Dato for udgivelse
19 maj 2015 08:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 jan 2015 14:18
SKM-nummer
SKM2015.331.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, B-1926-14
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Udlæg + Forældelse
Emneord
Suspension, bopæl, suspenderet, skattekrav, forkyndelse
Resumé

Skyldner var tilmeldt en adresse i Danmark, men opholdte sig i Norge. Fogedforretning blev påbegyndt den 24. juni 2013 på adressen, men skyldners far, der opholdt sig på adressen, ønskede ikke at samarbejde. Sagen blev herefter sendt til stævningsmand og den 23. september 2013 bad SKAT politiet om at eftersøge skyldner.  Da SKAT havde påbegyndt udlægsforretningen inden forældelsesfristens udløb, fandt Vestre Landsret, at SKAT havde udfoldet rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om skyldners opholdssted og at forældelsesfristen derfor var suspenderet efter forældelseslovens § 14.

Reference(r)

Forældelsesloven § 14

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 A.A.9.5.3

Vestre Landsrets kendelse af 19. januar 2015, 13. afdeling nr. B-1926-14

Parter

A
(Advokat Gert Gandrup)

mod

SKAT

Afsagt af landsdommerne

Elisabeth Mejnertz, Karen Foldager og Jacob Hinrichsen (kst.)

.................................................

Byrettens kendelse af 2. september 2014, FS 1-4316/2014

SKAT

mod

A

Ingen indkaldt eller mødt.

Der blev fremlagt:

Mail af 20. august 2014 med bilag fra advokat Gert Gandrup

Mail af 20. august 2014 med bilag fra SKAT - Inddrivelse

Rekvirenten har nedlagt påstand om, at det af SKAT den 28. maj 2014 kl. 14.00 foretagne udlæg stadfæstes.

A har nedlagt påstand om, at det af SKAT den 28. maj 2014 kl. 14.00 forgæves foretagne udlæg tilsidesættes, idet SKATs krav er forældet.

Der blev afsagt

K e n d e l s e

SKAT har henvist til processkriftet. Til As processkrift har SKAT bemærket, at forinden udlægsforretningen den 9. december 2005 modtog SKAT en skrivelse af 26. oktober 2005 fra advokat Gert Gandrup. Sagen blev først tilbagekaldt fra politiet den 9. december 2005, da mødet var afholdt. Der er ikke sket politianmeldelse. Det var adressaten personligt - altså A - der modtog tilsigelse, jf. afleveringsattest dateret 1. juni 2004. Udover A boede hans hustru og tre børn på adressen. Det er korrekt, at SKAT har været bekendt med, at A har befundet sig meget tid i Norge. A har altid haft folkeregisteradresse i Danmark. Det er As egen pligt at indberette korrekte tal, og ellers laver SKAT skønsmæssig ansættelse. Vedrørende udlægsforretningen 25. juni 2013 har SKAT bemærket, at det altid har været et problem at få fat i A. Han havde folkeregisteradresse på ...1, og As far, BA, har siden 11. marts 1983 været tilmeldt i Tyskland. ...1 ejes af ApS H1, hvor A er direktør. BA er ikke inddraget i selskabet. Meddelelse om udlægsforretning blev lagt på ...1 den 25. juni 2013. Skyldner skal have mulighed for at reagere på meddelelsen. SKAT henviser til forældelseslovens § 14, da SKAT traf As far, der ikke ønskede at samarbejde. SKAT har været afskåret fra at få kontakt til A. Skyldners adresse kan anvendes til man har noget andet, jf. TfS 2003.718 Ø.

A ved advokat Gert Gandrup har henvist til processkriftet og har gjort gældende, at der er sket forældelse. Suspensionstiden er gået, og udlægsforretningen den 25. juni 2013 var en trappestensforretning, Suspensionstiden er gået, og udlægsforretningen den 25. juni 2013 var en trappestensforretning, hvor fogedforretningen ikke blev gennemført, og forældelsen blev derfor ikke afbrudt. I processkriftet er det blandt andet gjort gældende, at forældelse for skattekravene for indkomstårene 1993-1998 er indtrådt den 17. november 2005 (5 år efter udlægsforretningen den 17. november 2000), da der ikke blev afholdt udlægsforretning før 9. december 2005. Skattekrav for indkomståret 1999 blev forældet 20. oktober 2005.

Fogedrettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at der er afholdt følgende udlægsforretninger:

28. maj 1998, 7. juni 1999, 24. august 2000, 17. november 2000, 9. december 2005, 14. februar 2011 og 28. maj 2014, og det er ubestridt, at forældelsen blev afbrudt ved fogedforretningen den 17. november 2000 for skattekravene for indkomstårene 1993-1998.

