Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften samt betaling af afgift fra private og ikke-registrerede virksomheder.
Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode på en måned (kalendermåned) og senest den 15. i den efterfølgende måned godkende månedsangivelsen direkte i Motorregistret.
Afgiften for en måned skal være indbetalt senest den 15. i den følgende måned.
SKAT kan bede om at besigtige køretøjet inden for en frist på 14 dage fra modtagelsen af en angivelse fra en registreret virksomhed. Se REGAL § 18 om SKATs besigtigelse af køretøjer.
En anmodning om besigtigelse er afsendt rettidigt, hvis anmodningen er afsendt inden fristens udløb til den adresse, som den registrerede virksomhed har oplyst som led i registreringen.
Fristen gælder ikke, hvis der i angivelsen er meddelt urigtige eller mangelfulde oplysninger om køretøjet.
Af hensyn til 14-dages fristen for SKATs besigtigelse af et køretøj, skal indlevering ske enkeltvis pr. ekspedition, således at SKAT inden for 14 dage kan give besked om besigtigelse. Det kan dog aftales med motorcentret, at ekspeditionerne eksempelvis bliver afleveret samlet pr. uge.
Når køretøjet er udført fra landet og afmeldt fra registrering, tages bilen med på virksomhedens månedsangivelse, og godtgørelse bliver udbetalt senest 3 uger efter godkendelse af månedsangivelsen.
Et køretøj kan således først tages med på månedsangivelsen, når virksomheden er i besiddelse af dokumentation for udførslen her fra landet.
Der skal ikke indsendes dokumentation for udførsel, idet den registrerede virksomhed har det fulde ansvar for, at alle formalia er overholdt for de køretøjer, der medtages på månedsangivelsen.
Der vil således ikke ske afstempling af registreringsattesten.
Den omhandlede dokumentation skal opbevares i virksomheden sammen med øvrigt regnskabsmateriale i 5 år.
Hvis en autoforhandler ikke er registreret, eller der er tale om en privatperson, skal afgiften være betalt til SKAT, før køretøjet kan blive indregistreret og forsynet med nummerplader. For betaling af afgift hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet registreres. Se REGAL § 19 om betaling af registreringsafgift før et køretøj kan blive indregistreret.
For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.
For betaling af afgiften hæfter tillige en virksomhed, der erhvervsmæssigt handler med motorkøretøjer eller påhængs- eller sættevogne til motorkøretøjer, hvis virksomheden har solgt køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden.
For betaling af afgiften af et importeret køretøj hæfter tillige importøren, hvis denne har bevirket eller medvirket til, at afgiftsgrundlaget er fastsat for lavt. Bestemmelsen er eksempelvis relevant i tilfælde, hvor en importør har oplyst en købspris i udlandet, der ikke svarer til den reelle pris for køretøjet. Bestemmelsen omfatter såvel tilfælde, hvor importøren har handlet på egen hånd, som tilfælde, hvor importøren har bistået en anden med at fejlinformere SKAT.
For betaling af afgiften hæfter tillige en efterfølgende ejer af køretøjet, hvis den pågældende ved køretøjets erhvervelse vidste eller burde have vidst, at der ikke var betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven. Eksempelvis som følge af, at købsprisen er så lav, at køberen ved eller burde vide, at købsprisen ikke kan dække den fulde registreringsafgift af køretøjet.
For betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den fulde afgift af køretøjet.
Registrerede virksomheder skal føre regnskab over indkøb og salg af køretøjer.
Der skal udfærdiges skriftlig kontrakt ved ethvert salg af køretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven. Se REGAL § 21 om krav til kontrakt ved salg af et køretøj.
Hvis der ved kontant salg af et køretøj ikke bliver oprettet skriftlig kontrakt mellem sælger og køber, skal der afgives en skriftlig erklæring om den indgåede aftale mellem parterne i handelsforholdet. Den skriftlige erklæring kan være indarbejdet i salgsfakturaen og skal være underskrevet af køber og sælger.
Kontrakten eller fakturaen skal omhandle køretøjet i den stand, hvori det skal leveres til køberen, og indeholde nærmere oplysninger til identifikation af køretøjet som fx:
Det skal altså tydeligt fremgå af kontrakten eller fakturaen, hvordan forhandleren har opgjort den afgiftspligtige værdi for køretøjet. Leveret udstyr m.m. skal være specificeret, også selv om noget af det kan holdes uden for afgiftsberegningen.
