Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke muligheder der er for at opbevare T1-varer midlertidigt på grænsen i havne eller lufthavne i forbindelse med losning og lastning.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og betingelser
  • Angivelse til MIG
  • Frigivelse til midlertidig opbevaring på grænsen
  • Hvem kan indgive en angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen?
  • Underretning om angivelse
  • Rettelse
  • Sletning og annullering
  • Ændring af ansvarlig for opbevaring - overdragelse
  • Forlængelse af opbevaringsperioden
  • Fraførsel fra midlertidig opbevaring på grænsen
  • Ændring af opbevaringssted - overførsel
  • Opsplitning
  • Regnskab og hæftelse.

Formål og betingelser

Reglerne om midlertidig opbevaring findes i TK i artikel 50-53 og i GB i artikel 185-187a.

Formålet med ordningen for midlertidig opbevaring på grænsen (MIG), dvs. midlertidig opbevaring på toldgodkendte områder i toldhavne og toldlufthavne, er at give operatører i havne og lufthavne mulighed for at opbevare T1-varer midlertidigt i havne eller lufthavne i forbindelse med losning og lastning.

I forbindelse med losning kan ordningen med fordel anvendes ved omladning af varer på losningsstedet til et andet skib eller fly, og ved losning af varer, hvor transportøren ikke har de nødvendige oplysninger om varernes toldmæssige bestemmelse eller anvendelse.

I forbindelse med lastning kan ordningen med fordel anvendes for varer på en forsendelsesangivelse, som skal afsluttes i en havn eller lufthavn, hvor varerne skal opbevares midlertidigt indtil lastning på et skib eller fly.

Godkendelse af losnings- og lastningsområde

Losnings- og lastningsområdet skal være godkendt til midlertidig opbevaring af varer på grænsen i forbindelse med SKATs toldgodkendelse af havnen eller lufthavnen, jf. TDL § 19.

Krav om tilladelse

Det er en betingelse for at kunne opbevare varer midlertidigt på grænsen, at den, der er ansvarlig for opbevaringen på grænsen, er importørregistreret og har tilladelse til midlertidig opbevaring på toldgodkendte områder i toldhavne og toldlufthavne (grænsen), jf. TBEK § 10.

Hvem kan få tilladelse?

SKAT kan give tilladelse til midlertidig opbevaring på grænsen gives til:

  • Rederier
  • Agenter for rederier
  • Skibsmæglere
  • Stevedorevirksomheder
  • Luftfartsselskaber
  • Handling agents.

Virksomheder, der har tilsvarende behov som de virksomheder, der er nævnt i punktopstillingen, kan også få tilladelse.

SKAT giver ikke tilladelsen til en bestemt adresse. Virksomheder, der har tilladelse til midlertidig opbevaring på grænsen, kan opbevare varer på toldgodkendte områder i alle toldhavne og toldlufthavne i Danmark.

På et toldgodkendt område på grænsen kan der derfor befinde sig varer under midlertidig opbevaring fra forskellige ansvarlige operatører på samme tid.

Angivelse til MIG

Angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen er i vidt omfang automatiseret og baseret på de oplysninger, der i forvejen skal angives i forbindelse med indførsel og genudførsel af varer, jf. TBEK § 11 stk.2.

Når varerne skal anbringes under midlertidig opbevaring på grænsen i en havn eller lufthavn, skelnes der derfor mellem om dette sker

  • ad sø- eller luftvejen eller
  • over land med bil eller jernbane.

Ankomst til opbevaringsstedet ad sø- eller luftvejen

Ankomstdeklaration

T1-varer, der skal losses fra skibe og luftfartøjer, angives til midlertidig opbevaring på losningsområdet i en toldgodkendt havn eller lufthavn på grundlag af oplysningerne i ankomstdeklarationen.

Muligheden kan med fordel anvendes

  • ved omladning af varer på losningsområdet til et andet skib eller luftfartøj
  • ved losning af varer, hvor der i ankomstdeklarationen ikke er henvisning til en angivelse til midlertidig opbevaring på oplag eller en toldangivelse.

