Indhold

Dette afsnit handler om de skattemæssige krav til et ført og afstemt kasseregnskab ved drift af virksomhed som grundlag for virksomhedens årsregnskab og dermed for selvangivelsen af det skattemæssige resultat af virksomhedens drift.

Afsnittet indeholder:

  • Regel.

Regel

Når SKAT har gennemgået selvangivelsen og evt. også det skattemæssige årsregnskab for en skattepligtig, skal SKAT tage stilling til, om det bogførings- og regnskabsmateriale, der ligger til grund for regnskabet, udgør tilstrækkelig dokumentation for opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter selvangivelsen.

Hvis SKAT må konstatere mangler i bogførings- og regnskabsmaterialet, skal SKAT herefter tage stilling til, om manglernes omfang og karakter giver grundlag for at ændre indkomstansættelsen efter et skøn.

Hvis SKAT skal kunne anse et skattemæssigt årsregnskab for tilstrækkelig dokumentation for opgørelsen af den skattepligtige indkomst for en fysisk skattepligtig, der er selvstændigt erhvervsdrivende, eller en juridisk skattepligtig (selskaber mv.), skal regnskabet være udarbejdet på grundlag af et ført og afstemt kasseregnskab efter virksomhedens art og omfang. Desuden skal bogføringen, der ligger til grund for regnskabet, være foretaget løbende igennem indkomståret.

Dette indebærer, at SKAT ikke vil anse et regnskab, der kun er udarbejdet på grundlag af indtægts- og udgiftsbilag, som foreligger ved årets slutning, for tilstrækkelig dokumentation for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

SKAT vil også se kritisk på et regnskab, hvis bogføringen, der ligger til grund for regnskabet, er foretaget på én gang alene for at indgive skattemæssigt årsregnskab og selvangivelse til SKAT, eller hvis bogføring eller regnskab er efterkonstrueret uden det fornødne grundlag i form af bilag. 

De nærmere krav, der stilles til at føre og afstemme et kasseregnskab, fremgår af bogføringsloven samt Mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12. juni 2006, henholdsvis Mindstekravsbek. for større virksomheder BEK nr. 593 af 12. juni 2006. Virksomhedens art og omfang influerer på, hvor udførligt og detaljeret, kasseregnskabet skal føres og afstemmes.

Se også

  • Afsnit A.B.3.1 om erhvervsretlige regler for bogføring og regnskab.
  • Afsnit A.B.3.2 om bogføring og regnskab af hensyn til indkomstskat.
  • SKM2013.8.BR om afslag på genoptagelse af skatteansættelsen,
    • idet regnskabet var efterkonstrueret uden det fornødne grundlag i form af bilag.