Der må ikke oprettes andre kontrakter end den nævnte om salg af køretøjerne. Der må heller ikke træffes aftaler om køretøjernes omsætning, som ikke fremgår af denne kontrakt eller af salgsfakturaen.
Kontrakter og salgsfakturaer (erklæringer) eller genparter heraf skal opbevares hos sælgeren i mindst 5 år. Materialet skal stilles til rådighed for kontrollen med, at reglerne for afgiftsberigtigelse bliver overholdt, og at alt afgiftspligtigt udstyr m.m. er medregnet til den afgiftspligtige værdi, hvis SKAT forlanger det.
Afgørelser samt
evt. tilhørende
SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere Kommentarer |
| Højesteretsdomme |
| SKM2013.447.HR |
Højesteret stadfæstede landsrettens dom om efterbetaling af registreringsafgift af parallelimporterede luksusbiler i medfør af den dagældende registreringsafgiftslov § 19, stk. 2.
Højesteret tiltrådte for det første, at bilens første indregistrerede ejer hæftede for afgiften, uanset at bilen var videresolgt, før SKAT rejste kravet. Højesteret tiltrådte endvidere, at køberen af bilen ikke var i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift, og at han derfor ikke var omfatttet af SKATs praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift hos en godtroende bilkøber.
Bilkøberen havde derudover rejst krav om erstatning, idet han gjorde gældende, at SKATs praksis i forbindelse med afgiftsberigtigelse af parallelimporterede køretøjer var erstatningspådragende. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at SKAT havde handlet ansvarspådragende. Højesteret bemærkede i øvrigt, at bilkøberen ikke havde lidt et erstatningsretligt beskyttet tab ved at blive afkrævet det manglende afgiftsbeløb, som han efter loven hæftede for.
|
Stadfæstelse af Østre Landsrets dom. Se SKM2012.656.ØLR |
| Landsretsdomme |
| SKM2016.24.ØLRx |
Der var enighed om, at sagsøgeren som udgangspunkt hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.
|
|
| SKM2015.776.ØLR |
Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR, som handler om, hvorvidt købere af parallelimporterede luksusbiler hæfter for betaling af den registreringsafgift, der mangler at blive betalt af bilerne som følge af, at afgiften ved afgiftsberigtigelsen hos SKAT blev fastsat for lavt på grund af svig fra importørens side.
Spørgsmålet i sagen var, om bilkøberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende køber, der har købt et køretøj hos en forhandler.
Køberen, der havde købt et køretøjet af samme sælger som i SKM2013.447.HR, fik modsat i byretten ikke medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj. Landsretten lagde bl.a. vægt på det for landsretten fremkomne om, at det køretøj, som bilkøberen erhvervede, ikke var det samme køretøj, som det han nogle måneder forud for købet havde fået et pristilbud fra den autoriserede danske forhandler om, men derimod et andet og dyrere køretøj med mere ekstraudstyr. Videre lagde landsretten vægt på en række omstændigheder ved handlen og sælgeren. På denne baggrund fandt landsretten, at køberen ikke havde været i god tro om den manglede betaling af registreringsafgift (ændring af SKM2014.803.BR).
|
|
| SKM2015.771.ØLR |
|
Sagen omhandlede, om appellanten hæftede for betaling af registreringsafgift vedrørende fem biler i henhold til den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Landsretten fandt, at appellanten måtte anses for selvstændigt erhvervsdrivende i Tyskland, og at han derfor var omfattet af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4. Landsretten fandt imidlertid, at appellanten hverken havde løftet bevisbyrden for, at bilerne skulle anvendes i Tyskland i den erhvervsmæssige virksomhed, eller at kilometerkriteriet kunne føre til afgiftsfritagelse. Herefter hæftede appellanten for registreringsafgiften.
Endelig fandt landsretten, at spørgsmålet om opgørelsen af størrelsen af registreringsafgiften, som følge at der efterfølgende var betalt registreringsafgift vedrørende fire af de fem biler, var et nyt spørgsmål. Spørgsmålet havde imidlertid en sådan sammenhæng med sagens hovedspørgsmål, at det kunne prøves under sagen i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., fordi appellanten ellers kunne lide et uforholdsmæssigt retstab.
