Parter

A

mod

SKAT
(Kammeradvokaten v/advokat Sune Risgaard

og

KS

Denne sag er anlagt 29. december 2006. Sagsøgeren, A, som har fri proces uden retshjælpsdækning, har over for sagsøgte 1, SKAT , og sagsøgte 2, KS nedlagt sålydende påstande:

1) Sagsøgte 1 tilpligtes at anerkende, at sagsøger ikke er penge skyldig til sagsøgte 1 i forbindelse med driften af virksomheden beliggende ....

2) Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at sagsøger ikke er penge skyldig til sagsøgte 2 i forbindelse med opkøb, drift og salg af virksomheden beliggende ...

Sagsøgeren har endvidere over for sagsøgte 1 taget forbehold for at nedlægge en selvstændig påstand om tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede skatter.

Sagsøgte 1, SKAT, har principalt påstået sagen afvist i forhold til denne sagsøgte, subsidiært påstået frifindelse.

Sagsøgte 2, KS, har påstået frifindelse og har herudover forbeholdt sig at nedlægge selvstændig påstand over for sagsøgeren om betaling af 161.739,00 kr. med tillæg af procesrente af beløbet fra 11. maj 2006.

Af sagens oplysninger, herunder sagsfremstillingen i stævningen, fremgår, at sagsøgeren indgik ægteskab med BA den 1. oktober 1997 i Etiopien og indrejste første gang til Danmark den 1. februar 1998, ifølge en fremlagt paskopi. Sagsøgeren og dennes ægtefælle boede sammen med sagsøgte KS, som er mor til BA, på adressen ... Sagsøger var bekendt med, at sagsøgte 2 som selvstændig erhvervsdrivende drev kiosken, beliggende ....

Sagsøgeren påbegyndte arbejde i sagsøgte 2's forretning umiddelbart efter indrejsen til Danmark. Efterfølgende begyndte sagsøger at arbejde på et plejehjem efter sagsøgte 2's ønske, samtidig med at sagsøgeren skulle arbejde i forretningen.

Af sagsøgerens sagsfremstilling i stævningen fremgår endvidere, at sagsøgeren i 2004 tilfældigt opdagede post fra skattemyndighederne, stilet til sagsøgeren, som hun ikke kunne forstå indholdet af, og foreviste brevet til kolleger på plejehjemmet. Det viste sig at være skatterestancer i forbindelse med virksomhedsdriften, som sagsøgeren ikke kendte til. Herefter fandt hun ud af, at kioskvirksomheden ... blev drevet i hendes navn.

Under sagen er der fremlagt en købekontrakt, dateret 25. september 1997, hvorefter køberen angives at være sagsøgeren, og sælgeren angives at være sagsøgte 2, KS. Købekontrakten fremstår som underskrevet af sagsøgeren som køber. Ifølge stævningen er kontrakten ikke underskrevet af sagsøgeren, hvilket understøttes af, at sagsøgeren indrejste til landet første gang 1. februar 1998, altså efter underskriftsdatoen.

Forretningen er den 11. januar 2000 bortforpagtet til MV. Ifølge en fremlagt forpagtningskontrakt angives bortforpagteren at være sagsøgeren. Hun har ved brev af 14. februar 2005 anmodet politiet om at iværksætte efterforskning med henblik på, om der er begået dokumentfalsk. Politiet har ved afgørelse af 7. november 2005 besluttet at indstille efterforskningen, idet der ikke fandtes rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, var begået. Det fremgår af afgørelsen, at sagsøgeren har forklaret, at hun ikke ville afvise, at hun kan have underskrevet papirer, som hun ikke vidste hvad var. Hun har yderligere forklaret, at hun, siden hun kom til Danmark i 1998, har arbejdet i det pågældende minimarked sammen med sin mand og svigermor. MV har ifølge afgørelsen af 7. november 2005 forklaret, at det ikke var sagsøgeren, der underskrev på forpagtningskontrakten.

Der er endvidere fremlagt kopi af en tilbageleveringserklæring vedrørende forretningen, angiveligt forsynet med sagsøgerens underskrift, som hun har oplyst ikke at have noget kendskab til.

Der er af Kammeradvokaten i sagen fremlagt selvangivelser for sagsøgeren for indkomstårene 1998 til 2003, som alle fremstår som underskrevet af sagsøgeren. Af disse selvangivelser fremgår, at der har været henholdsvist overskud og underskud vedrørende drift af selvstændig virksomhed med vekslende beløb. Der er ligeledes fremlagt regnskab for indkomstårene 1998, 1999 og 2000, udarbejdet af registreret revisor DN, med angivelse af resultatopgørelse og status for det pågældende minimarked. Regnskaberne fremstår som underskrevet af sagsøgeren. Ifølge Kammeradvokatens oplysninger eksisterer der ikke revisorudarbejdede regnskaber for indkomstårene 2001 til 2002. Minimarkedet blev efter det oplyste afhændet i 2003, hvilket fremgår af et regnskab, der blev udarbejdet af en ny revisor i dette år. Dette regnskab er ligeledes fremlagt i sagen.