De T1-varer, der skal losses, angiver manifestsystemet automatisk til midlertidig opbevaring på grænsen, hvis der i ankomstdeklarationen ikke er henvisning til en toldangivelse eller en angivelse til midlertidig opbevaring på oplag for varerne. Angivelsen sker på grundlag af oplysningerne i ankomstdeklarationen, når ankomstmeddelelsen indgives. Dette gælder også, hvis der kun for en del af varerne ikke er henvisning til en toldangivelse eller en angivelse til midlertidig opbevaring på oplag.

Angivelsen antages af SKAT, når ankomstmeddelelsen for transportmidlet er indgivet og accepteret af manifestsystemet, se afsnit F.A.30 om manifestsystemet.

Referencenummer

Manifestsystemet tildeler automatisk den pågældende vare i fragtlisten i ankomstdeklarationen et referencenummer. Der er derfor ikke behov for at indgive en selvstændig angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen i forbindelse med losning fra skibe og fly.

Betingelse

For at manifestsystemet automatisk kan danne angivelsen, er det en betingelse, at der i ankomstdeklarationen er angivet en ansvarlig for varernes midlertidige opbevaring, som har tilladelse til midlertidig opbevaring på grænsen.

Ankomst til opbevaringsstedet over land med bil eller jernbane

T1-varer på en forsendelsesangivelse

T1-varer på en forsendelsesangivelse, som skal afsluttes i en havn eller lufthavn, hvor varerne skal omlades til et skib eller fly, skal angives til midlertidig opbevaring på grænsen, medmindre varerne går direkte om bord eller angives til en anden toldmæssig bestemmelse eller anvendelse.

Angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen sker i manifestsystemet ved afslutning af forsendelsesproceduren ved et toldekspeditionssted eller en godkendt modtager. Se afsnit F.A.30 om manifestsystemet og afsnit F.A.20 om forsendelse.

I de tilfælde, hvor angivelsen indgives via filoverførsel, sker angivelse på grundlag af oplysningerne i forsendelsesangivelsen, så oplysningerne i forsendelsesangivelsen genbruges i størst muligt omfang.

MRN-nummer og NCTS

I angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen henvises til MRN-nummer på forsendelsesangivelsen, hvorefter alle oplysninger, der kan genbruges i angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen, automatisk overføres til angivelsen fra forsendelsesangivelsen.

Angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen afslutter dog ikke forsendelsesangivelsen. Dette skal ske i systemet NCTS, se afsnit F.A.20 om forsendelse.

Når oplysningerne i angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen bliver registreret, gennemgår angivelsen en validitetskontrol for at konstatere, om den indeholder eksisterende og sandsynligt korrekte oplysninger. Hvis angivelsen har fejl, underrettes den, der har indgivet angivelsen elektronisk om fejlen, så det nødvendige kan rettes.

Referencenummer

Angivelsen tildeles automatisk et referencenummer, som SKAT omgående giver elektronisk besked om til den, der har indgivet angivelsen, når eventuelle rettelser er foretaget og angivelsen er accepteret.

Angivelser med fejl anses som ikke antaget.

Ankomsttidspunkt

Når angivelsen accepteres, indsættes automatisk faktisk ankomsttidspunkt, og angivelsen antages af SKAT.

Varer under den forenklede procedure

Varer, der transporteres med jernbane under den forenklede procedure, skal indgive en komplet angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen på bestemmelsestoldstedet eller godkendt modtager på grænsen.

Ved genudførsel af T1-varer fra midlertidig opbevaring på et oplag

Ved genudførsel af T1-varer fra midlertidig opbevaring på et oplag er der mulighed for at overføre varerne fra det midlertidige oplag til midlertidig opbevaring på grænsen ved at bruge overførselsproceduren i stedet for forsendelsesproceduren.

Bemærk

Opbevaringsfristen forlænges ikke ved overførsel, og angivelsen til midlertidig opbevaring lukkes først, når det skib eller fly, som varerne er lastet på, er afgået.

Frigivelse til midlertidig opbevaring på grænsen

Frigivelse eller kontrol

Ved antagelse af angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen i forbindelse med indsættelse af ankomsttidspunktet oplyser SKAT, om varerne er udtaget til kontrol eller frigivet til midlertidig opbevaring på grænsen, jf. TBEK § 11, stk. 3.

