Dette afsnit handler om SKATs brug af fotografering i forbindelse med kontrolarbejdet.

  • Regler
  • SKATs brug af fotografering
  • Persondataloven - fotografering

Afsnittet handler alene om fotografering af genstande, herunder papirer mv. Afsnittet handler ikke om bevisværdien af fotografier, ligesom afsnittet ikke handler om fotografering af personer.

Regler 

Der er ikke i lovgivningen generelt taget stilling til brug af fotografering i forbindelse med myndighedsudøvelse. Fotografering kan derfor ikke henføres til en konkret kontrolbestemmelse i skatte- og afgiftslovgivningen. 

Der gælder nogle grundlæggende regler og principper, som skal iagttages under enhver form for myndighedsudøvelse i den offentlige forvaltning. I denne sammenhæng kan særligt nævnes de uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om bl.a. legalitet, proportionalitet, saglig forvaltning samt overholdelse af specialitetsprincipperne.

Fotografering kan benyttes som et almindeligt værktøj i udførelsen af SKATs opgaver. Enhver brug af fotografering skal overholde de almindelige forvaltningsretlige regler og grundsætninger og kan  anvendes, når der er en saglig begrundelse herfor, og når SKAT lovligt kan lade de oplysninger, der fotograferes indgå i sagsbehandlingen. 

Anvendelse af fotografering skal ske bl.a. under hensyn til reglerne i persondataloven - se afsnit A.A.6.4.

Bemærk

Efter STRFL § 264a er det forbundet med strafansvar uberettiget at fotografere personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet apparat, uberettiget iagttager sådanne personer. Tilsvarende gælder uberettiget udnyttelse og videregivelse af billeder, se STRFL § 264 c og d.

SKATs brug af fotografering i kontrolarbejdet

SKAT er i lovgivningen tillagt visse kontrolbeføjelser, herunder kontrol i virksomheder og af motorkøretøjer mv. Det er op til SKAT at skønne, hvilke hjælpemidler, der skal tages i anvendelse. SKATs myndighedsudøvelse skal dog under alle omstændigheder ske under iagttagelse af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder principperne om egnethed og proportionalitet. 

Under en kontrol dokumenterer SKAT sædvanligvis sine iagttagelser ved at nedskrive relevant information, tage kopier af fundet materiale eller ved at forlange, at elektronisk materiale udleveres i klarskrift. Brug af fotografering ses i den forbindelse at være et nyttigt supplement til denne dokumentation, og kan bl.a. benyttes i stedet for kopiering og/eller begrænse den mængde af information, der nedskrives, idet der kan ske henvisning til et foto. 

Fotografering kan således ses som et værktøj i indsatsarbejdet, der kan benyttes så længe de grundlæggende forvaltningsretlige regler og principper iagttages. 

Eksempler

  • Fotografering af oplysninger under kontrol i virksomheden 

Hvis SKAT under en kontrol finder noget, som er relevant for kontrollen og det dermed normalt vil indgå i de notater, som nedskrives under kontrolbesøget, kan fotografering være et nyttigt værktøj som supplement til notaterne. Det kan eksempelvis være fotografering af pantemballage, regnskabsbilag, eller andre for kontrollen relevante effekter.  

  • Fotografering som led i dokumentation af en procesbeslutning

Hvis der er tvivl om, hvorvidt et område er privat eller kan anses for at blive benyttet som led i en erhvervsmæssig virksomhed, kan det ud over den normale skriftlige dokumentation være relevant at fotografere de faktiske forhold, der har været tillagt betydning i vurderingen, og som har været udslagsgivende for en beslutning om at karakterisere området som en del af erhvervet.

  • Fotografering på offentligt område

Der kræves som udgangspunkt ikke hjemmel til at iagttage eller at fotografere på offentligt område. SKAT bør dog kun indsamle oplysninger, såfremt disse har et sagligt formål. SKAT kan således fotografere biler på en offentlig parkeringsplads, så længe det tjener et formål i forbindelse med SKATs opgaver.

  • Fotografering på privat parkeringsplads

Såfremt en privat parkeringsplads er stillet til rådighed for offentligheden, kan SKAT fotografere under samme forudsætninger som nævnt i det foregående eksempel. SKAT må dog acceptere en privat regulering af området.

Persondataloven - fotografering

Persondataloven omfatter også billeder, når blot de kan henføres til en bestemt person. Billeder af biler og nummerplader taget på en offentlig parkeringsplads er således en personoplysning, såfremt bilen tilhører en person eller enkeltmandsvirksomhed. Også billeder taget under en kontrol i en enkeltmandsvirksomhed er en personoplysning i persondatalovens forstand.

Se afsnit A.A.6.4 om oplysningspligt efter PDL.