Folketinget har den 21. december 2015 vedtaget forslag nr. L61 til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven og vægtafgiftsloven.
Vær opmærksom på, at der undervejs i behandlingen i Folketinget er sket ændringer, ved såvel 2. behandlingen som ved 3. behandlingen den 21. december 2015.
Lovændringerne, der træder i kraft med virkning fra den 1. januar 2016, betyder bl.a., at
- eldrevne køretøjer skal betale registreringsafgift. Afgiften indfases over en 5-årig periode.
- El-drevne køretøjer skal fra 1. januar 2016 betale løbende afgifter (grøn ejerafgift).
- Der sker en justering af beregningen af brændstofforbruget for plug-in hybridbiler, så der fremover skal tages højde for elektricitetsforbruget, når brændstofforbruget beregnes. Dette vil føre til en merafgift ved beregningen af registreringsafgiften for disse biler, som tilsvarende vil blive indfaset over en 5-årig periode.
- Der skal fra 1. januar 2016 betales højere løbende afgift (grøn ejerafgift) for plug in hybrid biler, som følge af de ændrede regler for beregning af brændstofforbrug
- Den særlige beregningsregel for 0-1 år gamle biler (skematisk værdiansættelse) afskaffes.
- Radiofradraget i registreringsafgiften nedsættes til 400 kr. i 2016.
- Fra 2017 indføres tillæg for manglende partikelfilter for ældre varebiler.
- Der skal - efter en 3-årig afgiftsfritagelse - fra 2019 betales registreringsafgift og løbende afgift (grøn ejerafgift) for brændselscelledrevne køretøjer, herunder brintdrevne køretøjer.
Registreringsafgift
0-1 år gamle biler
De særlige beregningsregler for biler 0-1 år bortfalder.
Radiofradraget
Radiofradraget nedsættes til 400 kr.
Fradrag/tillæg for brændstofforbrug
For benzindrevne person- og varebiler gives et tillæg til afgiften på 1.000 kr. for hver kilometer, bilen tilbagelægger mindre end 16 km/l og et fradrag i afgiften på 4.000 kr. for hver kilometer, bilen tilbagelægger over 16 km/l.
For dieseldrevne person- og varebiler gives et tillæg til afgiften på 1.000 kr. for hver kilometer, bilen tilbagelægger mindre end 18 km/l og et fradrag i afgiften på 4.000 kr. for hver kilometer, bilen tilbagelægger over 18 km/l.
El-drevne køretøjer
Registreringsafgift
Eldrevne køretøjer skal fremover betale registreringsafgift efter de almindelige regler, der gælder for personbiler, motorcykler, varebiler, busser og autocampere. De ændrede regler indfases over 5 år med
-
20 pct. i 2016,
-
40 pct. i 2017,
-
65 pct. i 2018,
-
90 pct. i 2019 og
-
100 pct. i 2020.
Bundfradrag
Der gives et bundfradrag i den beregnede registreringsafgift på 10.000 kr. i 2016 og 2017.
Bundfradraget kan ikke overstige den afgift, der skal betales i 2016 og 2017 (dvs. registreringsafgiften kan ikke blive mindre end nul).
Mindsteafgiften på 20.000 kr.
Mindsteafgiften på 20.000 kr. gælder også for el-biler. Vær dog opmærksom på, at også denne mindsteafgift nedsættes med de anførte procenter, ligesom der gælder fuldt bundfradrag i afgiften på 10.000 kr.
Plug-in-hybrid biler
Plug in hybrid er biler, der drives af el i kombination med benzin, diesel, naturgas eller biogas. Der er tale om biler med opladning ved hjælp af ekstern strømforsyning.
For plug-in-hybrid biler vil elforbruget indgå i beregningen af brændstofforbrug, dvs. km/l.
Registreringsafgiften i indfasningsperioden vil blive beregnet som hidtil, dvs. uden indregning af elektricitetsforbruget ved beregningen af køretøjets brændstofforbrug. I tillæg hertil betales gennem indfasningsperioden en andel af differencen mellem registreringsafgiften ved en fuld indregning af elektricitetsforbruget, og registreringsafgiften uden indregning af elektricitetsforbrug. Se beregningseksempler i bemærkninger til lovforslaget.
Den andel af differencen, der skal betales i indfasningsperioden, stiger gradvist og udgør 20 pct. i 2016, 40 pct. i 2017, 65 pct. i 2018, 90 pct. I 2019 og 100 pct. i 2020.
