Indhold
Dette afsnit handler om anmeldelse og kontrol ved et skibs ankomst til en dansk havn. Udover disse handlinger, skal en række andre formaliteter opfyldes.
Afsnittet indeholder:
- Anmeldelse af ankomst til SKAT
- Erklæring på IMO FAL-formularer
- Inkvirering
- Toldforsegling.
Anmeldelse af ankomst til SKAT
Havnemyndighederne og virksomheder, der driver havne, skal indberette skibes forventede og faktiske ankomst til SKAT. Også oplysninger om uanmeldte skibes ankomst skal videregives til SKAT. Se TBEK § 71, stk. 1.
Indberetningen skal indgives elektronisk, enten on-line eller via filoverførsel, til SKATs manifestsystem.
Havne, som indberetter oplysninger om skibes ankomst til SafeSeaNet, skal dog ikke indberette skibes forventede og faktiske ankomst til SKATs manifestsystem, da SKAT får oplysningerne fra Søværnets Operative Kommando (SOK).
Oplysninger om skibes forventede ankomst skal indgives inden skibets ankomst. Oplysninger om skibes faktiske ankomst skal indgives umiddelbart efter skibets ankomst.
Havne skal være opmærksomme på, at SKAT ikke kan give attest for varers udførsel, før SKAT har modtaget oplysninger om skibets faktiske ankomst og afgang.
Førere af fragtskibe og færger skal ved ankomsten anmelde elektronisk til SKATs manifestsystem, hvorfra skibet kommer og hvilken ladning det medfører. Pligten til anmeldelse gælder for alle skibe, der ankommer fra lande uden for EU og for skibe, der ankommer fra EU's toldområde. Dette gælder hvis skibet medfører ladning og/eller proviant, der ikke er betalt told eller afgifter af, eller med ladning indladet i et land uden for EU. Meddelelsen skal være afgivet, inden varerne losses. Se ►TDL § 18, stk. 1◄ og TBEK § 71, stk. 2, 3 og 8.
Meddelelsen kan også indgives af en hertil bemyndiget person, fx en repræsentant for rederiet, havnemyndighederne, mægler eller en agent. ►Se TDL § 18, stk. 2◄ og TBEK § 71, stk. 11.
Reglerne for anmeldelse af fragtskibe og færger er beskrevet i afsnit F.A.30 Manifestsystemet.
Skibe må ikke påbegynde landsætning af passagerer og besætningsmedlemmer, før der er sket anmeldelse til SKAT. Dette gælder dog ikke passagerskibe i rutefart, hvis SKAT forud har modtaget fartplan. Se TBEK § 71, stk. 12 og 13.
SKAT har desuden fastsat en række andre undtagelser fra meddelelses- og anmeldelsespligten. Se nærmere herom i afsnit A.C.2.5.2.5 Lettelser i kontrollen for visse skibe.
Bemærk
Opkrævning af isafgift, når et skib anløber en dansk havn, hører ikke under SKAT, men under Søfartsstyrelsen. Isafgiften opkræves i praksis af havnene.
Erklæring på IMO FAL-formularer
Ved et skibs ankomst til en dansk havn skal der indgives IMO FAL-formularer til brug for SKATs kontrol med skibet - især kontrollen med told- og afgiftsfri proviant. Der anvendes formularerne 1, 3, 4, 5 og 6. Se TBEK § 75, stk. 1.
IMO-FAL formularer skal indgives elektronisk via det maritime informationsudvekslingssystem SafeSeaNet. Se TBEK § 75, stk. 2, som ændret ved BEK nr. 340 af 7. april 2016.
|
Erklærings type
|
Dateres og underskrives af
|
Formular 1
|
Almindelig erklæring
|
Skibsføreren, skibets agent eller en anden person, der er korrekt bemyndiget af skibsføreren.
Erklæringen kan også være attesteret på en anden måde, der er acceptabel for SKAT.
|
Formular 3
|
Erklæring om skibsstores
|
Skibsføreren eller en anden skibsofficer, som er korrekt bemyndiget af skibsføreren, og som har personligt kendskab til kendsgerningerne vedrørende skibets beholdninger af proviant mm.
