salg af en ejendom i Danmark kunne genanbringes i en ejendom i Litauen under forudsætning af, at ejeren var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen blev nedsat. Ejeren kunne ikke undgå fraflytningsbeskatning efter EBL § 6 B ved at bevare begrænset skattepligt til Danmark. Ejeren kunne få henstand efter KSL § 73 E med betaling af fraflytterskatten.

 

SKM2007.270.SR

Fortjeneste, genanbringelse, fraflytning, udland, henstand. Fortjeneste kunne genanbringes i en ejendom i udlandet efter EBL § 6 A. Der kunne gives henstand med betalingen af skatten. Der skulle stilles sikkerhed, fordi ejeren fraflyttede til et land udenfor EU. Tilladelse.