I den forbindelse fandt landsretten, at skattemyndighederne måtte anses for forpligtet til at tage stilling til, hvilken betydning den betalte registreringsafgift har for appellantens hæftelse. Sagen blev herefter hjemvist for fire af sagens biler, idet landsretten ikke fandt spørgsmålet egnet til afgørelse under retssagen. Byrettens dom vedrørende den sidste og femte bil blev stadfæstet.
|
|
|
| SKM2015.431.ØLR |
Sagen vedrørte en bilejers hæftelse for unddraget registreringsafgift af en parallelimporteret luksusbil i det såkaldte "G1 ApS" sagskompleks i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 1. Landsretten fandt modsat byretten, at bilejeren hæftede for afgiften, idet han ikke havde været i god tro om den manglende afgiftsbetaling.
|
Ændring af SKM2014.197.BR |
| SKM2015.204.ØLR |
Sagsøgeren hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom.
|
Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR
Stadfæstelse af SKM2013.913.BR
|
| SKM2015.123.VLR |
Ankesag indbragt af Skatteministeriet vedrørende spørgsmål om registreringspligt og registreringsafgiftspligt af et tysk indregistreret køretøj. Byretten havde givet indstævnte medhold i, at der ikke kunne rejses et afgiftskrav mod indstævnte, idet det ikke fandtes godtgjort, at indstævnte selv havde taget køretøjet i brug på færdselslovens område. Videre havde byretten fundet, at der ikke kunne lægges vægt på, at en af indstævntes venner havde ført køretøjet i Danmark. Retten tilføjede, at indstævnte ikke kunne antages at have givet samtykke til vennens brug af bilen i Danmark. Byretten fandt således, at indstævnte ikke hæftede for afgiften af køretøjet, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 2. Byretten tog ikke stilling til sagens øvrige spørgsmål om, hvem der ejede køretøjet på ibrugtagningstidspunktet, og om indstævnte måtte anses for at have haft bopæl her i landet i registreringsmæssig henseende.
For landsretten var yderligere fremlagt en række observationsrapporter fra Politiet vedrørende observationer af køretøjet i den i sagen omhandlede periode, lige som der blev afgivet ny forklaring af en af politiobservatørerne, der havde deltaget i observationerne.
Landsretten bemærkede, at det var ubestridt, at indstævnte var den reelle ejer af køretøjet, da det blev indregistreret i Tyskland, selv om et tysk selskab stod som "halter" af køretøjet i det tyske motorregister.
Bilen var herefter registreringspligtig og registreringsafgiftspligtig her i landet, og indstævnte hæftede for afgiften heraf i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 2.
|
Sagen er en ændring af SKM2013.385.BR
|
| SKM2012.655.ØLR |
Sagsøgeren hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Sagsøgeren fandtes ikke at være i god tro om den manglende afgiftsberigtigelse af køretøjet, hvorfor han ikke opfyldte betingelserne efter SKATs særlige praksis, der giver mulighed for at frafalde et krav på registreringsafgift, hvis køretøjet er købt af en forhandler og køberen er i god tro.
|
|
|
Byretsdomme
|
|
SKM2016.39.BR
|
Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR, som handler om, hvorvidt købere af parallelimporterede luksusbiler hæfter for betaling af den registreringsafgift, der mangler at blive betalt af bilerne som følge af, at afgiften ved afgiftsberigtigelsen hos SKAT blev fastsat for lavt på grund af svig fra importørens side.
Spørgsmålet i sagen var, om bilkøberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende køber, der har købt et køretøj hos en forhandler.
Køberen fik ikke medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj. Byretten lagde bl.a. vægt på, at køberen opnåede en rabat på omkring 16 % i forhold til den vejledende udsalgspris, at køberen havde kendskab til prisniveauet og leveringstiden for køretøjet, og at forudbetalingen af købesummen var usædvanlig, da der ikke forelå en skriftlig købsaftale. Derudover lagde byretten vægt på de øvrige omstændigheder ved aftaleindgåelsen og sælgeren. På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.
|
|
|
SKM2015.348.BR
|
En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på 37 pct. i forhold til listeprisen. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen. Køberen betalte kr. 1.040.000,- for bilen.
Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.
Retten fandt ikke, at køberen havde godtgjort, at markedsprisen for en tilsvarende bil med afgiftspligtigt ekstraudstyr var væsentligt lavere end den vejledende udsalgspris. Da køberen endvidere var bekendt med det tyske prisniveau for bilen, fandt retten ikke, at køberen havde haft grundlag for at tro, at det inden for den pris, køberen betalte for bilen, ville være muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.
