Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

►Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller regummierer dæk, eller den der fra udlandet erhvervsmæssigt modtager dæk eller regummierede dæk med størrelsesbetegnelsen 5.00-8 eller større eller massive gummiringe, skal betale et gebyr.◄

Formål

Gebyrets formål er at sikre nyttiggørelse af kasserede dæk. Dette sker ved at give tilskud til virksomheder, som erhvervsmæssigt indsamler dæk med henblik på produktion af gummipulver. Opkrævning, administration og kontrol med gebyret varetages af SKAT, mens administrationen af tilskudsordningen varetages af Miljøstyrelsen. Eventuelle spørgsmål om tilskudsordningen skal derfor rettes til Miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K., tlf. 72 54 40 00.

Lovgrundlag

Reglerne om gebyr på dæk fremgår af bekendtgørelse nr. 1347 af 21. november 2016 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk), udstedt med hjemmel i lovbekendtgørelse nr. 1189 af 27. september 2016 (bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse).

Historik

Gebyrordningen trådte i kraft med virkning fra 1. april 1995 efter aftale om tilbagetagning af kasserede dæk mellem Miljøministeriet og dæk- og autobranchens organisationer, Genvindingsbrancherådet og de kommunale organisationer.