Varer, der er frigivet til midlertidig opbevaring på grænsen, er ikke til fri disposition. Varerne er kun frigivet til midlertidig opbevaring på det angivne godkendte losnings- eller lastningsområde, men ikke til oplæggelse på et midlertidigt oplag, jf. TK artikel 51.

Hovedregel

Varer under midlertidig opbevaring på grænsen må som hovedregel ikke flyttes fra det losnings- eller lastningsområde, der er angivet.

I forbindelse med omladning er der dog på visse betingelser mulighed for at flytte varerne til et andet område i den pågældende havn eller lufthavn, jf. afsnittet om ændring af opbevaringssted.

Hvem kan indgive en angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen?

Ved ankomst til grænsen ad sø- eller luftvejen er det den, der indgiver ankomstdeklarationen til manifestsystemet, der indgiver angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen. Det er, fordi angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen automatisk dannes af manifestsystemet på grundlag af allerede afgivne oplysninger i skibets eller luftfartøjets ankomstdeklaration, jf. TBEK § 11, stk. 1.

Krav

Den, der indgiver en angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen, skal være registreret med et EORI-nummer og have adgang til SKATs manifestsystem.

Fordel at have adgang til SKATs manifestsystem

Derimod er det ikke et krav, at den, der har tilladelse til midlertidig opbevaring på grænsen, har adgang til SKATs manifestsystem. Dog er det en fordel at have adgang til manifestsystemet for at kunne spørge på angivelser, der afventer berigtigelse.

Underretning om angivelse

Når angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen er afgivet af en anden end den, der har tilladelse til midlertidig opbevaring på grænsen, underretter SKAT elektronisk den, der har tilladelse til midlertidig opbevaring på grænsen, hvis denne har adgang til SKATs manifestsystem, jf. TK artikel 186, stk. 1. Se afsnit F.A.30 om manifestsystemet.

Rettelse

Rettelsesanmodning

Hvis en antaget MIG ønskes rettet, skal der indgives en elektronisk rettelsesanmodning i manifestsystemet, enten online eller via filoverførsel.

Rettelsesanmodningen skal indeholde en begrundelse for rettelsen, og rettelsen skal godkendes af SKAT efter individuel sagsbehandling.

Rettelsen har derfor først effekt, når SKAT elektronisk har godkendt rettelsen. SKAT underretter elektronisk den, der har indgivet rettelsesanmodningen, om godkendelsen.

SKAT underretter også den ansvarlige for varernes midlertidige opbevaring om godkendelsen, hvis den ansvarlige har adgang til SKATs manifestsystem.

Hvem kan rette?

Afhængigt af transportmåde er det forskelligt, hvilke personer der kan rette en angivelse. Der skelnes mellem følgende to transportmåder:

  • Sø- eller luftveje
  • Bil eller jernbane.

Ved sø- eller luftveje

For varer, der transporteres til grænsen ad sø- eller luftvejen, dannes angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen automatisk af manifestsystemet, når transportmidlet ankommer på grundlag af oplysningerne i skibets eller luftfartøjets ankomstdeklaration. Derfor eksisterer der ikke en angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen før indsættelse af ankomsttidspunktet.

Ændring af oplysninger i sådanne tilfælde sker derfor ved rettelse af oplysningerne i skibets eller luftfartøjets ankomstdeklaration efter reglerne, der er beskrevet under rettelser i ankomst- og afgangsdeklaration i afsnittet om manifestsystemet, se afsnit F.A.30.

Efter indsættelse af ankomsttidspunktet kan der indgives anmodning om rettelse af angivelser, der er dannet på grundlag af en ankomstdeklaration af

  • den, der har indgivet ankomstdeklarationen
  • den, der har tilladelse til varernes midlertidige opbevaring på grænsen
  • SKAT.

Ved bil eller jernbane

For varer, der transporteres til grænsen over land med bil eller jernbane, kan der ikke løbende opbygges en angivelse (kladde) inden indsættelse af ankomsttidspunktet. Derfor eksisterer der ikke en angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen før ankomsttidspunktet.

