Dato for udgivelse
30 jul 2015 08:28
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 jul 2015 13:20
SKM-nummer
SKM2015.518.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Hillerød, BS 99-279/2015
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Udenlandsk indkomst
Emneord
Henvisning, Landsret, International trafik
Resumé

Sagen vedrører, om Danmark har subsidiær beskatningsret til at beskatte A af vederlag optjent i indkomståret 2012 for arbejde udført på et norsk indregistreret skib, der ejes af et norsk rederi, og som udfører arbejde ud for Afrikas kyst.

A, der var fuldt skattepligtig til Danmark, var nægtet lempelse efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst vedrørende arbejde på det norsk indregistrerede skib.

Reference(r)

Den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst art. 15, stk. 3, art. 25, stk. 1, litra c og art. 26, stk. 2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit C.F.9.2.14.6.2

Redaktionelle noter

Senere instanser: SKM2017.162.ØLR og SKM2018.60.HR.

Tidligere instans Landskatterettens j. nr. 13-0217515 

Appelliste

Parter

G1

som mandatar for

A

mod

Skatteministeriet

Afsagt af byretsdommer

Annette Dam Ryt-Hansen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøger G1 som mandatar for A har anmodet om, at sagen henvises til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Til støtte for anmodningen er det gjort gældende, at sagen vedrører fortolkning af § 1 a, stk. 3, i lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de nordiske lande samt artikel 25, stk. 1, litra c), og artikel 15, stk. 3, sammenholdt med artikel 26, stk. 2, om subsidiær beskatning, i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Fortolkningen af samspillet mellem disse bestemmelser har vidtrækkende konsekvenser, idet den vil fastlægge beskatningen af samtlige søfolk, som arbejder på skibe indregistreret i andre nordiske lande, som samtidig er hjemmehørende i Danmark.

Der er en lang række sager med tilsvarende problemstillinger, som for tiden verserer ved de administrative klageinstanser. Fortolkningen vil endvidere have vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser, da afgørelsen af, om Danmark har subsidiær beskatningsret, eller om danske søfolk er berettiget til eksemptionslempelse, vil have væsentlig betydning for, om det økonomisk kan svare sig for danske søfolk at påtage sig arbejde ombord på skibe indregistreret i andre nordiske lande. Herudover har SKAT tillige fundet anledning til at ændre den Juridiske Vejledning efter Landsskatterettens afgørelse af 19. december 2014 i nærværende sag.

Sagsøgte Skatteministeriet har tiltrådt anmodningen om henvisning til Østre Landsret og har blandt andet anført, at der skal tages stilling til, hvordan flere bestemmelser i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst skal fortolkes, herunder særligt begrebet "international trafik" i artikel 3, stk. 1, litra h, og subsidiær beskatningsret efter overenskomstens artikel 26, stk. 2. Der foreligger ikke retspraksis om fortolkningen af begrebet "international trafik". SKAT har endvidere oplyst, at sagen har betydning for andre, der arbejder under tilsvarende forhold. Domstolenes stillingtagen til sagen har principiel og vidtrækkende betydning, og vil eventuelt havde genoptagelsesvirkninger for afsluttede sager.

Der blev afsagt

Kendelse

Begge parter har anmodet om, at sagen bliver henvist til landsretten.

Sagen vedrører, om Skatteministeriet er afskåret fra at beskatte A af vederlag optjent i indkomståret 2012 for arbejde udført på skibet ..., der ejes af det norske rederi G2 A/S, og som udfører arbejde ud for Afrikas kyst. Sagen vedrører i den forbindelse fortolkning af artikel 25, stk. 1, litra c, i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. § 1 a, stk. 3, i lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de nordiske lande, herunder betydningen af, at A har betalt sociale bidrag i Norge. Herudover vedrører sagen fortolkning af begrebet international trafik i overenskomstens artikel 15, stk. 3, jf. artikel 3, stk. 1, litra h, og om overenskomstens artikel 26, stk. 2, vedrørende subsidiær beskatningsret under de givne faktiske forhold finder anvendelse.

Der ses ikke at foreligge retspraksis vedrørende fortolkning af flere af de ovennævnte bestemmelser. SKAT har efter det oplyste anført, at sagen har betydning for andre, der arbejder under tilsvarende forhold. Afgørelsen vil derfor have vidtrækkende betydning og vil eventuelt have genoptagelsesvirkning for afsluttede sager.

Sagen findes derved at være af principiel karakter og have generel betydning for retsanvendelsen, hvorfor retten finder, at betingelserne for henvisning til Østre Landsret er opfyldt, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Derfor

b e s t e m m e s

Sagen henvises til Østre Landsret.