Ved oprettelse af disse biler i Køretøjsregistret skal angives, at der er tale om et plug-in-hybrid biler, og der skal samtidig angives både bilens brændstofforbrug og bilens elektriske forbrug, hvorefter Køretøjsregistret beregner et samlet brændstofforbrug, jf. beregningsformlerne angivet nedenfor.
Overgangsregler - både el og plug-in-hybrid biler
Biler købt på bindende kontrakt senest den 8. oktober 2015 kan til den 1. juli 2016 indregistreres afgiftsfrit/afgiftsberigtiges efter de gældende regler .
Biler, der ønskes omfattet af overgangsordningen, kan kun registreres ved SKAT, da der i hvert enkelt tilfælde skal fremlægges dokumentation for, at der er indgået bindende kontrakt mellem forhandler og slutbruger senest den 8. oktober 2015.
Materiale, der dokumenterer at bilen er omfattet af overgangsordningen, skal indsendes senest i forbindelse med anmeldelse til registrering til:
Motorcenter@skat.dk eller
SKAT
Motorcenter 2
Lyseng Alle 1
8270 Højbjerg
Brændselscelledrevne biler
Brændselscelledrevne køretøjer, herunder brintdrevne køretøjer fritages for registreringsafgift, hvis køretøjet anmeldes til registrering senest den 31. december 2018.
Ved et brændselscelledrevet køretøj forstås et køretøj, der alene drives af elektricitet genereret af en intern strømforsyning baseret på brændselsceller.
De løbende/periodiske afgifter (grøn ejerafgift og vægtafgift)
Den eksisterende bestand af eldrevne køretøjer og plug-in-hybrid biler - løbende afgifter
Til brug for opkrævning af de ændrede løbende afgifter, vil der ske en omregning af det registrerede WH forbrug til et km/l forbrug, og der betales afgift som for benzinbiler. I det omfang, at de nødvendige data om elektrisk forbrug ikke indgår i Køretøjsregistret, sker der omberegning til benzinforbrug efter de gældende omregningsregler i Brændstofforbrugsafgiftsloven, jf. nedenfor.
SKAT vil sammen med Trafik- og Byggestyrelsen og Bilimportørerne i muligt omfang opdatere Køretøjsregistret med elektrisk forbrug på de allerede indregistrerede plug in hybrid biler.
Brændstofforbrugsafgift
Af natur- og biogasdrevne biler betales afgift som af dieseldrevne biler.
Foreligger der oplysning om en natur- og biogasdrevet bils udledning af CO2 målt i gram pr. kilometer, omregnes denne udledning til liter diesel pr. 100 km. Omregningen foretages ved at dividere den oplyste udledning af CO2 målt i gram pr. kilometer med en fast faktor på 26,5. Foreligger der ikke oplysning om udledningen af CO2, betales afgift efter den almindelige regel for omregning.
El drevne køretøjer
Af eldrevne biler betales afgift som af benzindrevne biler.
Bilens forbrug af Wh pr. kilometer omregnes til antal km pr. liter benzin. Omregningen fra energiforbrug målt i Wh pr. kilometer til benzinforbrug målt i liter pr. 100 km foretages ved at dividere det oplyste energiforbrug målt i Wh pr. kilometer med en fast faktor på 91,25.
Foreligger der ikke oplysning om energiforbruget målt i Wh pr. kilometer, fastsættes energiforbruget i liter benzin pr. 100 km som summen af et fast element på 0,1 liter pr. 100 km og et variabelt element udtrykt i liter benzin pr. 100 km, der beregnes som 0,1 pct. af bilens egenvægt i kilogram
Eksempel - Eldrevet køretøj
Elforbrug
|
158 Wh/ km
|
Omregningsfaktor elforbrug til benzinforbrug
|
91,25 Wh/liter
|
Omregning til liter benzin/100 km
|
158 Wh/km/91,25 Wh/liter = 1,73 liter /100 km
|
Omregning til km/liter
|
100/1,73 liter benzin/100 km = 57,8 km/liter
|
Plug-in-hybrid biler
El i kombination med benzin
For biler, der drives af el i kombination med benzin, og hvor opladning sker ved hjælp af en ekstern strømforsyning, betales afgift som af benzindrevne biler. Foreligger der oplysninger om bilens energiforbrug målt i Wh pr. kilometer, og benzinforbrug målt i liter pr. 100 km, foretages en omregning til et samlet benzinforbrug målt i liter pr. 100 km.