Tilsigelse til udlægsforretning den 30. juni 2004 blev sendt til A med afleveringsattest, hvoraf det fremgår, at forsendelsen blev forsøgt afleveret 19. juni kl. 10.59, og at afleveringsstedet var til adressaten personlig, og der er noteret "nægter modtagelse". Herefter har SKAT forsøgt politifremstilling til et møde 12. juli 2004. Efter det oplyste har skyldneren altid været tilmeldt med folkeregisteradresse i Danmark, men han har opholdt sig meget i Norge. Fogedretten finder herefter, at forældelsesfristen har været suspenderet på grund af rekvirentens utilregnelige uvidenhed om skyldnerens opholdssted, jf. § 3 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Der ses ikke at gøre sig særlige forhold gældende i forbindelse med berammelsen af udlægsforretningen den 9. december 2005 efter, at skyldneren havde fået ny folkeregisteradresse, og SKAT var blevet kontaktet af skyldnerens advokat, advokat Gert Gandrup, den 25. og 26. oktober 2005 vedrørende aftale om møde om fordringerne, som kan begrunde, at SKAT kan anses for at have udvist passivitet.

Fogedretten finder herefter, at der efter det forgæves foretagne udlæg den 9. december 2005 løb en ny forældelsesfrist.

SKAT påbegyndte herefter inden den 1. januar 2011 udlægsforretning, som blev udsat med henblik på politiforkyndelse for skyldneren, og der blev herefter den 14. februar 2011 foretaget forgæves udlæg. Der løb således en ny forældelsesfrist på 3 år fra 14. februar 2011, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 14.

A blev ved brev af 10. juni 2013 tilsagt til udlægsforretning på hans adresse ...1 den 24. juni 2013. Det fremgår, at fogedforretningen blev påbegyndt, men at skyldnerens far, der opholdt sig på adressen, ikke ønskede at samarbejde. SKAT anmodede herefter om stævningsmandsforkyndelse og den 23. september 2013 bad SKAT politiet om eftersøgning af A.

Fogedretten finder derfor, at SKAT på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted var afskåret fra inden for 3 år fra 14. februar 2011 at afbryde forældelsen, og forældelsen blev således suspenderet, jf. forældelseslovens § 14.

På denne baggrund tager fogedretten rekvirentens påstand til følge.

D e r f o r   b e s t e m m e s

Det af SKAT den 28. maj 2014 kl. 14.00 foretagne udlæg stadfæstes

..................................................

Vestre Landsrets kendelse af 19. januar 2015, 13. afdeling nr. B-1926-14

Ved kendelse af 2. september 2014 har fogedretten stadfæstet det forgæves udlæg, som SKAT foretog den 28. maj 2014.

Kendelsen er kæret af A med påstand om, at udlægget tilsidesættes. Til støtte for påstanden har A navnlig gjort gældende, at SKATs krav er forældet.

SKAT har påstået kendelsen stadfæstet med den ændring, at SKAT frafalder udlægget for så vidt angår krav på restarbejdsmarkedsbidrag for perioden 1994-1999. SKAT har til støtte for påstanden navnlig anført, at forældelsesfristerne har været suspenderet, hvorfor SKATs krav ikke er forældet.

Landsretten afsagde

K e n d e l s e

De forgæves udlægsforretninger den 9. december 2005 og 14. februar 2011 ses ikke at have været indbragt for fogedretten. SKAT har ikke gjort gældende, at disse forgæves udlægsforretninger har materiel retskraft. Landsretten har derfor foretaget en materiel prøvelse af spørgsmålet om forældelse i hele den omhandlede periode.

Af de grunde, som fogedretten har anført, og idet politiet den 12. oktober 2005 oplyste, at A var efterlyst, er landsretten enig i, at forældelsesfristen var suspenderet. Landsretten tiltræder derfor, at der løb en ny forældelsesfrist fra den 9. december 2005.

Ved brev af 30. november 2010 forsøgte SKAT at tilsige A til en udlægsforretning den 7. december 2010. Den 7. december 2010 foretog SKAT en udkørende fogedforretning på As adresse ...1, men A blev ikke antruffet. Ved brev af 8. december 2010 anmodede SKAT om politiets bistand til at fremskaffe As reelle adresse og foretage forkyndelse. Den 20. januar 2011 fik politiet telefonisk kontakt til A, der opholdt sig i Norge. Herved og ved opslag i CPR har SKAT udfoldet rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om As opholdssted, hvorfor forældelsesfristen igen har været suspenderet i medfør af forældelseslovens § 14, stk. 1. Landsretten tiltræder derfor, at der løb en ny forældelsesfrist på 3 år fra den 14. februar 2011.

Den 25. juni 2013 foretog SKAT en udkørende fogedforretning på As adresse ...1. Af fogedbogen fremgår, at As far blev antruffet på adressen. Det fremgår desuden, at As far oplyste, at A arbejdede i Norge omkring Oslo, men at han ikke havde adresse eller telefonnummer i Norge. Forældelsesfristen har derfor på ny været suspenderet i medfør af forældelseslovens § 14, stk. 1.

Med den ændring, at SKATs forgæves udlæg af 28. maj 2014 - i overensstemmelse med SKATs endelige påstand - ikke omfatter restarbejdsmarkedsbidrag for perioden 1994-1999, stadfæster landsretten herefter fogedrettens kendelse.

Efter udfaldet af afgørelsen og sagens forløb for landsretten skal A betale 10.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til SKAT.

T h i   b e s t e m m e s

Med den ændring, at udlægget ikke omfatter krav på restarbejdsmarkedsbidrag for perioden 1994-1999, stadfæstes fogedrettens kendelse.

A skal inden 14 dage betale 10.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til SKAT.