Afsnittet indeholder.

  • Ændringer i identifikationsoplysninger mv.
  • EU-ordningen - Skifte af identifikationsmedlemsland
  • Ændringer og ophør - Den udøvede virksomhed

Ændringer i identifikationsoplysninger mv.

Den afgiftspligtige person skal både i forbindelse med Ikke-EU-ordningen og i forbindelse med EU-ordningen meddele SKAT enhver ændring i de oplysninger, der blev afgivet i anmeldelsen i forbindelse med tilslutningen til ordningen. Meddelelsen skal ske senest den 10. dag i måneden efter ændringen. Se Momsbekendtgørelsens § 113, stk. 2, og § 114, stk. 2, og (tredjelandsvirksomheder) artikel 361, stk. 2, i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 5 i Direktiv 2008/8/EF samt (begge ordninger) artikel 57h, stk. 1, i momsforordningen.

EU-ordningen - Skifte af identifikationsmedlemsland

Hvis det hidtidige identifikationsmedlemsland ikke længere opfylder betingelserne for at være identifikationsmedlemsland for den afgiftspligtige person, ophører landet med at være identifikationsmedlemsland. Hvis den afgiftspligtige person stadig opfylder betingelserne for at anvende EU-ordningen, skal vedkommende for fortsat at kunne anvende ordningen angive et nyt identifikationsmedlemsland. Det nye identifikationsmedlemsland vil være det, hvor den afgiftspligtige person har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed. Hvis den afgiftspligtige person ikke har etableret hjemstedet i EU, skal det nye identifikationsmedlemsland være et land, hvor den pågældende har et fast forretningssted. Se artikel 57f, stk. 1, i momsforordningen.

Hvis identifikationsmedlemslandet ændres i henhold til artikel 57f, stk. 1, gælder ændringen fra den dato, hvor den afgiftspligtige person ophører med at have hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted i det medlemsland, der tidligere var angivet som identifikationsmedlemsland. Se artikel 57f, stk. 2, i momsforordningen.

Hvis identifikationsmedlemslandet ændres i overensstemmelse med momsforordningens artikel 57f, underretter den afgiftspligtige person begge de relevante medlemslande om ændringen senest den tiende dag i måneden efter ændringen af hjemstedet eller forretningsstedet. Den afgiftspligtige person meddeler det nye identifikationsmedlemsland de registreringsoplysninger, der er påkrævede, når en afgiftspligtig person anvender en særordning for første gang. Se momsforordningens artikel 57h, stk. 2.

Se også

Se også afsnit D.A.16.2.5.2 om indsendelse af angivelsen for den sidste periode.

Ændringer og ophør - Den udøvede virksomhed

Den afgiftspligtige person skal anmelde ændring og ophør af virksomhed, som gør, at den afgiftspligtige person ikke mere opfylder betingelserne for at være omfattet af ordningen. Anmeldelsen skal ske elektronisk senest den tiende dag i måneden efter ophøret eller ændringen. Er Danmark identifikationsmedlemsland, skal anmeldelsen ske til SKAT. Se ML § 66 b, stk. 6, og ML § 66 e, stk. 5, artiklerne 360 og 369e i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 5 i Direktiv 2008/8/EF, samt artikel 57h, stk. 1, i momsforordningen.

Bemærk

Bemærk, at identifikationsmedlemslandet efter modtagelsen af anmeldelse af, at den afgiftspligtige person ikke længere opfylder betingelserne for at være omfattet af en ordning, vil udelukke den afgiftspligtige person fra ordningen. Se D.A.16.2.4.6 om tvangsafmeldelse og udelukkelse.