Sagsøgerens skatteansættelse for 2000 blev ved Skatteforvaltningen kendelse af 16. april 2004 forhøjet med 52.000 kr. Samme dato blev sagsøgerens skatteansættelse for 2001 forhøjet med 185.842,00 kr. og endvidere blev skatteansættelsen for 2002 varslet forhøjet med 148.902,00 kr.

Sagsøgeren har ikke påklaget årsopgørelserne for indkomstårene 1998 og 1999. Sagsøgeren har heller ikke indbragt forvaltningens kendelser for 2000 og 2001 for Skatteankenævnet. Da sagsøgeren endvidere ikke har reageret over for den varslede forhøjelse for 2002, er denne blevet gennemført ved udsendelse af ny årsopgørelse. Sagsøgeren har ikke påklaget denne årsopgørelse til Skatteankenævnet.

Sagsøgerens restance til skattemyndighederne udgør pr. 9. maj 2007 126.866,70 kr.

Spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal afvises fra domstolene i forhold til sagsøgte 1, SKAT, er udskilt til særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253.

Til støtte herfor har Kammeradvokaten gjort gældende, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1998 til 2003 ikke kan indbringes for domstolene, idet det følger af skatteforvaltningslovens § 48, at en afgørelse om skatteansættelser først kan indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af Landsskatteretten. Af sagsfremstillingen i stævningen kan det udledes, at sagsøgeren i realiteten ønsker skatteansættelserne for indkomstårene 1998 til 2003 genoptaget. Anmodningen om genoptagelse skal indleveres til de stedlige skattemyndigheder, jf. skatteforvaltningslovens §§ 26, 27, 31 og 32. Et eventuelt afslag på genoptagelse vil kunne påklages til Skatteankenævnet, hvis afgørelse eventuelt kan indbringes for Landsskatteretten. Først når den administrative rekurs er udnyttet, kan domstolsprøvelse finde sted. Rekursudnyttelse er således en procesforudsætning.

Sagsøgeren har oplyst, at hun ikke har underskrevet de nævnte selvangivelser og revisorattesterede regnskaber, og at det derfor vil være nødvendigt med tekniske undersøgelser og vidneforklaringer til belysning af sagen. Tekniske undersøgelser kan imidlertid forelægges for Skatteankenævnet og Landsskatteretten, ligesom det er muligt at indhente og forelægge skriftligt nedfældede forklaringer for Landsskatteretten. Der er derfor ikke noget til hinder for, at det pågældende materiale kunne have indgået ved behandlingen af ansættelserne i det administrative system.

En bevisførelse kan således også finde sted for de administrative myndigheder, og hvis Landsskatteretten undtagelsesvist finder behov for at give parten eller andre mulighed for at udtale sig i et retsmøde, er der også mulighed for det, jf. § 14, stk. 4 i forretningsordenen for Landsskatteretten.

Sagsøgeren har fastholdt sin påstand i forhold til sagsøgte 1, og har til støtte herfor gjort gældende, at sagen ikke er egnet til at blive behandlet i det administrative skatteklagesystem, idet det formentlig vil være nødvendigt med tekniske undersøgelser og vidneforklaringer til belysning af sagen. Der foreligger i retspraksis i hvert fald en enkelt afgørelse, truffet af Højesteret, hvorefter den dagældende skattestyrelseslovs § 29, hvis indhold svarer til skatteforvaltningslovens § 48, ikke var til hinder for, at et spørgsmål om skattepligt i Danmark kunne prøves af domstolene, uanset at sagen ikke havde været behandlet i det administrative skattesystem.

Hertil kommer at MV har bekræftet sagsøgerens oplysning om, at det ikke er hende, der har underskrevet den forpagtningskontrakt, hvorved forretningen blev bortforpagtet til MV.

Rettens bemærkninger

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 48, at en afgørelse truffet af en skattemyndighed først kan indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området.

Sagsøgeren må herefter henvises til at søge skatteansættelserne genoptaget efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26 og 27. Da spørgsmålet om rigtigheden af skatteansættelserne ikke på nuværende tidspunkt kan indbringes for domstolene, tages sagsøgtes 1's afvisningspåstand til følge som neden for anført.

Det tilkendte omkostningsbeløb, som udredes endeligt af statskassen, vedrører alene advokathonorar.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Denne sag afvises fra domstolene, for så vidt angår sagsøgte 1, SKAT.

Statskassen betaler 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte 1.