Bilens energiforbrug målt i Wh pr. kilometer omregnes til benzinforbrug målt i liter pr. 100 km ved at dividere det oplyste energiforbrug målt i Wh pr. kilometer med en fast faktor på 91,25.
Det samlede benzinforbrug målt i liter pr. 100 km er summen af det beregnede og det målte benzinforbrug målt i liter pr. 100 km.
Såfremt der ikke foreligger anmeldelse om bilens energiforbrug og benzinforbrug, fastsættes dette i liter pr. 100 km, som summen af et fast element på 3 l pr. 100 km og et variabelt element, der beregnes som 0,5 pct. af bilens egenvægt i kilogram.
Eksempel - Plug-in-hybrid køretøj, der drives af el i kombination med benzin
Elforbrug
|
115 Wh/km
|
Benzinforbrug
|
0,6 liter/100 km
|
Omregningsfaktor elforbrug til benzinforbrug
|
91,25 Wh/liter
|
Omregning elforbrug til liter benzin/100 km
|
115 Wh/km/91,25 Wh/liter = 1,26 liter /100 km
|
Samlet benzinforbrug
|
(1,26+0,6) liter/100 km = 1,86 liter/100 km
|
Omregning til km/liter
|
100/1,86 liter benzin/100 km = 53,8 km/liter
|
El i kombination med diesel
For biler, der drives af el i kombination med diesel, og hvor opladning kan ske ved hjælp af en ekstern strømforsyning, betales afgift som af benzindrevne biler.
Foreligger der oplysninger om bilens energiforbrug målt i Wh pr. kilometer, og dieselforbrug målt i liter pr. km, foretages en omregning til et samlet benzinforbrug målt i liter pr. 100 km. Ved denne beregning omregnes energiforbruget målt i Wh pr. kilometer til benzinforbrug målt i liter pr. 100 km ved at dividere det oplyste energiforbrug målt i Wh pr. 100 km med en fast faktor på 91,25.
Bilens dieselforbrug målt i liter pr. 100 km omregnes til benzinforbrug målt i liter pr. 100 km ved at gange med bilens dieselforbrug målt i liter pr. 100 km med en fast faktor på 1,092.
Det samlede benzinforbrug målt i liter pr. 100 km er summen af det beregnede benzinforbrug målt i liter pr. 100 km.
Såfremt der ikke foreligger anmeldelse om en biles dieselforbrug og energiforbrug, fastsættes dette i liter pr. 100 km, jf. de almindelige omregningsregler i Brændstofforbrugsafgiftsloven.
Eksempel - Plug-in hybrid køretøj, der drives af el i kombination med diesel
Elforbrug
|
133 Wh/km
|
Dieselbrug
|
1,8 liter/100 km
|
Omregningsfaktor elforbrug til benzinforbrug
|
91,25 Wh/liter
|
Omregning elforbrug til liter benzin/100 km
|
133 Wh/km/91,25 Wh/liter = 1,46 liter /100 km
|
Omregningsfaktor dieselforbrug til benzinforbrug
|
1,092
|
Omregning diesel til benzin
|
1,8 liter/100 km *1,092 = 1,97 liter benzin/100 km
|
Samlet benzinforbrug
|
(1,46+1,97) liter/100 km = 3,43 liter/100 km
|
Omregning til km/liter
|
100/3,43 liter benzin/100 km = 29,2 km/liter
|
El i kombination med natur og biogas
For biler, der drives af el i kombination med natur og biogas, betales afgift som af benzindrevne biler.
Foreligger der oplysninger om bilens energiforbrug målt i Wh pr. kilometer og bilens udledning af CO2 målt i gram pr. kilometer, foretages en omregning til et samlet benzinforbrug målt i liter pr. 100 km.
Bilens energiforbrug målt i Wh pr. kilometer omregnes til benzinforbrug målt i liter pr. 100 km ved at dividere det oplyste energiforbrug målt i Wh pr. kilometer med en fast faktor på 91,25.
Bilens udledning af CO2 målt i gram pr. kilometer omregnes til benzinforbrug målt i liter pr. 100 km ved at dividere den målte udledning af CO2 målt i gram pr. kilometer med en fast faktor på 24.
Det samlede benzinforbrug målt i liter pr. 100 km er summen af de beregnede benzinforbrug målt i liter pr. 100 km.