Efter ankomsttidspunktet kan der indgives anmodning om rettelse af angivelser, der ikke er dannet på grundlag af en ankomstdeklaration, af

  • den, der har indgivet angivelsen
  • den, der har tilladelse til varernes midlertidige opbevaring på grænsen.

Sletning og annullering

Der skelnes mellem sletning og annullering af en MIG.

Sletning

Sletning drejer sig om en MIG, der ikke er antaget (det vil sige, at ankomsttidspunktet ikke er indsat).

Sletning af en MIG kan foretages elektronisk uden videre og sker direkte i manifestsystemet, enten online eller via filoverførsel.

For varer, der tranporteres til grænsen ad sø- eller luftvejen, sker sletning ved rettelse af oplysningerne i skibets eller flyets ankomstdeklaration efter reglerne, der er beskrevet under rettelser i ankomst- og afgangsdeklaration i afsnittet om manifestsystemet. Det er, fordi angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen automatisk dannes af manifestsystemet, når transportmidlet ankommer. Der eksisterer derfor ikke en angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen før indsættelse af faktisk ankomsttidspunkt.

Annullering

Annullering drejer sig om en MIG, der er antaget (det vil sige, at ankomsttidspunktet er indsat).

Anmodning om annullering

Annullering af en angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen sker ved elektronisk at indgive en anmodning om annullering i manifestsystemet, enten online eller via filoverførsel.

En MIG kan kun annulleres i særlige tilfælde; fx hvis ankomsttidspunktet ved en fejl er blevet indsat i angivelsen.

Krav til annulleringsanmodningen

Annulleringsanmodningen skal indeholde en begrundelse for annulleringen, og annulleringen skal godkendes af SKAT efter individuel sagsbehandling.

Annulleringen har derfor først effekt, når SKAT elektronisk har godkendt annulleringen.

Underretning om annullering

SKAT underretter den, der har indgivet anmodningen om annulleringen, elektronisk om godkendelsen.

SKAT underretter også den ansvarlige for varernes midlertidige opbevaring om godkendelsen, hvis den ansvarlige har adgang til SKATs manifestsystem.

Hvem kan anmode om annullering?

Hvis angivelsen er dannet på grundlag af en ankomstdeklaration; dvs. varerne transporteres ad sø- eller luftvejen, kan anmodning om annullering foretages af

  • den, der har indgivet ankomstdeklarationen
  • den, der har tilladelse til varernes midlertidige opbevaring på grænsen.

I andre tilfælde - det vil sige for varer, der tranporteres til grænsen over land med bil eller jernbane - kan såvel sletning som anmodning om annullering foretages af

  • den, der har indgivet angivelsen
  • den, der har tilladelse til varernes midlertidige opbevaring på grænsen.

Ændring af ansvarlig for opbevaring - overdragelse

Varer, der er under midlertidig opbevaring på grænsen, kan overdrages helt eller delvist til en anden virksomhed, der har tilladelse til midlertidig opbevaring på grænsen.

Ved overdragelsen kan varerne enten blive på samme toldgodkendte område eller flyttes til et andet toldgodkendt område i den samme havn eller lufthavn, jf. TBEK § 12, stk. 1, nr. 4).

Overdragelse sker ved at ændre den ansvarlige for varernes midlertidige opbevaring ved at lave af en opsplitning eller en rettelsesanmodning, jf. TBEK § 13a, se også afsnittene om "Opsplitning" og "Rettelse".

Den, der overdrager varerne, skal underrette den, varerne overdrages til, om overdragelsen. Overdrageren har bevisbyrden for, at underretning er sket.

Forlængelse af opbevaringsperioden

Tidsfrister

Varer kan være under midlertidig opbevaring på grænsen i 14 kalenderdage, jf. TBEK § 16, stk. 1.

Fristen regnes fra ankomsttidspunktet.

Når omstændighederne berettiger til det, kan SKAT tillade. at varer kan være under midlertidig opbevaring på grænsen i:

  • 45 kalenderdage, når varerne forsendes med skib
  • 20 dage, når varerne forsendes på anden måde.

Se TBEK § 16, stk. 4.

Rettelsesanmodning

Forlængelse af opbevaringsperioden sker ved at indgive en rettelsesanmodning med ændring af berigtigelsesfristen, jf. afsnittet om "Rettelse".

