Indhold
Dette afsnit handler om det EU-retlige grundlag om udveksling af oplysninger.
Afsnittet indeholder:
- Bistandsdirektivet
- Rentebeskatningsdirektivet
- Andre direktiver og forordninger (moms, punkafgifter).
Bistandsdirektivet
Fra den 1. januar 2013 gælder Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 11. marts 2011.) Se lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gennemførelsen af direktivet i dansk ret.
Bemærk
►Direktivet er ændret ved Rådets direktiv2015/2376/EU af 8 december 2015 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet. Ændringsdirektivet er implementeret i dansk ret ved lov nr. 1554 af 13. december 2016 om ændring af chokoladeafgiftsloven, ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love § 7.
Se også
Spontan udveksling af oplysninger om bindende svar A.A.3.14 ◄
Rentebeskatningsdirektivet
Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 26. juni 2003. Direktivet har virkning fra den 1. juli 2005. Direktivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 221 af 31. marts 2004.
Direktivet har til formål at sikre beskatningen af opsparingsindkomst, som betales fra en EU-medlemsstat til en fysisk person i en anden EU-medlemsstat.
Bemærk
Direktivet er ændret ved Rådets direktiv 2014/48/EF om beskatning af indtægter for opsparing i form af rentebetaling. Ændringsdirektivet er endnu ikke implementeret i Dansk ret.
I Danmark foregår udveksling af oplysninger efter rentebeskatningsdirektivet og de tilknyttede aftaler i alle tilfælde gennem den kompetente myndighed, Indsats - Borger - Kompetent Myndighed, Lyseng Alle 1, 8270 Højbjerg.
Direktivets hovedregel: automatisk udveksling af oplysninger
Direktivets hovedregel er, at beskatningen sikres ved automatisk indberetning og udveksling af information. EU-landene indsamler ved udgangen af hvert år oplysninger om årets rentebetalinger fra den pågældende medlemsstat til fysiske personer i andre medlemsstater og videregiver disse oplysninger til skattemyndighederne i de andre lande.
Direktivets undtagelse/overgangsregel: kildeskat
Direktivet indeholder en undtagelse, hvorefter en medlemsstat kan vælge ikke at udveksle oplysninger automatisk. I stedet skal medlemsstaten trække kildeskat af alle rentebetalinger fra det pågældende land til fysiske personer i de øvrige medlemsstater. Kildeskatteprocenten er fra og med 2010 35 pct. Denne undtagelse gælder nu kun for Østrig.
Bemærk
Det fremgår af direktivet, at kildeskatteordningen er en overgangsordning. Der er ikke sat tidsfrist på, hvornår overgangsordningen vil ophøre.
Aftaler i tilknytning til rentebeskatningsdirektivet
Direktivet indeholder betingelser for, at direktivet kan finde anvendelse. Betingelserne er:
- at Kommissionen indgår aftaler med Schweiz, Liechtenstein, San Marino, Monaco og Andorra om, at de skal anvende tilsvarende fremgangsmåder som foreskrevet i direktivet, altså enten automatisk udveksling af oplysninger eller kildeskattetræk
- at medlemsstaterne indgår aftaler med Kanaløerne, Isle of Man og UK's og Nederlandenes tilknyttede territorier i Caribien om, at de skal udveksle oplysninger på tilsvarende vilkår som efter direktivet, eller at de skal trække kildeskat på tilsvarende måde som efter direktivets overgangsordning, så længe overgangsordningen efter direktivet gælder.
Kommissionen har indgået sådanne aftaler med Schweiz, Liechtenstein, San Marino, Monaco og Andorra.
Danmark har indgået sådanne aftaler med Aruba, Anguilla, Caymanøerne, Guernsey, Isle of Man, Jersey, De Britiske Jomfruøer, De Nederlandske Antiller (nu Curaqau og Sint Maarten), Montserrat og Turks- og Caicosøerne. Se afsnit C.F.9.2 om de enkelte jurisdiktioner.
Andre direktiver og forordninger (moms, punkafgifter)
Der foregår udveksling af oplysninger om moms og visse punktafgifter mellem EU-medlemslandene. Udvekslingen sker på:
Momsområdet med hjemmel i:
- Rådets Forordning (EF) nr. 904/2010 af 7. oktober 2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift.
- Kommissionens Forordning (EU) nr. 79/2012 af 31. januar 2012 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i rådets forordning 904/2010 om administrativt samarbejde om bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift.
Området for visse punktafgifter med hjemmel i:
- Rådets Forordning (EU) nr. 389/2012 af 2. maj 2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet.
- Rådets Direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF.
Bemærk
Al udveksling af oplysninger efter disse retsgrundlag foregår gennem den kompetente myndighed, Indsats - Borger - Kompetent Myndighed, Lyseng Alle 1, 8270 Højbjerg.