Såfremt der ikke foreligger anmeldelse om bilens energiforbrug og bilens udledning af Co2, fastsættes dette i liter pr. 100 km, som summen af et fast element på 3 l pr. 100 km og et variabelt element, der beregnes som 0,5 pct. af bilens egenvægt i kilogram.
Eksempel - Plug-in-hybrid køretøj, der drives af el i kombination med naturgas
Elforbrug
|
116 Wh/km
|
CO2-udledning
|
18 g/km
|
Omregningsfaktor elforbrug til benzinforbrug
|
91,25 Wh/liter
|
Omregning elforbrug til liter benzin/100 km
|
116 Wh/km/91,25 Wh/liter = 1,27 liter/100 km
|
Omregningsfaktor CO2-udledning til benzinforbrug
|
1/24 liter
|
Omregning CO2-udledning til liter benzin/100 km
|
18 g/km/24 = 0,75 liter benzin/pr. 100 km
|
Samlet benzinforbrug
|
(1,27+0,75) liter/100 km = 2,02 liter/100 km
|
Omregning til km/liter
|
100/2,02 liter benzin/100 km = 49,5 km/liter
|
Brændselscelledrevne biler, herunder brintdrevne biler
Indtil den 31. december 2018 betales der ikke brændstofforbrugsafgift eller vægtafgift af brændselscelledrevne biler, herunder brintdrevne biler.
Fra 2019 betales de løbende afgifter for brændselscelledrevne biler som af benzindrevne biler.
Andre drivmidler
Af biler, der hverken drives af benzin, diesel, el, brændselsceller, naturgas eller biogas, betales afgift som af dieseldrevne biler efter den almindelige regel for omregning i Brændstofforbrugsafgiftsloven.
Vægtafgift - partikelfilter - Fra 1. januar 2017
For dieseldrevne varebiler med en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg, der er registreret første gang før 18. marts 2009, betales fra 1. januar 2017 et tillæg for manglende dieselfilter. Tillægget udgør 400 kr. i 2017 og 600 kr. i 2018. Fra 2019 betales tillægget fuldt ud med 1.000 kr. årligt.
Ændringer i Køretøjsregistret (DMR)
Lovændringen betyder bl.a., at der oprettes to nye felter i Køretøjsregistret til brug ved oprettelse af plug-in hybrid biler, således at det sikres, at der ved oprettelse af sådanne køretøjer altid indtastes både oplysning om almindeligt brændstofforbrug samt elektrisk forbrug. Herefter beregner Køretøjsregistret det samlede brændstofforbrug ud fra de formler, der er anført ovenfor.
I forbindelse med lovændringerne oprettes 2 nye felter i KøretøjMotorStrukturType KøretøjMotorKmPerLiterPreCalc og KøretøjMotorPlugInHybrid.
Felterne har følgende detaljer:
- KøretøjMotorKmPerLiterPreCalc - angivelse af brændstofforbrug før beregning af totalbrændstofforbrug for pluginhybrid køretøjer (køretøjer der både kører på el og brændstof). Samme datatype som KøretøjMotorKmPerLiter.
- KøretøjMotorPlugInHybrid - er angiver om et køretøj er pluginhybrid.
Ovenstående ændringer bliver lagt på Køretøjsregistret den 30. december 2015 mellem kl. 19.00 og 01.00. Vær opmærksom på, at skemaændringerne vil have effekt så snart ændringerne er deployet til PROD. Se evt. yderligere på interessentsitet.
DMRs beregninger af registreringsafgift jf. de nye ændrede regler, og ændring af afgiftssatser vil først få virkning fra den 1. januar 2016 kl. 00.00.
På grund af den sene vedtagelse af lovændringen, vil Køretøjsregistret (DMR) desværre ikke kunne beregne registreringsafgiften korrekt for brugte el-drevne køretøjer og plug in hybrid biler fra 1. januar 2016.
Ved import af el-drevne køretøjer og plug in hybrid biler, bør registrerede forhandlere derfor rette henvendelse til SKAT med henblik på en korrekt beregning af registreringsafgiften.
Tilsvarende gælder, at regnemaskinen (også tilgængelig på skat.dk), for el-drevne køretøjer og plug in hybrid biler ikke kan beregne et brændstofforbrug ud fra et elektrisk forbrug mv.
Der arbejdes naturligvis på, at også disse ændringer i Køretøjsregistret og regnemaskinen implementeres hurtigst muligt i løbet af januar 2016.