Et revisionsfirma klagede til Folketingets Ombudsmand over, at Landsskatteretten havde afsagt formalitetskendelse i en konkret skattesag, samt at Departementet i sagen havde nægtet at tillade, at fristen for indbringelse af formalitetskendelsen blev suspenderet, indtil Landsskatteretten afsagde afgørelse vedr. det materielle spørgsmål i sagen.

I sagen havde revisionsfirmaet selv anmodet Landsskatteretten om at udskille formalitetsspørgsmålet til rettens vurdering. Revisionsfirmaet anførte imidlertid over for Folketingets Ombudsmand, at man forventede, at Landsskatteretten ikke traf en egentlig afgørelse i kendelsesform vedr. formalitetsspørgsmålet, medmindre retten ville give skatteyder medhold i spørgsmålet. Revisionsfirmaet forventede derimod, at formalitetsspørgsmålet alene blev afgjort i en beslutningsform eller indstillingsform, således at den endelige vurdering blev integreret i kendelsen vedr. det materielle spørgsmål.

Landsskatteretten henviste i sin udtalelse til Folketingets Ombudsmand over klagen bl.a. til en tidligere henstilling fra Folketingets Ombudsmand til Landsskatteretten om af egen drift i de mere oplagte tilfælde, selv at udskille formalitetsspørgsmålet til prøvelse.

I sin udtalelse til Folketingets Ombudsmand over klagen redegjorde Departementet for ministeriets fristforlængelsespraksis som beskrevet i TfS  1994, 645. Departementet anførte, at praksis på området er snæver, og gives der fristforlængelse i en sag som den foreliggende, ville det efter ministeriets opfattelse ikke være muligt at opretholde en restriktiv praksis i andre tilfælde, hvor en kendelse fra Landsskatteretten ønskedes berostillet på udfaldet af en anden verserende sag. På den baggrund fandt Departementet ikke anledning til at ændre sit afslag på revisionsfirmaets anmodning om suspension.

Folketingets Ombudsmand anførte i sin udtalelse af 26. april 2004 til revisionsfirmaet, at ombudsmanden efter en gennemgang af sagen havde besluttet ikke at fortsætte behandlingen af revisionsfirmaets klage.

Folketingets Ombudsmand fandt, at det centrale spørgsmål for sagen var at få fastslået anvendelsesområdet og rækkevidden af skattestyrelseslovens § 31. 

Ombudsmanden anførte, at såfremt sagen blev indbragt for domstolene, ville domstolene efter hans opfattelse selvstændigt skulle tage stilling til parternes påstande og anbringender, og under en sådan sag ville domstolene ikke være bundet af Skatteministeriets eventuelle afvisningspåstand for så vidt angår eventuelle formalitetsindsigelser. Ombudsmanden anførte, at han i sin foreløbige undersøgelse ikke havde fundet holdepunkter i retspraksis for, at domstolene havde taget direkte stilling til, om formalitetskendelser fra Landsskatteretten kunne inddrages i en senere sag om sagens realitet, selv om der var nedlagt påstand om afvisning i henhold til søgsmålsfristen.

Dernæst anførte ombudsmanden, at ombudsmandens virksomhed ikke omfatter domstolene. Ombudsmanden mente derfor med henvisning til ombudsmandslovens § 7, stk. 2, at han er afskåret fra at behandle sager eller spørgsmål, der har været behandlet ved domstolene. Som følge heraf  mente ombudsmanden ikke, at han normalt kunne behandle sager eller spørgsmål, der er under behandling ved domstolene, eller som forventes indbragt for domstolene. Ombudsmanden fandt  derpå - som sin samlede opfattelse - at anvendelsesområdet og rækkevidden af skattestyrelseslovens § 31 i en sag som den foreliggende burde fastslås af domstolene.