Indhold

Dette afsnit handler om fradrag med faktisk dokumenterede rejseudgifter.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Lønmodtagere kan i stedet for at få fradrag for udokumenterede rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi med standardsatserne vælge at fratrække de faktisk dokumenterede rejseudgifter til kost, småfornødenheder og logi, som lønmodtageren har afholdt, fx udgifter til hotelovernatning, måltider mv.

Udgifterne skal ikke reduceres med sparet hjemmeforbrug. Se LL § 9 A, stk. 7, 2. pkt., stk. 9, 2. pkt., og stk. 10.

En lønmodtager, der overnatter på rejsen fx i sin egen campingvogn og derfor ikke kan vise dokumentation for logiudgiften, kan afskrive efter afskrivningslovens regler på campingvogn eller andre driftsmidler, der er anvendt til logi, jf. LL § 9 A, stk. 7, 6. pkt., modsætningsvist. Se om skattemæssige afskrivninger afsnit C.C.2.4.2.

Det er lønmodtageren, der skal dokumentere de rejseudgifter, der er afholdt. Se SKM2002.487.HR.

Hvis den skattefri rejsegodtgørelse, som arbejdsgiveren udbetaler med standardsatserne, er mindre end de dokumenterede afholdte rejseudgifter, kan lønmodtageren fratrække differencen mellem samtlige, afholdte og dokumenterede rejseudgifter og den modtagne skattefrie rejsegodtgørelse, hvad enten den er udbetalt med de fulde satser eller med lavere beløb.

Hvis arbejdsgiveren kun dækker en del af rejseudgifterne som udlæg efter regning, fx kun ét ud af flere måltider, kan lønmodtageren fratrække de øvrige dokumenterede rejseudgifter, der ikke er dækket efter regning.

Hvis kun en del af rejseudgifterne til kost og småfornødenheder er dækket som udlæg efter regning, fx ét af flere måltider, og der er udbetalt en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen, kan lønmodtageren fratrække de dokumenterede udgifter, som ikke er dækket efter regning. Fradraget kan dog ikke overstige differencen mellem samtlige, afholdte og dokumenterede rejseudgifter og det refunderede beløb plus 25 pct. godtgørelsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2002.487.HR

En direktør og hovedanpartshaver havde ikke ført sikkert bevis for, at han selv havde afholdt udgifter til kost og logi under udenlandsophold, eller at han havde refunderet selskabets udgift hertil.

Det var betydelige uregelmæssigheder i selskabets bogførings- og regnskabsforhold, som direktøren var ansvarlig for.

 

Byretsdomme

SKM2014.385.BR

Da der ikke var dokumentation for de foretagne rejser, ligesom det ikke var dokumenteret at arbejdsstederne var midlertidige, var lønmodtageren ikke berettiget til fradrag for kost og logi efter ligningslovens § 9 A.