Indhold

Dette afsnit handler om ejerboliger, der er placeret på en grund, der er lejet.

Afsnittet indeholder:

  • Ejerboliger på lejet grund omfattet af skattefritagelsesreglen
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Ejerboliger på lejet grund omfattet af skattefritagelsesreglen

Ejerlejligheder og huse på en lejet grund eksempelvis i form af kolonihavehuse og sommerhuse er omfattet af skattefritagelsesreglen (parcelhusreglen eller sommerhusreglen), når lejligheden eller huset har tjent som bolig for ejeren og/eller dennes husstand i hele eller en del af ejertiden. Se EBL § 8, stk. 1.

For kolonihavehuset og sommerhuset er det en forudsætning for skattefritagelsen, at huset er anvendt som fritidshus af ejeren og/eller dennes husstand.

Bemærk

Grundens areal og værdi har i denne sammenhæng ingen betydning.

I en sag var et sommerhus opført på en lejet grund. Huset blev solgt sammen med lejekontrakten, og Landsskatteretten anså fortjenesten for omfattet af den dagældende § 2 i lov om særlig indkomst, og fortjenesten var derfor skattefri. Se LSRM 1979, 149 LSR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

LSRM 1979, 149 LSR

Salg af sommerhus. Lejet grund. Sommerhus solgt med lejekontrakt. Fortjeneste skattefri.

 

SKAT

SKM2010.668.SR

Salg af sommerhus. Lejet grund med i alt fire sommerhuse. Grunden var ejet af spørger og dennes ægtefælle i lige sameje, mens huset kun var ejet af den ene ægtefælle. Salg af sommerhus skattefrit. Salg af grund skattepligtigt. Fortjeneste skattefri/skattepligtig.

Det bindende svar tog desuden stilling til salg af en ideel andel af grunden. Se nedenfor.

SKM2010.668.SR

Salg af ideel andel af grund. Grund ejet af ægtepar. I alt fire sommerhuse på grunden, hvor ét var ejet af tredjemand. Andel af grunden ønskedes solgt til tredjemand. Grunden blev anset for ubebygget areal. Fortjeneste skattepligtig.