Af disse grunde var køberen ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.
|
|
|
SKM2015.328.BR
|
Sagen omhandlede sagsøgerens hæftelse for registreringsafgiften af en bil af mærket ...(specialbil), jf. registreringsafgiftslovens § 20. Omdrejningspunktet i sagen var, hvorvidt bilen var blevet taget i brug på færdselslovens område og hvorvidt sagsøgeren var ejer af bilen.
Retten fandt, at sagsøgeren - bl.a. ved kørsel til G1 og til G2 - havde ført bilen med prøveskilte i strid med reglerne i registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2 og 3. Bilen var således taget i brug på færdselslovens område og skulle derfor have været indregistreret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 1.
Retten fandt endvidere, at sagsøgeren på tidspunktet for registreringspligtens indtræden var den reelle ejer af bilen. Retten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på,
|
at
|
sagsøgeren havde afgivet uoverensstemmende oplysninger om ejerskabet til bilen,
|
|
at
|
han ubestridt havde haft bilen i sin varetægt i et år,
|
|
at
|
han havde anvendt bilen i privat øjemed og
|
|
at
|
det selskab, som sagsøgeren hævdede var ejer af bilen, ikke havde købt biler i det relevante år.
|
Sagsøgeren hæftede derfor for registreringsafgiften af bilen, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.
|
|
|
SKM2015.221.BR
|
En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på kr. 413.729, svarende til 26 pct., i forhold til køretøjets vejledende udsalgspris i Danmark. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde oplyst en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.
Der var enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den manglende registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Spørgsmålet var, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod købere, der i god tro har købt deres bil hos en bilforhandler.
Retten fandt, at køberen ikke var i god tro i henhold til SKATs administrative praksis. Retten lagde vægt herved vægt på, at køberen var bekendt med sælgerens indkøbspris for køretøjet i Tyskland og ikke havde anført omstændigheder, som kunne give ham grundlag for at tro, at sælgeren kunne opnå en så stor rabat på denne pris, at det ville være muligt at afholde dansk registreringsafgift, moms og sælgeravance inden for den pris, køberen betalte til sælgeren, samt at omstændighederne ved aftaleindgåelsen ikke kunne anses for sædvanlige.
|
|
|
SKM2015.220.BR
|
En køber af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland havde ved købet opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til listeprisen. Den lave pris skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen. Køberen betalte kr. 770.000,- for bilen.
Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.
Retten fandt ikke, at køberen havde dokumenteret, at det på købstidspunktet var muligt, at opnå en rabat på 34 pct. i forhold til listeprisen. Køberen havde endvidere betalt bilen i to rater, hvoraf den første rate udgjorde kr. 450.000,-. På kvitteringen for betalingen var det anført, at denne rate var til "afhentning" af bilen i Tyskland. På baggrund af disse oplysninger havde køberen ikke haft grundlag for at tro, at det inden for den pris køberen betalte for bilen ville være muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.
Af disse grunde var køberen ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.
|
Anket til Østre Landsret |
|
SKM2015.217.BR
|
Et leasingselskab havde ved køb af to luksusbiler parallelimporteret fra Tyskland opnået besparelser på 31 pct. og 42 pct. i forhold til den danske vejledende udsalgspris. De lave priser skyldtes, at sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilerne havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorfor der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilerne.
Der var under sagen enighed om, at køberen som udgangspunkt hæftede for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2. Spørgsmålet var imidlertid, om køberen var omfattet af SKATs særlige administrative praksis, hvorefter et krav om efterbetaling af registreringsafgift ikke gøres gældende mod en køber, der i god tro har købt en bil hos en bilforhandler.
Retten fandt, at køberen ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, hvorfor køberen ikke var omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.
Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der forelå en forskelsbehandling af parallelimportører, hvorfor hverken SKATs administrative praksis eller registreringsafgiftslovens efteropkrævningsregler var i strid med artikel 110, subsidiært artikel 34 TEUF.
|
Anket til Østre Landsret |
| SKM2014.842.BR |
En køber havde ved købet af en luksusbil parallelimporteret fra Tyskland opnået en besparelse på 48 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.
Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Byretten fandt, at køber ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, idet køber var bekendt med bilens indkøbspris i Tyskland. Køber havde derfor ikke grundlag for at tro, at det inden for prisen var muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.
Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.
|
|
| SKM2014.803.BR |
Byretten fandt, at køber havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis omtalt i SKM2013.447.HR ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj.
|
Sagen er en del af det sagskompleks, der er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR.
Sagen er anket til Østre Landsret
|
| SKM2014.714.BR |
Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren hæftede for betaling af registreringsafgift på samlet 13.313.005 kr. vedrørende fem biler i henhold den dagældende registreringsafgiftslov § 19, stk. 2.
Sagsøger ejede et tysk selskab, som havde været ejer af de fem biler. For fire af bilerne havde selskabet erklæret, at de ville blive anvendt af sagsøgeren som ansat i selskabet i forbindelse med ejendomsvirksomhed i Tyskland, mens det sidste køretøj ifølge selskabet ville blive anvendt af sagsøgers ægtefælle, ligeledes som ansat i selskabet.
Retten fandt, at hverken sagsøger eller dennes ægtefælle havde haft en reel eller faktisk beskæftigelse i det tyske selskab, som kunne begrunde, at de blev anset som arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende efter EU-retlige principper. Herefter blev sagsøger anset for den reelle ejer af alle fem biler, og hæftede dermed for registreringsafgiften idet betingelserne for registreringsafgiftsfritagelse ikke var opfyldt.
|
|
| SKM2014.664.BR |
Køber havde ved købet af en luksusbil opnået en besparelse på 38 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.
Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Byretten fandt, at køber ikke kunne anses for at være i god tro vedrørende den manglende betaling af registreringsafgift, idet køber inden købet havde undersøgt, hvad bilens listepris i Danmark var, og var bekendt med bilens prisniveau i Tyskland. Der var derfor ikke grundlag for at tro, at det inden for prisen var muligt at afholde registreringsafgift, moms og avance til sælgeren. Endvidere udtalte retten, at omstændighederne omkring sælgeren og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed.
Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.
|
|
| SKM2014.566.BR |
Køber havde ved købet af en luksusbil opnået en besparelse på 34 pct. i forhold til listeprisen, fordi sælgeren ved afgiftsberigtigelsen af bilen havde opgivet en for lav pris til SKAT, hvorved der ikke var betalt fuld registreringsafgift af bilen.
Køber hæftede som udgangspunkt for den unddragne registreringsafgift på objektivt grundlag efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Byretten fandt, at køber ikke havde dokumenteret, at bilen var købt af en bilforhandler, eller at han havde grundlag for at tro dette. Retten fandt endvidere, at køber heller ikke konkret havde kunnet være i god tro om, at registreringsafgiften var betalt.
Køber var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.
|
|
| SKM2014.197.BR |
Byretten fandt i to af sagerne, at sagsøgeren havde været i ond tro om den manglende betaling af registreringsafgift. I den tredje sag fik sagsøgeren medhold i, at han havde været i god tro om den manglende betaling af afgift, og at han derfor i henhold til SKATs praksis omtalt i SKM2013.447.HR ikke var forpligtet til at efterbetale registreringsafgift af det omhandlede køretøj. |
Der er tale om tre sager i det sagskompleks, som er behandlet af Højesteret i en pilotsag i SKM2013.447.HR
Sagen er anket til Østre Landsret.
|
| SKM2014.63.BR |
Sagsøger hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimportret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Byretten fandt, at sagsøgeren, der var bekendt med bilens listepris i Danmark, ikke havde grundlag for at tro, at sælgeren ved køb af bilen i Tyskland kunne opnå en rabat på over 40% i forhold til den vejledende udsalgspris. Herudover henviste retten til omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen og sagsøgerens kontakt med sælgeren, der ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed som fastslået af Højesteret ved dom af 26. juni 2013. Se SKM2013.447.HR. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.
|
|
|
SKM2013.890.BR
|
Sagsøgeren hæftede som udgangspunkt for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslov § 19, stk. 2.
Med henvisning til sagsøgerens forklaring afgivet under hovedforhandlingen, hvorefter sagsøgeren var bekendt med sælgerens anskaffelsespris i Tyskland, fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne være i god tro om registreringsafgiftens betaling.
Herudover henviste retten til omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og sagsøgerens kontakt med sælgeren.
Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreruingsafgift.
|
|
|
SKM2013.508.BR
|
Et køretøj blev indført fra Tyskland til Danmark i juli 2007 og indregistreret til et biludlejningsfirma, som havde tilladelse til at foretage valutaudlejning. Den 1. oktober 2007 købte sagsøgeren køretøjet. Det var under sagen ubestridt, at betingelserne for valutaudlejning ikke var opfyldt, og at køretøjet derfor var afgiftspligtigt, før sagsøgeren købte køretøjet.
Spørgsmålet var herefter, hvorvidt sagsøgeren hæftede for registreringsafgiften på kr. 2.779.212. SKAT havde rejst krav om betaling af regsitreringsafgift mod både sagsøgeren og det selskab, som havde udlejet køretøjet. Selskabet blev taget under konkursbehandling i november 2007.
Retten (3 dommere) fandt med henvisning til den klare ordlyd af registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2, hvorefter "ejeren" hæfter for afgiftens betaling og efter en gennemgang af retsgrundlaget tilbage fra 1924, at køberen/ejeren af et køretøj hæfter for registreringsafgiftens betaling. Den omstændighed, at kravet også var rejst mod selskabet, kunne ikke føre til, at sagsøgeren blev fritaget for sin hæftelse.
|
Sagen er anket til Østre Landsret
|
|
SKM2013.362.BR
|
Sagsøgeren hæftede for betaling af registreringsafgift af en parallelimporteret bil, selvom han ubestridt var i god tro, da han købte bilen på markedsvilkår af tredjemand.
Retten fandt, at registreringsafgiftslovens § 20, stk. 2 efter sin ordlyd er en objektiv hæftelsesbestemmelse, hvorefter sagsøger hæftede for betaling af registreringsafgift medmindre sagsøger var omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke opkræves registreringsafgift hos en godtroende aftaleerhverver som hos en forhandler har købt en bil.
Retten fandt ikke, at sagsøger var omfattet af SKATs administrative praksis, da de tidligere omsætningsled ikke var forhandlere, og derfor hæftede sagsøgeren for betaling af registreringsafgift.
|
|
|
SKM2013.311.BR
|
En registreret virksomhed efter registreringsafgiftsloven hæftede på objektiv grundlag i henhold til registreringsafgiftslovens § 17, stk. 1, for afgiften af 10 parallelimporterede køretøjer, som de havde anmeldt til SKAT til afgiftsberigtigelse.
Virksomheden hæftede for et af SKAT rejst efterbetalingskrav som følge af, at der var blevet betalt for lidt i afgift af køretøjerne, idet der var sket en overflytning af afgiftspligtig avance på køretøjerne til ikke-afgiftspligtigt ekstraudstyr.
Det var således uden betydning for hæftelsen, at virksomheden efter det foreliggende var i god tro om de avanceoverflytningstransaktioner, som var sket i tidligere omsætningsled i forbindelse med parallelimporten af køretøjerne.
|
|
|
SKM2013.302.BR
|
Sagsøgeren, der var ansat i en bilforhandlervirksomhed, som var registreret efter registreringsafgiftsloven, hæftede ikke for den unddragne registreringsafgift af to parallelimporterede nye motorkøretøjer, for hvilke der var forevist falske tyske købsfakturaer for SKAT i forbindelse med anmeldelsen af køretøjerne til afgiftsberigtigelse. Hæftelsen efter loven påhvilede således den registrerede virksomhed.
Sagsøgeren fandtes dog at være erstatningsansvarlig for afgiften af det ene af køretøjerne, idet han efter omstændighederne havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med afgiftsberigtigelsen.
|
|
|
SKM2013.138.BR
SKM2013.139.BR
SKM2013.140.BR
SKM2013.310.BR
|
Der var enighed om, at sagsøgeren som udgangspunkt hæftede for den ikke-betalte registreringsafgift af et parallelimporteret køretøj i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.
Byretten fandt, at omstændighederne ved den virksomhed, der havde solgt bilen, og parternes aftaleindgåelse ikke kunne anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, hvorfor sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift. Sagsøgeren var derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift.
|
|
|
Landsskatteretsafgørelser
|
|
SKM2014.793.SANST
|
Kørsel var ikke i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte. Bilen var afgiftspligtig, da den var taget i brug på færdselslovens område, og kørslen i Danmark ikke kunne anses for bagatelagtig.
|
|
|
SKM2014.124.LSR
|
Køberen af et registreringspligtigt motorkøretøj med falsk stelnummer hæftede ikke for manglende betaling af registreringsafgift.
|
|