Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 31 og den tilhørende protokol, punkt 1 - 9.

Bemærk

Ved gennemgangen er kun anført de dele af artiklen, som afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2014. Se DBO'en om den præcise ordlyd og det nærmere indhold af afvigelsesbestemmelsen.

Om en artikel eller dele af den svarer til OECD's modeloverenskomst, se afsnit C.F.8.2.2.1-31, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Artikel 1: De af DBO'en omfattede skattepligtige

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: Skatter, der er omfattet af DBO'en

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

DBO'en omfatter ikke formueskatter.

Bemærk

Excess remittance, der pålignes udbytte- og royaltyindtægter, er ikke omfattet af bestemmelsen. Det er en skat, der er progressiv og som pålægges de nævnte indtægter efter fradrag af kildeskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark. Kongeriget Danmark omfatter også ethvert område, hvor Danmark ifølge sin lovgivning og efter international ret kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklens naturforekomster.

DBO'en omfatter ikke Færøerne og Grønland.

"Brasilien" betyder Forbundsrepublikken Brasilien. DBO'en gælder også for kontinentalsoklen. Se CIR nr. 170 af 26/10 1983.

"International trafik" omfatter trafik mellem steder i det ene land under en rejse, der strækker sig over mere end ét land.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

For at være hjemmehørende efter DBO'en stilles der ikke krav om, at personen bliver beskattet af sin globalindkomst. Se artikel 4, stk. 1.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde af mere end 6 måneders varighed udgør et fast driftssted. Se artikel 5, stk. 2, litra g.

Reglen om, at der ikke foreligger et fast driftssted, hvis en virksomhed udøver aktiviteter af forberedende eller hjælpende karakter, gælder kun for reklamevirksomhed, oplysningsvirksomhed, videnskabelig forskning eller lignende. Se artikel 5, stk. 3, litra e.

Udøver en afhængig repræsentant virksomhed i det andet land for et foretagende, skal sådan virksomhed anses for et fast driftssted, medmindre hans virksomhed er begrænset til indkøb af varer for firmaet. Se artikel 5, stk. 4.

Et forsikringsselskab, der gennem en repræsentant, opkræver præmier eller forsikrer risici, har altid fast driftssted i det andet land. Se artikel 5, stk. 5.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 5, stk. 4, litra f, om opretholdelsen af et fast driftssted, udelukkende ved at kombinere de omstændigheder der i øvrigt er nævnt i bestemmelsen.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved forretningsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 4.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibs- og luftfart

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se protokollen, punkt 1.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 8, stk. 2. Fortjeneste ved driften af både, der anvendes i indre farvande beskattes derfor efter de regler, som gælder for erhvervsindkomst. Se artikel 7.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Indbyrdes afhængige foretagender

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 9, stk. 2, om sekundær regulering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan beskatte udbytte med højst 25 pct. af bruttobeløbet, xhvis modtageren er omfattet af DBO'enx. Se artikel 10, stk. 2. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte udbytter i moder-/datterselskabsforhold, hvis moderselskabet ejer mindst 10 pct. af kapitalen i datterselskabet. Se SEL § 2, stk. 1, litra c.

Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Bemærk

Danske selskabers faste driftssteder (filialer) beskattes efter brasiliansk lovgivning, som om de er datterselskaber. Reglen indebærer, at driftsstedets overskud først bliver beskattet med gældende selskabsskatteprocent, og at overskuddet, efter fradrag af selskabsskatter, kan undergives excess remittance tax med 25 pct. Se artikel 10, stk. 5, og artikel 2 om excess remittance.

Bemærk

Excess remittance er en skat på udbytteindtægter, som ikke er omfattet af DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.10 om OECD's modeloverenskomst artikel 10.

Artikel 11: Renter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan beskatte renter med højst 15 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 11, stk. 2. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Renter, der betales til en af staterne, en politisk underafdeling eller Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene, er fritaget for beskatning i kildelandet. Se artikel 11, stk. 3, og protokollen, punkt 2.

Bemærk

Kildelandets beskatningsret er ikke begrænset, når renten tilfalder et foretagende med fast driftssted i et tredjeland. Se artikel 11, stk. 6.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 15 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.

Vederlag for benyttelse af eller retten til at benytte varemærker kan dog beskattes med højst 25 pct. Se artikel 12, stk. 2 a.

Kildelandets beskatningsret er ikke begrænset når det vedrører royalties, der betales af et selskab til en person, der kontrollerer mindst 50 pct. af selskabets kapital. Se artikel 12, stk. 4.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk underafdeling, lokal myndighed eller den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis der er fast driftssted i et land, anses royalties for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5.

Se afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.12 om OECD's modeloverenskomst artikel 12.

Artikel 13: Fortjeneste ved afståelse af formuegenstande

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af alle andre aktiver eller rettigheder, end dem artiklen handler om, kan beskattes i begge lande. Se artikel 13, stk. 3.

Bemærk

Danmark skal indrømme lempelse i den danske skat, uanset at Brasilien som kildeland ikke beskatter aktieavance (matching credit). Se artikel 23, stk. 2, og Skat 1988.1.52 (TfS 1988, 23 DEP).

Artiklen omfatter ikke fortjeneste ved salg af skibe, der anvendes til transport i indre farvande. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 3 (opsamlingsbestemmelse).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Frit erhverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.

Artiklen finder anvendelse selvom virksomheden udøves af et selskab eller en forening. Se artikel 14, stk. 1, og protokollen, punkt 4.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 15: Personlige tjenesteydelser

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

183-dages-reglen finder anvendelse i forhold til kalenderåret. Se artikel 15, stk. 2, litra a.

