Indhold

Dette afsnit beskriver de generelle regler for, hvilke aktiver der skal indgå i virksomhedsordningen, når den selvstændige har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens afsnit 1.

Afsnittet indeholder:

  • Resumé
  • Regel
  • Reglens betydning for virksomhedsordningen.

Resumé

Når en selvstændig bruger virksomhedsordningen, skal overskuddet fra virksomheden først indgå i beregningen af nedslag for skatteloftet, når overskuddet bliver overført til endelig beskatning hos den selvstændige.

Regel

Der er loft over, hvor høj beskatningsprocenten af personlig indkomst må være. Hvis summen af skatteprocenterne for

  • bundskat
  • topskat
  • sundhedsbidrag
  • den kommunale skatteprocent

overstiger 51,7 pct., skal topskatten af personlig indkomst nedsættes med forskellen (skatteloft I). Se PSL § 19, stk. 1. Det hidtidige skatteloft på 51, 5 pct. er ændret til 51,7 pct. fra og med indkomståret 2013 jf. lov nr. 1395 af 23/12 2012.

Der også et loft over, hvor høj beskatningsprocenten af kapitalindkomst må være. Hvis summen af skatteprocenterne for

  • bundskat,
  • topskat,
  • sundhedsbidrag samt
  • den kommunale skatteprocent

overstiger henholdsvis 45,5 pct. for 2012, 43,5 pct. for 2013, og 42 pct. for 2014 og senere indkomstår skal topskatten af kapitalindkomst nedsættes med forskellen (skatteloft II). Se PSL § 19, stk. 2.

Reglens betydning for virksomhedsordningen

Overskuddet fra en virksomhed under virksomhedsordningen indgår først i beregningen af nedslag for skatteloftet, når det er overført fra virksomheden til endelig beskatning hos den selvstændige.

Beløb fra virksomhedens konto for opsparet overskud med tillæg af virksomhedsskat indgår først i beregningen af nedslag for skatteloftet, når det bliver overført til endelig beskatning som personlig indkomst hos den selvstændige.

Se også

Se også afsnit B.6  i SKATs vejledning P. nr. 126 om Beregning af personlige indkomstskatter m.v. 2013.