Fraførsel fra midlertidig opbevaring på grænsen

Varer, der er under midlertidig opbevaring på grænsen, kan kun fraføres det midlertidige opbevaringssted ved:

  • Fortoldning, herunder oplæggelse på toldoplag, ved indgivelse af en standard- eller ekspresfortoldning til toldsystemet
  • Genudførsel ved at henvise til angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen i en afgangsdeklaration, der indgives til manifestsystemet
  • Forsendelse ved indgivelse af en forsendelsesangivelse til NCTS-systemet
  • Overførsel til midlertidig opbevaring på oplag ved indgivelse af anmeldelse til manifestsystemet

Reglerne findes i TBEK § 12, stk. 1, nr. 1), 2) og 3).

Pligten til at fortolde, genudføre, forsende eller overføre varerne til midlertidigt oplag har den, der er angivet som ansvarlig for varernes midlertidige opbevaring på grænsen, jf. TBEK § 15.

Tidsfrist

Varer må højst være under midlertidig opbevaring i 14 kalenderdage. Fristen regnes fra ankomsttidspunktet, jf. TBEK § 16, stk.1.

Krav inden fristen udløber

Inden for fristen skal varerne overgå til en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse, dvs. varerne skal være angivet til fortoldning, genudførsel eller forsendelse, jf. TBEK § 16, stk. 3

Krav ved angivelse til standardfortoldning

Ved standardfortoldning lukkes angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen automatisk i toldsystemet ved at henvise til referencenummeret på angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen i fortoldningsangivelsen.

Flere angivelser til midlertidig opbevaring på grænsen kan samles på en standardfortoldning, hvis varerne skal fortoldes samtidigt til den samme modtager.

Krav ved angivelse til ekspresfortoldning

Ved ekspresfortoldning lukkes angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen automatisk i manifestsystemet ved at henvise til fortoldningsangivelsens referencenummer i angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen.

Hvis varer under midlertidig opbevaring på grænsen, skal fortoldes ved flere angivelser, er det muligt at lukke angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen ved at henvise til alle de pågældende fortoldningsangivelsers referencenumre. Dette skal ske på én gang.

Skal varerne derimod fortoldes løbende, skal angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen opsplittes, se afsnit om opsplitning. Derimod er det ikke muligt at samle flere angivelser til midlertidig opbevaring på grænsen på en ekspresfortoldning.

Ved angivelse til genudførsel

Ved genudførsel lukkes angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen automatisk i manifestsystemet ved at henvise til referencenummeret på angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen i afgangsdeklarationen.

Hvis ikke hele varepartiet skal fraføres den midlertidige opbevaring på grænsen på den samme afgangsdeklaration, skal varepartiet opsplittes til mindre partier.

Krav ved angivelse til forsendelse

Ved forsendelse skal der henvises til referencenummeret på angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen i forsendelsesangivelsen, men angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen lukkes ikke automatisk i NCTS, jf. afsnittet F.A.20 om forsendelse.

Lukning af angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen sker i manifestsystemet med henvisning til forsendelsesangivelsen.

Hvis varer under midlertidig opbevaring på grænsen, skal fraføres ved flere forsendelsesangivelser, er det muligt at lukke angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen ved at henvise til reference- numrene på alle forsendelsesangivelserne. Dette skal ske dog på én gang.

Skal varerne derimod fraføres løbende, skal angivelsen til midlertidig opbevaring på grænsen opsplittes, se afsnit om opsplitning.

Frigivelse eller kontrol

Når afgangsdeklarationen, fortoldnings- eller forsendelsesangivelsen er antaget, oplyser SKAT, om varerne er udtaget til kontrol eller frigivet til den angivne toldmæssige bestemmelse eller anvendelse.

Ændring af opbevaringssted - overførsel

Overførsel kun ved vejtransport eller jernbane

Varer under midlertidig opbevaring på grænsen kan overføres til et midlertidigt oplag. Overførsel kan kun ske ved vejtransport eller jernbane, jf. TBEK § 12, stk. 1, nr. 3.