Artikel 15, stk. 3, medtager ikke vederlag for arbejde på skibe, der benyttes til transport i indre farvande. Dette vederlag beskattes efter artikel 15, stk. 1 og 2.

Hvis det ikke er muligt at afgøre om den virkelige ledelse af et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, udelukkende er i et af landene, kan vederlaget beskattes i skibets registreringsland. Se artikel 15, stk. 3, sidste punktum.

Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15, stk. 4.

Bemærk

Danmark giver lempelse efter exemptionsmetoden. Se artikel 23, stk. 2.

Se også

Se også

  • Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
  • Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 19 om løn for offentligt hverv
  • Artikel 20 om professorreglen
  • Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Artikel 16: Bestyrelseshonorarer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen gælder "uanset enhver anden bestemmelse i denne overenskomst". Artikel 17 anvendes derfor også på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 18: Pensioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Private pensioner og lignende vederlag, der stammer fra tidligere tjenesteforhold, kan kun beskattes i kildelandet.

Andre private pensioner er omfattet af artikel 22 og kan beskattes i begge lande. Bopælslandet giver lempelse efter artikel 23.

Sociale pensioner er omfattet af artikel 19.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentlige ydelser

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel

Artiklen omfatter vederlag, herunder pensioner, der udbetales direkte af en af staterne eller af en politisk underafdeling eller en lokal myndighed for at varetage hverv for disse myndigheder. Den omfatter også tilsvarende vederlag, der udbetales af en fond, som er oprettet af disse myndigheder. Vederlaget kan kun beskattes i det land, hvor det udbetales fra.

Undtagelse

Hvis modtageren af vederlaget er statsborger i det andet land, kan vederlaget beskattes i begge lande. Det betyder, at bopælslandet skal give lempelse efter artikel 23. Se artikel 19, stk. 3.

Offentlig erhvervsvirksomhed

Hvis hvervet udføres i forbindelse med næring eller forretning, der drives af staten eller en politisk underafdeling eller en lokal myndighed, gælder artikel 19 ikke. Vederlaget beskattes så efter artikel 15, 16 eller 18. Se artikel 19, stk. 4.

Sociale pensioner

Sociale pensioner kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 19, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 20: Lærere og videnskabsmænd

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i OECD's modeloverenskomst.

Professorregel

Vederlag for undervisning, forelæsninger eller forskning under midlertidigt ophold beskattes ikke i opholdslandet, hvis

  • personen er eller umiddelbart før besøget i opholdslandet var hjemmehørende i det andet land
  • opholdet ikke overstiger 2 år
  • opholdet alene sker med det formål at undervise, holde forelæsninger eller forske
  • opholdet sker efter indbydelse fra staten eller et universitet, gymnasium, skole, museum eller anden kulturel institution eller i medfør af et officielt arrangement om kulturel udveksling
  • vederlaget beskattes i personens (tidligere) bopælsland.

Se også

Se også

  • Afsnit C.F.8.2.2.15.2.2. om professorreglen
  • DBO'en artikel 20 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 21: Studerende

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Bestemmelsen omfatter udover studerende og praktikanter også personer, der hovedsageligt som hjælp til studier eller forskning har modtaget

  • en ydelse
  • et tilskud
  • et stipendium

fra en institution med et eller flere af følgende formål

  • religiøst
  • velgørende
  • videnskabeligt
  • pædagogisk.

Studerende eller praktikanter beskattes ikke af vederlag for arbejde i opholdslandet i en periode på 3 sammenhængende kalenderår. Fritagelsen gælder kun for et beløb svarende til 4.000 USD pr. kalenderår. Beløbet nedsættes ikke, selv om den studerende kun opholder sig i Danmark en del af et kalenderår.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 22: Indkomst, der ikke er udtrykkeligt omtalt

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Indkomst, der ikke udtrykkeligt er omtalt i DBO'en, kan beskattes i begge lande.

Bemærk

Private pensioner, der ikke er led i et tidligere tjenesteforhold, beskattes efter artikel 22.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 23: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst efter artikel 11 (renter) og artikel 12 (royalties), som kan beskattes i Brasilien efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 3.

Creditlempelse efter artikel 23, stk. 3, beregnes, som om brasiliansk skat udgør 25 pct. (matching credit). Se artikel 23, stk. 4. Lempelsen kan ikke overstige den del af skatten, der forholdsmæssigt falder på indkomsten fra Brasilien.

Danmark giver lempelse efter metoden exemption med progression på anden indkomst end renter og royalties, som kan beskattes i Brasilien efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 2.

Brasilien giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som kan beskattes i Danmark efter DBO'en.

Artikel 23, stk. 5 og 6, omhandler ikke-udloddet fortjeneste og kapitaludvidelse i et selskab. Se protokollen, punkt 5-7.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 24: Ikke-diskriminering

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2, om statsløse personer.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 25: Fremgangsmåde ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Bestemmelsen nævner ikke nogen frist for indgivelse af anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

Artikel 26: Udveksling af oplysninger

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 27: Diplomatiske og konsulære tjenestemænd

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 28: Metoder om praktisering

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

De to kontraherende landes kompetente myndigheder fastsætter ved gensidig aftale de metoder, som overenskomsten skal praktiseres efter.

Se også

Se også DBO'en artikel 28 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 29: Territorial udvidelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.

Artikel 30: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 5. december 1974 og har virkning fra 1. januar 1975.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 31: Ophør

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se også afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.