Overdragelse af brugsrettigheder til fast ejendom er ydelser vedrørende fast ejendom. Se ML § 18 og momssystemdirektivets artikel 47.

Tildeling eller overførelse af rettigheder, der ikke er omhandlet i momsforordningens artikel 31a, stk. 2, litra h) og i), til at bruge en fast ejendom eller dele deraf, herunder tilladelse til at bruge en del af en ejendom som f.eks. tilståelse af fiskeri- og jagtrettigheder eller adgang til lufthavnslounger, eller anvendelse af en infrastruktur, for hvilken der opkræves afgifter, f.eks. en bro eller en tunnel, er ydelser vedrørende fast ejendom. Se momsforordningens artikel 31a, stk. 2, litra j).

Om tildeling eller overførelse af rettigheder omhandlet i momsforordningens artikel 31a, stk. 2, litra h) og i), se D.A.6.2.7.1.3.2.2.6.

Oplistningen af ydelser i momsforordningens artikel 31a, stk. 2, litra j), er ikke udtømmende. Som eksempler på yderligere ydelser, der er omfattet af bestemmelsen og dermed er ydelser vedrørende fast ejendom, kan nævnes:

  • Fortøjning, forankring, dokning og ydelser i forbindelse med pladsleje i havne eller lufthavne.

  • Rettigheder til at anvende bestemte områder i havne eller lufthavne.

Evt. tillægsydelser er ikke ydelser vedrørende fast ejendom, medmindre de efter en konkret vurdering er biydelser til ydelser vedrørende fast ejendom. Hvis det er tilfældet, skal tillægsydelsen momsmæssigt behandles på samme måde som hovedydelsen. Se D.A.4.1.6 om sammensatte leverancer.

Bestemmelsen i momsforordningens artikel 31a, stk. 2, litra j), om andre rettigheder til at anvende fast ejendom skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i momsforordningens artikel 31a, stk. 1, 2. pkt., litra a), hvorefter ydelser anses for at have tilstrækkelig direkte tilknytning til fast ejendom, når de hidrører fra en fast ejendom, og den pågældende ejendom udgør en bestanddel af ydelsen og er central og væsentlig for de leverede ydelser. Se evt. D.A.6.2.7.1.3.2.1 om betingelserne for, hvornår ydelser er ydelser vedrørende fast ejendom.

Se også

Se også:

  • Afsnit D.A.5.9.2.2 om definition af fast ejendom

  • Afsnit D.A.10.1.3.2 om momsfritagelse for visse ydelser til skibe i udenrigsfart

  • Afsnit D.A.10.1.4.2 om momsfritagelse for levering af ydelser til visse luftfartøjer.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-166/05, Heger Rudi GmbH

Salg af fiskerettigheder blev anset for levering af tjenesteydelser vedrørende en fast ejendom. Endvidere blev de flodstrækninger, som fiskerettighederne hørte til, kvalificeret som fast ejendom med den begrundelse, at en fast ejendoms væsentligste kendetegn er, at den knytter sig til en bestemt del af jordens overflade. Dommen fastslår dermed, at salg af fiskerettigheder har en sådan tilstrækkelig og direkte tilknytning til en fast ejendom, at salget er omfattet af momssystemdirektivets artikel 47 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra a). Dommen fastslår samtidig, at det sted, hvor den faste ejendom er beliggende, svarer til stedet for det endelige forbrug af tjenesteydelsen.