Erklæringen kan også være attesteret på en anden måde, der er acceptabel for SKAT.
|
Formular 4
|
Erklæring om besætningens personlige ejendele
|
Skibsføreren eller en anden skibsofficer, der er korrekt bemyndiget af skibsføreren.
Erklæringen kan også være attesteret på en anden måde, der er acceptabel for SKAT.
SKAT kan også kræve, at hvert enkelt besætningsmedlem skriver sit navn, eller hvis besætningsmedlemmet ikke kan skrive, sætter sit mærke på den del af erklæringen, der vedrører vedkommendes ejendele.
Erklæringen kræves ikke ved skibets afgang.
|
Formular 5
|
Besætningsliste
|
Skibsføreren eller en anden skibsofficer, som er korrekt bemyndiget af skibsføreren.
Erklæringen kan også være attesteret på en anden måde, der er acceptabel for SKAT.
Ved skibets afgang accepteres en genpart af de besætningslister, der blev forelagt ved ankomsten med en ny underskrift og en påtegning, der angiver eventuelle ændringer i antallet eller sammensætningen af besætningen, eller som angiver, at der ikke er nogen ændringer.
|
Formular 6
|
Passagerliste
|
Skibsføreren, skibets agent eller en anden person, der er korrekt bemyndiget af skibsføreren.
Erklæringen kan også være attesteret på en anden måde, der er acceptabel for SKAT.
Erklæringen kræves for skibe, der har tilladelse til at transportere 12 eller færre passagerer.
|
Undtagelse
Skibe, der hører under anvendelsesområdet for direktiv 2002/59/EF, og som er i drift mellem havne i EU's toldområde, fritages for at aflevere IMO FAL-formularer, når skibene ikke medbringer told- og afgiftsfri proviant. Dog må de pågældende skibe ikke have ligget i havn uden for EU's toldområde eller i en frizone af kontroltype I. Se TBEK § 75, stk. 3.
Hæftelse
Skibets fører eller ejer hæfter for told og afgifter af varer, herunder restladning og proviantbeholdning, som lastes, opbevares, fraføres eller forbruges i det danske toldområde i strid med reglerne. Se TBEK § 67.
Inkvirering
Den undersøgelse, der er nødvendig for kontrollens udøvelse kaldes inkvirering.
SKAT har ret til overalt i skibet at foretage de undersøgelser, der er nødvendige for at gennemføre kontrollen. Undersøgelserne kræver ikke retskendelse. Se ►TDL § 16, stk. 1◄.
Når SKAT foretager inkvirering af et skib, kan SKAT indtil kontrollen er afsluttet
- nægte adgang til og udgang fra skibet
- nægte tilførsel eller fraførsel af varer
- nægte tilladelse til afsejling.
Se TBEK § 69, stk. 2.
Ved inkvireringen skal skibets nationalitets- og målingsdokumenter efter anmodning afleveres til SKAT, hvor de forbliver, indtil SKAT har givet tilladelse til afsejling. Se TBEK § 74.
Toldforsegling
Så længe et skib er i det danske toldområde, eller når det er på rejse mellem steder i det danske toldområde, kan SKAT forlange, at eventuelle uberigtigede varer bliver opbevaret under toldforsegling. Dette gælder også selvom skibet passerer fremmed eller internationalt farvand under rejsen. Hvis ikke toldforseglingen kan anbringes på forsvarlig måde, kan der træffes forholdsregler til sikring af told og afgifter. Der kan fx mod betaling sættes toldvagt ved skibet.
I forbindelse med eventuel inkvirering af et skib sætter SKAT som regel toldforsegling på skibets proviantbeholdning af spiritus, vin og tobaksvarer.
Hvis SKAT vurderer, at det er nødvendigt, kan der også sættes toldforsegling på skibets luger og adgange til lastrum.
Se ►TDL § 14 ◄og TBEK § 68, stk. 1.