Anmeldelse til SKAT

Overførsel skal anmeldes elektronisk til SKAT, inden varerne overføres, og varerne må ikke overføres, før SKAT har frigivet varerne til overførsel, jf. TBEK § 13.

Anmeldelse af overførsel skal ske i manifestsystemet.

Når anmeldelsen om overførsel er godkendt og antaget, underretter SKAT den, der har indgivet anmeldelsen om overførsel, og den, der er ansvarlig for varernes midlertidige opbevaring på grænsen, om, at varerne er frigivet til overførsel.

SKAT underretter også den, der driver det oplag, hvortil varernes skal overføres.

SKAT underretter dog kun de ansvarlige for de midlertidige opbevaringssteder om overførslen, hvis disse har adgang til SKATs manifestsystem.

Overdragelse til en anden virksomhed

Varer, der er omfattet af en MIG, kan overdrages til en anden virksomhed. Det er dog en betingelse, at

  • den virksomhed, varerne overdrages til, også har en tilladelse til midlertidig opbevaring på grænsen
  • det nye opbevaringssted også er godkendt til midlertidig opbevaring af SKAT i forbindelse med toldgodkendelse af selve havnen eller lufthavnen
  • det nye opbevaringssted ligger i den samme toldgodkendte havn eller lufthavn som losningsområdet.

Se reglerne i TBEK § 12, stk. 1, nr. 4).

Krav til overdragelsen

Overdragelsen skal ske elektronisk i manifestsystemet, jf. § 13a i TBEK. Overdrageren skal samtidig underrette den virksomhed, der overdrages til.

Flytning af varer

I forbindelse med omladning må varer, der skal lastes fra et andet område end losningsområdet, dog flyttes til lastningsområdet uden at anmelde overførslen.

Det er dog en betingelse, at

  • varerne er under omladning på et gennemgående fragtbrev
  • lastningsområdet også er godkendt til midlertidig opbevaring af SKAT i forbindelse med toldgodkendelse af selve havnen eller lufthavnen
  • lastningsområdet ligger i den samme toldgodkendte havn eller lufthavn som losningsområdet
  • den ansvarlige for varernes midlertidige opbevaring på lastningsområdet er den samme som angivet ved losningen.

Opbevaringsfristen

Opbevaringsfristen forlænges ikke ved overførsel, jf. TBEK § 16, stk. 2.

Opsplitning

Opsplitning til mindre partier

Et vareparti, der er under midlertidig opbevaring på grænsen, skal opsplittes til mindre partier, hvis ikke hele varepartiet skal fraføres den midlertidige opbevaring på grænsen på den samme afgangsdeklaration, toldangivelse eller samme anmeldelse om overførsel til midlertidig opbevaring på oplag; fx hvis en del af forsendelsen bliver "short shipped".

Betingelse

Det er en betingelse, at varepartiet består af flere selvstændige enheder, så det er fysisk muligt at opsplitte det, uden at det på nogen måde pakkes om eller tages i brug.

Hvordan sker opsplitning?

Opsplitning sker ved at indgive et antal nye angivelser til midlertidig opbevaring på grænsen, som svarer til de mindre delpartier.

Ved opsplitningen tildeles de nye angivelser til midlertidig opbevaring på grænsen hvert et nyt referencenummer. I manifestsystemet er der en gensidig henvisning mellem den oprindelige og de nye angivelser.

Anmeldelse af overførsel af opsplittede varer

I forbindelse med opsplitning er det muligt samtidigt at anmelde overførsel af opsplittede varer til midlertidig opbevaring på oplag.

Manifestsystemet holder automatisk regnskab med, at alle varerne, der er omfattet af den oprindelige angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen, bliver omfattet af nye angivelser til midlertidig opbevaring på grænsen.

Opbevaringsfristen

Opbevaringsfristen forlænges ikke ved opsplitning.

Regnskab og hæftelse

Krav til den ansvarlige

Den ansvarlige for varernes midlertidige opbevaring på grænsen har pligt til at føre et lagerregnskab, der sikrer, at varerne bliver

  • overført til et midlertidigt oplag, eller
  • angivet til en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse inden for opbevaringsfristen.

Kravene til den ansvarlige er beskrevet i GB artikel 185, stk. 2, litra b).