Indhold
Dette afsnit beskriver selskabets indberetningspligt vedrørende LL § 7 P-ordninger.
Afsnittet indeholder:
- Markeringsordning vedrørende købe- og tegningsretter omfattet af LL § 7 P
- Indberetning af oplysninger vedrørende aktier, herunder aktier erhvervet ved udnyttelse af købe- og tegningsretter.
Markeringsordning vedrørende købe- og tegningsretter omfattet af LL § 7 P
Selskabet skal foretage en markering i indkomstregisteret, når den ansatte og selskabet har indgået aftale om tildeling af købe- og tegningsretter, der skal beskattes efter LL § 7 P. Se SKL § 7 A, stk. 2, nr. 15 (Indsat ved § 4, nr. 3 i Lov nr. 430 af 18/05/2016) og § 11, stk. 1, nr. 14 i bekendtgørelse om indberetningspligter mv. efter skattekontrolloven (Se § 1, nr. 4 i BEK nr. 1411 af 25/11/2016).
►Bemærk
Bemærk at markeringer vedrørende aftaler indgået i perioden juli-december 2016 skal foretages senest ved indberetningen vedrørende januar 2017. Se § 2, stk. 2, 2. pkt. i BEK nr. 1411 af 25/11/2016.
Se også
Se også afsnit afsnit A.B.1.2.2.2.2 om inberetning af vederlag og beløb, der ikke er A-indkomst.◄
Indberetning af oplysninger vedrørende aktier, herunder aktier erhvervet ved udnyttelse af købe- og tegningsretter
Selskabet har pligt til at foretage indberetning til SKAT om den ansattes aktieerhvervelse. Se SKL § 10, stk. 5 og 6 (Indsat ved § 4, nr. 4 i Lov nr. 430 af 18/05/2016).
►Indberetningen skal omfatte oplysninger om:
- Identiteten af den indberetningspligtige.
- Identiteten af den, der har erhvervet aktien mv.. Se § 4 i BEK nr. 890 af 10/07/2015.
- Identiteten af den erhvervede aktie, herunder med angivelse af ISIN-fondskode, hvis en sådan er tildelt, og af identiteten af det udstedende selskab.
- Oplysning om aktien er optaget på handel på et reguleret marked.
- Antallet af erhvervede aktier.
- Anskaffelsestidspunktet.
- Anskaffelsessummen for aktien, herunder de handelsomkostninger, som den indberetningspligtige har kendskab til.
Se § 47, stk. 3 i BEK nr. 890 af 10/07/2015 (Indsat ved § 1, nr. 5 i BEK nr. 1411 af 25/11/2016 om ændring af bekendtgørelse om indberetningspligter mv. efter skattekontrolloven).◄
Selskabets indberetning om den ansattes erhvervelse af aktier skal ske til eKapital system AKSA. Oplysning om indberetningskanaler og vejledning til indberetning til system AKSA er tilgængelig på www.skat.dk/ekapital.
►Indberetningen skal foretages senest den 20. januar i året efter det år, hvor medarbejderen har modtaget vederlag i form af aktier omfattet af LL § 7 P. Er aktierne erhvervet ved en købe- eller tegningsret omfattet af LL § 7 P, skal selskabet indberette herom senest den 20. januar i året efter tegnings- eller købsåret.◄
Se også
Se også afsnit om A.B.1.2.2.8.6 om indberetninger efter SKL § 10, stk. 5 og 6 (SKL § 10, stk, 5 og 6 er indført ved Lov nr. 430 af 18/05/2016 § 4, nr. 4).