Dette afsnit handler om indberetning af udbytteskat.
Udbytte af aktier m.v. og udbytteskat heraf skal i visse tilfælde indberettes efter SKL § 9 B. Bestemmelsen er beskrevet i afsnit A.B.1.2.1.1.
Selskaber, der vedtager eller beslutter at udbetale eller godskrive udbytte, som ikke skal indberettes efter SKL § 9 B, stk. 2, skal, meddele oplysning om vedtagelsen i den form, som skatteministeren bestemmer, uanset om der er pligt til at foretage indeholdelse af udbytteskat. Se KSL § 66, stk. 2.
Meddelelsen skal indgives senest i den følgende måned efter vedtagelsen eller beslutningen samtidig med udløbet af selskabets frist for indberetning til indkomstregisteret af indeholdt A-skat og AM-bidrag. Se KSL § 66, stk. 2.
Selskaber, der vedtager eller beslutter ikke at deklarere udbytte, er forpligtet til at indsende oplysning om vedtagelsen inden en nærmere angiven frist, hvis SKAT anmoder herom. Se KSL § 66, stk. 2.